Amerikabrev: om reisen fra Norge

Kilden

Mer informasjon om kilden

[Kilden er modernisert og forkortet.]

Oslo 3. juledag, 1869

Kjære beslektede!

[...] Jeg vil nå først fortelle dere litt om hvordan vår reise hit gikk. Vi gikk med dampskibet "Skandinavia" fra Kristiania 11. mai og ankom til Leit i Skottland den 14. Omtrent 400 norske og svenske emigranter var ombord. Den slemme gjest "Sjøsyken" innfant seg ganske straks vi var kommet på reisen, og selv om han ikke turte sette videre an på meg, så måtte jeg dog sjeneres av hans frekke adferd, for han fremkalte så mange brekninger hos de fleste, at skipet i noen få minutter ble forvandlet til det styggeste "grisehus". Kostholdet og behandlingen ombord i Skandinavia var i sannhet lastefull.

En meget stor folkemengde hadde samlet seg på bryggen da vi reiste fra Kristiania, og man kunne bli nesten døv av avskjedsgråt, hurrarop og fylleskrik. Så lenge vi reiste ut gjennom Kristianiafjorden måtte jeg være oppe på dekket for å beskue en del av mitt fødeland som jeg ikke før hadde sett, og ikke hadde noen anelse om å få se siden heller. Et visst vemod trengte inn til min sjel da det siste glimt av fedrelandet forsvant for mine øyne, og horisonten omfattet kun himmel og hav, [...] .

Fra Leit gikk vi samme dag med jernbane fra den historisk-romantiske by Edinburg til Glaskov, hvor vi måtte bli i 8 dager. Oppholdet der var ganske behagelig, da vi hadde god anledning i den store fabrikkbyen til å få se mye av engelskmennenes kunst og storhet. Hva logi angikk så var jeg heldig nok til å komme inn i et vakkert og behagelig værelse i et stort hotell midt i byen, hvor vi hadde nogenlunde god kost, - men dog ikke bedre enn at vekten på vår matkiste minsket de dagene vi var der. Landet jeg reiste over i Skottland var det vakreste jeg enda har sett.

Den 22. gikk vi fra Glaskov med Dampskibet "Britania". Ganske straks vi var utseilt falt en av skipsfolkene over bord og druknet. Omtrent 900 emigranter var ombord, omtrent det halve var skottlendere. To skottlendere som ikke hadde betalt frakten hadde gjemt seg blant kulene, og ble funnet den andre dagen. De måtte da tåle en liten straff som ble dem pålagt.

Omtrent 6 dager hadde vi ganske fint vær på Atlanterhavet, men så fikk vi motvind og storm, dog ikke sterk, men allikevel gikk farten sakte slik at vi ikke kom til New-York før den 7. juni. Også på Atlanterhavet innfant sjøsyken seg, især de første dagene. Jeg var ganske skånet for sjøsyken hele tiden, likeledes lille Ingeborg, men hennes mor var ganske dårlig. En gammel kone og et lite barn døde på sjøen. Kostholdet var ganske dårlig, men rensligheten var meget god, og spesielt for oss, da vi var så heldige at vi fikk et første plass rom å være i. Både lege og tolk fulgte med, men som bedre var, vi trengte ikke noen av dem. Da vi ankom til New-Yorks Haven fikk vi straks besøk av karantenelegen og tolloppsynet, men vi slapp heldig fra dem.

Så ble vi satt i land i Kastlegarden, hvor vi ble til den følgende dag. Jeg gjorde flere utflukter i denne kjempeby, for jeg hadde lyst til å se meg om, jeg viste ikke hvor fort jeg kunne komme dit igjen. Oppholdet der var ganske kostbart. Så gikk vi derfra med Erie Jernbane over Bufalo, Detroit og til Grand-Haven. Derfra gikk vi med dampbåt til Milwauke og derfra igjen med en annen dampbåt til Manitowok. Fra New-York til Manitowok gikk det en ukes tid.

Kristen hadde vært nede i byen mange dager og ventet på oss, men da vi kom var han reist hjem. R. Sælie hadde gjort den ordning i byen at vi ble ført til Gulbrand Kjøk som bor i byen. Derfra gikk det bud opp til Rønjus, så kom han ned med hest og vogn og kjørte oss opp til seg hvor vi ble i noen dager. Men da Kristen ønsket at vi skulle komme og bli hos dem så reiste vi vestover til ham og ble der over sommeren.

Jeg blev litt syk da jeg kom hit i sommer, slik at jeg ikke kunne arbeide noe særlig på en måned. Men siden har det vært få dager uten at jeg har arbeidet, og jeg har, Gudskelov, vært så frisk at jeg sjelden var så frisk hjemme.

Jeg kjøpte en ung pen ku i sommer for 25 daler. Høy fikk jeg slå av tykk eng så mye jeg ville hos G. Vindingstad slik at jeg fikk halvparten av høyet for arbeidet.

Jeg har arbeidet på flere steder siden jeg kom hit. Daglønnen jeg har hatt har for det meste vært en daler. Ingeborg har ikke arbeidet borte mer enn 8 dager og da hadde hun 1/2 daler dagen, men hun har tatt på seg spinning hjemme.

Ingeborg har for det meste vært frisk siden vi kom hit. Lille Ingeborg fikk Krillen [meslinger] straks vi kom hit, og siden fikk hun hoste, så at vi trodde ikke hun kunne leve lenge. Hun var syk like til i høst, og da var hun mye lettere og mindre enn da vi reiste fra Norge, men så ble hun da frisk igjen, og nå i vinter har hun kommet seg mye. Det er omtrent 6 uker siden hun begynte å gå og nå i julen har hun danset også!

Vi flyttet i høst til R. Sælie, hvor vi vel blir i vinter etter som jeg skulle få stadig arbeide her. [...] Jeg har ikke enda befattet meg med noe land, efter som det har hele tiden vært min tanke å reise lengere, - dog har jeg i vinter akoderet om land her omkring, og da det fortiden ikke går de beste rykter om landet lengre i vest f.eks Minisota, så kan det lett hende at jeg blir huga til å kjøpe meg noe land her, for jeg ser eksempler nok på at arbeidsomme folk kan gjøre det godt her.

[...]

Tillæg.

Da det foranskrevne har ligget like til i dag uten å bli sendt, så vil jeg nå ved samme anledning skrive litt om de begivenheter som har forefalt med meg siden i julen. Jeg ble mellom jul og nyttår oppmerksom på at et temmeligt stort og nogenlunde godt landstykke lå igjen litt i vest herfra, og at samme land kunne være å få kjøpt for nogenlunde godt kjøp. Så skrev jeg straks til Kristen at han skulle komme så skulle vi kjøpe dette land. Han kom også og vi kjøpte landet, og betalte noe penger for det straks. Nå noen dager har våre økser klinget i den deilige skog som finnes der og jeg vil håpe at dersom alt vil gå godt så skal det ikke bli langt på sommeren før vi skal ha vår egen arne der. [...]

Jeg håper at dere vil skrive til meg med det første og da kan dere skrive samme adresse som til Kristen. Hils fra meg til Peder O. Rogne med familie og si at om kort tid kan han vente brev fra meg. Hils også Gullbrand og si at det er ikke umulig at han taper 200 Daler for hvert år han nå ikke er i Amerika, for han ville bli en dyktig amerikaner. Hils også min gamle nabo Ole Reiersen, og si at jeg tror han ville gjøre det godt her i Amerika. Hils også ved anledning folkene på Præstrud og nordre Rogne, samt så mange andre som ønsker å bli hilset fra mig.[...]

Vær så forøvrig på det varmeste hilset fra oss. Gud give! at dette måtte treffe dere alle ved god helse og godt befinnende.

den 2/2 70.

Ole T. Præstrud.

[I margen:] NB. har holdt så mye i økseskaftet at jeg er dårlig til å skrive, hvilket bes unnskyldt.

Les original kildetekst

Oslo 3die Juledag 1869

Kjære Beslægtede!

Dersom jeg ikke vidste at det gamle Ordsprog, som lyder saaledes,: "bedre sent end Aldrig", var sandt, saa maatte jeg skamme mig ved at skrive til Eder nu naar jeg ikke har gjort det før. Det er ingenlunde min Ligegyldighed som er Aarsag til at jeg ikke har sent Eder Brev før, men det har været Lysten og Trakten efter at faa lidt at skrive om. Jeg har tilforskjællige Tider, efter at jeg kom her til Amerika, begyndt med at skrive til Eder, men saa har jeg bestandigt synst, at jeg har haft for lidt at skrive om.

Jeg vil nu først fortælle Eder lidt om hvorledes vor Reise gik hertil. Vi gik med Dampskibet "Skandinavia" fra Kristiania 11te Mai. og ankom til Leit i Skotland den 14. Omtrent 400 Norske og Svenske Emigranter vare ombord. Den slemme Gjæst "Sjøsygen" indfandt sig ganske straks vi vare komne paa Reisen, og omenskjøndt han ikke turde sette videre an paa mig, saa maatte jeg dog generes af hans frække Adfærd, thi han fremkaldte saameget Brækning hos de flæste, at Skibet i nogle faa Minutter forvandledes til det styggeste "Grisehus". Kostholdet tilligemed Behandlingen ombord i Skandinavia var isandhed lastefuld. En meget stor Folkemængde havde samlet sig paa Bryggen, da vi reiste fra Kristiania, og man kunde blive nesten døv af Afskjedsgraad, Hurra Raab og Fyldeskrig. Saalænge vi reiste udt gjennem Krisiania Fjorden, maatte jeg være oppaa Dækket for at beskue en Del af mit Fødeland, som jeg ikke før havde seet, og ikke havde nogen Anelse om at faa se siden heller. En vis Vemod trængte ind til min Sjæl da det sidste glimt af Fedrenelandet forsvand for mine Øine, og Horisonten omfattede kun Himmel og Hav, - dog var der tilskue paa Havfladen en utallig mængde Fartøier, der saa udt paa lang Afstand, akurat som "Størstakker paa en uhyre stor Myr".

Vi kom ikke saa langt udtpaa før største Delen af Emigranterne beklagede Reisens Besverligheder og ønskede sig tilbage til Norge. Jeg lo bestandigt naar jeg hørte saadane Bemerkninger, og jeg foreholdt dem ofte, Israeliternes Vandring udt af Egypten, hvilket jeg tror flere af dem siden have befundet, var ganske padsende.

Fra Leit gik vi samme Dag med Jerenbane over den Historisk-Romantiske By Edinburg til Glaskov, hvor vi maatte blive i 8 Dage. Opholdet der var ganske behageligt, da vi havde saa god Anledning i den store Fabrikby, til at faa se meget af Engels-mændenes Kunst og Storhed. Hvad Logi angik saa var jeg heldig nok til at komme ind i et smukt og bekvemt Verelse i et stort Hotel midt i Byen, hvor vi havde nogenlunde god Kost, - men dog ikke bedre end at Vægten paa vores Madkiste minkede de Dage vi vare der. Landet, jeg reiste over i Skotland var det smukkeste jeg endnu har seet. Den 22de gik vi fra Glaskov med Dampskibet "Britania". Ganske straks vi vare udt sailede, faldt en af Skibsfolkene overbord og druknede. Omtrent 900 Emigranter vare ombord, omtrent det Halve var Skotlændere. To Skotlendere, som ikke havde betalt Frakten, havde gjemt sig iblant Kulene, og fantest den anden Dag. De maatte da døie en liden Straf som blev dem paalagt. Omtrent 6 Dage havde vi ganske smukt Veir paa Atlanterhavet, men saa fik vi Modvind og Storm, dog ikke stærk, men alligevel gik Farten sagte saaat vi ikke kom til New-York før den 7de Juni. Ogsaa paa Atlanterhavet indfandt Sjøsygen sig, især de første Dage. Jeg var ganske skaanet for Sjøsygen heletiden, ligeledes lille Ingeborg, men hendes Moder var ganske daarlig. En gammel Kone og et lidet Barn dødde paa Sjøen. Kostholdet var ganske daarligt, hvorimod Renligheden var meget god, og iserdeleshed for os, da vi vare beslægtede Lykken saameget at vi fik et første Plads Rum at være i. Baade Læge og Tolk fulgte med, men som bedre var, vi trængte ikke til nogen af dem. Da vi ankom til New-Yorks Haven fik vi straks Besøg af Qvarantinelægen og Toldopsynet, men vi slap heldigt fra dem.

Saa bleve vi satte iland i Kastlegarden, hvor vi blive til den følgende Dag. Jeg gjorde flere Udflugter i denne Kjempestad; thi jeg havde Lyst til at se mig om, jeg vidste ikke, hvor hastigt jeg kunde komme der igjen. Opholdet der var ganske kostbart. Saa gik vi derfra med Erie Jerenbane over Bufalo, Detroit og til Grand-Haven. Derfra gik vi med Dampbaad til Milwauke og derfra igjen med en anden Dampbaad til Manitowok. Fra New-York til Manitowok gik med en Ugestid.

Kristen havde været nedi Byen mange Dage og ventet paa os, men da vi kom var han vent hjem. R. Sælie havde gjort den Ordning i Byen, at vi bleve førte til Gulbrand Kjøk, som bor i Byen, derfra gik Bud optil Rønjus, saa kom han ned med Heste og Vogen og kjørte os op til sig, hvor vi blive i nogle Dage, men da Kristen ønskede at vi skulde komme og blive hos dem saa reiste vi vestover til ham og blive der over Sommeren.

Jeg blev lidt sygelig da jeg kom her i Sommer, saa at jeg ikke betydeligt kunde arbeide paa en Maaned, men siden har det været faa Dage uden at jeg har arbeidet, og jeg har, Gudskelov, været saa frisk, at jeg skjelden var saa frisk hjemme.

Jeg kjøbte en ung pen Ko i Sommer for 25 Daler. Høi fik jeg slaa af tyk Eng saameget jeg vilde hos G. Vindingstad saaledes at jeg fik det Halve af Høiet for mit Arbeide.

Jeg har arbeidet paa flere Stæder siden jeg kom her. Daglønnen jeg har haft, har for det medste været en Daler. Ingeborg har ikke arbeidet borte mer end 8 Dage og da havde hun 1/2 Daler Dagen, men hun har taget sig Spinding hjem.

Ingeborg har for det medste været frisk siden vi kom her. Lille Ingeborg fik Krillen straks vi kom her, og siden fik hun Hoste, saaat vi troede ikke hun kunde levt længe, hun var syg lige til i Høst, og da var hun meget lettere og mindre end da vi riste fra Norge, men saa blev hun da frisk igjen, og nu i Vinter har hun kommet sig meget, det er omtrent 6 Uger siden hun begynte at gaa, og nu i Julen har hun danset ogsaa!

Vi flyttede i Høst til R. Sælie, hvor vi vel blive i Vinter efter di jeg skulde faa stadigt Arbeide her. Det er ikke den bedste Tid for Arbeidsfolket her nu af den Grund at Hveden er saa billig (Man kunde kjøbe her nu saameget som en Norsk Tønde Hvede for omtrent 1 1/2 Norsk Spd.) derfor bliver Daglønerne mindre - dog erre de ikke mindre end at man kunde da rundelig tjene sig i 3 Dage nu mit paa Vinteren saameget som 1 Norsk Tønde Hvede - og da har man ikke saameget at klage enda -.

Det blev et meget godt Aar her i Aar. Jeg har ikke endnu befattet mig med noget Land, efter di det har heletiden været min Tanke at reise længere, - dog har jeg i Vinter akoderet om Land heromkring, og da der fortiden ikke gaar de bedste Rykter om Landet lengere i Vest f.Ex Minisota, saa kan det let hende at jeg bliver huga til at kjøbe mig noget Land her; thi jeg ser Exempler nok paa at arbeidsomme Folk kan gjøre det godt her.

Landes natturlige Beskaffenhed her er udelukkende Skovland. Skoven bestaar fordetmeste af Løvtrær saasom Lind, Løn, Alm, Eg, Bøg, Asp, Ask, Birk m.f. Paa enkelte Steder er ogsaa meget Furu, Tambrak og Sider.

Landes Opdyrkning foregaar saaledes: Skoven hugges ned og opbrendes, naar dette er gjort harves det, derpaa saaes Sæden (oftest Hvede) og nedharves - ingen Gjødsel, men man faar som oftest rig Avling. Jorden er saa fed at den kan bære lige god Avling i 20 Aar uden Gjødsel. I de første Aar har man noget Ulempe med Stuvene, men det er ikke længe før de raadne. Landet er for det medste fladt, lid bølgeformigt paa enkelte Stæder.

Ole Strande har alt kjøbt sig 3 Gaarde her, først kjøbte han en for 1900 Daler, hvorpaa han betalte 50 Daler, men da han kanske frygtede, at han havde kjøbt for dyrt, saa fik Manden beholde baade Gaarden og Pengerne, dog fik Ole Løfte om at faa tilbage det halve af Pengerne. Siden kjøbte han sig en Gaard for 700 Daler. Derpaa betalte han ingen Penger, men kostede paa omtrent en Maaneds Arbeid og da ble han uhuga med Handelen. I Høst kjøbte han 59 Akre Land for 1400 Daler. Dette Land har han endnu.

Rangnild hans Kone var haardt syg i Vinter, men blev bra igjen efter at hun blev forløst med et døfødt Baren. -

Tillæg.

Da Foranskrevne har henligget lige til i Dag, uden at blive afsendt, saa vil jeg nu ved samme Lailighed skrive lidt om de Begivenheder, som have forefaldt med mig siden i Julen. Jeg blev mellem Jul- og Nytaar opmerksom paa, at et temeligt stort og nogenlunde godt Landstykke laa igjen lidt i vest herfra, og at samme Land kunde være at faa kjøbt for nogenlunde godt Kjøb, saa skrev jeg straks til Kristen at han skulde komme saa skulde vi kjøbe dette Land. Han kom ogsaa og vi kjøbte Landet, og betalte noget Penger derpaa straks. Nu nogle Dage har vores Øxer klinget i den dailige Skov, som findes der, og jeg vil haabe, at dersom alt vil gaa godt saa skal det ikke blive langt paa Someren før vi skal have vor egen Arne der. -

Jeg maa fortelle Dig at Ole J. Raabøle talede til mig, at dersom han maatte betale noget Gjeld for Knud P. Vaarum saa vilde han faa laant lidt af den lille Kapital, jeg har tilgode hjemme. Dette lovede jeg ham under de Betingelser, at Knud maatte betale mig det her i Amerika, men da jeg til Dato ikke har faaet en eneste Skilling af Knud - ikke engang lidt Penger jeg maatte laane ham i New-York - saa kan ikke Ole Raabøle faa en eneste Skilling af mit heller hjemme. Knud Paulsen drikker op fortere end han tjener ogsaa her. Halvor Sælie bad mig om at prøve at faa 6 Daler af Jon Haugene her, men da dette ogsaa er umuligt saa maa jeg bede Dig om at tale til H. Sælie om han har faat ind lidt Penger til mig, og dersom han har faaet noget da at skaffe Dig dem. -

Jeg haaber at De vil skrive til mig med det første og da kan I skrive samme Adrese, som til Kristen. Hils fra mig Peder O Rogne med Fameli, og sig, at om kort Tid kan han vente Brev fra mig. Hils ogsaa Guldbrand, og sig, at det er ikke umuligt at han taber 200 Daler for hvert Aar han nu ikke er i Amerika; thi han vilde blive en dygtig Amerikaner. - Hils ogsaa min gamle Nabo Ole Reiersen, og sig, at jeg tror han vilde gjøre det godt her i Amerika. Hils ogsaa ved Leilighed Folkene paa Præstrud og nordre Rogne, samt saa mange andre som ønske at blive hilset fra mig. -

Omenskjønt dette Brev er noget langt, saa har jeg dog ikke paa langt nær, faaet skrevet alt jeg vilde og ønskede, men jeg faar vel skrive et til.

Værer saa forøvrigt paa det varmeste hilset fra os. Gud give! at dette maatte treffe Eder alle med god Hilse og godt Befindende.

den 2/2 70.

Ole T. Præstrud.

[I margen:] NB. har holdt saa meget i Økseskaftet, at jeg er daarlig til at skrive, hvilket bedes unskyldt.