Kong Oscars brev

Kilden

Mer informasjon om kilden

[Kildeutdraget er modernisert og forkortet. Les hele originalkilden nedenfor.]

Til Stortingets president

Jeg vil til Dem og gjennom Dem til Stortinget og hele det norske folk rette følgende ord til svar på den norske regjering og Stortingets skriv og beslutninger:

Den ed Norges konge etter grunnloven §9 ved sin regjeringstiltredelse avla, å "ville regjere  kongeriket Norge i overensstemmelse med dets konstitusjon og lover,”  gjør det til en kongelig plikt for meg å gjøre noe med det den norske statsråden har uttalt i anledning  min beslutning den 27. mai i år, hvor jeg erklærte at jeg for tiden ikke fant det hensiktsmessig å sanksjonere Stortingets beslutning om å opprette et eget norsk konsulatvesen.

Statsråden svarte at denne beslutning var i strid med det norske statsråds enstemmig innstilling, og ville inneholde en underkjennelse av det norske rikets grunnlovsmessige rett selv å avgjøre denne sak.Samtidig ville beslutningen være en krenkelse av Norges frihet, selvstendighet og suverenitet.

Statsrådet erklærte at ikke noe medlem av den nåværende norske regjering ville være villig til å kontrasignere min beslutning, og derigjennom, etter statsrådens mening, gi den forfatningsmessig gyldighet.

Den norske kongens rett til, når han finner at rikets vel krever det, å nekte vedtak på et av Stortingets antatte lovlige måte antatte forslag til lov, er ubetinget. Fra denne regel gis ingen unntakelse, selv om Stortinget aldri så mange ganger må ha fattet samme beslutning uforandret.

Etter grunnlovens §79 blir imidlertid Stortingets beslutning lov for Norge uten kongelig sanksjon, men i så fall kreves uforandret beslutning av tre Storting, sammensatt etter tre forskjellige påfølgende valg. Beslutningen må forelegges kongen med "begjæring om at Hans Majestet ikke vil nekte en beslutning sitt vedtak som Stortinget har funnet formålstjenlig etter nøye overveielse".

I dette tilfellet det er spørsmål om, forelå dog ikke en beslutning av Stortingets på en slik måte, og i dette tilfellet kommer altså bestemmelsen i grunnlovens §78 til anvendelse:  «Godkjenner kongen beslutningen, forsyner han den med sin underskrift, og med det bli en lov. Godkjenner han den ikke, sender han den tilbake til Odelstinget med den erklæring at han ikke for tiden finner det tjenlig å vedta den».

Og fortsetter §-en: ”Beslutningen må i dette tilfellet ikke forelegges kongen flere ganger av det samlede Storting.» Ved sistnevnte forskrift har grunnloven tydelig villet beskytte den norske kongens frihet til å utøve myndighet vedrørende lovgivning, som ubestridelig tilkommer ham.

Min beslutning om ikke å sanksjonere en lov om eget norsk konsulatvesen kan følgelig ikke anses å inneholde noen som helst overskridelse av denne myndighet når det gjelder lover, som etter grunnloven tilkommer kongen. Og dette ikke en gang om man fant at det foreliggende spørsmål var at dette utelukkende var et anliggende for Norge.

Men på grunn av bestemmelser knyttet til unionen mellom Norge og Sverige var det ikke alene min rett, men også min plikt som Norges konge å nekte sanksjon. Opphevelsen av det felles bestående konsulatvesen kunne bare komme i stand ved at Norge gikk inn for frie og vennskapelige forhandlinger angående forandringer i de unionelle bestemmelser på basis av full likestilling mellom de forenede riker, hvor ikke bare kongemakten, men også Sveriges Riksdag samstemmig hadde erklært seg villig.

At et slikt hensyn til den bestående unionens krav skulle inneholde et inngrep i Norges selvstendighet og suverenitet, finnes ikke begrunnelse for i og med at grunnloven utvetydig knytter Norges selvstendighet sammen i foreningen Norge har med Sverige.

Norges konge må ha for øye grunnlovens §1: ”Kongeriget Norge er et frit, selvstændigt, udeleligt og uafhændeligt Rige, forenet med Sverige under en Konge.”

Statsrådets uttalelse, at min beslutning om ikke å sanksjonere Stortingets vedtatte konsulatlov ville mangle forfatningsmessig gyldighet, ettersom ikke noen av det norske statsråds medlemmer fant at de kunne kontrasignere den kongelige beslutning, - inneholder en påstand som jeg må erklære står i strid med grunnloven.

Spørsmålet om kontrasigneringens betydning etter norsk statsrett er ikke nytt for dagen. Men det er eldre enn den nåværende norske grunnlov.Det fikk sin løsning allerede gjennom riksforsamlingen på Eidsvoll. Et fremsatt forslag om at kontrasignering skulle utkreves for at kongens befalinger skulle bli gjeldende, ble nemlig forkastet som stridende mot grunnlovens alminnelige prinsipper ved spørsmål om statsmaktens fordeling. Samme standpunkt gjorde seg også gjeldende i grunnloven av 4. november.

[…]

De maktmidler som grunnloven stiller til den norske kongens rådighet for å sette ham i stand til etter sin overbevisning om å fremme landets vel, er ikke større enn at de bør bevares for kongemakten slik at en ikke innfører konstitusjonell praksis som strider mot grunnlovens prinsipper.

Et av grunnlovens hovedprinsipper – det viktigste – er, at Norge skal være et konstitusjonelt monarki.

Dermed lar det seg ikke forene at kongen synker ned til et viljeløst redskap i statsrådets hånd. Skulle imidlertid statsrådets medlemmer gjennom å nekte kontrasignering kunne hindre tilblivelsen av enhver kongelige beslutning, da ville den norske konge bli uten delaktighet i statsmakten. Denne stilling ville være i like grad nedsettende for monarken som skadelig for Norge selv.

 [...]

Hvor forskjellig oppfatninger som enn kan gjøre seg gjeldende angående omfanget av det fellesskap som er skapt for begge rikers unionsbestemmelse, så er det dog klart at kongemakten også er en unionell institusjon.

Denne stillingen kongen har, som ikke bare er konge i Norge eller i Sverige, men som de forenede rikers monark, gjør det til en plikt for kongen ikke, i strid med riksaktens §5,  å foreta avgjørelser i det ene rike som også rammer det andre riket.

[...]

Når man i Norge har villet fastholde en motsatt oppfatning, og når det norske folk har gjort fordring på retten til å tvinge kongen til å fatte beslutninger som strider mot hva han anser forenlig med sin stilling som unionskonge, da ville ikke dette la seg gjennomføre på annen måte enn at unionen og dermed også Sveriges konge i sine avgjørelser ville bli helt og holdent avhengig av det norske folks, dets Storting og dets regjerings vilje.

En slik stilling for kongemakten må jeg betegne som stridende mot den lovfestede forening mellom rikene i Riksakten.

Det har hele tiden vært min bestrebelse å gi Norge den plass i unionen, hvorpå det rettslige kan gjøre fordring. Min kongelige plikt med unionen har påbudt meg å forsøkte å opprettholde unionens rettslige grunnlov også i strid med en alminnelig norsk folkeopinion.

Lovene, hvor jeg har avlagt ed, og de forenede rikers vel, har vært bestemmende for min beslutning ved konsulatspørsmålets avgjørelse, men derunder er jeg blitt møtt ikke bare av det norske statsrådets kontrasigneringsnektelse, men også at det medlemmers avskjedssøknader.

Da jeg erklærte:  ”Da det er mig klart, at nogen anden Regjering ikke nu kan dannes, saa bifalder jeg ikke Statsraadernes Afskedsansøgning,” – har statsrådet uttalt, at den nordmann, som ytte sin medvirkning til min beslutning, derved i samme øyeblikk ville være uten fedreland.  

Jeg ble altså stilt i den situasjonen enten av nødvendighet å bryte eden jeg har avlagt til Riksakten, eller også å utsette meg for i motsatt fall å stilles uten rådgivere.  Her ble det gitt meg intet valg.

Å ha søkt å gjøre til intet Norges konges lovlige fattede beslutning, er i strid med grunnloven.  Ved å nedlegge sine embeter hos Stortinget har statsrådet stilt Norges konge uten rådgivere.

Stortinget har godkjent dette forfatningsbrudd og gjennom en revolusjonær handling erklært Norges lovlige konge for å ha opphørt å regjere, samt unionen mellom de forenede riker for oppløst. Sverige og med som unionskonge tilkommer det å avgjøre, om Norges angrep mot den bestående forening skal lede til unionens lovlige opphevelse.

Samtidens og Efterverdenens Dom maa skille mellem mig og Norges Folk! –

Rosendals Slot den 10de Juni 1905

Oscar (sign.)

Les hele original kildetekst

Til Storthingets Præsident

Jeg vil til Dem og gjennem Dem til Storthinget og hele det norske Folk rette følgende Ord til Svar saavel paa den norske Regjerings som paa Storthingets Skrivelser og Beslutninger:

Den Ed, Norges Konge efter Grundlovens §9 ved sin Regjeringstiltrædelse aflægger, at ”ville regjere Kongeriget Norge i Overensstemmelse med dets Konstitution og Love,” gjør det til en Kongelig Pligt for mig ikke at lade det bero med, hvad det norske Statsraad har udtalt i Anledning af min Beslutning den 27. Mai sidstleden, hvori jeg erklærede, at jeg ikke for tiden fandt det hensigtsmæssigt at sanktionere Storthingets Beslutning om Oprettelse af eget norsk Konsulatvæsen. Statsraadet gjorde derunder gjældende, at denne Beslutning, i Strid med det norske Statsraads enstemmige Indstilling, vilde indeholde en Underkjendelse af det norske Riges grundlovsmæssige Ret til selv at afgjøre denne Sag samt indeholde en Krænkelse af Norges Frihed, Selvstændighed og Suverænitet, hvorhos Statsraadet erklærede, at ikke noget Medlem af den nuværende norske Regjering vilde være villig til at kontrasignere min Beslutning, og derigjennem, efter Statsraadets Mening, give den forfatningsmæssig Gyldighed.

Den norske Konges Ret til, naar han finder, at Rigets Vel kræver det, at nægte Sanktion paa et af Storthinget paa lovlig Maade antaget Forslag til Lov, er ubetinget. Fra denne Regel gives ingen Undtagelse, selv om Storthinget aldrig saa mange Gange maa have fattet samme Beslutning iforandret. Efter Grundlovens §79 blir imidlertid Storthingets Beslutning Lov for Norge uden kongelig Sanktion, men hertil kræves uforandret Beslutning af tre Storthing, sammensatte efter tre forskjellige paa hinanden følgende Valg, hvilken Beslutning skal forelægges Kongen ”med Begjæring, at Hans Majestæt ikke vil nægte en Beslutning sin Sanktion, som Storthinget efter det modneste Overlæg anser for gavnlig.”

I det Tilfælde, hvorom der er Spørgsmaal, forelaa dog ikke en af Storthinget paa saadan Maade fattet Beslutning, og paa dette Tilfælde kommer altsaa Bestemmelsen i Grundlovens §78 til Anvendelse: ”Billiger Kongen Beslutningen, forsyner Han den med sin Underskrift, hvorved den vorder Lov. Billiger Han den ikke, sender Han den tilbage til Odelsthinget med den Erklæring, at Han ikke for Tiden finder det tjenligt at sanktionere den.” Og fortsætter §-en: ”Beslutningen maa i dette Tilfælde ikke mere af det da samlede Storthing forelægges Kongen.” Ved sidst nævnte Forskrift har Grundloven tydelig villet beskytte den norske Konges Frihed ved Udøvelsen af den Myndighed vedrørende Lovgivningen, som ubestridelig tilkommer ham.

Min Beslutning om ikke at sanktionere en Lov om eget norsk Konsulatvæsen kan følgelig ikke ansees for at indeholde nogensomhelst Overskrifelse af denne Myndighed i Lovanliggender, som efter Grundloven tilkommer Kongen, og dette ikke engang, om man fandt, at det foreliggende Spørgsmaal var at Norge udelukkende vedkommende Anliggende. Men paa Grund af de mellem Norge og Sverige gjældende unionelle Bestemmelser var det ikke alene min Ret men ogsaa min Pligt som Norges Konge at nægte Sanktion, thi Ophævelse af det bestaaende fælles Konsulatvæsen kunde alene tilveiebringes derved, at Norge gik ind paa den frie og venskapelige Forhandling angaaende forandrede unionelle Bestemmelser paa Basis af fuld Ligestillethed mellem de forenede Riger, hvortil ikke blot Kongemagten men ogsaa Sveriges Rigsdag samstemmigt havde erklæret sig villig. At et saadant Hensyn til den bestaaende Unions Krav skulde indeholde et Indgreb i Norges Selvstændighed og Suverænitet, er saa meget mindre begrundet, som Grundloven utvetydigt knytter Norges Selvstændighed sammen med dets Forening med Sverige. Norges Konge maa stedse have for Øie dets Grundlovs §1: ”Kongeriget Norge er et frit, selvstændigt, udeleligt og uafhændeligt Rige, forenet med Sverige under en Konge.”

Statsraadets Udtalelse, at min Beslutning om ikke at sanktionere den af Storthinget vedtagne Konsulatlov vilde savne forfatningsmæssig Gyldighed, eftersom ikke nogen af det norske Statsraads Medlemmer fandt at kunne kontrasignere den kongelige Beslutning, - indeholder en Paastand, som jeg maa erklære staar i Strid med Grundloven. Spørgsmaalet om Konstrasignationens Betydning efter norsk Statsret er ikke nyt for Dagen, men det er ældre end den nuværende norske Grundlov. Det fik sin Løsning allerede gjennem Rigsforsamlingen paa Eidsvold. Et der fremsat Forslag om, at Kontrasignationen skulde udkræves for at Kongens Befalinger skulde blive gjældende, blev nemlig forkastet som stridende mod Grundlovens almindelige Prinsiper ved Spørgsmaalet om Statsmagtens Fordeling. Samme Standpunkt gjorde sig ogsaa gjældende i Grundloven af 4 November. Denne Mening er ogsaa uden Modsigelse bleven udtalt af Kontsitutionskomitèen i 2 Tilfælde, i 1824 og 1839, da Storthinget ogsaa forkastede Forslag, der gik i en anden Retning. Den Forandring, som Grundlovens §32 senere har undergaaet, giver den Anskuelse forøget Støtte, at Statsministerens Kontrasignation ikke er noget andet end et Vidnesbyrd om, at Kongen har fattet en Beslutning af et vist Indhold. Og at Grundlovens §31 er ubetinget i sin Forskrift om vedkommende Statsministers Kontrasignationspligt, er en Opfatning, som ogsaa er tiltraadt af de Statsretslærere, som har fortolket Grundloven. Naar Statsraadet herimod har paaberaabt sig en Udtalelse af den norske Regjering ved Gjennemgaaelsen i 1847 af det da foreliggende Forslag til ny Rigsakt, da har Statsraadsafdelingen overseet dels at denne Udtalelse, paa samme Maade som ved den svenske Regjeringsforms §38, alene angik udgaaende Expeditioner, men derimod ikke Kongens Protokol indførte Beslutninger, dels ogsaa, at den norske Regjering ikke gjorde gjældende, at Norges Grundlov virkelig bestemte nogen Ret til Kontrasignationsnægtelse. Grundloven foreskriver tvertimod udtrykkelig i §30: ”Men det er Denne (Kongen) forbeholdt at fatte Beslutning efter sit eget Omdømme”, samt i §31: ”Alle af Kongen selv udfærdigede Befalinger (militære Kommando-Sager undtagne) skulle kontrasigneres af en af Statsministrene (før 1873 den norske Statsminister).”

At jeg under disse Omstændigheder kjender mig berettiget til at fordre Respekt for en af Norges Konge paa grundlovmæssig Maade fattet Beslutning, - deri bør man ikke kunne fortænke mig.

De Magtmidler, som Grundloven stiller til den norske Konges Raadighed for at sætte ham istand til efter sin Overbevisning at fremme Landets Vel, ere ikke større end, at de bør bevares for Kongemagten, saa at ikke en mod Grundlovens Principer stridende konstitutionel Praxis indføres, noget som efter den udtrykkelige Forskrift i §112 ikke engang kan tilveiebringes gjennem Grundlovs-forandring. Et af Grundlovens Hovedprinciper – det vigtigste – er, at Norge skal være et konstitutionelt Monarki. Dermed lader det sig ikke forene, at Kongen synker ned til et viljeløst Redskab i Statsraadets Haand. Skulde imidlertid Staatsraadets Medlemmer gjennem Kontrasignationsnægtelse kunne hindre Tilblivelsen af enhver kongelig Beslutning, da vilde den norske Konge blive uden Delagtighed i Statsmagten. Denne Stilling vilde være i lige Grad nedsættende for Monarken som skadelig for Norge selv.

Til de Omstændigheder, som saaledes kan anføres mod Grundlovsmæssigheden af den norske Statsministers Kontrasignationsnægtelse og mod Gyldigheden af det Dogme man har villet skabe,- at Kongens Beslutning, for at blive gyldig, maa oppebæres af noget Statsraads- medlems Ansvar, - kommer i Henseende til Spørgsmaal, som angaar Unionsforholdet, yderligere andre Omstændigheder, som har sin Grund i, at Norges Konge ogsaa er Unionskonge. Hvor forskjellige Opfatninger der end kan gjøre sig gjældende angaaende Omfanget af det Fællesskab, som de for begge Rigers bindende Unionsbestemmelser har skabt, saa er det dog fuldt klart, at Kongemagten ogsaa er en unionel Institution.  Denne Kongens Stilling som ikke blot Konge i Norge eller i Sverige, men som de forenede Rigers Monark gjør det til en Pligt for Kongen ikke, i Strid med Rigsaktens §5, gjennem Beslutninger i det ene Rige at foregribe Afgjørelser, som ogsaa rammer det andet Rige. Kongens Pligt i saa Henseende er uforenelig med den Anskuelse, at det ene Rige gjennem Statsraadets Kontrasignationsnægtelse eller lignende skulde kunne omstøde den Beslutning af Kongen, hvorigjennem han havde nægtet at fatte en for det andet Rige præjudicerende eller for Unionen skadelig Afgjørelse. Naar man i Norge har villet fastholde en modsat Opfatning, og naar det norske Folk har gjort Fordring paa Retten til at tvinge Kongen til at fatte Beslutninger, som strider mod, hvad han anser foreneligt med sin Stilling som Unionskonge, da vilde ikke dette lade sig gjennemføre paa anden Maade, end at Unionens og dermed ogsaa Sveriges Konge i sine Afgjørelser vilde blive helt og holdent afhængig af det norske Folks, dets Storthings og dets Regjerings Vilje. En saadan Stilling for Kongemagten maa jeg betegne som stridende mod den mellem Rigerne ved Rigsakten lovfæstede Forening. Det har stedse været min Bestræbelse at give Norge den Plads inden Unionen, hvorpaa det retslig kan gjøre Fordring. Min kongelige Pligt med Unionen har paabudt mig at forsøge at opretholde Unionens retslige Grundvolde ogsaa i Strid med en almindelig norsk Folkeopinion.

De Love, hvortil jeg har aflagt Ed, og de forenede Rigers Vel har været det Bestemmende for min Beslutning ved Konsulatspørgsmaalets Afgjørelse, men derunder er jeg bleven mødt ikke blot af det norske Statsraads Kontrasignationsnægtelse men ogsaa af dets Medlemmers Afskedsansøgninger. Da jeg erklærede: ”Da det er mig klart, at nogen anden Regjering ikke nu kan dannes, saa bifalder jeg ikke Statsraadernes Afskedsansøgning,” – har Statsraadet truende udtalt, at den Nordmand, som ydede sin Medvirkning til min Beslutning, derved i samme Øieblik vilde være uden Fædreland.

Jeg blev altsaa stillet i den Situation enten at nødsages til selv at bryde den Ed, jeg har aflagt til Rigsakten, eller ogsaa at udsætte mig for i modsat Fald at stilles uden Raadgivere. Her gaves for mig intet Valg.

Efter saaledes i Strid med Grundloven, at have søgt at gjøre til intet den af Norges Konge lovlig fattede Beslutning, har Statsraadet ved at nedlægge sine Embeder hos Storthinget stillet Norges Konge uden Raadgivere. Storthinget har godkjendt dette Forfatningsbrud og gjennem en revolutionær Handling erklæret Norges lovlige Konge for at have ophørt at regjere samt Unionen mellem de forenede Riger for opløst. Sverige og mig som Unionskonge tilkommer det at afgjøre, om Norges Angreb mod den bestaaende Forening skal lede til Unionens lovlige Ophævelse.

Samtidens og Efterverdenens Dom maa skille mellem mig og Norges Folk! –

Rosendals Slot den 10de Juni 1905

Oscar (sign.)

Ordforklaringer

Sanksjon betyr i denne sammenheng en statsoverhodets godkjenning eller vedtak

Konstitusjon betyr et lands statsforfatning, det vil si de grunnleggende lover og regler som gjelder for en stats organisasjon og styre. Kan også bety et lands grunnlov.