Ragna Nielsen om Albertine

Kilden

Mer informasjon om kilden

[Modernisert kildetekst.]

Det ble sagt statsråd Sørensen, i anledning av «Albertines» beslagleggelse at en dame, som var vant til å skrive kritikker, hadde lest gjennom boken før den ble trykt, og ikke funnet noe usedelig i den.

Til det svarte statsråden at de kvinner som kunne lese ”Albertine” og tilstå at de hadde lest ”Albertine” de måtte være uanstendige.

Det er denne mannfolkaktige oppfatning av hva kvinnens bluferdighet er og bør være, som vi kvinner må protestere mot.

Vi vet nok at det overfor enkelte, både menn og kvinner ikke nytter. Vi vet, at alle av den gamle skole synes at kvinner, det vil si kvinner av den dannede klasse, er uvitende og bluferdighet ensbetydende. Den gru og redsel og elendighet og avskyelighet, som så mange fattige kvinner må leve i, leve i hele sitt liv igjennom, den skal vi ikke engang vite om; gjør vi det, så er vi ikke uskyldige, anstendige kvinner.

Nå er det jo slik at man måtte være blind og døv for ikke å se og forstå at en ung pike blir ikke meget gammel, før hun i den by som styres og regjeres av menn, har sett og hørt ting som har berøvet henne den uskyldighet, som består i uvitenhet.

Men hun vet hva som forventes av henne, og så kan hun late som hun ingenting vet,- og så er hun en uskyldig kvinne. Vi har sagt det hundre ganger før, og vi får si det hundre ganger til, at for oss står det å ignorere andres elendighet som den mest brutale egenkjærlighet. Kan vi ikke hjelpe alle ulykkelige, så kan vi da alle ha medlidenhet «med» dem.  

Er det så, at den bok blir usedelig, fordi den behandler den usedelighet som faktisk eksisterer? Eller er det så, at en bok må dømmes sedelig eller usedelig etter en virkning den har på leseren?  Vi er vel alle enige om det siste. La oss da tenke etter hvilken virkning  ”Albertine” kan ha på dem, som kunne komme til å lese den.

[....]

Først er det de unge menn. Ville ”Albertine” lokke noen ung mann som lever et rent liv ut i synd eller styrte en usedelig ung mann dypere inn i lasten?  Ville den ikke heller bringe selv den meget rå og den meget grove til å tenke seg om, til å forstå hva det vil si å ødelegge en menneskesjel, et menneskeliv?  

Så er det de unge piker. Ja blant dem er det kanskje noen som ikke burde lese ”Albertine”. Det kunne ta livsgleden fra dem å se hvorledes unge piker har det, hvorledes autoritetene, samfunnet, mishandler de vergeløse dem, som de er satt til å beskytte.  

Men den mor som gjemte ”Albertine” bort for sin unge datter burde rigtignok se vel etter hva det er hun leser i stedet. Det er så mange mødre som tror at når en bok har de eldres verdighet så er den uskadelig. Jeg kjenner en mor som låste ”Arbejdsfolk” ned i en skuff for at ikke de unge døtrene skulle lese den, og med velbehag så på at de stadig tok Oehlenseläger ut av bokskapet.  De leste bade Aladdin og Helge og Aly og Gulhunde, og moren la ikke merke til blussende kinn og det stive, usikre blikket – men det gjorde jeg.  

”Albertine” ville gjøre en normal ung pike bedrøvet – men sorg er sunnere for den som vil bevare sin kyskhet enn å få sine nerver pirret.  

Så er det de eldre menn. Mon det er dem Justisdepartementet vil bevare for lesningen av ”Albertine”- Det kunne virkelig tenkes, at det hos en eller annen skikkelig gammel familiefar dukket gamle, glemte minner opp om en ”Albertine” han engang hadde kjent, kanskje en ”Albertine” for hvem han hadde vært en Winther. Og det kunne tenke at han slo seg på brystet og sa: Gud være meg synder nådig! Men anger er ingen behagelig fornemmelse, og Justisdepartementet vil kanskje skåne de gamle syndere for en sådan ubehagelighet. Det kunne også tenkes at ”Albertine” kunne bli lest av en mann med hjertet på rett sted, en mann med makt og myndighet i staten og at denne mannen ville tenke:  ”Det er ikke tilfeldig, at Winther nettopp er politifullmektig. Det er ikke første gang at direkte og indirekte beskyldninger mot politiet kommer offentlig frem. Vi skal dog engang få den saken undersøkt." Og det jo klart, at Justisdepartementet og Politidepartementet må beskytte politiet, - er det noe råttent der må det for all del ikke skjæres vekk. La oss bare dekke over det og nekte at det er der, så gjør det ingenting.  

Så er det endelig oss eldre kvinner. Er det for vår skyld at ”Albertine” er blitt beslaglagt så kan vi forsikre Justisdepartementet at det var unødvendig. For de fleste av oss er jo enige med mennene i det at kvinnenes uskyldighet er det samme som uvitenhet, og da vil vi ikke belæres, vil ikke besudle våre rene tanker med noe så stygt, og vi leser ikke  ”Albertine” om den så like foran oss lå på bordet.  Eller vi leser den av nysgjerrighet i smug og nekter åpenlyst at vi har lest den. Og vi, som har fått en slik forkjært samvittighet at vi synes ansvaret for all synd og elendighet i samfunnet faller på alle oss lykkeligere stilte, som ikke kan lukke øynene for all elendigheten, vi er takknemlige for en bok som ”Albertine” som med et slag vil skaffe flere arbeidere til det reformasjonsverk som kan synes så håpløst, men som vi må gi vår skjerv til hvis ikke vår samvittighet skal pine oss.  

Hvordan virker så ”Albertine” ? Pirrer den noens nerver, lokker den til noen synd?  Den får oss til å føle medlidenhet  med de ulykkelige, medlidenhet så dyp og sterk at den må føles som en fysisk smerte. Og smerter driver til handling, og den skal drive oss til arbeide på å rive ned den bygning som ”Albertine” har skutt hull i, den motbydelige bygning, som kalles den legaliserte prostitusjonen.

”Albertine” er mesterlig skrevet. Der står ting som på høyde med det beste som har vært skrevet i noen litteratur.

[...]

Hvorfor skulle så den bok beslaglegges?  Man trenger svar på det spørsmålet.  

Les original kildetekst

Der blev sagt Statsraad Sørensen i Anledning af «Albertines» Beslaglæggelse, at en Dame, som var vant til at skrive Kritiker, havde læst gjennem Bogen, før den blev trykt, og ikke fundet noget usædelig i den.

Dertil svarte Statsraaden, at de Kvinder, som kunde læse ”Albertine” og tilstaa, at de havde læst ”Albertine” de maatte være uanstændige.

Det er denne mandfolkagtige Opfatning af, hvad Kvindens Blufærdighed er og bør være, som vi Kvinder maa protestere mod. Vi ved nok, at det ligeoverfor enkelte, baade Mænd og Kvinder, ikke nytter, vi ved, at alle af den gamle Skole synes, at for Kvinder, det vil sige Kvinder af den dannede Klasse NB, er Uvidenhed og Blufærdighed ensbetydende, den Gru og Rædsel og Elendighed og Afskyelighed, som saa  mange fattige Kvinder maa leve i, leve i hele sit Liv igjennen, den maa vi ikke engang vide om; gjør vi det, saa er vi ikke uskyldige, anstændige Kvinder. Nu er det jo det, at man maatte være blind og døv for ikke at se og forstaa, at en ung Pige blir ikke meget gammel, før hun i den By, som styres og regjeres af Mænd, har seet og hørt Ting, som har berøvet hende den Uskyldiged, som bestaar i Uvidenhed. Men hun ved, hvad der fordres af hende, og saa kan hun lade, som hun ingenting ved,- og saa er hun en uskyldig Kvinde. Vi har sagt det hundrede Gange før, og vi faar sige det hundrede Gange til, at for os staar det at ignorere andres Elendighed som den brutaleste Egenkjærliged; kan vi ikke hjælpe alle ulykkelige, saa kan vi da ialfald have Medlidenhed  ”med ” dem.

Er det saa, at den Bog blir usædelig, fordi den behandler den Usædelighed, som faktisk existerer? Eller er det saa, at en Bog maa dømmes sædelig eller usædelig efter en Virkning, den har paa Læseren? Vi er vel alle enige om det sidste. Lad os da tænke efter, hvad Virkning ”Albertine” kan have paa dem, som kunde komme til at læse den.

Børnene lader vi ude af Betragtning: for det vil nu vel indrømmes, at der kommer ud og maa komme ud mange nyttige Bøger, som vi ikke vilde lægge i Haanden paa Børn. Og ”Albertine” er visselig ingen Børnelekture.

Først er der de unge Mænd. Vilde ”Albertine” lokke nogen ung Mand, som lever et rent Liv, ud i Synd, eller styrte en usædelig ung Mand dybere ind i Lasten? Vilde den ikke heller bringe selv den  meget raa og den meget  forvorpne til at tænke sig om, til at forstaa, hvad det vil sige, at ødelægge en Menneskesjæl, et Menneskeliv?

Saa er der de unge Piger. Ja blandt dem er der kanske nogle, som ikke burde læse ”Albertine”. Det kunde tage Livsglæden fra dem at se, hvorledes andre unge Piger har det, hvorledes Autoriteterne, Samfundet, mishandler de værgeløse, dem, som de er sat til at beskytte. Men den Moder, som gjemte ”Albertine” bort for sin unge Datter, burde rigtignok se vel efter, hvad det er, hun læser istedet; der er saa mange Mødre, som tror, at naar en Bog har Ældenes Værdighed, saa  er den uskadelig. Jeg kjender en Moder, som laaste ”Arbejdsfolk” ned i en Skuf, for at ikke de unge Døtre skulde læse den, og med Velbehag saa paa, at de stadig tog Oehlenseläger ud af det aabne Bogskab. De læste baade Aladdin og Helge og Aly og Gulhunde, og Moderen lagde ikke Mærke til de blussende Kinder og det stive, usikre Blik – men det gjorde jeg. ”Albertine” vilde gjøre en normal ung Pike bedrøvet – men Sorg er sundere for den, der vil bevare sin Kyskhed, en at faa sine Nerver pirret.

Saa er der de ældre Mænd. Mon det er dem, Justisdepartementet vil bevare for Læsningen af ”Albertine”- Det kunde virkelig tænkes, at der hos en eller anden skikkelig gammel Familjefader dukkede gamle, glemte Minder op, Minder om en ”Albertine”, han engang havde kjendt, kanske om en ”Albertine”, for hvem han havde været en Winther, og det kunde tænkes, at han i Kvide slog sig for sit Bryst og sagde:  Gud være mig Synder naadig! Men Anger er ingen behagelig Fornemmelse, og Justisdepartementet vil kanske skaane de gamle Syndere for en saadan Udbehagelighed. Det kunde ogsaa tænkes, at ”Albertine” kunde blive læst af en Mand med Hjertet paa rette Sted, en Mand med Magt og Myndighed i Staten, og at denne Mand vilde tænke: ”Det er ikke tilfældigt, at Winther netop er Politifuldmægtig. Det er ikke første Gang, at direkte og indirekte Beskyldninger mod Politiet kommer offentlig frem. Vi skal dog engang faa den Sag undersøgt. Og det er jo klart, at Justisdepartementet og Politidepartementet maa beskytte Politiet, - er der nogen Raaddenhed der. Maa den endelig ikke skjæres væk, lad os bare dække over den og negte, at den er der, saa gjør den ingenting.

Saa er der endelig os ældre Kvinder. Er det for vor Skyld at ”Albertine”  er blevet beslaglagt, saa kan vi forsikre Justisdepartementet, at det var unødvendigt. For de fleste af os er jo enige med Mændene deri, at Kvindenes Uskyldighed er det samme som Uvidenhed, og da vil vi ikke belæres, vil ikke besudle vore rene Tanker med noget saa stygt, og vi læser ikke ”Albertine”om den saa laa lige foran os paa Bordet. Eller vi læser den af Nysgjerrighed i Smug og negter aabenlyst, at vi har læst den. Og vi, som har faaet en saadan forkjert Samvittiged, at vi synes, Ansvaret for al Synd og Elendighed i Samfundet falder paa alle os lykkeligere stillede, som ikke kan lukke Øjnene for al Elendigheden, vi er taknemlige for en Bog som ”Albertine” der med et Slag vil skaffe flere Arbejdere til det Reformationsværk, som kan synes saa haabløst, men som vi maa give vor Skjærv til hvis Samvittighed ikke skal pine os.

Hvad virker altsaa ”Albertine” ? Pirrer den nogens Nerver, lokker den til nogen Synd? Den virker Medlidenhed med de ulykkelige, Medlidenhed saa dyb og stærk, at den maa føles som en fysisk Smerte. Og Smerter driver til Handling, og den skal drive os til Arbejde paa at rive ned den Bygning, som ”Albertine” har skudt Breche i, den modbydelige Bygning, som kaldes den legaliserede Prostitution.

”Albertine” er mesterlig skrevet. Der er Ting, som staar ved Siden af det bedste, som har været skrevet i nogen Literatur. Syttende Maj er en liden Perle – man vilde næsten kunne blive glad, hvis man ikke gruede for det, som man ved, maa komme siden. Og Edvard, i hvem der er saa mange gode Muligheder, og Gamla med hendes lyse Lapper, hendes stille, haabløse Resignation, hendes rørende Forsøg paa at være noget for Datteren, hendes Glæde og Fluen, det eneste Sommerteng, hun har – kan nogen virkelig læse om hende uden at storgraate? Bare det lille Træk med Glæden over det Avertissement, er det ikke mesterlig grebet og fortalt? De føler sig hævet ved det ”fine Avertissement, de hører til ”Samfundet” i det Øjeblik, til det ordnede, civiliserede Samfund.

Man kunde blive længe ved at fremhæve det Træk. Og alt er saa nøgternt og simpelt fremsat, uden den mindste Overdrivelse. Men Bogens kunstneriske Værd har dog mindst Betydning: det bedste er det rige,. Varme Hjertelag før de ulykkelige, som aabenbarer sig i den – noget, som rigtignok ikke forandrer hos G. A Kroghs Søn.

Hvorfor skulde saa den Bok beslaglægges?  Man trænger til Svar paa det Spørgsmaal.