Sigrid Undset – Fru Marta Oulie

Kilden

Mer informasjon om kilden

[Kildeutdraget er modernisert.]

I

Jeg har vært min mann utro. –

– Jeg skriver det ned og sitter og stirrer på ordene – de er alle mine tanker. – Slik skrev jeg engang Ottos navn og stirret på det: Otto Oulie, Otto Oulie, Otto Oulie. –

26. mars 1902.

Ottos brev kommer så presist som tirsdag og lørdag kommer. Han er ved godt mot og skriver, det går stadig fremover. Når jeg har lest dem, sitter jeg alltid med den samme skuffelse; de er så upersonlige: Enda han nesten bare skriver om barna og hjemmet, og så litt om hvordan de lever oppe på sanatoriet; men det er, som det likeså godt kunne gjelde hvilket som helst andet hjem og andre barn.

Jeg skammer meg over, at jeg tenker på denslags ting – fester meg ved hans sans for forretning – jeg føler jo allikevel i hvert eneste brev hvor han går og lengter etter oss alle der oppe, min stakkars gutt, og er glad i oss.

Jeg kan forresten ikke heller få sammen et eneste naturlig og utvungent brev. Jeg skriver ene og alene om barna, men ser selv, hvor dårlige mine brev er skrevne. Det merker visst forresten ikke Otto.

2. april 1902.

Ottos brev i dag var mer trist enn noe tidligere. Han lengter så forferdelig hjem. Han sier han har sittet hele ettermiddagen og lest mine og guttenes gamle brev og sett på fotografiene våre. «Jeg kysser bildene av dere alle hver eneste aften; det lille som Henrik tok av Einar og deg på hytten henger over sengen min, men jeg tar det ned og kysser det hver aften, i det samme jeg slukker lyset.»

Han ber, jeg må endelig komme opp til ham i påsken; ja vennen min, jeg skal nok komme. Å, jeg lengter nok etter deg jeg med, Otto. Men det, jeg lengter etter, er det umulige; det er noe, som jeg ville gitt mitt liv og min sjel for å gjøre om. Å, å ha en fri, sunn, god samvittighet! Ingenting skulle kunne ta motet fra meg da, nei du skulle få styrke og håp og livskraft med hvert eneste ord jeg skrev eller talte til deg, jeg skulle være både far og mor for barna, mens du var borte.

Jeg skulle ikke hatt en eneste tanke på meg selv da, bare for dere mine kjære, bare for å få deg frisk igjen, Otto. – Jeg føler meg så ussel ved det, at jeg alltid går og grubler og tenker på mitt eget; men jeg kan ikke slippe det et øyeblikk. Og det er like vondt i dag, som da det var nytt, eller det er verre. Fordi jeg må bære det ganske alene, slår det inn, så det sitter som kreft på sinnet. Og jeg blir jo minnet om det tyve ganger om dagen – det er ikke til å holde ut, når Otto skriver om jeg nylig har sett noe til Henrik, om han kommer ofte opp til oss og slik. Han taler om ham i hvert eneste brev nesten. Og så alle hilsenene til Aase, «lille søte Minkeba, som far nesten ikke har sett –» han vil alltid høre alt mulig om henne.

– Gud vet, hva som ville hende, om jeg en dag sa til Otto: «Åse er ikke ditt barn, Henrik og jeg, vi to, som du har trodd aller best om i hele verden og holdt mest av, vi har bedratt deg; det er Henrik, som er far til Åse.»

Jeg vet ikke, hva han ville gjøre – jeg kan slett ikke tenke meg det. Jeg vet bare at hans liv ville være ødelagt i bunn og grunn, så der intet var tilbake – hvor skulle han vende seg hen med sin grenseløse, forferdelige forurettelse. At vi hadde forrådt ham, som selv har vært så tro – pinlig tro i hver småting. Siden vi ble gift, har jeg jo sett, hvor han bare har levd for sitt hjem, meg og barna – som vi var hans kreditorer – og hver time han kunne avse og hvert øre han tjente, var det vår rett å ta.

Han tror visst ikke engang riktig på denslags – utroskap og ekteskapsbrudd – som på noe som kan forekomme innen hans egen horisont. I periferien av hans eksistens forekommer det nok av og til, at en mann har «forført en dame» eller bedratt sin kone, eller har vært gift med «en skitt», og Ottos syn på tingene er såre usammensatt, og han sier alltid om sådanne tilfeller, at han eller hun burde skytes eller hives i en sekk og puttes i Akerselven.

Stakkars Otto – og stakkars meg.

3. april 1902.

Jeg er begynt å skrive dagbok igjen. – Jeg skrev også dagbok, dengang jeg var forelsket i Otto, men jeg fikk ikke skrevet stort i den; jeg gadd ikke sette meg ned og tenke på meg selv dengang.

I gamle dager ble jeg alltid forarget, når de påsto i bøkene, at en kvinne bare var lykkelig når hun gikk opp i et annet menneske. Nå sier jeg ja og amen til det, som til alle de andre skakke sannheter, som jeg har bestridt i min ungdom.

Nå forstår jeg, hvorfor forbryteren bekjenner, og hvorfor katolske kvinner går og skrifter. – Jeg sa engang at jeg skulle kunne begå et mord og leve videre med min egen samvittighet som dommer og straff eller benådning. Herregud, jeg går bare og spekulerer på å få bekjent for noen – ligger og tenker det ut om natten; for eksempel, at en av ungene kommer engang som voksen i stor sjelenød og betror seg til sin mor – og jeg forteller allting til ungen til skrekk og advarsel og styrkelse og hjelp og frelse – æsj.

For en fryd det skulle være å sitte i en skriftestol og vrenge seg for en prest bak et gitter og gå hjem, lettet og vasket med ren samvittighet. Eller kunne sitte sin synd av på tukthuset. –

Nå sitter jeg altså i stedet for og skriver side opp og side ned om det. – Herregud også, for en stakkar jeg er blitt! Jeg innbilte meg at jeg skulle tenke mindre på det om dagen og ligge våken mindre om nettene. – Det har holdt stikk til en viss grad, men det kommer vel snarere av, at jeg har hatt påskerengjøring. –

I morgen reiser jeg til Lillehammer.

Les original kildetekst

I

Jeg har været min mand utro. –

– Jeg skriver det ned og sidder og stirrer paa de ord – de er alle mine tanker. – Saadan skrev jeg engang Ottos navn og stirret paa det: Otto Oulie, Otto Oulie, Otto Oulie. –

26. mars 1902.

Ottos breve kommer saa præcist som tirsdag og lørdag kommer. Han er ved godt mod og skriver, det gaar stadig fremover. Naar jeg har læst dem, sidder jeg altid med den samme skuffelse; de er saa upersonlige: Endda han næsten bare skriver om barna og hjemmet, og saa lidt om, hvordan de lever oppe paa sanatoriet; men det er, som det ligesaa godt kunde gjælde hvilket som helst andet hjem og andre barn.

Jeg skammer mig selv over, at jeg tænker paa denslags ting – fæster mig ved hans forretningshaand og forretningsstil – jeg føler jo alligevel i hvert eneste brev, hvor han gaar og længes efter os alle deroppe, min stakkars gut, og er glad i os.

Jeg kan forresten ikke heller faa sammen et eneste naturligt og utvungent brev. Jeg skriver ene og alene om barna, men ser selv, hvor daarligt mine breve er skrevne. Det merker vist forresten ikke Otto.

2. april 1902.

Ottos brev idag var mere trist end noget tidligere. Han længes saa forfærdelig hjem. Han siger, han har siddet hele eftermiddagen og læst mine og gutternes gamle breve og seet paa fotografierne vore. «Jeg kysser billederne af dere alle hver eneste aften; det lille, som Henrik tog af Einar og dig paa hytten, hænger over sengen min, men jeg tar det ned og kysser det hver aften, i det samme jeg slukker lyset.»

Han ber, jeg maa endelig komme op til ham i paasken; ja vennen min, jeg skal nok komme. Aa, jeg længes nok efter dig, jeg med, Otto. Men det, jeg længes efter, er det umulige; det er noget, som jeg vilde give mit liv og min sjæl for at gjøre uskeet. Aa, at have en fri, sund, god samvittighed! Der skulde ingenting kunne ta modet fra mig da, nei du skulde faa styrke og haab og livskraft med hvert eneste ord, jeg skrev eller talte til dig, jeg skulde være baade far og mor for barnene, mens du var borte.

Jeg skulde ikke havt en eneste tanke paa mig selv da, bare for dere mine kjære, bare for at faa dig frisk igjen, Otto. – Jeg føler mig saa ussel ved det, at jeg altid gaar og grubler og tænker paa mit eget; men jeg kan ikke slippe det et øieblik. Og det er lige vondt idag, som da det var nyt, eller det er værre. Fordi jeg maa bære det ganske alene, slaar det ind, saa det sidder som kræftsaar paa sindet. Og jeg blir jo mindet om det tyve gange om dagen – det er ikke til at holde ud, naar Otto skriver, om jeg nylig har seet noget til Henrik, om han kommer ofte op til os og slig. Han taler om ham i hvert eneste brev næsten. Og saa alle hilsenerne til Aase, «lille søde Minkeba, som far næsten ikke har seet –» han vil altid høre alt muligt om henne.

– Gud ved, hvad der vilde hænde, om jeg en dag sagde til Otto: «Aase er ikke dit barn, Henrik og jeg, vi to, som du har trodd aller bedst i hele verden og holdt mest af, vi har bedraget dig; det er Henrik, som er far til Aase.»

Jeg ved ikke, hvad han vilde gjøre – jeg kan slet ikke tænke mig det. Jeg ved bare,6 hans liv vilde være ødelagt i bund og grund, saa der intet var tilbage – hvor skulde han vende sig hen med sin grænseløse, forfærdelige forurettelse. At vi havde forraadt ham, der selv har været saa tro – pinlig tro i hver smaating. Siden vi blev gift, har jeg jo seet, hvor han bare har levet for sit hjem, mig og barna – som vi var hans kreditorer – og hver time, han kunde afse, og hver øre, han tjente, var det vor ret at ta.

Han tror vist ikke engang rigtig paa denslags – utroskab og ægteskabsbrud – som paa noget, der kan forekomme inden hans egen horisont. I periferien af hans eksistens forekommer det nok af og til, at en mand har «forført en dame» eller bedraget sin kone, eller har været gift med «et skidt», og Ottos syn paa tingene er saare usammensat, og han siger altid om saadanne tilfælde, at han eller hun burde skydes eller hives i en sæk og puttes i Akerselven.

Stakkars Otto – og stakkars mig.

3. april 1902.

Jeg er begyndt at føre dagbog igjen. – Jeg holdt ogsaa dagbog, dengang jeg var forelsket i Otto, men jeg fik ikke skrevet stort i den; jeg gad ikke sætte mig ned og tænke paa mig selv dengang.

I gamle dage blev jeg altid forarget, naar de paastod i bøgerne, at en kvinde bare var lykkelig, naar hun gik op i et andet menneske. Nu siger jeg ja og amen til det, som til alle de andre udtraadte og skjævhælede sandheder, jeg har bestridt i min ungdom.

Nu forstaar jeg, hvorfor forbryderen bekjender, og hvorfor katolske kvinder forfalder til at gaa og skrifte. – Jeg sagde engang, jeg skulde kunne begaa et mord og leve videre med min egen samvittighed til medvider og dommer og straf eller benaadning. Herregud, jeg gaar bare og spekulerer paa at faa bekjendt for nogen – ligger og tænker det ud om natten; for eksempel, at en af ungerne kommer engang som voksen i stor sjælenød og betror sig til sin mor – og jeg fortæller alting til ungen til skræk og advarsel og styrkelse og hjælp og frelse – æsch.

For en svir det skulde være at sidde i en skriftestol og vrænge sig for en prest bag et gitter og gaa hjem, lettet og tvættet med ren samvittighed. Eller kunne sidde sin synd af paa tugthuset. –

Nu sidder jeg altsaa istedetfor og skriver side op og side ned om det. – Herregud ogsaa, for en stymper jeg er blit! Jeg bildte mig ind, jeg skulde tænke mindre paa det om dagen og ligge vaagen mindre om nætterne. – Det har holdt stik til en viss grad, men det kommer vel snarere af, at jeg har havt paaskerengjøring. –

Imorgen reiser jeg til Lillehammer.