Språkinstruks for samiske og kvenske skolebarn

Kildeintroduksjon

Kirkeminister Wilhelm Andreas Wexelsen utformet en instruks som skulle få store konsekvenser for samiske og kvenske skolebarn.

Fornorsking var politikken den norske staten førte mot de to minoritetene i nord, samene og kvenene, fra 1850- til 1950-tallet. Gjennom fire statlige instrukser på 1800-tallet ble kravene til at samiske og kvenske barn skulle snakke norsk i skolen stadig sterkere. 

Styresmaktene ønsket at urfolk, nasjonale og etniske minoriteter skulle smelte sammen, altså assimileres, med majoritetsbefolkningen i det norske samfunnet. 

Bakgrunnen for fornorskingspolitikken var en kombinasjon av flere ting, men bunnet blant annet i nasjonalisme. Styresmaktene ønsket om å styrke det norske språk, skape et ensartet folk og forsvare grensene i nord. Fornorskingspolitikken viser også statens ambisjoner om å utdanne hele befolkningen. 

I kilden under, som er kjent som den såkalte Wexelsenplakaten etter ministeren som utformet den, kan du lese hvilke instrukser læreren skulle følge i klasserommet.

Fotografi av en gruppe samer samlet utenfor doktorboligen i Kirkenes
På bildet ser vi en gruppe samer samlet utenfor doktorboligen i Kirkenes i 1898.

Kilden

Tittel: Instruks angaaende brugen af lappisk og kvænsk som hjælpesprog ved undervisningen i folkeskolen, hvor dette af kirkedepartementet er tilladt i henhold til landsskolelovens § 73, 2 led. 18. april 1898
Datering: 1898
Opphav: Kirke- og undervisningsdepartementet
Hentet fra: Samisk arkiv, SAMI/PA-1022/Y/L0002/0001 "Instrukser, reglemet, brev, notater, tilrådninger"
Rettigheter: CC BY-NC

Mer informasjon om kilden

[Kilden er modernisert og forkortet. Originalversjon kan leses lenger ned på siden.]

Instruks angående bruken av samisk og kvensk.

[...]

§ 3.

Skolens undervisning foregår i det norske språk. Det samiske eller kvenske språk brukes kun som hjelpemiddel til å forklare det som er uforståelig for barna. Ved benyttelse av lærebøker med dobbel språktekst må læreren nøye overholde denne regel. Han bør derfor stadig få barna til å bruke den norske teksten. Først når denne er uforståelig for dem, kan de ty til den samiske eller kvenske.

Læreren og skolens arbeid er å utbre kjennskap til det norske språk. I alle fall i den siste del av barnas skoletid må norsk utelukkende bli brukt i undervisningen.

§ 4.

Selv om flertallet av barna ikke forstår norsk, må læreren likevel alltid ha bestemmelsene klart for seg og la det være maktpåliggende at det samiske eller kvenske språk ikke brukes i videre utstrekning enn hva forholdene gjør helt nødvendig.

§ 5.

Undervisningen i lesning (og norsk) begynner med ABC og staveøvelser etter det norske alfabetet. Læreren må fra begynnelsen være nøye med at barna på samme tid lærer de norske uttrykk for gjenstander, handlinger osv. Læreren bør bruke norske uttrykk og bilder fra omgivelsene og erfaringene som er kjente for barna.

Ved de viderekomne barns undervisning legges norsk tekst til grunn. Under lærernes samtaler med barna for å få dem til å forstå teksten, skal bruk av det samisk eller kvensk språk unngås så mye som mulig (§3). Hele setninger og sammenhengende stykker av den norske teksten skal ikke bli oversatt til samisk eller kvensk med mindre dette ikke kan unngås for at barna skal forstå den.

§ 6.

I kristendomsundervisningen må læreren, når han forklarer innholdet av leksene i lærebøkene (bibelhistorie, katekisme og forklaring), eller i de salmene som skal læres utenat, alltid gå nøyaktig gjennom den norske teksten. Dette for at barna med sikkerhet oppfatter betydningen til hvert enkelt ord. Det gjelder både i gjennomgåelsen som i eksaminasjonen at læreren alltid forsikrer seg om at hva som høres og leses på norsk forstås fullt ut av de samiske og kvenske barn.

På samme måte som den norske tekst som man går gjennom på skolen, må også leksene læres og gjengis på norsk i følgende time.

Fra denne regel kan det gjøres unntak når de språklige forholdene krever at man bruker samisk eller kvensk i undervisningen i kristendomskunnskap. [...]

§ 7.

Ved undervisningen i de andre fag brukes det norske språk slik som angitt i § 3.

§ 8.

Ved sangundervisningen brukes norsk tekst. Både norske salmevers og norske skolesanger må gjennomgås omhyggelig på forhånd.

§ 9.

Ved undervisningen i skriving øves barna i å skrive norske ord og norske setninger, og deres betydning alltid først må innprentes dem.

§ 10.

Ved undervisningen i regning innøves barna utelukkende i norske tallbenevnelser. Barna pålegges å besvare lærerens spørsmål på norsk. Skulle de mangle evne til det, bør svaret alltid oversettes til norsk av læreren og gjentas av barna.

§ 11.

I samiske kretser, hvor der tales en dialekt som gjør den samiske tekst i de norsk-samiske skolebøkene uforståelig for barna, må norske lærebøker brukes, men læreren må forvisse seg om at barna fullt ut forstår den norske tekst.

§ 12.

Læreren skal være nøye på, at han alltid under omgang og samtaler med barna utenfor undervisningstimene følger den samme hovedregelen som i undervisningen, og derfor bruker i hovedsak det norske språk som kommunikasjonsmiddel. Han bør også, så ofte muligheten gis, presentere de eldre og særlig foreldrene, viktigheten av å kunne snakke og lese norsk.

§ 13.

I lærerens protokoll skal det finnes en egen rubrikk for å angi hvilken fremgang ethvert barn har gjort i norsk.

 

Kirke- og undervisningsdepartementet, Kristiania den 18. april, 1898.

Wexelsen.

Les original kildetekst

Instruks angående brugen av lappisk og kvænsk som hjælpesprog ved undervisningen i folkeskolen, hvor dette av kirkedepartementet er tilladt i henhold til landsskolelovens § 73, 2 led.

§ 1.

Lærerne i de distrikter, hvor lappisk og kvænsk er tilladt brukt som hjælpesprog ved undervisningen i folkeskolen, skal med yderste flid stræbe efter at udbrede kjendskab til det norske sprog og søge at fremme dets brug i de kredse, hvori de virker.

§ 2.

Samtlige lappiske og kvænske børn skal opplæres i at læse, tale og skriftlig anvende det norske sprog.

Undervisningen i norsk skjer saavidt muligt paa grundlag af det i distriktet raadende norske talesprog; ved siden af at opøves i dette, oplæres børnene efterhaanden tillige i at forstaa og skriftlig udtrykke sig i det almindelige bogsprog.

§ 3.

Skolens undervisning foregaar i det norske sprog. Det lappiske eller kvænske sprog bruges kun som hjælpemiddel til at forklare, hvad der er uforstaaeligt for børnene.

Ved benyttelse af lærebøger med dobbelt sprogtekst har læreren nøie at overholde denne regel; han bør derfor stadig holde børnene til at bruge den norske tekst og først da, naar denne er uforstaaelig for dem, ty til den lappiske eller kvænske.

Læreren maa under sin gjerning stedse have for øie, at ved skolens arbeide for udbredelse af kjenskab til det norske sprog søges opnaaet, at dette ialfald i den sidste del af børnenes skoletid udelukkende kan blive brugt ved undervisningen.

§ 4.

Selv om i en kreds flerheden af børnene ikke forstaar norsk, maa læreren dog altid have de ovenfor givne bestemmelser for øie og saaledes lade sig det være magtpaaliggende, at det lappiske eller kvænske sprog ikke bruges i videre udstrækning, end forholdene gjør uomgjængelig fornødent.

§ 5.

Undervisningen i læsning (og norsk) begynder i tilstlutning til de enhver tid af det offentlige udgivne ABC’er med staveøvelser efter det norske alfabetet. Læreren maa fra begyndelsen af give nøie agt paa, at børnene paa samme tid, som de lærer de norske udtryk for gjenstande, handlinger o. s. v. Til dette øiemed belyses de norske udtryk dels fra omgivelserne og børnenes erfaringskreds, dels ved et passende billedverk eller andre anskuelsesmidler.

Ved de viderekomne børns undervisning læges den norske tekst ligeledes til grund. Under lærernes samtaler med børnene for at bringe denne til forstaaelse, skal anvendelsen af det lappiske eller kvænske sprog saameget som muligt søges undgaaet (§3); særlig bør iagttages, at hele sætninger og sammenhængende stykker af den norske tekst ikke blir oversat paa lappisk eller kvænsk, medmindre det har vist sig, at dette ikke kan undlades uden skade for forstaaelsen.

§ 6.

Ved kristendomsundervisningen maa læreren, naar han forut forklarer indholdet af de lekser, der opgives i lærebøgerne (bibelhistorie, katekisme og forklaring), eller de salmer, som skal læres udenad, selvfølgelig ogsaa i sproglig henseende altid nøiagtig gjennemgaa den norske tekst, saaat børnene med sikkerhed opfatter saavel indholdet som hver enkelt ords betydning, og overhodet saavel under denne gjennemgaaelse som ved den senere eksaminasjon bestandig visse sig om, at hvad der høres og læses paa norsk, ogsaa fuldt ud forstaaes af de lappiske og kvænske børn.

Ligesom den norske tekst lægges til grund ved gjennemgaaelsen paa skolen, saaledes blir ogsaa de lekser, der gives, at lære efter samme og i følgende time at gjengive paa norsk.

Fra denne regel kan dog med kirkedepartementets tilladelse gjøres undtagelse, naar de sproglige forhold med nødvendighed maatte kræve videregaaende benyttelse af det lappiske eller kvænske sprog ved undervisningen i kristendomskunnskab. Andragende om saadan videregaaende andvendelse af det lappiske eller kvænske sprog ved undervisningen i kristendomskundskab insendes i tilfælde af skolestyret, efterat vedkommende skoledredse har havt anledning til at udtale sig, til departementet gjennom overtilsynet.

§ 7.

Ved undervisningen i de øvrige fag anvendes det norske sprog saaledes som i § 3 angivet.

§ 8. Ved sangundervisningen anvendes norsk tekst. Hvad der ovenfor er udtalt angaaende de norske salmevers, gjelder ogsaa de norske skolesange, nemlig at de i sproglig henseende omhyggelig maa gjennemgaaes forud.

§ 9.

Ved undervisningen i skrivning øves børnene i at skrive norske ord og norske sætninger, hvis betydning stedse først maa indprentes dem.

§ 10.

Ved undervisningen i regning indøves børnene udelukkende i de norske talbenævnelser. De tilholdes at besvare lærerens spørgsmaal paa norsk. Skulde de mangle evne dertil, bør svaret altid af læreren oversættes paa norsk og gjentages af børnene.

§ 11.

I lappiske kredse, hvor der tales en mundart, som gjør den lappiske tekst i de forhaandenværende norsk-lappiske skolebøger uforstaaelig for børnene, saa at udelukkende norske lærebøger maa anvendes, maa læreren nøie forvisse sig om, at børnene fuldt ud forstaar den norske tekst.

§ 12.

Læreren skal nøie iagttage, at han altid under omgang og samtaler med børnene udenfor undervisningstimerne følger den samme hovedregel, som ved nærværende instruks § 3 er fastsat for undervisningen, og saaledes bruger væsentlig det norske sprog som meddelelsesmiddel. Tillige bør han, saa ofte leilighet gives, forestille de ældre og navnlig de forældre, hvis børn han underviser, vigtigheden af at kunne tale og læse norsk.

§ 13.

I lærerens protokol skal findes en særskilt rubrik med angivelse af, hvilken fremgang ethvert barn har gjort i norsk.

 

Kirke- og undervisningsdepartementet, Kristiania den 18de april 1898.

Wexelsen.

Publisert 21. nov. 2018 12:44 - Sist endret 2. mars 2021 11:58