Eilert Sundt: om innflyttere i Christiania

Kildeintroduksjon

Samfunnsforskeren Eilert Sundt viet store deler av livet sitt til å granske folkelivet i Norge.

Sundt var en omreisende vitenskapsmann som kartla allmuens rutiner og skikker, og skrev en rekke bøker om det han fant. Takket være Sundts forskning, har vi i dag et godt innblikk i hvordan livet i Norge fortonet seg for helt vanlige folk på midten av 1800-tallet.

Et spørsmål som opptok mange i denne perioden var hvordan den store innenlands flyttingen påvirket sosiale forhold i landet. Som følge av den nye industrien strømmet folk fra bygda til byene.

I en av sine undersøkelser gransket Sundt livet blant innflyttere i to av Christianias forsteder; Pipervika og Ruseløkka. Basert på spørreundersøkelser i 294 familier fant han blant annet ut at hele 71 % av de voksne kvinnene og 51 % av de voksne mennene i undersøkelsen var født og oppvokst på bygda. I kildeutdraget under kan du lese noen av Sundts betraktninger om innflytterne og deres liv i Christiania.

Ruseløkbakken, fotografert i 1863. Piperviken og Ruseløkbakken var forsteder på Christianias vestside. . Foto: Henry Rosling, Eier: Oslo Museum

Kilden

Tittel: Om Piperviken og Ruseløkbakken : Undersøgelser om Arbeidsklassens Kaar og Sæder i Christiania
Datering: 1858
Opphav: Eilert Sundt
Hentet fra:  Sundt. Eilert. Om Piperviken og Ruseløkbakken : Undersøgelser om Arbeidsklassens Kaar og Sæder i Christiania. Selskabet for Folkeoplysningens Fremme. Kap. 34-35, s. 75-80.
Rettigheter: CC BY-NC

Mer informasjon om kilden

[Kildeutdraget er modernisert og forkortet.]

34.

Tingen synes også for vår bys vedkommende ganske lett begribelig når man tenker på at de fleste innflytterne er fra landet, mest av husmannsklassen, og kom inn til byen som ganske unge mennesker. Hvilken fare enn livet i en stor by kan medføre i sedelig henseende for de unge mennesker som er født og oppvokst der, så må den dog kalles større for innflytterne.

Husmannssønnen på landet har oftest fått en ytterst dårlig skole-dannelse. Man kan si at hans meste oppdragelse består i at han er vennet til å passe på og rette seg etter det som i hans bygd gjeller for god folkeskik. Det er en egen oppdragelse som til sitt bruk kan være ganske god. Skikken gir regler for hvordan man skal gå hen etter veien, hilse den møtende, svare på tiltale, omgås med folk i arbeidslag eller i gjestebud, kort sagt, den anviser den unge hvordan han i alle tilfeller i livet skal oppføre seg, og foreldres og kjenningers blikk hviler alltid på ham og straffer hans minste overtredelser av skikkens bud. Skikken omgir og fastholder ham på alle kanter og er en god støtte for ham i all hans ferd og vandel.

Men nå blir et slikt oppdratt ungt menneske, nettop i den farlige alder mellom 15 og 20 år plutselig rykket bort fra fars og mors øyne og kjenningers dom og bygde-skikkens veiledning. Han kommer ut blant fremmede, hvor han snarere kan tro seg upåaktet av alle og enhver, og han befinner seg i et samfunn, som – nettop fordi det består av et blandingsfolk fra de forskjelligste byer og bygder – ikke har noen slik fremtredende og liksom håndgripelig bygde-skikk, som han før var vant til å ledes av. Han går da altfor mye på egen hånd, er altfor mye utsatt for dårlig selskaps forførelser, for ukjente tillokkelsers og fristelsers makt.

[...]

([...] i sammenligning med byvante folk synes landsfolk i det hele å stille lavere krav til livet, slik at de navnlig lar seg nøye med ytterst tarvelige boliger uten tilbørlighet til å akte på de ulemper som dermed pleier å følge for en familie. Man husker at mange av de folk som her i Christiania gifter seg og flytter inn i sådanne rom, som noen av tabellene for Piperviken og Ruseløkbakken gir oss begrep om, er oppvokst i landsbygder, hvor det er skik, at tjenestefolk har sitt natteleie i fehusene, og hvor det heller ikke holdes for uanstendig at voksne ugifte folk av begge kjønn har soverom i samme kjøkken eller kammer.)

[...]

35.

Imidlertid – enhver ting har jo to sider, og der er ikke så slemt, sier man, at det jo er godt for noe. I alminnelighet må man vel anta at den del av vår bys befolkning, som er kommet fra småbyene eller fra landet, har tapt noe av den troskyldighet og det anlegg til fromhet som pleier utmerke dem som er oppvokste under simple og lite bevegede forhold, og i særdeleshet må vi tro at de av disse innflytterne som engang er kommet til å ligge under for de mange fristelser i den fremmede by, med det samme er utsatt for å synke dypere i alskens laster, enn om de var blitt i hjemmet.

Men på den andre side bør det også tros at mange av dem som har vært så lykkelige å bestå i fristelsene og prøvelsene, nettop på grunn av de skjebner og farer de derunder har gjennomgått, og de erfaringer de har opplevd, er blitt mer besindige og karakterfaste og dyktige og dermed mer skikket til å bryte seg en bane og vinne fram til en lykkelig stilling i livet, enn om de hadde fortsatt å leve hjemme i den rolige ensformighet.

[...]

Les original kildetekst

34.

Tingen synes ogsaa for vor Byes Vedkommende ganske let begribelig, naar man betænker, at de fleste Indflyttede ere fra Landet, mest af Husmandsklassen, og kom ind til Byen som ganske unge Mennesker. Hvad Fare end Livet i en stor By kan medføre i sædelig henseende for de unge Mennesker, som ere fødte og opvoxede der, saa maa den dog kaldes større for hine.

Husmandssønnen paa Landet har oftest faaet en yderst ringe Skole-Dannelse; man kan sige, at hans meste Opdragelse bestaar deri, at han er vænnet til at agte paa og rette sig efter, hvad der i hans Bygd gjælder for god Folke-Skik. Det er en egen Opdragelse, som til sit Brug kan være ganske god. Skikken giver Regler for, hvordan man skal gaa hen efter Veien, hilse den Mødende, svare paa Tiltale, omgaaes med Folk i Arbeidslag eller i Gjæstebud, kort sagt, den anviser den Unge, hvorledes han i alle Tilfælde i Livet skal opføre sig, og Forældres og Kjendingers Blik hviler altid paa ham og straffer hans mindste Overtrædelser af Skikkens Bud. Skikken omgiver og fastholder ham paa alle Kanter og er en god Støtte for ham i al hans Færd og Vandel.

Men nu bliver et saaledes opdraget ungt Menneske, netop i den farlige Alder mellem 15 og 20 Aar, pludselig rykket bort fra Faders og Moders Øine og Kjendingers Dom og Bygde-Skikkens Veiledning; han kommer ud blandt Fremmede, hvor han snarere kan tro sig upaaagtet af Alle og Enhver, og han befinder sig i et Samfund, som – netop fordi det bestaar af et Blandingsfolk fra de forskjelligste Byer og Bygder – ikke har nogen saadan fremtrædende og ligesom haandgribelig Bygde-Skik, som han før var vant til at ledes af. Han gaar da altfor meget paa egen Haand, er altfor meget udsat for slet Selskabs Forførelser, for ukjendte Tillokkelsers og Fristelsers Magt.

Jeg har ladet mig sige, at der i Bergens Haandværker- og Kjøbmands-Stand skal findes en større Almen-Dannelse end i de samme Stænder i Christiania. Det bør ikke undre os, om saa er. Thi medens der blandt de nævnte Bergenske Borgermænd vist er ganske faa fordums Striler eller andre Bønder, men de fleste af dem ere Byesbørn, som fra Barnsben med Omhu dannedes for deres nuværende Stand, saa ere i Christiania paafaldende mange Haandværksmestere oprindelig Husmandsbørn fra Landet, og blandt Kjøbmændene ere ikke faa Bondesønner; de begyndte her i Byen som fattige Læregutter, som Krambod-Gutter eller kanske Pakhus-Karle, og man kan da ogsaa ogsaa høre dem beklage, at de i sin Barndom fik saa ringe Skoledannelse.

Men efter dette Exempel fra de høiere Klasser er det jo aldeles troligt, at en lignende Sammenligning vilde finde mindre af Manerlighed og Pyntelighed og Dannelse blandt den talrike Arbeidsklasse i Christiania end i Bergen; thi de Bergenske Arbeidsfolk ere vist mest opfødte i Byen selv, medens de lavere Klasser i Christiania for en stor, ja vel for den største Del bestaa af Folk, som levede sine Barndomsaar paa Romerike, Hedemarken o. s. v. og kom herind i en Alder, som var ung nok til at glemme Landsbygdens troskyldige og enfoldige Sæder, men ofte for gammel til at lære noget Nyt og Godt.

([...] i Sammenligning med byvante Folk synes Landsfolk i det hele at gjøre ringere Fordringer til Livet, saa de navnlig lade sig nøie med yderst tarvelige Boliger uden tilbørlig at agte paa de Ulemper, som dermed pleie følge for en Familie. Man erindre, at mange af de Folk, som her i Christiania gifte sig sammen og flytte ind i saadanne Rum, som nogle af Tabellerne for Piperviken og Ruseløkbakken give os Begreb om, ere opvoxede i Landsbygder, hvor det er Skik, at Tjenestefolk have sit Natteleie i Fæhusene, og hvor det heller ikke holdes for anstødeligt, at voxne ugifte Folk af begge Kjøn have Soverum i samme Kjøkken eller Kammer.)

Af Reisende, som have besøgt flere af Europas Hovedstæder, har jeg hørt, at de hos Dagarbeidere og andre saakaldte simple Folk, som de møde her paa Christiania Gader, finde mere Raahed og Sluskevorrenhed, end de ere vante til f. Ex. i Kjøbenhavn og ellers i Udlandets Byer. Men ved denne for Christiania uheldige Sammenligning maa det ligeledes erindres, at de fleste Folk af den nævnte Klasse ere Landsfolk, hvis Mængde vel ikke i mange Byer er forholdsvis saa stor som netop her i Christiania, hvor de synes at have Overmagten og angive Tonen. Men Landsfolk i Byen er ikke det samme som Landsfolk hjemme i Bygden; thi det gaar altfor let med Mennesker ligesom med Planter, om hvilke det jo er et bekjendt Ord, at de ofte tage Skade ved at tages bort fra det oprindelige Voxested og plantes om i nyt Land.

35.

Imidlertid – enhver Ting har jo to Sider, og der er Intet saa slemt, siger man, at det jo er godt for Noget. I Almindelighed maa man vel antage, at den Del af vor Byes Befolkning, som er kommen fra Smaabyerne eller fra Landet, har tabt noget af den Troskyldighed og det Anlæg til Fromhed, som pleier udmærke dem, der ere opvoxede under simple og lidet bevægede Forholde, og i Særdeleshed maa vi tro, at de af disse Indflyttede, som engang ere komne til at ligge under for de mange Fristelser i den fremmede By, med det samme ere udsatte for at synke dybere i alskens Laster, end om de vare forblevne i Hjemmet.

Men paa den anden Side bør det ogsaa troes, at mange af dem, som have været saa lykkelige at bestaa i Fristelserne og Prøvelserne, netop formedelst de Skjæbner og Farer, de derunder have gjennemgaaet, og de Erfaringer, de have oplevet, ere blevne mere be-besindige og charakterfaste og dyktige og dermed mere skikkede til at bryde sig en Bane og vinde frem til en lykkelig Stilling i Livet, end om de havde vedblevet at leve hjemme i den rolige Ensformighed.

Livet i en stor By har en vis udviklende og dermed adskillende Kraft: her finder man snarere Exempler paa yderlig Letsindighed og Ryggesløshed, men ogsaa paa høi Grad af sædelig Kraft og af al aandelig Udvikling og nyttig Færdighed; i Sammenligning med Landsbygderne eller Smaabyerne kan man derfor om den store By sige paa en Gang de to Ting, som ellers mest siges an ad Gangen og dermed ensidigt, at den er Lasternes Hule, og at den er Civilisationens Arnested.

Derfor er det en Sag af flersidig Betydning, at Strømme af Udvandrere fra de Smaabyer og Landsbygder, som i vid Omkreds ligge til Hovedstaden, uafladelig blande sig ind i dens Folke-Hav. Det er af Betydning ikke alene for de enkelte Personer selv, men ogsaa for det Hele, ikke alene for det Samfund, som de fra nu af tilhøre, men ogsaa for det Samfund, som de forlod. Thi Tingen har en vis tilbagevirkende Kraft.

Jeg skal i denne henseende anføre, hvad det ofte har moret mig personlig at iagttage, at man paa Romerike, Hedemarken, Ringerike o. s. v. fast overalt og selv i Husmandsfamilierne veed at nævne en eller anden Slægtning eller Kjending, der som fattig Gut drog ind til Christiania og nu sidder der i gode Kaar, maaske som Haandværker eller endog som Handelsmand; saadanne Exempler vække Lysten hos andre unge Mennesker til at prøve sig paa samme Maade, og fast hver Landmand, som nu og da har Erinde til Byen, benytter gjerne Anledningen til at besøge sin anseede Slægtning eller Kjending. Men paa denne Maade knyttes der mangehaande Venne-Forbindelser mellem By og Land, og der bør ikke være Tvivl om, at dette har været og er et meget virksomt Middel til at fremme Dannelse og Foretagelses-Aand blandt Bonde-Befolkningen i de nævnte Bygder.

[...]

Publisert 28. mai 2018 14:21 - Sist endret 19. mars 2020 09:47