Arbeidernes tale 17. mai

Kilden

Mer informasjon om kilden

[Kildeutdraget er modernisert.]

Deretter holdt Chr. H. Knudsen Festtalen, som omtrent lød således:

«Brødre og Søstre! Det er ikke uten betydning, når dette arbeidertog idag står samlet her oppe i arbeiderkvarteret, at det vil få en større betydning enn arbeiderne selv aner.

Når vi idag er samlet her, så skulle vi først minnes hva våre fedre utrettet i 1814 for oss. Dersom fedrene, som i 1814 skrev vår frie forfatning, hadde ment at arbeiderne (folkets masse), de som må skaffe samfunnet dets behov, dersom fedrene hadde ment, at disse samfunnets bærere skulle legges under åk, da hadde vi ikke stort at takke dem for; men så kunne det ikke være.

Visstnok må vi være glad over – ikke å være lenkebundet eller lydig under et annet folk; men dette er ikke nok, - hvert enkelt individ i samfunnet må være med når det gjelder å bestemme, hvorledes samfunnet skal bygges, og dette er ikke nå tilfellet.

Massen av folket har ingen del i bestemmelsen av de lover som er nødvendige for samfunnets trivsel og utvikling! At Eidsvollsmennene hadde tenkt seg en sådan tilstand – må vi ikke anta. Derimot tør vi trygt si at kulturutviklingen har ført dit hvor vi nå befinner oss.

På den tid, da våre fedre skrev forfatningen, fantes det ingen storindustri i landet.  De levde i småhåndverkernes tid, og der fantes da ikke så mange avhengige arbeidere, idet den mindre håndverker inntok en viss uavhengig stilling.

Men etterhvert som utviklingen er skredet fremad – har det oppstått en stadig større og større masse avhengige arbeidere, idet håndverket litt etter litt er gått over til fabrikkdrift og storindustri, hvorved kapitalen er blitt en makt og småhåndverket har måttet tre tilside.

Det er således oppstått en ny klasse (kapitalistene) og de umyndiggjorte arbeidernes tall blir stadig større; men disse arbeidere har ingen del i friheten!

Dersom våre fedre i 1814 hadde kunnet forutse dette ville de neppe ha skrevet grunnloven som den ble. Det var jo ikke noe særlig nytt det frihetsarbeidet som våre fedre i 1814 hadde vært med på. Det var snarere bevegelsene og brytningene for friheten ute i det store Europa som hadde sendt et frisinnet åndepust her opp til Norden og som hadde grepet våre fedre og gitt dem styrke og mot til å virke for vårt lands frigjørelse.

De stod således ikke alene i kampen, men hadde tusener og atter tusener menn ute i Europa bak seg.  De var således heller ikke de første som kjempet for friheten. Og like som våre fedre kun hadde oppfattet og overført på vårt land dette frihetsarbeidet, således er heller ikke vi arbeidere som står her i dag de første i arbeiderkampen.

Vi er ikke de første, som krever arbeidets frigjørelse. Dette arbeidet for arbeidernes frihet er også et pust ute fra det store Europa. Arbeiderne der ute har for lenge siden forstått å slå seg sammen og fremkomme med sine krav. De har vist oss veien og anvist oss midlene. Og når vi idag har dannet dette tog, er vi ikke de første, men heller ikke de siste, som på denne måte protesterer mot kapitalistenes åk.

”Samfunnet” har selv sammensatt de lover som beskytter det og som vi må være glade over, men dette samfunn har også sammensatt de lover som hemmer arbeidets frigjørelse og nekter arbeiderne delaktighet i de allmenne samfunnsgoder.

Og mens samfunnet på alle måter har beskyttet kapitalistene og de privilegerte klasser, har det ingen lov som beskytter arbeiderne økonomisk. I år var det innbrakt et forslag til Stortinget om sådan beskyttelse, og dette forslaget var fremkommet fra en tallrik arbeiderskare her i byen og hadde vunnet tilslutning blant arbeiderne i mange byer utover landet; men Stortinget begravde forslaget.

Stortinget uttalte visstnok ikke dette, men den komité som behandlet saken, erklærte i sin innstilling at den ikke var i besittelse av tilstrekkelig sakkunnskap, og forslaget ble derfor gitt arbeidskommisjonen, men denne er sammensatt av fabrikanter og kapitalister samlet sammen, og man kan derfor ikke vente seg stort av den.

Dette tog vil derfor uttale en protest mod den måte, hvorpå Stortinget har behandlet arbeidernes krav i denne retning. Vi vil også uttale en protest mod den måte, hvorpå Stortinget har behandlet stemmerettsforslaget. Alminnelig stemmerett er den første betingelse for friheten, uten den er der ingen frihet for arbeiderne. Stemmeretten vil ikke bli utvidet, tross Venstres løfter tidligere, hvis ikke arbeiderne i stadig større og større antall og i enighet frembærer kravet. Og jeg har det håp, ja jeg tror at kunne forutsi, at arbeidertoget vil vokse seg større og større for hvert år.

Jeg tror at likesom en snøball man lar rulle nedover en bakke, stadig vokser og blir kjempestor, - således vil også arbeidertoget vokse og kanskje allerede neste år være så stort at Stortinget må lytte til de krav det frembærer. Og jeg tror at eksemplet vil etterfølges utover hele landet, at arbeiderne overalt vil samle seg, for å frembære sine krav.

Når vi nettopp på denne dag har samlet oss for å uttale hva vi vil, så er det fordi vi føler den samme trang til frihet som de privilegerte klasser. Det er fordi vi har følelsen av at friheten ikke er vår, at vi ikke har del i dette samfunnsgode, uaktet vi har rett til.

Ja at også kvinnes kan forlange om det samme for seg. Jeg mener at også kvinnen føler som vi, og at vi derfor også forlanger for henne hva vi krever for oss selv.

Med grunn kunne man ellers si oss: Hva vil dere oppnå dere arbeidere, som kun har krav for dere selv, mens den halve menneskeslekt sukker under åket. Derfor la oss forlange at hvert voksent menneske i landet får være med å bestemme om landets anliggender.

Arbeidertogets deltagere kan heller ikke være med på at si ja til de fraser, som uttales ved det annet tog. Når det sies der nede, at vi er et fritt folk, at også arbeiderne er frie, så kan vi ikke være med på dette og med hurraer bejae det. Men de privilegerte klasser har sørget for, at de som deltar i det annet tog nettopp tvinges hertil ved det formynderskap de også i denne retning har tiltatt seg over arbeiderne gjennom sin 17. mai komité.

Arbeidertoget er samlet her for at protestere mot dette, og for dog å få frihet til å tale sannhet på denne dag som skulle vært en frihetsdag for os alle.

Grunnloven og friheten skulle også være arbeidernes; men det er den ikke således nå. Stemmeretten er betingelsen for at det kan bli slik, at vi på frihetsdagen føler oss i ett med friheten, føler oss begeistrede, fordi Friheten også er vår!

Idet jeg slutter denne tale vil jeg be de her forsamlede å ta med seg det håp at de ikke er alene, men at tallrike skarer utover landet med oss nærer det ønsket at Stortinget, som har makten dertil, vil gi oss del i vår fedrenearv, så meget mere som dette er det eneste rettferdige, uten hvilket en jevn og lykkelig utvikling vil være umulig.

Hermed vil jeg be dere med meg å istemme et leve for frihet, likhet og brorskap.»

Den tallrike forsamlede folkeskare som for øvrig flere ganger under talen har tilkjennegitt sitt bifall ved bravo og kraftige hurra – istemte nå et rungende Hurra, hvorpå nedenstående for anledningen forfattede sang ble sunget.

Les original kildetekst

Derefter holdt Chr. H. Knudsen Festtalen, der omtrent lød saaledes:

«Brødre og Søstre! Det er ikke uden Betydning, naar dette Arbeidertog idag staar samlet her oppe i Arbeiderkvarteret, og det vil faa en større Betydning end Arbeiderne selv aner.

Naar vi idag er samlet her, saa skulde vi først mindes hvad vore Fædre udrettede i 1814 for os. Dersom Fædrene, som i 1814 skrev vor frie Forfatning, havde ment, at Arbeiderne (Folkets Masse), de som maa skaffe Samfundet dets Behov, dersom Fædrene havde ment, at disse Samfundets Bærere skulde lægges under Aag, da havde vi ikke stort at takke dem for; men saa kunde det ikke være. Vistnok maa vi være glad over – ikke at være lænkebundet eller lydagtig under et andet Folk; men dette er ikke nok, - hvert enkelt Individ i Samfundet maa være med, naar det gjælder at bestemme, hvorledes Samfundet skal bygges, og dette er ikke nu Tilfældet, Massen af Folket har ingen Del i Bestemmelsen af de Love, der er nødvendige for Samfundets Trivsel og Udvikling! At Eidsvoldsmændene havde tænkt sig en saadan Tilstand – maa vi ikke antage. Derimod tør vi trygt sige, at Kulturudviklingen har ført did, hvor vi nu befinder os.

Paa den Tid, da vore Fædre skrev Forfatningen, fandtes der ingen Storindustri i Landet, - de levede i Smaahaandværkets Tid, og der fandtes da ikke saa mange afhængige Arbeidere, idet den mindre Haandværker indtog en vis uafhængig Stilling. Men efterhvert, som Udviklingen er skredet fremad – er der opstaaet en stadig større og større Masse afhængige Arbeidere, idet Haandværket lidt efter lidt er gaaet over til Fabrikdrift og Storindustri, hvorved Kapitalen er blevet en Magt og Smaahaandværket har maattet træde tilside. Der er saaledes opstaaet en ny Klasse (Kapitalisterne) og de umyndiggjorte Arbeidernes Tal bliver stedse større; men disse Arbeidere har ingen Del i Friheden!

Dersom vore Fædre i 1814 havde kunnet forudse dette – vilde de neppe have skrevet Grundloven som den blev. Det var jo ikke noget særlig nyt det Frihedsarbeide, som vore Fædre i 1814 havde været med til. Det var snarere Bevægelserne og Brydningerne for Friheden ude i det store Europa, som havde sendt et frisindet Aandepust herop til Norden og som havde grebet vore Fædre og givet dem Styrke og Mod til at virke for vort Lands Frigjørelse. De stod saaledes ikke ene i Kampen; men havde Tusinder og atter Tusinder Mænd ude i Europa bag sig; de var saaledes heller ikke de første, der kjæmpede for Friheden. Og ligesom vore Fædre kun havde opfattet og overført paa vort Land dette Frihedsarbeide, saaledes er heller ikke vi Arbeidere, som staar her idag, de første i Arbeiderkampen, - vi er ikke de første, som kræver Arbeidets Frigjørelse. Dette Arbeide for Arbeidernes Frihed er ogsaa et Pust ude fra det store Europa. Arbeiderne der ude har for længe siden forstaaet at slutte sig sammen og fremkomme med sine Krav. De har vist os Veien og anvist os Midlerne. Og naar vi idag har dannet dette Tog, er vi ikke de første, men heller ikke de sidste, som paa denne Maade protesterer mod Kapitalisternes Aag.

”Samfundet” har selv sammensat de Love, som beskytter det og som vi maa være glade over; men dette Samfund har ogsaa sammensat de Love, der hæmmer Arbeidets Frigjørelse og nægter Arbeiderne Delagtighed i de almene Samfundsgoder. Og medens Samfundet paa alle Maader har beskyttet Kapitalisterne og de priviligerede Klasser, har det ingen Lov, som beskytter Arbeiderne økonomisk. Iaar var der indbragt et Forslag til Storthinget om saadan Beskyttelse, og dette Forslag var fremkommet fra en talrig Arbeiderskare her i Byen og havde vundet Tilslutning blandt Arbeiderne i mange Byer udover Landet; men Storthinget begravede Forslaget. Storthinget udtalte vistnok ikke dette; men den Komite, som behandlede Sagen, erklærede i sin Indstilling, at den ikke var i Besiddelse af tilstrækkelig Sagkundskab, og Forslaget blev derfor tilstillet Arbeiderkommissionen;  men denne er sammensat af Fabrikanter og Kapitalister paa én nær, og man kan derfor ikke vente sig stort af den. Dette Tog vil derfor udtale en Protest mod den Maade, hvorpaa Storthinget har behandlet Arbeidernes Krav i denne Retning. Vi vil ogsaa udtale en Protest mod den Maade, hvorpaa Storthinget har behandlet Stemmeretsforslaget. Almindelig Stemmeret er den første Betingelse for Friheden, uden den er der ingen Frihed for Arbeiderne. Stemmeretten vil ikke blive udvidet, trods Venstres Løfter tidligere, hvis ikke Arbeiderne i stadig større og større Antal og i Enighed frembærer Kravet. Og jeg har det Haab, ja jeg tror at kunne forudsige, at Arbeidertoget vil voxe sig større og større for hvert Aar, - jeg tror, at ligesom en Snebold, man lader rulle nedover en Bakke, stadig voxer og bliver kjæmpestor, - saaledes vil ogsaa Arbeidertoget voxe og maaske allerede næste Aar være saa stort, at Storthinget maa lytte til de Krav, det frembærer. Og jeg tror, at Exemplet vil efterfølges udover hele Landet, at Arbeiderne overalt vil fylke sig, for at frembære sine Krav.

Naar vi netop paa denne Dag har fylket os for at udtale hvad vi vil, saa er det fordi vi føler den samme Trang til Frihed, som de priviligerede Klasser, det er fordi vi har Følelsen af, at Friheden ikke er vor, at vi ikke har Del i dette Samfundsgode, uagtet vi har Ret dertil, ja at ogsaa Kvinden kan fordre det samme for sig. Jeg mener, at ogsaa Kvinden føler som vi, og at vi derfor ogsaa fordrer for hende hvad vi kræver for os selv; med Grund kunde man ellers sige os: Hvad vil I opnaa I Arbeidere, som kun har Krav for eder selv, medens den halve Menneskeslægt sukker under Aaget. Derfor lad os fordre, at hvert voxent Menneske i Landet faar være med at bestemme om Landets Anliggender.

Arbeidertogets Deltagere kan heller ikke være med paa at sige ja til de Fraser, som udtales ved det andet Tod. Naar det siges dernede, at vi er et frit Folk, at ogsaa Arbeiderne er frie, saa kan vi ikke være med til dette og med Hurraer bejae det. Men de priviligerede Klasser har sørget for, at de, som deltager i det andet Tog, netop tvinges hertil ved det Formynderskab de ogsaa i denne Retning har tiltaget sig over Arbeiderne gjennem sin 17de Mai-Komite. Arbeidertoget er samlet her for at protestere mod dette, og for dog at faa Frihed til at tale Sandhed paa denne Dag, som skulde været en Frihedsdag for os alle. Grundloven og Friheden skulde ogsaa være Arbeidernes; men det er den ikke saaledes nu, - Stemmeretten er Betingelsen for, at det kan blive saa, at vi paa Frihedsdagen føler os et med Friheden, føler os begeistrede, fordi Friheden ogsaa er vor!

Idet jeg slutter denne Tale, vil jeg bede de her Forsamlede at tage med sig det Haab, at de ikke er allene; men at talrige Skarer udover Landet med os nærer det Ønske: at Storthinget, som har Magten dertil, vil give os Del i vor Fædrenearv, saameget mere som dette er det eneste Retfærdige, uden hvilket en jevn og lykkelig Udvikling vil være umulig. Hermed vil jeg bede Eder med mig at istemme et Leve Frihed, Lighed og Broderskab.»

Den talrige Forsamlede Folkeskare der iøvrigt flere Gange under Talen havde tilkjendegivet sit Bifald ved Bravo og kraftige Hurra – istemte nu et rungende Hurra, hvorefter nedenstaaende for Anledningen forfattede Sang blev afsungen.