Eilert Sundt: Om sedelighets-tilstanden i Norge

Kildeintroduksjon

Sedelighet, eller sømmelighet, blant allmuen på landsbygda i Norge, var et av samfunnsforskeren Eilert Sundts største interessefelt.

Sundt var en omreisende vitenskapsmann som kartla folks vanlige rutiner og skikker, og skrev en rekke bøker om det han fant.

Takket være Sundts forskning, har vi i dag et godt innblikk i hvordan livet i Norge fortonet seg for helt vanlige folk på midten av 1800-tallet. Han var en banebryter innenfor norsk sosiologisk forskning og blir kalt «sosiologiens far».

Kildeutdraget under gir et godt innblikk i Sundts arbeidsmetode, som var basert på intervjuer og observasjoner.

Foto: Axel Lindahl (1880-1890). Eier: Norsk Folkemuseum

Kilden

Tittel: Om Sædeligheds-Tilstanden i Norge
Datering: 1857
Opphav: Eilert Sundt
Hentet fra: Sundt, Eilert. Om Sædeligheds-Tilstanden I Norge. J. C. Abelsted, Christiania., 1847. s. 38-39
Rettigheter: CC BY-NC

Mer informasjon om kilden

[Kildeutdraget er modernisert.]

I mange av våre landsbygder er det godt nok for tjenestefolkene å ha sitt natteleie i fehuset [fjøset].

Under et opphold på Hedemarken i 1851 ble jeg oppmerksom på denne skikken. For meg, som er oppvokst på Vestlandet, var den aldeles fremmed og forekom meg motbydelig. ”De holder det for, at det ikke er usunt,” ytret en bondekone. ”Men det er stygt,” svarte jeg med sterkeste betoning. Og senere erfaring har lært meg å felle en sterkere dom – for på mine følgende reiser har jeg stadig holdt øye med denne ting.

I Gudbrandsdalen besøkte jeg en bonde på en stor og vakker gård. Vi spaserte sammen ut på marken, og jeg gledet meg like så mye over de nye åkrene som over den fortreffelige utsikten ut over dalen. Men så ble jeg oppmerksom på et nylig oppført kostbart fehus. Det måtte jeg se på, og han var naturligvis villig til å vise meg inn der. Det var en stor og velordnet rad av båser og binger. Men i det ene hjørne opdaget jeg en besynderlig innretning: et stort system av dobbeltsenger, en nede og en ovenpå, hver stor nok til 3 eller 4 personer. ”Hva – har du 8 budeier?” ”Nei, det var nok meningen at jentene skulle ligge der nede og guttene der oppe.” Jeg så på ham og han fortsatte så: ”Jeg mener det skulle være best på den måten – for så kan det ene parti kontrollere det andre.”

Noen dager vandret jeg om mellom noen husmannsplasser oppe i lia i et annet av Gudbrandsdalens bygdelag, og her stusset jeg på å se et hus, som var så besynderlig lite. Det lå på en bar mark uten fjøs eller låve, selv uten innhegning om den lille sorte jordflekken som hadde vært potetåker, men som den sommeren ikke engang var tilsådd. Jeg gikk inn. En ung, rask mann satt i en egen stilling: han hadde et skrikende årsgammelt barn på fanget for å mate det, og han holdt nettop på å lage maten til på den måten at han i mangel av en gryde holdt en stekepanne på skrå over ilden også i hjørnet eller kanten av den kokte et par skjeer vassgraut. Dette måtte han gjøre fordi konen var fraværende, da hun med de to eldste barna var gått til nabogården ”for å få seg noe melk.”

Den hele forfatning i huset var den aller mest bedrøvelige, og jeg indledet en samtale for å komme til årsagen. Spørsmål og svar vekslet lenge. ”Altså – sluttet jeg omsider – Dere hadde barn sammen før dere var gift?” – ”Ja, det er nå skikken det.” – ”Skikken? Kaller du det skikk?” – ”Ja, det er da sjelden at fattigfolk kommer sammen, uten at det er sånn.” – ”Altså fattigfolks skikk! det er da verre enn verst. Men si meg: Dere var tjenestefolk sammen, og hun sov vel i fjøset; men du – hvor hadde du din seng?” ”Ja, det var nå i samme fjøset – for det er nå skikken, det.”

Les original kildetekst

I mange af vore Landsbygder er det godt nok for Tjenestefolkene at have sit Natteleie i Fæhuset.

Under et Ophold paa Hedemarken i 1851 blev jeg opmærksom paa denne Skik. For mig, som er opvoxet paa Vestlandet, var den aldeles fremmed og forekom mig modbydelig. ”De holde det for, at det er ikke usundt,” ytrede en Bondekone. ”Men det er stygt,” svarede jeg med stærkeste Betoning. Og senere Erfaring har lært mig at fælde en stærkere Dom – thi paa mine følgende Reiser har jeg stadig havt Øie med den Ting.

I Gudbrandsdalen besøgte jeg en Bonde paa en stor og vakker Gaard. Vi spadserede sammen ud paa Marken, og jeg fornøiede mig ligesaa meget over de nye Aagre som over den fortrinlige Udsigt ud over Dalen. Men saa blev jeg opmærksom paa et nyt opført kostbart Fæhus; det maatte jeg bese, og han var naturligvis villig til at vise mig ind der. Der var en stor og velordnet Rad af Baaser og Binger. Men i det ene Hjørne opdagede jeg en besynderlig Indretning: et stort System af Dobbelt-Senge, en nede og en ovenover, hver stor nok til 3 eller 4 Personer. ”Hvad – har du 8 Budeier?” ”Nei, det var nok Meningen, at Gjenterne skulle ligge der nede og Gutterne der oppe.” Jeg saa paa ham, og han fortsatte saa: ”Jeg mente det skulde være bedst paa den Maade – for saa kan det ene Parti kontrollere det andet.”

Nogle Dage vandrede jeg om mellem nogle Husmandspladse oppe i Liden i et andet af Gudbrandsdalens Bygdelag, og her studsede jeg ved at se et Hus, som var saa besynderlig lidet – det laa paa en bar Mark uden Fjøs eller Laave, selv uden Indhegning om den lille sorte Jordflæk, der havde været Potetes-Ager, men den Sommer ikke engang var tilsaaet. Jeg gik ind. En ung, rask Mand sad i en egen Stilling: han havde et skrikende aarsgammelt Barn på Skjødet for at made det, og han holdt netop paa at lave Maden til paa den Maade, at han, i Mangel af en Gryde, holdt en Stegepande paa skraa over Ilden og saa i Hjørnet eller Kanten af den kogte et Par Skeblad Vasvelling. Dette maatte han gjøre, fordi Konen var fraværende, da hun med de to ældste Børn va gaaet hen paa Nabogaarden ”for at faa sig noget Melk.” Den hele Forfatning i Huset var den allerbedrøveligste, og jeg indledede Samtale for at komme efter Aarsagen; Spørgsmaal og Svar vexlede længe. ”Altsaa – sluttede jeg omsider – I havde Barn sammen, før I var gifte?” – ”Ja, det er nu Skikken, det.” – ”Skikken? Kalder Du det Skik?” – ”Ja, det er da sjelden, at Fattigfolk komme ihop, uden det er saa.” – ”Altsaa Fattigfolks Skik! det er da værre end ondt. Men sig mig: I vare Tjenestefolk sammen, og hun sov vel i Fjøset; men Du – hvor havde Du Din Seng?” ”Ja, det var nu i samme Fjøset – for det er nu Skikken, det.”

Publisert 29. mai 2018 10:32 - Sist endret 19. mars 2020 09:47