Teologer om kjønn og moral

Kilden

Mer informasjon om kilden

[Begge kildeutdragene er modernisert og forkortet.]

Redaksjonsartikkel

[...]

Vi fremhever da atter, […], at med hensyn til sedelighetsbudet er mann og kvinne absolutt like for Gud. Vi lærer idag som vi har lært alle våre presteår, at ingen horkar likeså som noen horkvinne skal arve Guds rike; for Guds dom vil hans kjønn ikke i ringeste måte kunne tjene mannen til unnskyldning.

Vi kunne ta hundrevis av konfirmanter til vitne på at vi aldri har lært at det sjette bud gjør forskjell mellom mann og kvinne. Har vi under vår undervisning gjort noen forskjell, har vel den snarere bestått i at vi på grunn av at fristelsene er langt større og farene flere for unge menn enn for piker, mest inntrengende har innskjerpet gutter den skyld og elendighet som dette buds overtredelse medfører. Vi stempler derfor som en ren løgn, hvis noen sier, at etter vår lære har mannen større rett enn kvinnen til å være usedelig.

Har det i ”En Hanske” kun vært Bjørnsons mening å innskjerpe dette, da sier vi av fullt hjerte ja og Amen dertil. Men slik har vi ikke forstått ham, og slik tror vi ikke at han vil forstås. Det ville jo dog også være underlig om dikteren ikke ville vise noe annet enn dette, som dog ingen har benektet, at enhver synd like godt og like fullt blir synd, enten den begås av mann eller kvinne.

Etter vår mening har dikteren villet uttale noe ganske annet enn en sådan trivialitet.  Han har ikke alene villet si at mannens og kvinnens synd er den samme, men også at dens virkning i samfunnets liv i alle tilfeller er den samme.  

Og på dette punkt er vi ikke enig med ham. Det er her vi, […] mener, at kvinnen synder fordi hun er sjelen i hjemmene, voldsommere og hurtigere vil undergrave og oppløse hjemmene og dermedsamfunnets grunnlag. [...]

Sedelighetssaken

Den oppfatning at kvinnens kall og oppgave i samfunnet ikke er den samme som mannens, hviler på den forutsetning at hennes evner og anlegg heller ikke er de samme som hans.

Striden om kvinnens sosiale stilling blir derfor bestandig en strid om kvinnens natur. Forkjempere for kvinnens sosiale likestilling med mannens tvinges konsekvent til å fornekte all særegen ”kvinnelighet”.

De betrakter med Stuart Mill "kjønnsforskjellen som fullkommen likeså betydningsløs overfor de statsborgerlige rettigheter som forskjellen i vekst og hårfarve".

Om de enn ikke kan nekte, at det for tiden finner sted noen forskjell, så forklarer de at det alene er fordi ”kvinnebegrepet er et kunstprodukt, som gjennom arv, oppdragelse, hennes egne omgivelser og hva som har omgitt hennes foreldre og slekt, har utviklet seg og gjort henne fra ganske liten til det hun er. Det kaller man natur” (Stadsfysikus Sparre).

Den faktisk bestående kjønnsforskjell reduseres til et blot og bart appendix, til et for resten fullstendig null av et menneske. Den menneskelige personlighet betraktes som et intetkjønnsbegrep, som etter omstendighetene defineres med en for selve menneskenaturen uvesentlig han- eller hunkjønnsendelse.

Ut fra denne oppfatning av kjønnsforskjell vil man selvfølgelig på det sterkeste måtte fornekte enhver forskjell mellom mann og kvinne i henseende til deres samfunnsoppgave, på det sedelige område som på alle andre områder.  

De derimot, som anviser kvinnens særegne sosiale oppgaver, de går ut fra den forutsetning at kjønnsforskjellen ikke innskrenker seg bare til visse fysiske organer, men har en gjennomgripende betydning for personligheten.  

[...]

Omtrent alle som særlig har studert kvinnens fysiologi og psykologi, har nemlig vært enig i å tillegge henne institusjonens instinktmessige, men på samme tid også mer geniale sikkerhet i iaktakelse og følelse, mens mannen i høyere grad besitter refleksjonens mer beregnende, mer møysommelig arbeidende og kjempende, mer av omveie fremmadstridende evne.

Således sier Thønes […] ”at mannen, hvis oppgave det er å føre kampen i det ytre liv for seg og sine, er den fødte logiker og dialektiker. Kvinnen, hvis kall det er å være sjelen i huset, erkjenner og virker i kraft av sin totalfølelse. Mann og kvinne supplerer hverandre, derfor er et ekteskap mulig imellom dem, et individuelt personlig livs enhet. Mannen er hodet, hustruen er hjertet i dette samfunnet. Mannen understøtter sin ledsagerinnes forstand, hustruens sin manns hjerte og samvittighet»

Men overfor det sedelig urene gir den umiddelbare eller intuitive sans seg tilkjenne som bluferdighet. Sådan som mannen og kvinnen bøyer seg for en og den samme sedelige lov, så vil de visselig være fullt enig i, hva som er sedelig rent og hva som er sedelig urent.  

Men mens mannen har denne lov vesentlig i sin erkjennelse, så besitter kvinnen den samme lov mer direkte i sin umiddelbare moralske følelse. Det er stygt! Sier hun.  Og overfor denne stygghet lukker en i sannhet kvinnelig sjel seg med Mimoses følsomhet. På denne måte er det, at hun - som Thønes uttrykker det- understøtter sin manns samvittighet. Man hører også oftere at en ektemann halvt i spøk, halvt i alvor betegner sin hustru som sin samvittighet. Derved vil han selvfølgelig ikke ha uttalt, at han ikke selv eier samvittighet, men derimot dette, at han ikke eier den på samme måte, ikke eier hennes instinktmessige sikre følelse for hva som er rent og rett.

Sammen med bluferdigheten går unnseelsen.  Denne ytrer seg ved å drive blodet fra hjertet opp i  kinnene, altså ved rødming. Men den blyge rødmingen er dog i særdeleshet kvinnenes og kvinnelighetens eiendommelighet. Den er et synlig vitnesbyrd om hvor levende den naturlige bluferdighetssansen er hos henne. Den peker på denne som en berøring av Guds skaperhånd og medgitt vern for hennes livskall som hustru og mor.

[...]

Les original kildetekst

Forleden kom der en troskyldig Sjæl fra Stavangerkanten til os for at spørge, om det var sandt, at vi lærte, at en Synder heller maatte gaa fortabt end omvendes ved en Lægmands Prædiken. Nu om Dagen kan vi vel vente, at det samme Slags Troskyldighed vil spørge os, om det er sandt, at vi lærer, at det 6te Bud kun gjælder Kvinder, ikke Mænd. Fordi vi i vort Numer for 13de November har trykt Professon Monrads Udtalelser om Moralen i ” En handske”, flommer der nemlig gjennem hele den radikale Presse udover os en Strøm af sædelig Indignation, som ikke kunde være større, om vi havde taget Ordet ligefrem for Mandens Usædelighed. Saaledes heder det bl.a. i ”Dagsposten”:  ”At Usædeligheden i Kristi Navn gives Ret til at udbrede sig, det er for oprørende. Det er for bespotteligt.- Hvorfra henter de sin Myndighed, de, som lyser Fred over Mandens Urenhed? Det kan ikke længere være Jesus Kristus og Jødernes hellige Jehova, som er bleven dets Profet”. I samme Dur gaar det igjennem ”Verdens Gang”, ”Kristianiaposten”,  ” Vestlandsposten” og flere Blade.

Men skulde nu nogen kunne tænke , at det Brev, som foranlediger deslige Udgydelser og siges ”at lyse Fred over Mandens Urenhed og Kristi Navn give Usædeligheden Ret til at udbrede sig”. – begynder med at fremheve ”at sædelig Renhed ligesaa vel er Mandens som Kvindens Pligt, og at de i denne henseende ere lige for Gud”? Skulde nogen kunne falde paa, at Vittigheden om ”Muhammed som Ugeskriftets Profet” er fremkaldt ved, at vi har indtaget et Stykke , som siger, at ”i Ægteskabet er naturligvis Mandens Utroskab ligesaa Synd for Gud, ligesaa umoralsk som hustruens”? I Sandhed, hvis det havde været vore arge Modstandere om Sandheden alene at gjøre, kunde de i al Ro have diskuteret Professor Monrads Paastand, at ” Samfundets Fordringer til Mand og Kvinde ikke har samme Modalitet”; men naar det kommer alene an paa at faa gjort os stinkende for alt Folket som de, der vil give Mandens Usædelighed Ret, ja da kan det nok lønne sig at give sig Skin af at være saa dum, at man ikke indser Forskjellen mellem at tale om, hvorvidt Usædelighed er ligestor Synd for Mand som for Kvinde, og om, hvorvidt Mandens og Kvindens Synd er lige farligt for Samfundet.

Vi kjende af lang Erfaring den radikale Presses negative Forhold til Sandheden, hvor det gjælder at vise Retfærdighed overfor Modstandere, saa vi har kun lidet haab om at faa vore Angribere til at erkjende sin Uret. Men det vil vi dog sørge for, at de, om de vil fortsætte sine Bagtalelser, skal brændemærkes i sin egen Samvittighed som Løgnere. Vi skal tale saa tydeligt, at vi ikke kan misforstaaes. Vi paatage os ikke at forsvare Professor Monrad; han trænger ikke os som sine Advocater. Ei heller har vi Pligt til at overtage Ansvaret for ethvert Ord, navngiven Mand skriver i vort Blad. Vi vil kun vise, at vi i ingen henseende har talt Usædelighedens sag.

Vi fremhæver da atter, hvad ogsaa Professorens Brev udtaler, at med hensyn til Sædelighedsbudet er Mand og Kvinde absolut lige for Gud. Vi lærer idag som vi har lært alle vore Presteaar, at ingen Horkarl ligesaalidt som nogen Horkvinde skal arve Guds Rige; for Guds Dom vil hans Kjøn ikke i ringeste Maade kunne tjene Manden til Undskyldning. Vi kunne tage hundreder af Konfirmander til Vidne paa, at vi aldrig har lært, at det 6te Bud gjør Forskjel mellem Mand og Kvinde; har vi under vor Undervisning gjort nogen Forskjel, har den vel snarerer bestaaet deri, at vi paa Grund af, at Fristelserne er langt større og Farerne flere for unge mænd end for Piger, mest indtrængende har inskjærpet Gutter den Skyld og Elendighed, som dette Buds Overtrædelse medfører. Vi stempler derfor som en ren Løgn, hvis nogen siger, at efter vor Lære Manden har større Ret end Kvinden til at være usædelig. Har det i ” En Handske” kun været Bjørnsons Mening at indkjærpe dette, da siger vi af fuldt hjerte ja og Amen dertil. Men saa har vi ikke forstaaet ham, og saa tror vi ikke, at han vil forstaaes. Det vilde jo dog ogsaa være underligt, om Digteren ikke vilde vise noget andet en dette, som dog ingen har benegtet, at enhver Synd lige godt og lige fuldt bliver Synd, enten den begaaes af Mand eller Kvinde.

Efter vor Mening har Digteren villet udtale noget ganske andet end en saadan Trivialitet. Han har villet sige ikke alene, at Mandens og Kvindens Synd er den samme, men ogsaa at dens Virkning i Samfundets Liv i alle Tilfælde er den samme, men også at dens Virkninger i Samfundets Liv i alle Tilfælde er den samme. Og paa dette Punkt er vi ikke enig med ham. Det er her, vi med Professor Monrad mener, at Kvindens Synder, fordi hun er Sjælen i hjemmene, voldsommere og hurtigere vil undergrave og opløse hjemmene og dermed alt Samfunds Grundlag end Mandens Synder. [...]

Som Bevis paa, hvorledes Løgnen er gaaet den lavere radikale Presse i Blodet, ville vi anføre, at ”Kristianiaposten” ganske ugenert fortæller sine Læsere, at Professon Monrad tilstillede «Hr. Sogneprest Heuch» sit Brev, medens det dog i Ugeskriftet heder «den ene af Udgiverne» og denne var netop ikke Pastor Heuch. Men sandt eller ikke sandt – hvad gjør det ”Kristianiaposten”, naar det passer i dens Kram at faa Brevet adresseret just til den forhandte Uranienborgprest?

Sedelighedssagen (utdrag)

Den Opfatning, at Kvindens Kald og Opgave i Samfundet ikke er den samme som Mandens, hviler paa den Forudsætning, at hendes Evner og Anlæg heller ikke er de samme som hans. Striden om Kvindens sociale Stilling bliver derfor bestandig en Strid om Kvindens Natur. Forkjæmpere for Kvindens sociale Ligestilling med Manden nødes konsekvent til at fornegte al særegen ”Kvindelighed”. De betragter med Stuart Mill ”Kjønsforskjellen som fuldkommen ligesaa betydningsløs overfor de statsborgerlige Rettigheder som Forskjellen i Væxt og Haarfarve,” Om de end ikke kan negte, at der for Tiden finder nogen Forskjel Sted, saa forklarer de, at det alene er, fordi ”Kvindebegrebet er et Kunstprodukt, der gjennem Arv, Opdragelse, hendes egne Omgivelser og hvad der har omgivet hendes Forældre og slægt, har udviklet sig og gjort hende fra ganske liden til det, hun er. Det kalder man Natur” (Stadsfysikus Sparre). Den faktisk bestaaende Kjønsforskjel reduceres til et blot og bart Appendix til et for Resten fuldstændig Neutrum af et Menneske. Den menneskelige Personlighed betragtes som et Intetkjønsbegreb, der efter Omstændighederne defineres med en for selve Menneskenaturen uvæsentlig han- eller hunkjønsendelse

Ud fra denne Opfatning af Kjønsforskjellen vil man selvfølgelig paa det Stærkeste maatte forenegte enhver Forskjel mellem Mand og Kvinde i henseende til deres Samfundsopgave, paa det sedelige Omraade som paa alle andre Samfundets Omraader.

De derimod, der anviser Kvinden hendes særegne sociale Opgaver, de gaar ud fra den Forudsætning. At Kjønsforskjellen ikke inskrænker sig blot til visse fysiske Organer, men har en gjennemgribende Betydning for Personligheden. Efter denne Anskuelse viser den forskjellige legemlige Organisation tillige hen til en forskjellig aandelig Organisation. Og denne hele Menneskets Væsen omfattede organiske Forskjel betragter de ikke som Værk af en Evolution, af en naturlig, historisk Udvikling, men som et oprindelig og væsentlig uforanderligt, ved Menneskets Skabelse sat Naturforhold. Dersom nemlig Kvinden har faaet sig anvist et særeget fra Mandens forskjelligt Kald, da maa, i Analogt med al naturlig Orden, hendes hele Organisation, saavel den psykiske som den fysiske, svare til dette Kald. Spørgsmaalet bliver derfor: lader der sig hos kvinden paavise noget særeget sjæleligt Anlæg, der skulde i særeget Grad kvalifisere hende til  Sedelighedens Vogterske i Samfundet? Vi skal paa forhand indrømme, at det alene er under Forudsetning af en guddommelig Skabelse, at der ligger noget Vindende for Tanken i en Paavisning af en saadan gjennemgribende Forskjel mellem det Kvindelige og det Mandlige, thi Naturalismen vil hevde, at den samme Natur, som har frembragt Forskjellen, den vil ogsaa kunne udslette den igjen; for den staar det fast, at hvad der har evolutioneret sig ind i Menneskenaturen ved en Naturproces, det maa ogsaa kunne evolutioneres ud igien ved en Naturproces. Men vi har saameget strørre Ret til at bortse fra det naturalistiske Standpunkt, som det netop er Kristendommens Moral, vore Modstandere i denne Sag har paaberaabet sig.

Som bekjent har man i Almindelighed fundet hos Kvinden en mere umiddelbar og mere udpræget Blufærdighedssans end hos Manden. Man har med Begrebet af Kvindelighed forbundet Tanken om en vis Blyhed, der uvikaarligt bæver tilbage for enhver Berørelse i Ord eller Gjerning af det Uanstendige, og særlig af det Ukydske. Omtrent Alle, som særlig har studeret Kvindens Fysiologi og Psykologi, har nemlig været enig i at tillægge hende Instuitionens instinktmæssige, men paa samme Tid ogsaa mere geniale Sikkerhed i Iagttagelse og Følelse, medens Manden i høiere Grad besidder Reflektionenes mere beregnenede, mere møisommeligt arbeidende og kjæmpende, mere ad Omveie fremadstridende Evne. Saaledes siger Thønes (”Christenthum und Frauenemancipation”) i Tilslutning til Loze[?], Legoure, Trendelenburg o Fl., ”at Manden, hvis Opgave det er at Føre Kampen i det ydre Liv for sig og Sine, er den fødte Logiker og Dialektiker. Kvinden, hvis Kald der er at være Sjælen i Huset, erkjender og virker i Kraft af sin Totalfølelses Tatf. Mand og Kvinde supplerer hinanden; derfor er et Efteskab muligt imellem dem, et individuelt personligt Livs Enhed. Manden er Hovedet, Hustruen er Hjertet i dette Samfund. Manden understøtter sin Ledsagerindes Forstand, Hustruen sin Mands Hjerte og Samvitighed.” Men overfor det sedeligt Urene giver den umiddelbare eller intuitive Sans sig tilkiende som Blufærdighed. Saadant som Manden og Kvinden bøier sig for en og den samme sedelige Lov, saa vil de visselig være fuldt enige i, hvad der er sedeligt rent og hvad der er sedeligt urent. Men medens Manden har denne Lov væsentlig, i sin Erkjendelse, saa besidder Kvinden den samme Lov mere direkte, i sin umiddelbare moralske Følelse. Det er stygt! Siger hun. Og overfor denne Styghed lukker en i Sandhed kvindelig Sjæl sig med Mimoses Følsomhed. Paa denne Maade er det, at hun- som Thønes udtrykkerdet- understøtter sin Mands samvittighed. Man hører ogsaa oftere, at en Egtesmand halvt i Spøg, halvt i alvor betegner sin hustrue som sin Samvitighed. Derved vil han selvfølgelig ikke have udtalt, at han ikke selv eier Samvittighed, men derimot dette, at han ikke eier den paa samme Maade, ikke eier hendes instinktmæssige sikre Følelse for, hvad der er rent og ret.

Sammen med Blufærdigheden gaar Undseelsen. Denne ytrer sig ved at drive Blodet fra hjertet op i Kinderne, altsaa ved Rødmen. Men den bly Rødmen er dog i Særdeleshed Kvindenes og Kvindelighedens Eiendommelighed. Den er et synligt Vidnesbyrd om, hvor levende den naturlige Blufærdighedsans er hos hende. Den peger paa denne som et hende af Guds Skaberhaand medgivet Værn for hendes Livskald som hustrue og Moder. Saasandt dom hendes Bevarelse i Kydskhed og Renhed for og i dette Kald er hendes naturlige Livs egentlige Helligdom, saa vil man ogsaa kunne forstaa, hvorfor et kjærligt Forsyn har ladet den kvindelige Blufærdighed vedblive at staa foran denne Helligdom for at vogte den med Rødmens Flammesverd. Hun kan visselig ogsaa forjage denne sin beskyttende Engel. Og det er ikke blot ved udvortes Fald, at hun fjerner ham fra sig. Den indre Blufærdighed kan være tabt, om den udvortes Anstændighed end bliver bevaret. Men naar den kvindelige blufærdighed engang er forsvunden, da synker Kvinden i Regelen saameget dybere. Medens Blufærdigheden hos den rene Kvinde er mere skjær og fin end hos Manden, saa pleier derimod den faldne Kvinde at overgaa endogsaa de udsvævende Mænd i Skamløshed og Forvorpenhed. Dette hænger sammen med hele Kvindens umiddelbare Natur. Er den naturlige Følelse for Renhed og Kydskhed tabt, da er der her mindre af reflekterende Overlæg til at dæmpe Lidenskabens Brand. Da har hun mistet sin naturlige Skydsengel, da er det medfødte Værn om hendes Livskald nedbrudt.

Et eiendommelig Udtryk for hendes større Blufærdighed er ogsaa dette, at Frieriet ikke er hendes Sag men Mandens. Det er dog er ærlig Sag. Hvorfor skulde da ikke hun iligesaavel kunde rette Spørgsmaalet til Manden, som Manden til hende? Naar mand alligevel til alle Tider og iblandt alle Folk har været enige i at finde et saadant Skridt fra hendes Side i høi Grad ukvindeligt, da synes der dog at maatte ligge en naturlig Aarsag til Grund derfor, og nogen anden Aarsag end Kvindens naturligt stærkere Blufærdighed vil der vistnok ikke kunne paavises. Man har villet forklare dette Forhold som et slags traditionel Vedtægt, der skulde have holdt dig fra den Tid, da Hustruen belv enten kjøbt af Manden eller røvet som Krigsbytte. Men om denne Forklaringsmaade maa der dog siges, at den er longe petitum, den er søgt langveis fra, fra Forhold, som ligger mere end tusinde Aar tilbage i Tiden, og som kristelige Seder i al denne Tid ikke skulde have været istand til at bringe i Forglemmelse! Man kan visselig finde Forklaringen nærmere, nemlig i den Kvindeligehed, som Apostelen skildrer i saa deilige Træk, der hvor hand (1 Pet. 3, 1 ff.) viser os hvorledes de rette Kvinder er istand til at vinde sine Mænd for herren ” uden Ord”, ved deres ” kydske Omkjængelse i Herrens Frygt”, disse kvinder, hvis Prydelse er ”Hjertets skjulte menneske i en sagtmodig og stille Aands uforkrænkelige væsen”. Mon Nogen vilde finde det stemmende med saadanne Kvinders ” kydske Omgjængelse”, med deres ” skulte Hjertemenneske” eller med deres ”sagtmodige” og stille Aand”, at de optraadte som Beilere eller Friere overfor Manden?

Til trods for den Raahed og Vildehed i de barbariske Forhold hvoraf man har villet udlede Mandens Privilegium til at være Beileren, saa ligger der dog den Sandhed deri, at Kvinden skal vindes af Manden, men vel at mærke, for en anden Kjøbesum: for Kjærlighedens egte Guld. Hun skal erobres af ham, men med andre Vaaben end hine Tiders: ved alle en mandig og selvopofrende Ridderligheds Bevisninger. Det store Idealbillede for Forholdet mellem Brudgom og Brud, det er jo Kristi Forhold til sin Menighed. Men ogsaa her var det Kristus, som kjøbte, som vandt sin Menighedsbrud, - ikke Bruden som vandt sin Brudgom.

[...]