Juristen og politikeren Johan Castberg (1862-1926) la over flere år frem forslag til lover som skulle gi barn født utenfor ekteskap nye rettigheter. Forslagene møtte motstand fra flere grupper og barnelovene var en omdiskutert sosialpolitisk sak i samtida.
Da lovforslagene hans gikk gjennom i 1915, ble de seks nye lovene kjent som de Castbergske barnelover. Hans viktigste støttespiller og drivkraft bak forslagene var kvinnesaksforkjemperen Katti Anker Møller, som av Castberg selv ble kalt «barnelovenes mor».
I kildeutdraget kan du lese hvilke rettigheter barn født utenfor ekteskap skulle få:
Kilden
| Tittel: | De Castbergske barnelover |
|---|---|
| Datering: | 10. april 1915 |
| Opphav: | Stortinget |
| Hentet fra: | Stortinget |
|---|---|
| Rettigheter: | CC BY-NC |
Mer informasjon om kilden
[Kildeutdraget er modernisert og forkortet.]
Lov om barn, hvis foreldre ikke har inngått ekteskap med hverandre, datert 10de april 1915.
Kap 1. Om barnets rettsstilling
§ 1.
Barn, hvis foreldre ikke har inngått ekteskap med hverandre, har med de avvikelser lovgivningen forøvrig fastsetter, samme rettsstilling i forhold til faren som i forhold til moren.
Det har rett til farens så vel som til morens familienavn. Hvis farens familienavn ikke blir antatt ved barnets fødsel, må en senere bruk av navnet skje på den til enhver tid gjeldende måte.
§ 2.
Barnet har rett til at få oppfostring – underhold, oppdragelse og utdannelse – både av sin far og av sin mor.
Det skal oppdras og utdannes etter familiens vilkår, men etter morens, om det er henne som har best råd. Dets oppfostring bør skje ved å ta hensyn til den som har best økonomi. [...]
§ 4.
Den av foreldrene, som etter reglene har omsorgen for barnet, har samme plikt til å sørge for det, som om det var ektefødt. Den andre forelderen oppfyller sin plikt ved å betale pengebidrag etter reglene i §§ 19 og 20.
Hvis ingen av foreldrene har omsorgen for barnet, skal begge betale bidrag. Det samme gjelder, hvis den av foreldrene som har omsorgen for barnet, har satt det bort i pleie og forsømmer sin forsørgelsesplikt, hvilket avgjøres av amtmannen. [...]
Kap II Farskapets eller bidragpliktens fastsettelse
§ 6.
Er en kvinne blitt gravid utenfor ekteskap, bør hun senest 3 måneder, før hun venter å føde, henvende seg til lege eller jordmor og oppgi, når hun tror hun blev gravid, og hvem faren er. Hennes opplysninger blir skrevet ned, og det bør om mulig undertegnes av henne.
Falsk forklaring om hvem faren er, og medvirkning til det, straffes med bøter eller fengsel inntil 2 år.
Finner legen eller jordmoren, at hun er med barn, skal de straks sende melding til bidragsfogden på hennes bosted. I denne meldingen skal det sies når fødselen antagelig kan ventes, og hva hun har opplyst.
Lege eller jordmor, som er i statens eller en kommunes eller en kretssykekasses tjeneste, plikter å gjøre det som her er foreskrevet, og straffes med bøter om de unnlater det. [...]
§ 8.
Bidragsfogden sender uten opphold melding til amtmannen ledsaget av de opplysninger om morens og den oppnevnte fars økonomiske stilling, som han har. Er moren umyndig skal han straks sørge for at verge i slik tilfelle oppnevnes.
Amtmannen skriver deretter ut forelegg mot den, som er oppgitt som far […]. Forelegget skal inneholde opplysning om at hvis den oppnevnte far erkjenner å være barnets far, blir han å anse som sådan. Det skal til like inneholde opplysning om, at hvis han ikke avgir en slik erkjennelse, må han – for å unngå å ansees som far – reise sak ved at han senest 4 uker etter foreleggets forkynning avgir muntlig eller postlegger skriftlig anbefalt (rekommandert) begjæring om saksanlegg, rettet til underdommeren på det sted, hvor moren bor. Dette sted skal oppgis i forelegget. […]
§ 13.
Den oppnevnte far skal ved dommen kjennes å være barnets far, såfremt retten finner det bevist, at han har hatt sådant samleie med moren, at han etter naturens orden kan være barnets far, og retten ikke finner grunn til å anta, at moren har hatt sådant samleie med noen annen eller at det der forøvrig foreligger omstendigheter, som gjør det tvilsomt, om den oppnevnte far er barnets far. […]
Kap. III Om opforstringsbidrag og andre pengetilskud.
§ 19.
Oppforstringsbidrag skal betales til barnet har fylt 16 år. Er faren – eller i tilfelle moren – slik stilt, at det med rimelighet kan pålegges ham eller hende å yte bidrag til barnets fortsatte utdannelse utover dets 16. år, skal dette skje.[...]
Les original kildetekst
Lov om barn, hvis forældre ikke har ingaat egteskap med hverandre, datert 10de april 1915.
Kap 1. Om barnets retsstilling
§ 1.
Barn, hvis forældre ikke har indgaat egteskap med hverandre, har med de avvikelser lovgivningen forøvrig fastsætter, samme retsstilling i forhold til faren som i forhold til moren.
Det har ret til farens saavelsom til morens familienavn. Hvis farens familienavn ikke blir antat ved barnets fødsel, maa en senere antagelse av navnet ske paa den for navneforandring til enhver tid gjældende maate.
§ 2.
Barnet har ret til at faa opfostring – underhold, opdragelse og utdannelse – baade av sin far og av sin mor.
Det skal opdrages og utdannes efter familiens vilkaar, men efter morens, om det er hende, som har bedst raad. Dets opfostring iøvrig bør ske under hensyntagen til den bedst stillede økonomiske vilkaar.
§ 3.
Barnet blir hos moren.
Er moren død eller kan hun ikke selv ha omsorg for barnet eller behandler hun det ikke forsvarlig kan amtmanden overlate barnet til faren, hvis han kan og vil ha omsorg for det, og hvis dette findes forenlig med barnets tarv. Det samme gjælder om moren samtykker i, at barnet blir overlatt til faren. Amtmanden kan omgjøre sin beslutning og atter overlate barnet til morens omsorg, hvis særlige grunde, taler derfor, og det ubetænkelig av hensyn til barnets tarv.
§ 4.
Den av forældrene, som efter reglerne i §3 har omsorgen for barnet, har samme pligt til at sørge for det, som om det var egtefødt. Den anden av forældrene opfylder sin pligt ved at betale pengebidrag efter reglerne i §§ 19 og 20.
Hvis den av forældrene, som har omsorgen for barnet, paa grund av den andens undlatelse av at betale bidrag, ydes hjælp av fattigvæsnet, ansees bare den, som har undlatt at betale, som fattigundersøttet og indenfor grænserne av de ubetalte bidrag.
Hvis ingen av forældrene har omsorgen for barnet, skal begge betale bidrag. Det samme gjælder, hvis den av forældrene som har omsorgen for barnet, har sat det bort i pleie og forsømmer sin forsørgelsespligt, hvilket avgjøres av amtmanden.
§ 5.
Den av forældrene, som har omsorgen for barnet, er dets verge. Hvis ingen av forældrene har omsorgen for barnet, skal en verge opnævnes. Det samme skal ske, hvis den av forældrene, som har omsorgen for barnet, har sat det bort i pleie og forsømmer sin forsørgelsesplikt, og i de § 9 nævnte tilfælde. [...] Den opnævnte verge skal særlig paase at barnet nyder sin ret efter denne lov og kan i dette øiemed begjære de paalagte bidrag forhøiet likesom han kan kræve bidragene utbetalt gjennom sig.[...]
Kap II Farskapets eller bidragpligtens fastsættelse
§ 6.
Er en kvinde blit besvangret utenfor egteskap, bør hun senest 3 maaneder, før hun venter at føde, henvende sig til læge eller jordmor og opgi, naar hun tror, hun blev besvangret, og hvem faren er. Hendes oppgivende blir at nedtegne, og det bør om mulig undertegnes av hende.
Falsk forklaring om hvem faren er, og medvirkning til det straffes med bøter eller fængsel indtil 2 aar.
Finder lægen eller jordmoren, at hun er med barn, skal de straks sende melding til bidragsfogden paa hendes bosted. I denne melding skal det siges naar fødselen antagelig kan ventes, og hvad hun har oplyst.
Læge eller jordmor, som er i statens eller en kommunes eller en kredssykekasses tjeneste, pligter at gjøre, hvad her er foreskrevet, og straffes med bøter, om de undlater det.
For undersøkelse og melding kan læge eller jordmor kræve 3 kroner av kvindens opholdskommune, som kan kræve sit utlæg tilbake av faren eller den bidragspligtige.
Det paaligger forældre, husbondsfolk eller andre i lignende stilling, som har kundskap eller bestemt formodning om at en til deres husstand hørende kvinde er besvangret utenfor egteskap, at tilholde hende i tide at gjøre henvendelse som ovenfor nævnt. Undladelse herav straffes med bøter, saafremt saadan melding ikke sker.
§7.
Har moren ikke før fødselen henvendt sig til læge eller jordmor efter § 6, skal den læte eller jordmor, som hjælper til ved fødselen, henstille til hende at opgi, hvem faren er. Hendes oppgivende blir at nedtegne, og det bør om mulig undertegnes av hende. […]Undladelse av at gi bidragsfogden de forannævnte meldinger straffes med bøter. Falsk forklaring om hvem faren er, og medvirkning til det straffes med bøter eller fængsel indtil 2 aar. […] Ogsaa dødfødt barn skal meldes. Kongen gir nærmere regler om disse meldinger og kan foreskrive, at underretning skal gives til dem, som fører fødselsregistre.
§ 8.
Bidragsfogden sender uten ophold melding efter § 6 eller § 7 videre til amtmanden ledsaget av de oplysninger om morens og den opgivne fars økonomiske stilling, som han sitte inde med. Er moren umyndig skal han straks sørge for at verge i fornødent fald opnævnes.
Amtmanden utfærdiger derefter forelæg mot den, som er opgit som far […]. Forelægget skal indeholde oplysning om, at hvis den opgivne far erkjender at være barnets far, blir han at anse som saadan. Det skal til like indeholde oplysningom, at hvis han ikke avgir saadan erkjendelse, maa han – for at undgaa at ansees som far – reise sak derved at han senest 4 uker efter forelæggets forskyndelse avgir mundtlig eller postlægger skriftlig anbefalt (rekommandert) begjæring om saksanlæg, rettet til underdommeren paa det sted, hvor moren bor. Dette sted skal opgives i forelægget.
[…]
§ 13.
Den opgivne far skal ved dommen kjendes at være barnets far, saafremt retten finder det bevist, at han har hat saadant samleie med moren, at han efter naturens orden kan være barnets far, og retten ikke finder grund til at anta, at moren har hat saadant samleie med nogen anden eller at den der iøvrig foreligger omstændigheter, som gjør det tvilsomt, om den opgivne far er barnets far.
Finder retten ikke at kunne avsi dom for den opgivne fars farskap, blir denne at kjende bidragspliktig, saafremt retten anser det bevist, at han har hat samleie med moren til saadan tid at han efter naturens orden kan være barnets far.
[…]
§ 17.
Hvis moren har opgit, at hun har hat samleie med flere i den tid besvangrelsen kan ha fundet sted, blir forelæg at utfærdige mot de opgivne som bidragspligtige. I saa fald blir i forelægget at sætte frist overensstemmende § 8 til anlæg av saksmaal til fralæggelse av bidragspligten. Med hensyn til denne fralæggelse finder de forskrifter, som er git i dette kapitel om fralæggelse av farskapet, tilsvarende anvendelse.
I alle tilfælde, hvor moren har opgit flere, skal verge for barnet opnævnes. [...]
[...]
Kap. III Om opforstringsbidrag og andre pengetilskud.
§ 19.
Opforstringsbidrag skal betales, til barnet har fyldt 16 aar. Er faren – eller i tilfælde moren – saadan stillet, at det med rimelighet kan paalægges ham eller hende at yde bidrag til barnets fortsatte utdannelse utover dets 16de aar, skal dette ske. Er barnet legemlig eller aandelig svakt og derfor ikke kan sørge for sig selv, skal likeledes bidrag paalægges utover det 16de aar. Hvor omstændigheterne gjør det rimelig, at forældrenes opforstringspligt ophører ved barnets fyldte 15de aar, kan dette bestemmes av amtmanden.
§20.
Opforstringsbidraget skal fastsættes saaledes, at der saavidt mulig falder like stor byrde paa hver av forældrene i forhold til deres økonomiske kaar. Hvis den ene ikke kan bære nogen del av utgifterne, kan de helt lægges paa den anden.
Blir barnet fostret op i by, skal faren som regel betale i opfostringsbidrag mindst 15 kroner maaneden, til det er 14 aar gammelt, og siden mindst 12 kroner, til det er 16 aar. Blir det fostret op paa landet, skal han som regel paa samme maate betale mindst 12 kroner og 10 kroner.
[...]
Kap. IV Om indkrævning av opforstringsbidrag og andre pengetilskud.
§ 26.
Det paaligger bidragsfogden paa rettighetshaverens bosted at sørge for, at pengene kræves ind, i tilfælde gjennem bidragsfogden paa skyldnerens bosted. Bidragene skal ukrævet erlægges til den sistnævnte myndighet.
§ 37.
Kongen kan gi forskrift om, hvad den, som vil utvandre til fremmede verdensdele, har at gjøre for at vise, at der ikke hviler pligter paa ham efter denne lov.
Utvandringsagenter eller andre, som hjælper ut av landet nogen, som efter foranstaaende paragraffer ikke har ret til at reise, er ansvarlige for de krav, som hvier paa ham, saafremt de kjendte forholdet eller handlet i grov uagtsomhet. [...]
§ 48
Denne lov træder i kraft 1ste januar 1916. Fra samme dato ophæves lov om underholdningsbidrag til barn, hvis forældre ikke har indgaat egteskap med hinanden, av 6te juli 1892 med tillægslov av 29de mars 1902.