Christian Krohg i Høyesterett

Kilden

Tittel:	Forsvarstale for Høyesterett. Christian Kroghs sak for Høyesterett
Datering:	1887
Opphav:	Verdens Gang, referat 19. oktober 1887

Hentet fra:	Albertine. Gyldendals klassikere, 1994.  s.115
Rettigheter:	Underlaght opphavsrett. Publisert med tillatelse fra Gyldendal forlag.

Mer informasjon om kilden

[Modernisert kildetekst]

Christian Kroghs tale var så lydende:

Høyest ærverdige Herrer,rikets øverste dommere.

For å vise Dem, hvor urimelig jeg synes Justisdepartementets anklage for krenkelse av sedelighet og bluferdighet er, vil jeg lese opp bokens fortale. Jeg har allerede skrevet den og trykt den, men så tok jeg den vekk i siste øyeblikk for at boken skulle virke bare ved seg selv. Den lød slik:

”Når denne boken har unngått justisens tiltale – så er det fordi jeg fant at det ikke var denne bok som på den naturalistiske litteraturens vegne burde oppta kampen med dette landets politi. Til det gikk den ikke dypt nok ned i det menneskelige sjelsliv som den ville skildre. Og hvem av oss er det vel, med oss mener jeg den nålevende slekt, som har levd seg slik inn i de lavere klassers liv at han kan levere levende menneskeskildringer der nedenfra?

Nei, vil vi skrive naturalisme, så får vi nok holde oss til den sfære hvor vi hører hjemme, og derfor er det at jeg først i min neste bok vil slå et slag for naturalismen. På denne ville jeg ikke sette noe inn – og så sløyfet jeg en rekke scener – meget karakteristiske for Albertine, men ikke meget departementale og beholdt bare de aller – aller nødvendigste.»

De ser altså høyt ærverdige Herre, jeg hadde sittet og tenkt på Justisdepartementet mens jeg skrev. Jeg hadde virkelig av hensyn til dette moralske departement med Hr. Sørensen i spissen, besluttet å være så diskré som det på noen måte kunne gå an.

Men jeg hadde også andre hensyn å ta.

For det første – høyst ærverdige Herrer – jeg ville ikke være slibrig. Jeg ville ikke ha dette, at når de leste nedover her, om hvordan hun går inn i soveværelset og vender seg i døren og sier; ”Jamen jeg tar ikke av meg klærne”,  jeg ville ikke ha, at de så skulle bli sittende der og fantasere over hvor dristig den ble, den scenen der inne, bak de nedslupne portiéerne – i det rødlige skjær av måneskinnslampen.

Jeg ville ikke det. De skulle værsågod å følge med videre, og derfor så slo jeg portiéreren helt til side og bare lot dem se:

”.... Med engang ble den lysegule stripen mellem portiérerne borte, og der kom noen inn. En kom bort og klappet henne på hodet og kysset henne på pannen. Eau de Lubin! Der var noen, som kledde av seg – først dunket en støvel bløtt mot gulvteppet også om litt en til. Hun hørte et ur bli trukket opp, og så ble det hengt opp på veggen over sengen.

Hun fikk et kyss på pannen, og hun bøyde hodet bakover for bedre å kjenne den fine lukten – og så fikk hun et langt på munnen – et langt og så flere deretter og så enda flere.

Hva var det, hva var det, hvor var hun? Hun følte en knugende vekt på brystet, så hun var nær ved å kveles. Det var noe som gjorde forferdelig vondt. Et skrik ----- det var hennes, og edru og angst til døden forsto hun med engang alt og klorte og slo og krafsede og skrek. –

”Hysj, hold kjeft”, sa en forpustet stemme like i hennes øre – det ble en lang kamp som for livet, men to armer av jern holdt henne fast, og hun lukket øynene.

Om en stund trengte et flakkende skinn inn under øyelokkene. En fyrstikk ble tent, og hun så Winther stå foran den store vaskevannsbollen med et stearinlys ved siden av seg. – Hodet med den sorte, kortklipte nakke var bøyd forover, og nedenfor den gulgrå jeger-skjorten stakk de to stygge, lodne, hjulbente ben. – Gud hvor hun hatet ham!”

Se så – nå har dere sett det, og nå har dere ikke bare fått vite hva hun følte overfor denne Winther, som jeg jo også gjerne ville dere skulle, for ellers forstår de jo ikke denne Albertines redsel for politiet, og hva den har drevet henne til – men nå slipper dere også å sitte der og fantasere over hvor dristig den ble den scenen der inne bak de nedslupne portiérerne i det rødlige skjæret av måneskinnslampen. 

Nå kan jeg få dem med meg inn til Mor Kristiansen igjen, hvor ”Gamlen var kommet hjem fra ishavet torsdagen etter å ha drukket seg full hver dag og vært rasende sint over vårkåpen og hatten og allting, men især og Jersey-livet og snorebroderiene på det” – og det hadde jeg ikke fått, hvis jeg hadde strøket den scenen, som Justisdepartementet ikke liker.

Jeg ville ikke være slibrig, og så ville jeg ha dem med. Jeg ville ha dem med.

Ja – også var det en ting til – jeg ville bli forstått – og det var ikke bare denne redselen for politiet. En annen ting som det var like maktpåliggende for meg at dere skulle forstå, det var det jeg forklarer dere i den scenen som Justisdepartementet minst av alt liker, og som lyder slik:

”Konstabelen lukket opp døren, og glad over å slippe å bli sett på lenger av alle disse sminkede, frekke Vika-tøsene, skyndte hun seg over terskelen og gjorde et par raske skritt inn på gulvet i det giftiggrønne værelset med det fengselsgule panelet og fengselsgule tremøbler på det grå gulvet.

Men plutselig stanset hun brått opp. Været gikk ut av henne og hun snappet etter luft, mens knærne skalv mot hverandre.  Der, like imot henne, på den annen side av det store, fengselsgule bordet midt i værelset – der stod den jo – stolen – den forferdelige stolen, hennes evige skrekk, hennes ustoppelige angst, men som hun hadde glemt igjen en stund der ute under de offentlige fruentimmenes frekke øyne.

Der stod den, høy og fæl, minst en meter høyere enn bordet, med en halvrund innskjæring i det brunslitte, lærtrukne sete og en lav skrå rygg. Der sto den, viste sin uhyggelige profil, og foran den lille trappen som førte opp til setet stod en ung herre, som hun ofte hadde sett ved musikken på Karl Johan, med sort liten bart og mørke øyne, og rettet på sin lorgnet, mens han ventet på henne.

Blodet banket i tinningen, knærne skalv mot hverandre, og hun snappet tungt etter været.

Umulig, umulig, hun måtte synke i jorden av skam.  – Aldri stige opp på det forferdelige fengselsgule stillaset .... bare hun hadde kunnet synke rett ned i jorden!

Men med en befalende gestus pekte han derhen, den eldre, lyse, skjeggløse herre, som stod der borte ved den fengselsgule vasken mellom vinduene og tørret hendene på det hvite håndkle.- Han pekte derhen med den hvite, halvvåte hånden så befalende at hun gikk, syntes ikke hun kunne, men gikk allikevel bortover det grå gulvet langs det store, gule bordet.

Foran stolen, ved trappen stanset hun med nedslagne øyelokk og øynene festet i gulvet, og den unge Herren med den sorte barten som hun kjente fra musikken, rettet igjen på lorgnetten og sa ganske likegyldig - :

Værsågod sett Dem opp!

Hun så opp på ham med store, forvillede øyne, som om hun ikke forstod.

Men han rørte ikke en muskel i ansiktet, bare pekte på den lille trappen og sa-:

”Vil De gå av trinnene der og sette Dem på det setet der”  – og med et lite smell lot han hånden falle flatt ned på lærtrekket.  

Hun ble stående ennå et sekund, så grep hjelpesløsheten henne igjen, og igjen gikk benene mekaniske avsted og bar henne oppover trinnene.

Men opp på det øverste trinnet vendte hun seg lynsnart om, og idet hun dumpet ned i setet med knærne presset tett imot hverandre, grep hun med begge hender om dem og glattede kjolen godt ned om legger  og ankler og ble så sittende der med en hånd på hvert kne, bøyd litt forover, og stirret der oppe fra sitt opphøyede sete forvillet ned på assistenten og på doktoren og på doktoren og på assistenten.

Men ingen av dem så på henne. Doktoren hengte rolig det hvite håndkle fra seg på det fengselsgule panelet og satte seg ned ved det store gule bordet foran protokollen – og assistenten så ikke høyere opp enn til stolens sete og sa rolig belærende:

”Du må sette deg helt inn på setet og lene deg tilbake mot ryggen”.

Hun så seg hjelpeløst om, og svetten sprang kaldt frem på tinningen, men så plutselig flyttet hun seg helt inn i setet og falt med håndbaken over øynene og et eneste tørt hulk tilbake mot stolens sterkt bakoverbøyde rygg, mens hun uvilkårlig uten å vite det presset knærne hardt imot hverandre som i bevisst angst for det som nå skulle skje.  

Og mens hun lå der med hånden for øynene, tilbakelent oppe i den høye stolen med leggene og føttene hengende ned fra kanten av setet, nesten bevisstløs av skam, følte hun klærne bli brettet opp om hoftene og lagt over brystet. Og det ble kaldt rundt de sammenpressede knærne, og på hvert av dem la det seg en varm hånd, som tok tak og ville bryte dem fra hverandre.  

Hun bet tennene sammen og strittet imot alt det hun orket, men de to hendene ble for sterke – da plutselig doktoren for opp og trampet i gulvet og skrev med brutal stemme:

”Nei, ikke noe sludder! Hun skal værsågod selv ta knærne fra hverandre!” Og vendt mot henne:

”Tror Du, det er for morro skyld, vi står her da, tøs? Værsågod – knærne fra hverandre!”

Assistenten hadde sluppet – men hun rørte seg ikke, bare bet i fortvilelse tenner og knær ennå fastere sammen enn før og presset håndbaken inn mot øynene så hardt at hun så stjerner.

”Nå”, skrek den brutale stemmen, denne gang like ved henne, og det trampet igjen i gulvet – ”blir det til noe? Eller skal jeg....”

Og grepet av redsel følte hun de skjelvende knær rent mekanisk gå fra hverandre, og hun syntes hun måtte dø av skam og alt gikk rundt for henne, og det svartnet for øynene og hun trodde hun skulle besvime.  

Så plutselig følte hun instrumentet mot sitt blottede legeme, og hun skvatt til, men ble så liggende der i dyp redsel uten å røre en muskel med en rent unaturlig klar bevissthet.  .... Du store Gud – hun lå her altså virkelig nå, det var henne, henne selv, som lå her i denne forsmedelige stolen med klærne oppover brystet og han, den unge Herren, med knebelsbarter og lorgnetten, som hun kjente fra musikken, han stod virkelig der foran henne og undersøkte henne med sprinkelhornet – utenkelig som det var, så var det dog sant – og enda var hun død av skam....

Hun lå der en stund forbauset med håndbaken for øynene og så seg selv i tankene ligge der i den forsmedelige stilling foran den unge Herren - ! Og hun levde virkelig – var slett ikke død av skam – forunderlig!

Og hun gløttede litt opp under håndbaken og fikk se de øverste av den hvite pannen hans med det sorte velkjemmede hår, skilt i midten, mot vindusruten – og hun følte sprinkelhornet bevege seg – utrolig!  

Og han trakk hodet litt tilbake og la det litt på skakke for å se bedre, og hun så med forbauselse på dette rolige forretningsmessige ansiktet—som om ingenting var på ferde! Men så ble hun ganske rolig og begynte å tenke.

.... Nei, men det var jo heller ikke noe på ferde for ham. Når han var ferdig med henne, skulle han jo undersøke den neste, en av de andre der ute, og så en til, en etter en alle sammen. Og i morgen likedan og i går – og hun husket plutselig på hvor slitt det var, dette brune lærtrekket --- her hadde jo Oline ligget og alle hennes venninner fra den tiden – og her hadde jo Jossa ligget og Valeria – alle sammen, de hun kjente, så hadde de jo måttet opp i denne stolen – og nå hun også.

Og i grunnen var det jo ikke så farlig heller – nå var hun jo ganske rolig – det var skrekken som var det verste – pytt sann!

Oline hadde jammen rett – hun hadde vært dum. Tenke seg alt det sludderet hun hadde sittet og tenkt på hjemme ved vinduet foran maskinen! – Stygt! Stygt! Stygt!;  - det var i grunnen alt hun hadde tenkt – hadde aldri våget å tenke seg det slik som det var, det stygge! Når alt kom til alt, så var det bare sludder med dette stygge – og hun hadde nær begynt å le ved tanken på at hun ikke hadde kunnet forstå at Gamla hadde kunnet gjøre noe så stygt med’n Far.

Men plutselig ble sprinkelhornet tatt bort, og hun hørte asssistens si’: ”Nei – ingenting”, og følte at han brettet klærne nedover hoftene igjen.

Hun ble liggende med hånden for øynene.

”Ja. Nå er det forbi,” sa han. ”nå kan du gå ned igjen”.

Hun tok hånden fra øynene, reiste seg litt forvirret og steg ned. Og nå, da hun ikke lenger var naken, nå kom skammen igjen, og hun ble rød som dryppende blod. Men ingen la merke til det engang. Doktoren der borte ved bordet så ikke opp, bare bladde i protokollen, og assistenten sa bare værsågod – nå er det ikke mer, i den likegyldigiste tone av verden og fulgte henne bort til døren og ropte. «Den neste» , og snart var hun kommet over terskelen.

Og før hun kom ut hadde hun alt fått den bleke fine olivenfarven sin igjen, og freidig som om ingenting var hendt, mønstret hun nå da hun gikk igjennom venteværelset, disse offentlige fruentimmer som hadde brydd henne så mye da hun gikk inn, deres ansikter, deres klær, deres hatter.

”Hu har vist sleppi visitasjonen, hu’”, sa en av dem litt forundret.

”Hu’ har vel det da”, sa et par andre.”

Vil De være så god – høystværdige Herrer å si meg: Hvordan skal jeg få forklart folk dette med skammen, som dør plutselig med et slag for aldri å våkne mer uten å simpelthen, som jeg her har gjort, å si hvordan det gikk til.

Vil De være så god å si meg det, høystverdige Herrer – enten De eller det høye Departement.

Det er umulig.

Men dette siste kapitlet, som egentlig skulle hett: To år senere – det kunne jeg da gjerne latt bli!

Ja – kanskje – kanskje det! Jeg hadde jo også tapt Albertine av syne de par år, og jeg visste ikke hvordan hun var blitt slik, men at hun ble slik, det hadde jeg sett, og det hadde grepet meg sterkt.

Ja – jeg kan gjerne si, at først da var det jeg helt ut forstod det som tidligere var skjedd. Det var dengang jeg så det at jeg bestemte meg for å skrive denne boken. Scenen selv hadde jeg ikke tenkt å ta med. Men da jeg så hadde skrevet ned de to tidligere begivenheter og det som hørte med for å forstå dem, så følte jeg en trang til å slenge den hen på papiret denne siste scenen også.

Jeg var jo selv blitt grepet av den i virkeligheten og den hadde utdypet det inntrykket som de to tidligere begivenheter hadde gjort på meg. Skulle den ikke gjøre det samme på de andre? Jeg trodde det, og så skrev jeg den, uaktet. Jeg måtte jo fortelle meg selv at jeg ble nødt til delvis å stryke de udepartementale ord – som hun hadde skreket ut av døren. Jeg skrev den ned og satte den inn – den også.

”Oppe på toppen av bakken stanset de. For over på hjørnet av Vinkelgården, oppe på den lille stentrappen derover, der var døren slått opp på vid vegg, og midt i rampelyset, som strømmet ut på gaten og kløvde skyggen langs husveggen for sa å forsvinne i det sterke måneskinnet utenfor, der sto en stor pike å ropte til dem. Sterke hofter under et kort rødt ullskjørt med hivte strømer under, en svær barm under den blekrøde nattrøyen og et stort hår uordentlig hengende nedover skuldre og hals.

”Kom inn til meg da, gutter!” ropte hun med høy stemme. En etter en – allesammen! Dere skal få det gratis! Kom -------!”

Pikene i de omkringliggende husene kom ut på gaten og lo av henne.

Men er du reint gælen da, Albertine, ” sa en av dem, ”hva er det som går av deg?”

”Død og Pine”, hvisket Helgesen til de andre, ”det er jo Albertine! Nei, det er for vemmelig.- Kom, la oss gå!

”Å, jeg er så kåt Jente, så du veit det ikke”, svarte Albertine og vendte seg igjen mot de unge Herrene.

”Kom inn til meg, Gutter!” ropte hun igjen. ”Kom inn til meg! – én for én ... alle sammen.... Dere skal ikke betale-... kom----!:

Men ingen av dem fikk lyst. Hun så brilliant ut, der hun stod oppe på trappen, midt i døråpningen, i lampelyset som strømmet ut gjennom den åpne døren, men ingen av dem fikk lyst på henne. De gikk videre.  

Og som de skle på sneen ned av den bratte bakken fordi dueslaget til Mellomgaten, hørte de henne jamre seg for de andre jentene der oppe:

”Jøsses! Jøsses!” skrek hun, ”skal jeg da være hore og enda ikke------ ? Jøsses! Jøsses!----”

Så var de om hjørnet av Mellomgaten og kunne ikke høre mer.”

Det var i det hele tatt disse tre begivenheter, som hadde grepet meg mest i den virkelige Albertines Liv: Først denne politiredsel, som den gang oppe hos Winther fullstendig hadde bedøvet hennes kvinnelige bluferdighet – så politivisitasjonen der på Rådstuen, som for bestandig hadde gjort det av med denne samme bluferdighet, og så det endelige resultat, enden på det hele – det, som jeg hadde sett der nede i Vika.

Så sterkt hadde de grepet meg, disse tre begivenheter i Albertines Liv, så meget hadde de gitt meg å tenke på, at hele mitt livssyn var blitt et annet og jeg selv en annen.

Og – så skulle jeg ikke få lov til å si til de andre - : Se her, hva jeg har sett! Og legge det frem for dem slik, som om jeg hadde sett det – for dermed også å få dem til å tenke på alt det jeg var kommet til å tenke på, så at også de kunne komme til å få et annet livssyn, og derved også komme til å bli andre mennesker, enn de var.

Det, som hadde grepet meg mest av alt hva jeg har sett, det skulle jeg ikke ha lov til å fortelle om til andre, det skulle jeg ikke få lov til å skrike ut, så de kunne høre det alle sammen.

Hva betyr de da, høyst ærverdige Herrer – de ord i Grunnlovens § 100:

Trykkefrihet bør finne sted?

Betyr det at det som er meg likegyldig, eller som ikke har grepet meg noe større,- det har jeg lov til å fortelle, men at det som har grepet meg mest, det, som har grepet meg slik at det har vært i stand til at omkalfatre hele mitt indre, og gitt meg et helt nytt syn på livet, det må jeg holde innstengt her inne, selv om jeg skulle kveles ved det. Jeg må skrive, hva jeg vil, men bare ikke det som ligger meg mest på hjertet.

Er de da ironisk ment – de ord i vår Grunnlov:

Trykkefrihed bør finne sted?

Står de der bare for å håne oss som føler noe ved det vi ser, og som har en trang til å skrike det ut til alle de andre, det, vi ser og føler.

Nei, høyst ærverdige Herrer!

Trykkefrihet bør finne sted.

De er alvorlig ment, disse ord – det er ikke ironi – det er ikke et hån imot oss, hvis natur det er å skrike det ut, det, som vi ser, og det inntrykk, vi får.

Trykkefrihet bør finne sted, og derfor så tar jeg her Grunnloven i min hånd og forlanger beskyttelse imot dette angrep på den helligste og umistelige rett jeg som norsk borger har, retten til offentlig å si, hva det er som ligger meg på hjertet.

Og De kan ikke nekte meg denne beskyttelse, høyst ærverdige Herrer, - De har ingen rett til det. Jeg har hverken forsettelig eller åpenbart – ja ikke engang i hemmelighet  ”enten selv vist eller tilskyndet andre til at vise Ringeagt mod Sædelighed”.

Det er et grunnlovsbrudd, hvis jeg blir dømt.

Mitt forsett – det vet De jo nå – høyst ærverdige Herrer, det har jo vært, det var jo dette: Som jeg selv var blitt tatt, slik at hele mitt livssyn var blitt forandret, så skulle også de andre gripes og få sitt livssyn forandret. Det var mitt forsett, høyst ærverdige Herrer, det var, hva jeg bevisst har gjort – og det, jeg åpenbart har gjort, det er i alle fall noe i den retning, for jeg har brakt de folkene til å se på de tingene der. Jeg henviser trøstig til Albertine-mødene og Albertinetoget og til artiklene i en stor del av pressen.

Nei! Det er ikke åpenbart at jeg har vist ringakt mot sedeligheten, men det er åpenbart at jeg ikke har gjort det og derfor, høyst ærverdige Herre!: med Grunnloven i min hånd forlanger jeg beskyttelse mot dette Hr. Sørensens og Hr. Sverdrups rå angrep på den helligste og umisteligste rett jeg som norsk borger har – retten til offentlig å si, hva som ligger meg på hjertet og De kan ikke nekte meg denne beskyttelse høyst ærverdige Herrer.

De har ingen rett til det. Det er grunnlovsbrudd, hvis De gjør det.

Les original kildetekst

Christian Kroghs tale var saa lydende:

Højstærværdige Herrer, Rigets øverste Dommere.

For at vise Dem, hvor urimelig jeg synes, den er denne Justisdepartementets Anklage for Krænkelse af Sædelighed og Blufærdighed, vil jeg lære op for Dem Bogens fortale.  Heg havde allerede skrevet den og trykt den, men saa tog jeg den væk i siste Øjeblik, for at Bogen skulde virke bare ved sig selv. Den lød saa:

”Naar denne Bog har undgaat Justitsens Tiltale – saa er det, fordi jeg fandt, at det ikke var denne Bog, som paa den naturalistiske Litteraturens Vegne burde optage Kampen med dette Lands-Politi. Dertil gik den mig ikke dybt nok ned i de Menneskers Sjælsliv, som den vilde skildre – og hvem af os er det vel, jeg mener os, den nulevende Slægt, som har levet sig slig ind i de lavere Klassers Liv, at han kan levere levende Menneskeskildringer dernedenfra? Nej, vil vi skrive Naturalisme, saa faar vi nok holde os til den Sfære, hvor vi hører hjemme, og derfor er det, at jeg først i min næste Bog vil slaa et Slag for Naturalismen. Paa denne vilde jeg ikke sætte noget ind – og saa sløjfet jeg en Række Scene – meget karakteristiske for Albertine, men ikke meget departementale og beholdt bare de aller – allernødvendigste."

De ser altsaa, højtærværdige Herre, jeg hade siddet og tænkt paa Justisdepartementet, mens jeg skrev – jeg havde virkelig af Hensyn til dette moralske Departement med Hr. Sørensen i Spidsen besluttet mig til at være saa discret, soom det paa nogen Maade kunde gaa an.

Men jeg havde ogsa andre Hensyn at ta.

For det første – højstærværdige Herrer – jeg vilde ikke være slibrig. Jeg vilde ikke ha dette, at naar de læste nedover her, om hvordan hun gaar ind i Soveværelset og vender sig i Døren og siger; ”Jamen jeg tager ikke af mig Klæerne”, jeg vilde ikke ha, at de saa skulde bli siddende der og fantasere over, hvor liderlig mon den blev, den Scenen derinde – bag de nedslupne Portiéerne – i det rødlige Skjære af Maanskinslampen. Jeg vilde ikke det. De skulde værsågo følge med videre, og derfor saa slog jeg Portiéreren helt tilside og baer lod dem se:

”.... Med engang blev den lysegule Striben mellem Portiérerne borte, og der kom noen ind. En kom hend og klappet hende paa Hodet og kyssede hende paa Panden. Eau de Lubin! Der var noen, som klædte af sig – først dunkede en Støvle blødt mod Gulvtæppet ossaa om lidt en til. Hun hørte et Uhr bli’ trukket op, og saa blev det hængt op paa Væggen over Sengen.

Hun fik et Kys på Panden, og hun bøjede Hodet bagover for bedre at kjende den fine Lugten – og saa fik hun et langt paa Munden – et langt og saa flere bagefter og saa endda flere.

Hvad var det, hvad var det, hvor var hun? Hun følte en knugende Vægt paa Brystet, saa hun var nær ved at kvæles. Der var noget, som gjorde forfærdelig ondt. Et Skrig ----- det var hendes, og ædru og angst til Døden forstod hun med engang alt og klorte og slog og krafsede og skreg. –

”Hysch, hold Kjæft”, sa en forpustet Stemme lige i hendes Øre – det blev en lang Kamp som for Livet, men to Arme af Jerne holdt hende fast, og hun lukkede Øjnene.

Om en Stund trængte et flakrende Skin ind unde Øjenlaagene. En Fyrstikke blev tændt, og hun saa Winther staa foran den store Vaskevandsbollen med et Stearinlys ved Siden af sig. – Hodet med den sorte, kortklipte Nakke var bøyet forover, og nedenfor den gulgraa Jæger-Skjorte stak de to stygge, lodne, hjulbente Ben. – Gud hvor hun hadede ham!”

Se saa – nu har de set det, og nu har de ikke alene faat vite med det samme, hvad hun følte lige overfor denne Winther, og det vilde jeg jo ogsaa gjerne, de skulde, for ellers forstaar de jo ikke denne Albertines Rædsel for Politiet, og hva den har drevet hende til – men nu slipper de ogsaa at sidde der og fantasere over, hvor liderlig den blev den Scenen derinde bag de nedslupne Portiérerne i det rødlige Skjæret af Maaneskinslampen – nu kan jeg faa dem med mig ind til Mor Kristiansen igjen, hvor ”Gamlen var kommet hjem fra Ishavet Torsdagen efter og havde drukket sig fuld hver Dag og vært rasende sint over Vaarkaapen og Hatten og alting, men især og Jersey-livet og Snorebroderierne paa det” – og det jeg ikke faat, hvis jeg havde strøget den Scenen, som Justisdepartementet ikke liker.

Jeg vilde ikke være slibrig, og saa vilde jeg ha dem med. Jeg vilde ha dem med.

Ja – ogsaa var der en Ting til – jeg vilde bli forstaat – og det var ikke bare denne Rædselen for Politiet. En anden Ting som det var mig ligesaa magtpaaliggende, at de skulde forstaa – det var det, som jeg foklarer dem i den Scenen, som Justisdepartementet minst af alt liker, og som lyder saa:

”Konstabelen lukkede op Døren, og glad over at slippe at blir se længere paa af alle disse sminkede, frække Vika-tøserne skyndte hun sig over Tærskelen og gjorde et Par forte Skridt ind paa Gulvet i det giftiggrønne Værelset med de fængselsgule panelinger og fængselsgule Træmøbler paa det graa Gulv.

Men pludselig stansede hun braat op. Vejret gik fra hende, og hun snappede efter Aande, mens Knæerne skjalv imot hverandre.

Der, lige imot hende, paa den anden Side af det store, fængselsgule Bordet midt i Værelset – der stod den jo – Stolen – den forfærdelige Stol, hendes evige Skræk, hendes uafladelige Angst, men som hun hvade glemt igjen en Stund derute under de offentlige Fruentimmernes frække Øjne. Der stod den, høy og fæl, mindst en meter højere end Bordet, med en halvrund Indskjæring i det brunslidte, læderbetrukne Sæde og en lav, skraa Ryg, der stod den, visede sin uhyggelige Profil, og foran den lille Trappen, som førte op til Sædet stod en ung Herre, som hun ofte havde set ved Musiken paa Karl Johan – med sort liden Knebel og mørke Øjen og rettede paa sin Lorgnet, mens han ventede paa hende.

Blodet bankede i Tindingerne, Knæerne skjalv imod hverandre, og hun snappede tung efter Vejret.

Umuligt, umuligt, hun maatte synke i Jorden af Skam.  – Aldrig stige op paa det forfærdelige fængselsgule Stilladset .... bare hun hvade kunnet synke ret ned i Jorden!

Men med en befalende Gestus pegte han derhen, den ældre, lyse, skjægløse Herre, som stod derborte ved den fængselsgule Vasken mellem Vinduerne og tørrede Hænderne paa det hvide Haandklæ.- Han pegte derhen med den hvide, halvvaade Haanden saa befalende, at hun gik, syntes ikke, hun kunde, men gik alligevel bortover det graa Gulvet langst det store, gule Bordet.

Foran Stolen, ved Trappen stansede hun med nedslagne Øjelaag og Øjnene fæstet i Gulvet, og den unge Herren med den sorte Knebelen, som hun kjendte fra Musiken, rettede igjen paa Lorgnetten og sa’ ganske ligegyldig - :

Værsgo, sæt Dem op!

Hun saa op paa ham med store, forvildede Øjne, som om hun ikke forstod.

Men han rørte ikke en muskel i Ansigtet, bare pegte paa den lille trappen og sa’-:

”Vil De gaa of af de Trinene der og sætte Dem paa det Sædet der” – og med et lidet Smeld lod han Haaden falde flad ned paa Læderbetrækket. Hun blev staaende endnu et Sekund, saa greb Hjælpeslæsheden hende helt, og igjen gik Benene mekaniske afsted og bar hende opover Trinene.

Men kommen op paa det øverste Trinet vendte hun sig lynsnart om, og idet hun dumpede ned i Sædet med Knæerne presset tæt imot hverandre, greb hun med begge Hænder om dem og glattede Kjolen godt ned om Lægge og Ankler og blev saa siddede der med en Haand paa hvert Knæ, bøjet lidt forover, og stirrede deroppe fra sit ophøjede Sæde forvildet ned paa Assistenten og paa Doktoren og paa Doktoren og paa Assistenten.

Men ingen af dem saa paa hende. Doktoren hængte rolig det hvide Haandklæ fra sig paa den fængselsgule Panelingen og satte sig hen ved det store gule Bordet foran Protokollen – og Assistenten saa ikke højere op end til Stolens Sæde og sa’ rolig belærende:

”Du maa sætte dig helt ind på Sædet og læne dig tilbage mod Ryggen”.

Hun saa sig hjælpeløst om, og Sveden sprang kold frem paa Tindingerne, men saa pludselig flyttede hun sig helt ind i Sædet og faldt med Haandbagen over Øjnene og en eneste tør Hulk tilbage modt Stolens stærkt bagoverbøjede Ryg, mens hun uvilkaarlig uden at vide det pressede Knæerne haardt imod hverandre som i bevidst Angst for det, der nu skulde ske.

Og mens hun laa der med Haanden for Øjnene, tilbagelænet oppe i den høje Stolen, med Læggerne og Fødderne hængende ned fra Kanten af Sædet, næsten bevidstløs av Skam, følte hun klæerne bli brættet op om Hofterne og lagt henover Brystet. Og det blev koldt omkring de sammenpressede Knær, og på hvert af dem la’ der sig en varm Haand, som tog Tag og vilde bryde dem fra hverandre.

Hun bed Tænderne sammen og stred imot alt det, hun aarkede, men de to Hænder blev for stærke – da pludselig Doktoren for op og stampede i Gulvet og skreg med brutal Stemme:

”Nej, ikke noe Sludder! Hun skal værsgo selv ta’ Knæerne fra hverandre!” Og vendt mod hende:

”Tror Du, det er for Morro Skyld, vi staar her da, Tøs? Værsågo – Knæerne fra hverandre!”

Assistenten havde sluppet – men hun rørte sig ikke, bare bed i Fortvilelse Tænder og Knær endnu fastere sammen end før og pressede Haandbagen ind mot Øjnenen saa hardt, at hun saa Stjerner.

”Naa”, skreg den brutale Stemmen, denne Gang lige henne ved hende, og det stampede igjen i Gulvet – ”blir det til noe? Eller skal jeg....”

Og greben af Rædsel følte hun de skjælvende Knæer rent mekanisk gaa fra hverandre, og hun syntes, hun maatte dø af Skam, og alt gik rundt for hende, og det sortnede for Øjnene, og hun trodde, hun skulde besvime.

Saa pludselig følte hun Instrumentet mod sit blottede Legeme, og hun skvat til, men blev saa liggende der i dyp Rædsel uden at rude røre en muskel og med en rent unaturlig klar Bevisthed.... Du store Gud – hun laa her altsaa virkelig nu, det var hende, hende selv, som laa her i denne forsmædelige Stolen med Klæerne opover Brystet, og ha, den unge Herren, med Knebelsbarter og Lorgnetten, som hun kjendte fra Musiken, han stod virkelig der foran hende og undersøgte hende med Sprinkelhornet – utænkeligt, som det var, saa var det dog sandt – og endda var hun død af Skam....

Hun laa der en Stund forbauset med Haandbagen for Øjnene og saa sig selv i Tankerne ligger der i den forsmædelige Stilling foran den unge Herren - ! Og hun levede virkelig – var slet ikke død af Skam – forunderligt!

Og hun gløttede lidt op under Haandbagen og fik se de øverste af den hvide Panden hans med det sorte velkjæmmede Haar, skilt i Midten mod Vindusruden – og hun følte Sprinkelhornet bevegæe sig.... utroligt!

Og han trak Hodet lidt tilbag og la’ det lidt paa Skakke for at se bedre, og hun saa med forbauselse paa dette rolige forretningsmæssige Angsigt—som om ingenting var paafærde! Men saa blev hun gangske rolig og begyndte at tænke.

.... Nej, men der var jo heller ikke noe paafærde for ham. Naar han var færdig med hende, skulde han jo undersøge den næste, en af de andre derude, og saa en til, en efter en allesammen. Og imorgen ligedan og igaar – og hun huskede pludselig paa, hvor slidt det var, dette brune Lædertrækket --- her havde jo Oline ligget og alle hendes Veninder fra den Tiden – og her havde jo Jossa ligget og Valeria – allesammen, de hun kjendte, saa havde de jo maattet op i denne Stolen – og nu hun ogsaa.

Og i Grunden var det jo ikke saa farligt heller – nu var hun jo ganske rolig – det var Skrækkenm, som var det værste – pyt san!

Oline havde saamæn Ret – hun havde været dum. Tænke sig alt det Sludderet, hun havde siddet og tænkt paa hjemme ved Vinduet foran Maskinen! – Stygt! Stygt! Stygt!;  - det var i Grunden alt, hun havde tænkt – havde aldrig vovet at tænke sig det slig, som det var, det stygge! Naar alt kom til alt, saa var det bare Sluddet med dette stygge – og hun havde nær begyndt at le ved Tanken paa, at hun ikke havde kunnet forstaa, at Gamla havde kunnet gjøre noget saa stygt med’n Far.

Men pludselig blev Sprinkelhiornet tat bort, og hun hørte Asssistens si’: ”Nej – ingenting”, og følte, at han brættede Klæerne nedover Hofterne igjen,

Hun blev liggende med Haanden for Øjnene.

”Ja. Nu er det forbi,” sa’ han. ”nu kan Du gaa ned igjen”.

Hun tog Haanden fra Øjnene, rejste sig lidt forvirret og steg ned. Og nu, da hun ikke længer var nøgen, nu kom Skammen igjen, og hun blev rød som dryppende Blod. Men ingen la’ Mærke til det engang Doktoreren derhende ved Bordet saa ikke op, bare bladede i Protokollen, og Assistenten bare sa’ ”Værsgo – nu er det ikke mere” i den ligegyldigste Tone af verden og fulgte hende hen til Døren og ropte. ”den næste”, og snart var hun kommet over Tærskelen.

Og før hun kom derud, havde hun alt faat den blege, fine Olivenfraven sin igjen – og frejdig, som om ingenting var, mønstrede hun, nu, da hun gik igiennem Venteværelset, disse offentlige Fruentimmer, som havde generet hende saa, da hun gik ind, deres Ansigter, deres Klæer, deres Hatter.

”Hu har vist sleppi Visitation, hu’”, sa’ en af dem lidt forundret.

”Hu’ har vel det da”, sa’ et par andre.”

Vil De være saa god – højstværdige Herrer at sige mig: Hvordan skl jeg faa Folk forklaret dette med Skammen, som dør pludselig med et Slag for aldrig at vaagne mer uden ved simpelthen, som jeg her har gjort at sige, hvordan det gik til.

Vil De være saa god at sige mig det, højstværdige Herrer – enten De eller det høje Departement.

Det er umuligt.

Men dette siste Kapitlet, soom egentlig skulde hedt: To Aar senere – det kunde jeg da gjerne ladt bli!

Ja – kanske – kanske det! Jeg havde jo ogsaa tabt Albertine af Syne de Par Aar, og jeg vidste ikke. Hvordan hun var blet slig, men at hun blet slig, det havde jeg set, og det havde grebeet meg stærkt.

Ja – jeg kan gjerne sige, at først da var det, jeg helt ud forstod det, som tidligere var sket. Det var, dengang jeg saa det, at jeg bestemte mig til at skrive denne bog. Scenen selv havde jeg ikke tænkt at tage med. Men da jeg saa havde skrevet ned de to tidligere Begivenheder og det, som hørte med for at forstaa dem, saa følte jeg en Trang til at slænge den hen paa Papiret denne siste Scenen ogsaa. Jeg var jo selv blet grebet af den i Virkeligheden og den havde hos mig uddybet det Indtryk, som de to tidligere Begivenheder havde gjort paa mig. Skulde den ikke gjøre det samme paa de andre? Jeg trode det, ogsaa skrev jeg den, uagtet jeg jo maatte sige mig selv, at jeg blev nødt til delvis at stryge de udepartementale Ord – som hun havde skreget ud af Døren. Jeg skrev den ned og satte den ind – den ogsaa.

”Oppe paa Toppen af Bakken stansede de. For over paa Hjørnet af Vinkelgaden, oppe paa den lille Stentrappen derover, der var Døren slaat op paa vid Væg, og midt i Lampelyset, som strømmede ud paa Gaden og kløvede Skyggen langs Husvæggen for saa at forsvinde i det stærke Maaneskin udenfor, der stod en stor Pike og ropte dem an. Stærke Hofter under et kort rødt Uldskjørt med hvide Strømper under, en svær Barm under den blegrøde Nattrøje og et stor sort Haar uordentlig hængende nedove Skuldre og Hals.

”Kom ind til mig da, Gutter!” ropte hun med høj Stemme. En efter en – allesammen! Dere skal faa det gratis! Kom -------!”

Pigerne i de omkring liggende Husene kom ud paa Gaden og lo af hende.

Men er du rejnt gælen da, Albertine, ” sa’ en af em, ”eller aa er det, som gaar af dig?”

”Død og Pine”, hviskede Helgesen til de andre, ”det er jo Albertine! Nej, det er for væmmeligt.- Kom, lad os gaa!

”Aa, jeg er saa kaat Jente, saa du vejt d’ikke”, svarte Albertine og vendte sig igjen mot de unge Herrerne.

”Kom ind til mig, Gutter!” ropte hun igjen. ”Kom ind til mig! – én for én ... allesammen.... Dere skal ikke betale-... kom----!:

Men ingen af dem fik Lyst. Hun saa brilliant ud, der hun stod oppe paa Trappen, midt i Døraabninben, i Lampelystet, som strømmede ud igjennem den aabne Døren; men ingen af dem fik Lyst paa hende – de gik videre.

Og som de skled paa Sneeen ned af den bratte Bakken forbi Dueslaget til Mellemgaden, hørte de hende jamre sig for de andre Jentene deroppe:

”Jøsses! Jøsses!” skreg hun, ”skal jeg da være Hore og endda ikke------ ? Jøsses! Jøsses!----”

Saa var de om Hjørnet av Mellemgaden og kunde ikke høre mer.”

Det var i det hele taget disse tre Begivenheder, som havde grebet mig mest i den virkelige Albertines Liv: Først denne Politirædsel, som dengang oppe hos Winther fuldstændig havde bedøvet hendes kvindelige Blufærdighed – saa Politivisitationen deroppe paa Raadstuen, som for bestandig havde gjort det af med denne samme Blufærdighed, og saa det endelige Resultat, Enden paa det Hele – det, som jeg havde seet derned i Vika. Saa stærkt havde de grebet mig, disse tre Begivenhederr i Albertines Liv, saameget havde de git mig at tænke paa, at hele mit Livssyn var blet et andet og jeg selv en anden.

Og – saa skulde jeg ikke faa Lov til at si til de andre - : Se her, hvad jeg har set! Og lægge det frem for dem slig, som jeg havde set det – for dermed ogsaa at faa dem til at tænke paa alt det, jeg var kommet til at tænke paa, saa at ogsaa de kunde komme til at faa et andet Livssyn, og derved ogsaa komme til at bli andre Mennesker, end de var.

Det, som havde grebet mig mest af alt, hva jeg har set, det skulde jeg ikke ha Lov til at fortælle om til andre, det skulde jeg ikke faa Lov til at skrike ud, saa de kunde høre det allesammen.

Hvad betyd de da, højstærværdige Herrer – de Ord i Grundlovens § 100:

Trykkefrihed bør finde Sted?

Betyr de, at det, som er mig likegyldigt, eller som ikke har grebet mig no’ større,- det har jeg Lov til at fortælle, men at det, som har grebet mig mest, det, som har grebet mig slig, at det har været istand til at omkalfatre hele mit Indre, og git mig et helt ny Syn paa Livet, det maa jeg holde indestængt herinde, selv om jeg skulde kvæles ved det. Jeg maa skrive, hvad jeg vil, men bare ikke det, som ligger mig mest paa Hjertet.

Er de da ironisk ment – de Ord i vor Grundlov:

Trykkefrihed bør finde Sted?

Staar de der bare for at haane os, som føler Noe, ved det, vi ser, og som har en Trang til at skrike det ud til alle de andre, det, vi ser og føker.

Nej, højstærværdige Herrer!

Trykkefrihed bør finde Sted.

De er alvorlig ment, disse Ord – det er ikke Ironi – det er ikke en Haan imod os, hvis Natur det er at skrike det ud, det, som vi ser, og det Indtryk, vi faar.

Trykkefrihed bør finde Sted, og derfor saa tar jeg her Grundloven i min Haand og forlanger Beskyttelse imod dette Angreb paa den helligste og umistelige Ret, jeg som norsk Borger har, Retten til offentlig at si, hvad er ligger mig på Hjerte.

Og De kan ikke nægte mig denne Beskyttlese, højstærværdige Herrer, - De har ingen Ret til det. Jeg har hverken forsætligen eller aabenbart – ha end ikke hemmeligen ”enten selv vist eller tilskyndet andre til at vise Ringeagt mod Sædelighed”. Det er et Grundlovsbrud, hvis jeg blir dømt. Mit Forsæt – det ved De jo nu – højstærværdige Herrer, det har jo været, det var jo dette: Som jeg selv var blet tat, slig, at hele mit Livvsyn var ble forandret, saa skulde ogsaa de andre gribes og faa sit Livssyn forandret. Det var mit Forsæt, hæjstærværdige Herrer, det var, hvad jeg forsætligen har gjort – og det, jeg aabenbarligen har gjort, det er i ialfald noget i den Retning, for jeg har bragt de Folkene til at se paa de Tingene der. Jeg henviser trøstig til Albertine-møderne og Albertinetoget og til Artiklerne i en stor Del af Pressen.

Nej! Det er ikke blot ikke aabenbar, at jeg har vist Ringeagt mod Sædeligheden, men det er aabenbart at jeg ikke har gjort det og derfor, højstærværdige Herre! Med Grundloven i min Haand forlanger jeg Beskyttelse mod dette Hr. Sørenssens og Hr. Sverdrups raa Angreb paa den helligste og umisteligste Ret, jeg som norsk Borger har – Retten til offentlig at si, hvad der ligge mig paa Hjerte – og De kan ikke nægte mig denne Beskyttelse, højstærværdige Herrer.

De har ingen Ret til det. Det er Grundlovsbrud, hvis De gjør det.

Ordforklaringer

[Eau de Lubin!  Dette er en parfyme]

[Lorgnet er en brille som sitter på nesen. Den har ikke stenger.]

[Portiéreren er et forheng]