Eilert Sundt: om nattefrieri

Kilden

Mer informasjon om kilden

Dagen igjennom går en brav og driftig bondesønn i arbeid på gården sammen med faren og tjenerne. Men så kommer lørdagskvelden. Ukens verk er over, dagen sluttet og kveldsmaten spist. Dagen, heter det, tilhører husbonden, men natten er fri for enhver.

Så tar gutten sin nest beste pynt på og går ut. Det heter at han vil treffe en eller annen kammerat, og virkelig oppsøker han også en av sønnene på nabogården, men hensikten er at de vil more seg sammen med gårdmanns-døtrene. Disse ligger denne natt i full påkledning. Nå bankes det sakte på ruten, det er kjentfolk som vil inn, og døren åpnes.

Det kan naturligvis ikke være noen fornøyelse i det hele med mindre pikene har sitt værelse adskilt fra foreldrenes. Man setter seg da på krakker og benker, guttene har tobakspiper med, det gjøres opp ild på skorsteinen eller i kakkelovnen - og samtalen går da ettersom de unge folk har vid og gaver til.

Under slike besøk, snart på en gård, snart på en annen, stiftes bekjentskaper og gjøres tilnærmelser, og litt etter litt kan det gå sånn at en gutt helst søker alene hen til en viss pike og at hun helst ser ham komme alene. Men dette, at Ole «går» til Anne, det merkes snart av andre. Gutten har sin plage av sine kammerater, som fra nå av har sin store moro av å forstyrre disse fortrolige sammenkomstene.

Men viktigere er det at pikens mor har årvåkne øyne som også merker forholdet, og at også faren fra henne blir bekjent med det. Adskillige hentydninger og forsigtige ord fra foreldrenes side lar datteren snart skjønne at de vet. Disse hentydningene kunne være slik at piken finner det tilrådelig å trekke seg tilbake, så gutten også slår den tanke av hodet, og isåfall er historien ute. Men det kan også være, at piken finner foreldrenes vink mindre ugunstigt eller vel atpåtil gunstig, og dette erfarer snart gutten, som nå i trygghet hengir seg til sitt glade håp.

Endelig når han også har sikret seg sine foreldres bifall og bistand, - endelig en vakker dag tar han mot til seg, og hvis han er vel kjent i huset, kommer han selv anstigende og fremfører sitt andragende for pikens foreldre, eller hvis han er mindre sikker i sin sak, får han en eldre slektning til som talsmann å utføre hans ærende, eller som det heter, å bære opp målet for ham. Talsmannen må være vel underrettet om alle frierens formue-omstendigheter og bør ha gode taleevner til å anbefale partiet, og her kreves god levemåte, at man fra alle sider later som om man inntil denne dag har vært aldeles uvitende om hverandres hensikter. Talsmannen har et hodevannsegg [luktdåse, ofte av edelt metall] eller en sølvskje med som friergave til piken. Gir foreldrene sitt samtykke til partiet, så blir denne gaven mottatt, og dermed er saken klappet og klar.

Heretter kommer frieren selv og hilser på sin tilkommende svigerfar; han er overmåte sjenert og viser seg ytterst klossete, tør ikke engang å se på sin kjæreste, snakker neppe til henne. Ingen bør kunne se på dem at de allerede i lang tid har vært kjærestefolk. Men dette jevner seg ut. Fra nå av har han til enhver tid adgang til huset, han deltar i husets måltider, og når de andre folkene i huset går til sengs, går han også og legger seg i sin kjærestes arm - begge dog med klærne på. De to unge folk må jo lære å holde av hverandre synes man, og det kan være at moren, når hun er riktig glad i sin svigersønn, om morgenen bringer dem kaffe på sengen.

Dette forholdet kan vare et år eller to eller flere, inntil den unge mann finner anledning til å få seg gård, så han kan gifte seg, og selv etter den virkelige og offentlige forlovelse kalles disse besøk og denne nattlige fortrolighet med det gamle navn «frieri».

Les original kildetekst

Dagen igjennem gaar en brav og vindskibelig Bondes Søn i Arbeide paa Gaarden sammen med Faderen og Tjenerne. Men nu kommer Lørdags Aften. Ugens Værk er endt, Dagen sluttet og Kveldsverden spist. Dagen, hedder det, tilhører Husbonden, men Natten er fri for Enhver.

Saa tager Gutten sin næstbedste Pynt paa og gaar ud. Det hedder, at han vil træffe en eller anden Kammerat, og virkelig opsøger han ogsaa en af Sønnerne på Nabogården; men Hensigten er, at de ville more sig sammen med Gaardmands-Døtrene. Disse ligge denne Nat i fuld Paaklædning; nu bankes der sagte på Ruden; det er kjendt Folk, som vil ind, og Døren aabnes.

Der kan naturligvis ikke være nogen Fornøielse i det hele, med mindre Pigerne have sit Værelse adskilt fra Forældrenes. Man sætter sig da på Krakker og Bænke; Gutterne have Tobakspiber med; der gjøres Ild op paa Skorstenen eller i Kakkelovnen - og Samtalen gaar da, eftersom de unge Folk have Vid og Gaver til.

Under saadanne Besøg, snart paa en Gaard, snart paa en anden, stiftes Bekjendtskab og næres Tilbøielighed, og lidt efter lidt kan det gaa saa, at en Gut helst søger alene hen til en vis Pige, og at hun helst ser ham komme alene. Men dette, at Ole «gaar» til Anne, det mærkes snart af Andre. Gutten har sin plage af sine Kammerater, som fra nu af have sin store Moro af at forstyrre disse fortrolige Sammenkomster. Men vigtigere er det, at Pigens Moder har aarvaagne Øine, som ogsaa mærke Forholdet, og at også Faderen ved hende bliver bekjendt med det. Adskillige hentydninger og forsigtige Ord fra Forældrenes Side lade Datteren snart skjønne, at de vide Beskjed. Disse Hentydninger kunne være saadanne, at Pigen finder det raadeliget at trække sig tilbage, saa Gutten ogsaa slaar den Tanke af Hovedet, og isaafald er historien ude. Men det kan ogsaa være, at pigen finder Forældrenes Vink mindre ugunstigt eller vel endog gunstigt, og dette erfarer snart Gutten, som nu i Tryghed hengiver sig til sit glade haab.

Endelig, naar han ogsaa har sikret sig sine Forældres Bifald og Bistand, - endelig en vakker Dag tager han Mod til sig, og, hvis han er vel kjendt i Huset, kommer han selv anstigende og fremfører sit Andragende for Pigens Forældre, eller, hvis han er mindre sikker i sin Sag, faar han en ældre Slægtning til som Talsmand at udføre hans Erinde, eller, som det hedder, at bære op Maalet for ham. Talsmanden må være vel underrettet om alle Frierens Formues-Omstændigheder og bør have gode Tale-Gaver til at anbefale Partiet, og her kræves god Levemåde, at man fra alle sider Lader, som om man indtil denne Dag har været aldeles uvidende om hinandens Hensigter. Talsmanden har et Slavands-Æg eller en Sølv-Ske med som Friergave til Pigen; give Forældrene sit Minde til Partiet, saa bliver denne Gave modtaget, og dermed er Sagen klappet og klar.

Herefter kommer Frieren selv og hilser på sin tilkommende Svigerfader; han er overmaade bly og viser sig yderst klodset, tør ikke engang se paa sin Kjæreste, taler neppe til hende; Ingen bør kunne se på dem, at de allerede i lang tid have været Kjæreste-Folk. Men dette jævner sig; fra nu af har han til enhver Tid Adgang til Huset; han deltager i Husets Maaltider, og når de andre Folk i Huset gaa til Sengs, gaar han ogsaa og lægger sig i sin Kjærestes arm - begge dog i sine Klæder. De to unge folk maa jo lære at holde af hinanden, synes man, og det kan være, at Moderen, når hun er rigtig glad i sin Svigersøn, om Morgenen bringer dem Kaffe på Sengen.

Dette Forhold kan vare ved et Aar eller to eller flere, indtil den unge Mand finder anledning til at faa sig Gaard, så han kan gifte sig, og selv efter den virkelige og offentlige Forlovelse kaldes disse Besøg og denne natlige Fortrolighed med det gamle navn «Frieri».