En hanske tematiserte 1800-tallets praksis av ulik seksualmoral for kvinner og menn. Bjørnstjerne Bjørnson ønsket å rette kritisk søkelys på menns dobbeltmoral og få kvinner til å stille strengere krav til menn. I samfunnet var det mange som aksepterte at menn hadde utenomekteskaplige seksuelle forhold.
En moral- og sedelighetsdebatt var alt i gang i litteraturen, tidsskrifter og aviser. Begrepet sedelighet henviser til en seksualmoral som innebærer en ærbar og anstendig livsførsel, og det var altså kvinner som skulle føre denne livsførselen. Usedelighet gjaldt ikke i samme grad menn. Bjørnsons skuespill satte fyr på denne debatten.
Stykket ble først satt opp i Hamburg i 1883. Da det ble satt opp i hele Norden i 1886, skapte det rabalder. Stykket er ikke blant de meste leste 1800-talls skuespill, til tross for at det fortsatt er aktuelt.
Skuespillets hovedpersoner er Svava og Alf, som er forlovet inntil Svava får vite at Alf har hatt forhold til kvinner tidligere.
I kildeutdraget under møter vi først husvennen og legen Dr. Nordan i dialog med Svava, deretter foreldrene hennes, Fru Riis og Riis og foreldrene til Alf, Fru Christensen og Christensen i samtaler om og med Svava og hennes reaksjon på at Alf har hatt kjærlighetsforhold tidligere, også med en gift kvinne. Utdraget er satt sammen av flere scener i dramaet.
Kilden
| Tittel: | En hanske |
|---|---|
| Datering: | 1883 |
| Opphav: | Bjørnstjerne Bjørnson |
| Hentet fra: | En hanske. Skuespil af Bjørnstjerne Bjørnson. København. 1883 s. 59-63, 77, 78, 82-83,95-98,103,105. |
|---|---|
| Rettigheter: | CC - BY NC |
Mer informasjon om kilden
[Kildeutdraget er modernisert og forkortet. Originalversjon lenger ned.]
Femte møte
Svava: Har jeg?
Nordan: En overjordisk, Svava-svevende en. «Det er bare én kjærlighet til, og den har bare én gjenstand». Punktum!
Svava: Har jeg sagt det?
Nordan: Er det ikke du, som forkaster en ung mann, fordi han har tillatt seg å elske, før han så deg?
Svava: Tar du det også på den måten?
Nordan: På den måten? Som om det mellom forstandige folk finnes en annen?
En ung prektig fyr riktig tilber deg, en stor familie slår opp fløyelses-dørene sine for deg som for en fyrstinne. Og så komme du og sier : «Du har ikke ventet på meg, fra du var en smågutt! Vekk!»
Svava: Nei, du også! Nei. Du også! Og den samme lekse! Den samme dumme lekse!
Nordan: Jeg kan si det med én gang: Tar du ikke hensyn til alt det, som kan sies imot deg, så er du dum! Det nytter ikke å løpe fra meg og fare opp og ned; for så begynner jeg også å fare opp og ned. – Kom her og sett deg! Eller tør du ikke gå med på en undersøkelse?
Svava: Jo, jeg tør! (hun kommer og setter seg.)
Nordan: For sett nå, at dette er et overmåte tvilsomt spørsmål, som forhandles frem av alvorlige menn og kvinner over hele verden?
Svava: Det vedkommer bare meg! Og for meg er det aldeles tvilsomt.
Nordan: Du misforstår meg, barn! Du skal til slutt avgjøre din egen sak, du og ingen annen. Naturligvis! Men når det du skal avgjøre ikke er så like til som du kanskje tror; når det i dette øyeblikk sysselsetter tusener og tusener, - plikter du så ikke at ta hensyn til de almenne forhold og hva som er tenkt og sagt om dem?
Er det ikke samvittighetsløst å dømme i den enkelte sak uten å gjøre det?
Svava: Jeg forstår! Jeg tror at dette du forlanger av meg, det har jeg gjort. Spør mor!
Nordan: Nå ja. Du og din mor har snakket og lest en del om ekteskap, om kvinnesak, om at klasserettigheter er opphevet,- nå skal også kjønnsrettigheter oppheves. Men dette spesielle spørsmål?
Svava: Hva har jeg oversett, tror du?
Nordan: Altså! Har du rett til å være like streng mot mannen som mot kvinnen? Hva?
Svava: Ja, naturligvis!
Nordan:Er dette så naturlig? Gå ut og spør deg for! Av hundre du møter, vil nitti svare nei, og det selv blant kvinnene!
Svava: H-m? Det begynner å bli annerledes!
Nordan: Nå ja. Men det skal kunnskap til for å avgjøre det spørsmålet.
Svava: Mener du hva du sier?
Nordan: Det angår deg ikke! Forresten mener jeg alltid hva jeg sier. – En kvinne kan gifte seg 16 år gammel. En mann må vente, til han er 25 og 30. Der er forskjell!
Svava: Det er forskjell! For det lever langt, langt, langt flere ugifte kvinner enn menn. Og disse viser selvbeherskelse. Mannfolkene, de finner det makeligere å lage en lov av sin mangel på selvbeherskelse, de!
Nordan: Slike svar røper uvitenhet! Mennesket er et polygamisk dyr, likesom mange andre dyr, og det støtter teorien veldig, at det er langt flere kvinnfolk til enn mannfolk. Ja, dette er noe, som du aldri har hørt før?
Svava: Jo. Jeg har, hr. doktor!
Nordan: Le ikke av vitenskapen! Hva pokker skal vi så tro på?
Svava: Må jeg bare få be om, at mannfolkene får like så mye bryderi av sine barn som kvinnene? Å la dem få det, onkel! Så tenker jeg de også snart får andre prinsipper. Å, la dem det!
Nordan: Det har de ikke tid til; de skal styre verden!
Svava: Ja, de har selv fordelt rollene! Hør nå hr. doktor! Er det feigt, ikke å leve etter sin egen lære? (hun legger seg på kne ved siden av ham.)
Nordan: Ja, naturligvis er det feigt.
Svava: Hvorfor lever ikke du etter din?
Nordan:Jeg? – Jeg har alltid været et uhyre. Kjære, vet ikke du det, da?
[....]
[Møte mellom Riis, Fru Riis, Nordan, Christensen og Fru Christensen]
Riis [Svava sin far]:
Kan du ikke si meg, hva min datter sa? Er det ikke forrykt, at jeg ikke kan få vite det? Kort og tydelig: hva sa hun?
[....]
Nordan: Men jeg vil ikke! sa hun. Jeg vil gå trygg inn til det hellige ekteskap og sette meg ved fedrelandets arne og oppdra barn for min manns åsyn. Men han skal være ærbar som jeg; for ellers pletter han mitt barns hode, når han kysser det, og vanærer meg. – Se, det sa hun, og hun var så vakker, da hun sa det.
[....]
Fru Christensen [Alf sin mor]:
Jeg håper, hun også har lært noe i disse dager, stakkar! Hun led av en feil, som gjerne følger utmerket flinke mennesker,- jeg mener selvrettferdighet.
Riis [Svava sin far]: Nettopp! Aldeles riktig! Si hovmod!
Fru Riis [Svava sin mor]: Hvorfra slutter De dette, frue?
Fru Christensen [Alf sin mor]: Av forskjellige samtaler jeg har hatt med henne. Jeg talte en gang om at mannen er hustruens herre. I disse moderne tider er det godt å innprente de unge piker dette.
Christensen [Alf sin far]: Ja. Det vet gud!
Fru Christensen: Og da jeg minnet henne om noen linjer hos Paulus, svarte hun: ja. Det er bak dette gitter, at vi kvinner ennå sitter.
Da visste jeg ved meg selv, at det ville komme noe. Overmot står for fall.
Christensen: Nei! Ti for det første var det ikke frøken Riis som falt, men din hjertesønn. Dernest falt han ikke som følge av frøken Riis´s overmot; ti han falt visst mange år før frøken Riis ytret sitt overmot. Så at når du visste, at hans fall ville komme som følge av frøken Riis` overmot, så visste du noe, som du aldeles ikke visste.
Fru Christensen: Ja, du spotter!
[....]
[Møte mellom Svava, Alf og alle foreldrene]
Alf: Kanskje tør jeg ta frøken Riis sin taushet som tillatelse? I så fall…. ja, det er ellers ikke stort jeg har å si jeg heller. Egentlig er det bare å minne om at da jeg ba om frøken Riis sin hånd, var det fordi jeg av alt mitt hjerte elsket henne, - henne og ingen annen. Den største lykke og til like den største ære jeg kunne tenke meg var å bli elsket av henne igjen. Og slik er det ennå.
(Han gjør et opphold, som om han ventet et svar. Alle ser på Svava.)
Alf: Forsåvidt frøken Riis venter, at jeg skal si mer, .... at jeg først skal komme med en unnskyldning, .... så oppfatter ikke jeg det så. Jeg oppfatter det ikke som om jeg skylder noen.
(Stillhet.)
Hva jeg frivillig kunne gi,- ja, hva jeg under andre omstendigheter kunne føle trang til å meddele, det vil jeg her ikke tale om.
Men jeg skylder ingen! Min ære krever at jeg holder dette fast.
Det er min fremtid, jeg skylder. Og hva den angår, da tilstår jeg at det har krenket meg, at frøken Riis et øyeblikk har kunnet tvile. Krenket meg dypt. Aldri i mitt liv har noen før tvilt på meg.
Jeg må i all ærbødighet forlange, at man tror meg på mitt ord. (Da det blir en stilllhet.) Ja, det er ikke mere.
Fru Riis : (reiser seg uvilkårlig) Men om en kvinne under de samme omstendigheter, Alf, kom og sa det samme, - hvem ville tro henne? (Stillhet.) (Svava brister i gråt.)
Fru Christensen: (Svava brister i gråt.) Stakkars barn!
Riis: Tro henne?
Fru Riis: Ja, tro henne. – Tro henne, når hun etter en slik fortid kom og forsikret at hun skulle bli en ærbar ektefelle?
Christensen: Etter en slik fortid?
Fru Riis: Kanske er det galt uttrykt. Men hvorfor forlange, at hun mer skal tro mannen, enn mannen ville tro henne? For han ville slett ikke tro henne.
Riis (bak fruen) : Men er du ble aldeles gal?
Christensen( reiser seg halvt): Om forlatelse, mine damer og herrer; nå bør de to unge få avgjøre saken! (setter seg igjen)
Alf: Jeg må tilstå, at det fru Riis sier, har jeg aldri tenkt over fordi det aldri kan forekomme. Ingen hederlig mann velger en kvinne, på hvis fortid han ikke er trygg. Ingen!
Fru Riis: Men en hederlig kvinne, Alf?
Alf: Ja. Det er forskjell.
Nordan: Nøyaktig uttrykt: kvinnen skylder mannen både sin fortid og fremtid. Mannen skylder kvinner bare sin fremtid.
Alf: Om man så vil, - ja
Nordan: (til Svava, idet han reiser sig) Jeg skulle ønske du kunne utsette å svare, min pike. Men nå mener jeg, du bør svare straks.
(Svava går mot Alf og kyler ham sin hanske i ansiktet, derpå går hun videre inn i sitt kammer. Alf vender seg helt etter henne. Riis inn i sitt kammer til høyre. Alle har reist seg. Fru Christensen griper Alfs arm og ut med ham: Christensen etter. Fru Riis opp mot venstre.)
Nordan: Det var en hanske det!
[....]
Christensen: [....] Min sønn får avslag av frøken Riis, fordi hun ikke tåler hans forhold før ekteskapet. Hennes far har lignende forhold midt oppe i ekteskapet! [....]
Christensen: Nå setter jeg at det min sønn har syndet, det har de fleste beilere syndet; for det tror jeg de har. Jeg setter også, de har den samme ulykkelige ”arv”, et ord. De legger trykk av særegen vennlighet mot meg! - skal derfor de fleste forlovede piker bære seg ad som nå frøken Riis? Skrike opp, løpe sin vei og gjøre skandale? Vi fikk ikke mere ørelyd! Her ble det morsomste anarki, verden ennu har sett!
Nei, de doktriner vi er inne på her, de mot tingenes natur og orden! De er ville! Og når de på kjøpet kyles oss i hodet som moralske høyesterettsdommer, ja, så hugger jeg til! Farvel!
Original versjon. Forkortet kildeutdrag
Nordan.
Du har jo, siden jeg var her sist, utstedt splitter ny lov for kærlighed? Jeg gratulerer!
Svava.
Har jeg?
Nordan.
En overjordisk, Svava-svævende en. Formodentlig fra scrafernes harmoni-lære?
«Det er bare én kærlighed til, og den har bare én genstand». Punktum!
Svava.
Har jeg sagt det?
Nordan.
Er det ikke du, som forkaster en ung man, fordi han har underståt sig at elske, før han så dig?
Svava.
Tar du det også på den måten?
Nordan.
På den måten? Som om der mellom forstandige folk gaves en annen?
En ung præktig fyr rigtig tilbér dig;en sto familje slår op fløj-dørene sine for dis som for en fyrstinne. Og så komme du og siger : «Du har ikke væntet på mig, fra du var en smågut! Væk!»
Svava.
Nej, du også! Nej. Du også! Og den samme lekse! Den samme dumme lekse!
Nordan.
Jeg kan sige dig det med én gang: Tar du ikke hensyn til alt det, som kan siges imot dig, så er du dum! Det nytter dig ikke at løpe fra mig og fare op og ner; for så begynner jeg også at fare op og ner. – Kom her og sæt dig! Eller tør du ikke gå med på en undersøkelse?
Svava.
Jo, jeg tør! (hun kommer og sætter sig.)
Nordan.
For sæt nu. At dette er et overmåde tvilsomt spørsmål, som forhandles af alvorlige mæn og kvinnerr over hele værden?
Svava.
Det vedkommer bare mig! Og for mig er det aldeles tvilsomt.
Nordan.
Du misforstår mig, barn! Du skal til slut avgøre din egen sak, du og ingen annen. Naturligvis!
Men når det, du skal afgøre, ikke er så like til, som du kanskje tror; når det i dette øjeblik sysselsætter tusener og tusener, - pligter du så ikke at ta hensyn til de almene forhold og til, hvad her er tænkt og sagt om dem?
Er det ikke samvittighedsløst at dømme i den enkelte sak uten at gøre det?
Svava.
Jeg forstår! Jeg tro, at dette, du forlanger af mig, det har jeg gjort. Spør mor!
Nordan.
Nu ja. Du og din mor har snakket og læst en del om ægteskab, om kvinne-sak, om at klasseforretigheder er ophævede,- nu skal også køns-forretigheder ophæves. Men dette specielle spørsmål?
Svava.
Hvad har jeg overset, tror du?
Nordan.
Altså! Har du ret til at være like stræng mot mannen som mot kvinnen? Hvad?
Svava.
Ja, naturligvis!
Nordan.
Er dette så naturligt? Gå ut og spør dig for! Af hundre, du møter, vil de nitti svare nej, og det selv af kvinnerne!
Svava.
H-m? Det begynnet at bli annerledes!
Nordan.
Nu ja. Men der skal kunskab til for at afgøre det spørsmål.
Svava.
Mener du, hvad du siger?
Nordan.
Det kommer dig ikke ved! For resten mener jeg altid, hvad jeg siger. – En kvinne kan gifte sig 16 år gammel. En man må vænte, til han er 25 og 30, Der er forskel!
Svava.
Der er forskel! For der lever langt, langt, langt flere ugfite kvinnerr æn mæn. Og disse viser selvbehærskelse. Manfolkende, de finner det makeligere at gøre en lov af sin mangel på selvbehærskelse, de!
Nordan.
Slike svar røber uvidenhed! Mænnesket er et polygamisk dyr, likesom mange andre dyr, og det større teorien uhyre, at der er langt flere kvinfolk til æn manfolk. Ja, dette er noget, som du aldrig har hørt før?
Svava.
Jo. Jeg har, hr. doktor!
Nordan.
Le ikke af videnskaben! Hvad pokker skal vi så tro på?
Svava.
Må jeg bare få be om, at manfolkene får like så meget bryderi af sine barn som kvinnerne? Å., lad dem få det, onkel! Så tænker jeg, de også snart får andre principer. Å, lad dem det!
Nordan.
Det har de ikke tid til; de skal styre værden!
Svava.
Ja, de har selv fordelt rollerne! Hør nu hr. doktor! Er det fejgt, ikke at leve efter sin egen lære? (hun lægger sig på knæ ved siden af ham.)
Nordan.
Ja, naturligvis er det fejgt.
Svava.
Hvorfor lever ikke du efter din?
Nordan.
Jeg? – Jeg har alltid været et uhyre. Kære, vet ikke du det, da?
[....]
Riis.
Kan du ikke sige mig, hvad min datter sa? Er det ikke forrykt, at jeg ikke kan få vite det? Kort og tydelig: hvad sa hun?
[....]
Nordan.
Stille! Det er din datter, som taler!
Men jeg vil ikke! sa hun. Jeg vil gå tryg in til det hellige ægteskap og sætte mig ved fædrelandets arne og opdrage barn for min mans åsyn. Men han skal være ærbar som jeg; for ellers pletter han mit barns hovud, når han kysser det, og vanærer mig. – Se, det sa hun, og hun var så vakker, da hun sa det.
[....]
Fru Christensen. [Alf sin mor]
Jeg håber, hun også har lært noget i disse dager, stakkar! Hun led af en fejl, soom gærne følger udmærket flinke mænnesker,- jeg mener selvretfærdighed.
Riis.
Netop! Aldeles rigtigt! Sig hovmod!
Fru Riis.
Hvoraf slutter De dette, frue?
Fru Christensen.
Af forskjellige samtaler, jeg har havt med henne. Jeg talte en gang om, at mannen er hustruens hærre. I disse moderne tider er det godt at inprente de unge piger dette.
Christensen.
Ja,. Det vet gud!
Fru Christensen.
Og da jeg minte henne om nogle linjer hos Paulus, svarte hun: ja,. Det er bak dette gitter, at vi kvinner ænnu sitter.
Da visste jeg ved mig selv, at der vilde komme noget. Overmod står for fall.
Christensen.
Nej! Ti for det første var det ikke frøken Riis, som falt, men din hjærte søn. Dernæst falt hanikke som følge af frøken Riis´s overmod; ti han falt vist mange år, før frøken Riis ytrede sit overmod. Så at når du visste, at hans fall vilde komme som følge af frøken Riis` overmod, så visste du noget, som du aldeles ikke visste.
Fru Christensen.
Ja, du spotter!
[....]
Alf.
Måske, tør jeg ta frøkten Riis`taushed som tilladelse?-
I så fall…. ja, det er ellers ikke stor, jeg har at sige, jeg heller. Egentlig er det bare at minne om, at jeg bad om frøken Riis`hånd, var det, fordi jeg af alt mit hjærte elskede henne, - henne og ingen annen. Den største lykke og til like den største ære, jeg kunde tænke mig, var at bli elsket af henne igjen. Og så er det ænnu.
(Han gør et ophold, som om han væntede et svar, Alle ser på Svava.)
Alf.
Forsåvidt frøken Riis vænter, at jeg skal sige mere, .... at jeg først skal gøre en undskyldning, .... så opfatter ikke jeg det så. Jeg opfatter det ikke, som om jeg skylder nogen.
(Stilhed.)
Hvad jeg frivillig kunde gi,- ja, hvad jeg under andre omstændigheder kunde føle trang til at meddele, det vil jeg her ikke tale om.
Men jeg skylder ingen! Min ære kræver, at jeg holder dette fast.
Det er min fræmtid, jeg skylder. Og hvad den angår, da tilstår jeg, at det har krænket mig, at frøken Riis et øjeblik har kunnet tvile. Krænket mig dypt. Aldrig i mit liv har nogen før tvilt på mig.
Jeg må i al ærbødighed forlange, at man tror mig på mit ord. (Da der blir en stilhed.) Ja, det er ikke mere.
Fru Riis.
(rejser sig uvilkårlig)
Men om en kvinne under de samme omstændigheder, Alf, kom og sa det samme, - hvem vilde tro henne?
(Stilhed.)
(Svava brister i gråt.)
Fru Christensen.
Stakkars barn!
Riis.
Tro henne?
Fru Riis.
Ja, tro henne. – Tro henne, når hun efter en slik fortid kom og forsikrede, at hun skulddee bli en ærbar ægtefælle?
Christensen.
Efter en slik fortid?
Fru Riis.
Kanske er det galt uttrykt. Men hvorfor forlange, at hun mere skal tro mannen, æn mannen vilde tro henne? For han vilde slet ikke tro henne.
Riis
(bak fruen).
Men er du ble aldeles gal?
Christensen
(rejser sig halvt).
Om forladelse, mine damer og hærrer; nu bør de to unge få afgøre saken!
(sætter sig igen)
Alf.
Jeg må tilstå, at det, fru Riis siger, har jeg aldrig tænkt over, fordi det aldrig kan forekomme. Ingen hæderlig man vælger en kvinne, på hvis fortid han ikke er tryg. Ingen!
Fru Riis
Men en hæderlig kvinne, Alf?
Alf.
Ja,. Her er forskel.
Nordan.
Nøjagtig uttrykt: kvinnen skylder mannen både sin fortid og fræmtid;: mannen skylder kvinner bare sin fræmtid.
Alf.
Om man så vil, - ja
Nordan.
(til Svava, idet han rejser sig).
Jeg ønskede, du skulle utsætte med svaret, min pige,. Men nu mener jeg, du bør svare straks.
Svava går mot Alf og kyler ham sin hanske i ansigtet, derpå videre in i sitt kammper. Alf vender sig helt efter henne. Riis in i sit kammer tilø højre. Alle har rejst sig. Fru Christensen griber Alfs arm og ut med ham: Christensen efter. Fru Riis op mot venstre.)
Nordan.
Det var en hanske det!
[....]
Christensen
[....] Min søn får afslag af frøken Riis, fordi hun ikke tåler hans forhold før ægteskabet. Hennes far har lignende forhold midt oppe i ægteskabet! [....]
Christensen
Nu sætter jeg, at hva min søn har syndet, det har de fleste bejlere syndet; for det tror jeg, de har. Jeg sætter ogsp, de har den samme ulykkelige ”arv”, et ord. De lægger tryk af særegen vænlighed mot mig! - skal derfor de fleste forlovede piger bære sig ad som nu frøken Riis? Skrike op, løpe sin vej og gøre skandale? Vi fik ikke mere ørelyd! Her blev det morsomste anarki, værden ænnu har set!
Nei, de doktriner, vi er inne på her, de mot tingenes natur og orden! De er ville! Og når de oven i køpet kyles os i hodet som moralske højesterets-domme, ja, så hugger jeg til! Farvel!