Lover om utenomekteskapelig sex

Kildeintroduksjon

Lover med utgangspunkt i bibelen sørget på 16- og 1700-tallet for strenge straffer for sex før og utenfor ekteskapet.

Handlinger som ble regnet som syndige i bibelen ble gjort straffbare etter verdslige lover. Fra reformasjonen fram til 1660-årene ble det vedtatt flere bestemmelser mot utenomekteskapelig sex enn mot noen annen kriminalisert handling. Med Christian 5 norske lov fra 1687 ble de nye lovbestemmelsene samlet i én lov.

Christian 5 norske lovs 6. bok, om misgjerninger, ble strukturert etter de 10 bud, og mange av paragrafene fastsatte lovens strengeste straff, det vil si dødsstraff av ulike slag.

Under kan du lese lovbestemmelser fra denne boken om "fødsel i dølgsmål" og om "løsaktighet".  Dette var lover som fikk store konsekvenser for i hovedsak kvinner, men også for mange menn.

Lovbestemmelsene var gjeldene til et stykke ut på 1800-tallet. Men praktiseringen av de fastsatte straffene ble mildere i siste halvdel av 1700-tallet og på slutten av århundret var det sjelden at de verste bestemmelsene ble tatt i bruk. Tukthusforordningen fra 1741, som også kan leses under, viser hvordan straffepraksisen endret seg.

På 16- og 1700-tallet fantes det en rekke lover som grep inn i det vi dag vil anse som folks privatliv. Strenge straffer ved overtredelse av lovene skulle sørge for at folk levde moralske liv. Foto: Axel Lindahl. Eier: Norsk Teknisk museum. (Illustrasjonsfoto. Personene på bildet har ikke noe med denne saken å gjøre.) 

Kilden

Tittel:

Kilde 1: Christian den femtes Norske Lov, bok 6, kapittel 6 og 13. 

Kilde 2: Anordning om Tugthusets Indrettelse i Christiania og de fattiges forflegning i Agershuus Stift, kapittel 3, § 7, 8, og 11

Datering: 1687/1741
Opphav:

Kilde 1: Christian 5., konge av Norge og Danmark. 

Kilde 2: Akershus stift

Hentet fra:

Kilde 1: Kong Christian Den Femtis Norske Lov. Kiøbenhavn, 1687, s. 916-927. 

Kilde 2: Wessel-Berg, Fr. Aug., Kongelige Rescripter, Resolutioner og Collegial-Breve for Norge : i Tidsrummet 1660-1813. 1 : 1660-1746, Christiania: Cappelen, 1841, s 786

Rettigheter: CC BY-NC

Mer informasjon om kilden

[Kildeutdragene er modernisert.]

Christian 5 norske lov. 6. bok.

6. kapittel: om drap

7. Løsaktige kvinner som dreper sitt foster skal miste sin hals, og deres hode settes på en stake.

8. Venter en løsaktig kvinne barn, og føder dette barnet i hemmelighet [i dølgsmål], og ikke gjør de nødvendige forberedelsene som kan komme henne og fosteret til gode, og samme barn blir borte, påstås å være dødfødt, eller på andre måter har omkommet, da skal hun anses som om hun med vilje har drept sitt foster.

13. kapittel: om løsaktighet

1. Den som ligger med en kvinne må bøte 12 riksdaler, og kvinnen må bøte seks riksdaler, og begge må stå til åpent skrifte. Har de ikke midler til å betale bøtene, da straffes de etter deres formue og med fengsel på kroppene. Men dersom de gifter seg med hverandre, da betaler han til bøter 2 ¼ riksdaler og hun halvparten så mye, og de skal være frie for skriftemål.  

8. Dersom noen finnes skyldig i uanstendig å ha skjendet den ene uberyktede, ugifte kvinne, eller enke, etter den andre, tre eller flere, da skal han ikke bare bøte slik det er forskrevet, men og straffes enten på livet, eller i andre måter med høyeste straff, til andres eksempel og forskrekkelse.

9. Men er det med en beryktet kvinne han har begått dette, da straffes han på formuen og på kroppen med fengsel, og hun tredje gang uten nåde til kaken.

22. Den som med vold og tvang bortfører en manns hustru, enke, eller datter, selv om han ikke får sin vilje med henne, mister sitt liv. Dersom noen med en ektemanns hustru løper bort med hennes vilje, da bør de begge miste livet.

25. Ektemenn, som har en hustru i live, eller hustruer, som har en ektemann i live, og blir funnet skyldig i åpenbar hor, skal første gang straffes på deres gods og penger etter deres formue. Andre gang skal de på samme måte straffes på deres gods, og siden straks forvises fra landet. Skjer det en tredje gang, så det er beviselig, da skal ektemannen miste sitt hode, og ektekvinnen druknes. […]

30. Når løsaktige kvinner begir seg til fremmede steder, hvor de er ukjente, mot tiden når de skal føde, må de som låner dem hus, ikke la dem reise igjen etter fødselen, før stedets øvrighet har fått vite hvem den løsaktige kvinnen er, hvem barnefaren er, samt andre omstendigheter som til sakens kunnskap og opplysning kreves, så fremt de ikke vil straffes på deres formue. [...]

Tukthusforordningen 2. desember 1741

Kapittel 3: om det slags folk som ikke må oppholde seg i stiftet, men skal føres til tukthuset.

§ 7. Løsaktige kvinner, som uavhengig av den geistlig og verdslig øvrighets kjennskap til saken, turer frem i deres umoralske liv, samt de som 2 ganger har fått uekte barn […]skal innsettes på tukthuset.

§ 11. Kvinner som 3 ganger har fått uekte barn bør etter lovens 6–13–9 straffes til kaken, men etter som de når de har utstått denne straffen blir ansett som uærlige, og foraktes, slik at ingen vil ha dem i tjeneste og andre tjenestefolk ikke vil arbeide med dem, så blir den i loven således dikterte straff hermed forandret, slik at de heretter for denne forseelse skal arbeide i tukthuset i åtte år.

Ordforklaringer

Uekte barn: barn født utenfor ekteskap

Hor: utroskap begått av en gift person

Kaken/Kakstryking: offentlig pisking

Fengsel på kroppen: Kunne bestå av fengsel, gapestokk, straffarbeid, kakstryking og tukthusstraff.

Tukthus: Tukthuset var i utgangspunktet en arbeids- og forbedringsanstalt der arbeidsløse fattigfolk skulle arbeide under ordnede forhold og lære å tjene til livets opphold. Tukthusets viktigste funksjon ble imidlertid å fungere som arbeidsanstalt for forbrytere. 

Original kildetekst: Christian 5 norske lov

6 Cap. Om Manddrab.

7. Letfærdige Qvindfolk, som deris Foster ombringe, skulle miste deris Hals, og deris Hoved sættis paa en Stage.

8. Vorder noget letfærdigt Qvindfolk med Barn, og med sin Barnefødsel i Dølsmaal omgaar, og ikke bruger de ordentlige beskikkede Midler, som hende og Fosteret i saadant Tilfald kunde betiene, og samme Barn borte bliver, eller paaskydis at være dødt født, eller i andre Maader forkommet, da skal hun agtis saasom hun sit Foster med Villie hafde ombragt.

13 Cap. Om Løsagtighed

1 Art. Hvo nogen Qvindis-Person beligger, bøde til sit Herskab fire og tyve Lod Sølv, og Qvindfolket tolv Lod Sølv, og stande begge aabenbare Skrifte. Have de ikke Middel til Bøderne, da straffis de efter deris Formue og med Fængsel paa Kroppene; Men dersom de egte hver andre, da betale hand til Bøder halv femte Lod Sølv og hun halv saa meget, og være frj for Skriftemaal.

2. Beligger nogen Formynder sin Myndling, eller Lavværge den Enke, som hand er Lavværge for, da bør hand, om hand ledig er, at egte hende, om hun vil. Vil hun ikke, da haver hand forbrut sin halve Hovedlod til hende foruden Bøderne til Herskabet. Kand hand ikke egte hende, formedelst hand gift er, da haver hand forbrut sin hele Boeslod til lige Dele imellem hende og Herskabet.

3. Dersom nogen for anden vorder formedelst kiendelige og skinbarlige Omstændigheder mistænkt og berøgtet at leve et letfærdigt, eller skammeligt, Levnet med hver andre, bør dem ikke allene at paaleggis sig fra hver andre endeligen at entholde, men om de ere ledige Personer, slet af Byen, Sognet og vel Fogderiet, fra hver andre sig at begive; Og hvis de det ikke giøre, skulle de udstaa Kirkens Disciplin og straffis af deris Herskab.

4. Dersom nogen enten selv, eller ved andre, beder om en Dannemands Daatter, og derover beligger hende, før Trolovelsen skeer, eller hand faar endelig Svar, da skal hand endeligen tage hende til Egte, om hendis Forældre, eller Formyndere, ville det samtykke. Ville de ikke, da bør hand at give hende en hæderlig Hiemgift efter hans Formue.

5. Det samme er og, dersom nogen beligger anden Møe, eller Enke, som tilforn haver været uberøgtet. Siger hand nej for Gierningen, og hun kand hannem det ej overbevise, da værge hand sig derfor med sin Eed.

6. Sigter Qvindfolk nogen Mands-Person, at hand hende beligget haver, og saaledis aabenbarer sin egen Skam, og giør sig selv til Hore, og ingen Kiends Gierning findis dertil, da bør hun det at bevise, eller bøde sine tre Mark som en Løgner.

7. Siger og Mands-Person sig at have haft legemlig Omgængelse med Uberøgtet Qvinde, Enke, eller Møe, og hand det ej skielligen kand bevise, bøde iligemaade sine tre Mark som en Løgner.

8. Dersom nogen befindis ublueligen at have skændt den ene Uberøgtede Møe, eller Enke, efter den anden, tre, eller flere, da skal hand ikke alleniste bøde som forskrevet staar, men og straffis enten paa Livet, eller i andre Maader med højeste Straf andre til Exempel og Forskrekkelse.

9. Men er det med berøgtede Qvindfolk hand saadant haver begaaet, da straffis hand paa Formuen og paa Kroppen med Fængsel, og hun tredie Gang uden al Naade til Kagen.

10. Lader nogen fornemme Mands Enke, eller Daatter, i hvad Stand de ere udi, Geistlig eller Verdslig, sig i Uære beligge, da maa hendis Værge, saa fremt hand og næste Frænder ikke hende ville benaade, hende strax tage, og fængslig lade indsætte og forvare i hendis Livs Tid, og alt hendis Gods til sig annamme, og det altsammen nyde og beholde, saa længe hand hende saa i Fængsel og Forvaring holdendis vorder; Dog naar hun døer, skal hendis Gods strax igien komme til hendis næste og rette Arvinger, eller Egtebørn; og hvem i saa Maader beligger nogen fornemme Mands Enke, eller Daatter, da skal hand agtis som mindre Mand, med mindre hand hende med hendis og hendis Værgis og Frænders Villie og Samtykke egter.

11. Hvo som i Kongens Gaard krænker nogen Qvinde eller Møe og hand der haver soret tro Tieniste, hand skal miste sine to Fingre.

12. Er Qvindfolket betroet nogen Nøgle til Øl, Mad, Klæder, Penge, eller andet, som bør at være forvaret, da straffis den, som hende besover, som en aabenbare Tyv, om hand tiener i Gaarde med hende.

13. Om nogen, som ere hinanden i andet Leed, eller andet og tredie Leed, eller i tredie lige Leed beslægtede, eller i samme Leede besvogrede, findis at ligge i et ont Levnet tilsammen og avle Børn, da skal de bøde efter deris yderste Formue, og begive sig paa to, tre, eller fire, Aar, efter samme begangne Synds Størelse paa Fiskerlejerne Norden Fields, og Bergeverkerne Sønden Fields til at Arbejde; Dog skal i Agt havis, at de saa vit fra hver andre blive hendømte, saa at ingen videre Forargelse der ved kand skee. Og skulle de først staa aabenbare Skrifte der, som Synden skeet er, og tage der om Præstens Bevis; Og naar de komme igien med Øvrighedens og Præstens Vidnisbyrd fra de Stæder, hvor de Arbejdet have, da maa de være fri hvor dennem lyster; End dersom nogen dølger saadanne forviste Personer, da skulle de stande derfor til Rette, og skaffe dennem tilstæde, om de endnu ere hos dennem, saa at de deris Dom efterkomme. Skeer saadan Forseelse anden Gang, da bør de uden Naade straffis paa deris Liv.

14. De som sig i de forbudne Leed imod Guds Lov, enten i Blod, eller Svogerskab, forsee, straffis paa deris Liv, og derforuden, saa fremt samme Blodskam er begangen baade med Fader og Søn, eller baade med Moder og Daatter, eller af Fader med Daatter, eller af Søn med Moder, da skulle Kroppene, naar de halshugne ere, kastis paa en Ild og opbrændis.

15. Omgængelse, som er imod Naturen, straffis med Baal og Brand.

16. Dersom nogen voldtager en ærlig Møe, eller Enke, og det bevisis, miste sit Liv, eller, om hand ej betrædis, være fredløs; Men om hannem benaadis Livet, tage sig hende til Hustrue, om hun og hendis Formyndere og Frænder ville; Men ville de ikke, give hende af sine Penge og Gods efter fællis Venners Raad og Samtykke.

17. Bliver nogen befundet at have voldtaget den ene efter den anden, og ingen af dem tager til Egte, hand bør uden Naade at straffis paa Livet.

18. Hvo som noget Qvindfolk vil med Vold tage, og hendis Raab og Skrig om Hielp høris, og synis blaat Kiød, eller revne Klæder, hand miste sit Liv, enddog hand sin Villie ikke fuldkom.

19. Hvilken Kone, der siger sig at være voldtagen, hun skal, saa snart hun kommer i sin egen Frelse, klage over den Vold, som hende er giort, for Naboer og Naboersker, og paa Kirkestævne, og siden paa Tinge, og da er det vel troligt, at hende er Vold giort; Men tier Konen, efter at det er blevet aabenbaret, og Folk veed deraf, baade Naboer og Naboersker, at den Mand haver haft med den Kone at bestille, eller at hun vorder med Barn, og klager ej før derover, da er det troeligt, at hun ej var voldtagen.

20. Sigter Qvindfolk Mands-Person for Voldtægt, og hand ved Dom bliver frikient for Voldtægt, da er hun, som sigter, skilt ved al sin Ret for Lejermaal.

21. Ganger Kone Vold over, da skal det ikke være hende til Hinder, eller Æris Forklejning i nogen Maade.

22. Hvo som med Vold og Tvang bortfører nogen Mands Hustrue, Enke, eller Daatter, om endskiønt hand ikke faar sin Villie med hende, miste sit Liv. Dersom nogen med en Egtemands Hustrue løber bort med hendis Villie, da bør de begge at miste Livet.

23. Hvo som trolover sig med een, og siden sig i Egteskab med en anden begiver, bør at rømme Kongens Riger og Lande.

24. Hvilken Egtemand, eller Egteqvinde, sig med en anden i Egteskab indlader, bør at miste sin Hals.

25. Hvilken Egtemand, som haver sin Egtehustrue levendis, eller hvilken Egtehustrue, som haver sin Egtemand levendis, og bliver befunden i aabenbare Hoer, saa det er bevisligt, da skulle de første Gang, hvis Brøst saa findis, straffis paa deris Gods og Penge efter deris yderste Formue. Findis de anden Gang, da skulle de iligemaade straffis paa deris Gods, og siden strax forvisis af Landet: Komme de tredie Gang, saa det er bevisligt, da skal den Egtemand, hvis Brøst saa findis, miste sit Hoved, og den Egteqvinde, hvis Brøst saa findis, druknis; Og naar Hoer saa bevisis nogen over for tilbørlig Dommere, da skal Dommeren give det Amptmanden, eller Husbonden, eller andre, som det bør at straffe, tilkiende.

26. Befindis nogen Egtemand at have med anden Egtemands Hustrue aabenbarlig og Ubluelig Omgængelse, og de ikke efter Advarsel sig entholde fra hinanden, men blive fremturende i deris skammelige og forargelige Levnet, da bør hand at miste sin Hals, og hun at stoppis i en Sæk og druknis.

27. Saa fremt nogen letfærdigen staar aabenbare Skrifte paa løgnagtig Bekiendelse, og Qvindis-Personen een for Barnefader udlægger, eller og Mands-Personen sig for Barnefader udgiver, og siden dog befindis en anden rette Barnefader at være, da saa fremt nogen løgnagtig skrifter selv inden Fierding-Aar, dernæst efter gaar til Sandheds Bekiendelse, skal den saa vit benaadis, at den staar aabenbare Skrifte for sin Forargelse. Skeer det ikke, men den lovligen overbevises løgnagtig at have skriftet og udlagt, skal den uden Naade straffis til Kagen og forvisis Landet. Den Person, som saadan een til den første falske Bekiendelse bragt og forledt haver, bør at agtis for en Løgner og mindre Mand, og sin Boeslod til sin Husbond have forbrut.

28. End haver hand ingen Boeslod, da dømmis hand i Jern.

29. Er det Qvindis-Person, som sig løgnagtig paatager Barnemoder at være, og derpaa staar aabenbare Skrifte, da bør hun at dømmis i Spindehuset.

30.  Letfærdige Qvindfolk, som paa fremmede Stæder, hvor de Ubekiente ere, imod Tiden, at de skulle føde, sig begive, maa de, som dennem Huus laane, ikke efter deris Barnefødsel lade fra sig komme, førend de det Stædets Øvrighed have tilkiendegivet, paa det nøjagtig kand erfaris, hvo samme letfærdige Qvindfolk monne være, hvo deris Barnefader er, samt dislige Omstændigheder, som til Sagens Kundskab og Oplysning udkrævis, saa fremt de ej derfor paa deris yderste Formue ville straffis. Befindis Sognepræsten det ikke at give Øvrigheden og Herrets Provsten strax tilkiende, naar Barnet af hannem christnet er, da miste uden al Naade sit Kald.

31. Hvilken Mands-Person sig i Hore-Huus lader finde til Utugt at bedrive, og der antreffis, straffis første Gang med otte Dagis Fængsel, anden Gang dobbelt saa længe. Qvindfolk, som sig i saadanne Huse opholde til Utugt, straffis med Kagen, eller sættis i Spindehuset.

Original kildetekst: Tukthusforordningen

Cap. III. Om det Slags Folk, som ei maae opholde sig i Stiftet, men skal føres til Tugthuset.

§ 7. Løsagtige Qvindfolk, som, uagtet de til dem af geistlig og verdslig Øvrighed gjorte Erindringer, fremture i deres forargelige Levnet, samt de, som 2de Gange have faaet uægte Børn, desligeste Tjenestefolk og Andre, som efter Lovens 6–13–3 mistænkeligen leve et letfærdigt og skammelig Levnet, og, imod Præsternes og Andres Advarsler, ei vil entholde sig fra hverandre, skal iligemaade indsættes i Tugthuset.

§ 8. Alle Personer, som efter Lovens 6–13–1, 2, 25, 27 og 28 og dens flere Artikler ere tildømte at udrede Bøder for Letfærdigheder og andre slige Forseelser, og ere uformuende til at betale dem, skal straffes i saa lang Tid med Arbeide i Tugthuset, indtil Bøderne med Arbeide kan være betalte.

§ 11. Qvindes-Personer, som 3de Gange have faaet Børn i Utugt, bør efter Lovens 6–13–9 straffes til Kagen; men efterdi de, naar de have udstaaet denne Straf, blive anseede som uærlige, og foragtes, saa at Ingen vil have dem i Tjeneste, andre Tjenestefolk ville ei heller gaae i Arbeide med dem, saa vorder den i Loven saaledes dicterede Straf hermed forandret, at de herefter for denne Forseelse skulle arbeide i Tugthuset i otte Aar.

Publisert 16. sep. 2018 17:03 - Sist endret 12. mars 2020 09:39