Årene fra 1830 til 1870 var perioden da nasjonalromantikken slo gjennom i Norge, og man for alvor tok til å definere norske identitet og norsk kultur. En som inspirerte mange i denne sammenhengen var tyskeren Johann Gottfried von Herder, som mente at hver nasjon hadde en særskilt, nasjonal egenart, uttrykt ved en «folkeånd», som man fant i folkedypet og i særlig grad hos bøndene. Både i Norge og i andre land inspirerte nasjonalromantikken til studier av historie, folkeeventyr og språk, samt kunst, musikk og litteratur med folkelige temaer.
Samtidig eksisterte det i 1850-årene en oppfatning om at det norske folket var delt i to kulturer. På den ene siden sto den tradisjonelle overklassen, embetsmennene og deler av borgerskapet, med danske røtter. På den andre siden sto bondebefolkningen, med norske røtter. De språklige forholdene i Norge kom for mange til å symbolisere den kulturelle kløften i samfunnet.
Knud Knudsen (1812–1895) var blant de som arbeidet for en fornorskning av det danske skriftspråket i Norge. Det store gjennombruddet for hans ideer kom først etter hundreårsskiftet, da nynorsken var i sterk vekst. I sin egen levetid stod Knudsen i skyggen av det mer radikale språkprogrammet til Ivar Aasen.
I kildeutdraget under får du et innblikk i Knudsen ideer for hvordan saken om et norsk skriftspråk burde løses.
Kilden
| Tittel: | Dansk Sprog. Norsk Bysprog. Norsk Folkesprog. |
|---|---|
| Datering: | 1856 |
| Opphav: | Knud Knudsen |
| Hentet fra: | K. Knudsen. Haandbog i dansk-norsk sproglære. Kristiania, 1856. s. 454- 486 |
|---|---|
| Rettigheter: | CC BY-NC |
Mer informasjon om kilden
[Kildeutdraget er modernisert.]
Dansk språk. Norsk byspråk. Norsk folkespråk.
Fra de eldste tider har nordmenn talt det språket som ble brukt i våre sagaer og våre oldkvad. Dette er det gammelnorske eller såkalte oldnordiske eller islandske språk. Det er også det ungnorske, da det enda tales mere eller mindre ekte og uforvansket av den aller største del av nordmennene. Renest tales det blant allmuen på landet, især i avsides strøk; langt mindre rent i byene. Minst norsk er vårt skriftspråk, som i sin form er vesentlig dansk, og hva ord og vendinger angår i svært stor grad er blandet med tysk samt gresk, latin og fransk. [...]
Hvordan har nå vi norske kommet til å skrive og til dels snakke dansk? Jo, det er en følge av Norges forening med, og senere provinsforhold, til det danske rike. Fra 1400 til reformasjonen var nok det danske språkets innflytelse i Norge temmelig liten, men annerledes ble det, da den danske bibel, danske salmer og danske andaktsbøker begynte å utbre seg og trenge inn helt til de fjerneste avkroker. Imidlertid fortsatte nordmennene nesten overalt å snakke sitt gamle språk, mens de etterhvert lærte å forstå de danske bøker og å skrive dansk, i den grad man overhode lærte å skrive.
[...] All undervisning i våre skoler var således middelbart eller umiddelbart undervisning i dansk, [...]. Og jo mer utbredt og dyptgående skolenes innflytelse blir, desto mere innpass får det danske språk hos oss; for stat, kommune, og familie bruker jo årlig flere og flere tusener, om ikke hundretusener, på å lære ungdommen å lese dansk, skrive dansk og foredra på dansk, mens de ingen oppmerksomhet viser landets opprinnelige språk og vårt rette morsmål, nemlig oldnorsk og vårt ”Folkespråk.”
Som sagt, engang snakket alle nordmenn norsk. Så begynte det vel så smått å bli en motesak blant landets politiske og litterære høvdinger å etterape dansk tale, og de danskenes tall steg således litt etter litt fra en til 100 til 1000, til 10 000 til 100 000, og kan nå med et rundt tall settes til 200 000, mens hele landet teller en 1 500 000, altså til omtrent 1/7, mot 6/7 som mer eller mindre tro har holdt på sine fedres språk til daglig bruk.
[...]Denne forskjellen mellom allmuens og byfolkets tale er alminnelig kjent og har sitt karakteristiske uttrykk, idet det heter, at allmuen taler et annet språk enn bymannen, nemlig Bondespråket, Allmuespråket eller ”Folkespråket”. [...]
Byfolkets talespråk
[...]Da de ”dannede” eller byfolket åndelig talt bor på grensen mellom to språk, nemlig mellom dansk og norsk, som hver fra sin side innvirker på dem, er det naturlig at deres tale, både ordene selv og de vokaler og konsonanter de legger inn i dem (uttalen), er en blanding av dansk utad og mot syd, og av Norges rette språk innad i landet. [...]
Et språk er som en levende naturting i stadig bevegelse, eller på overgang fra en tilstand til en annen. Snart forandres noe, snart noe annet, og disse forandringene løper i århundrer opp til en så stor sum, at man til sist betegner språkets nye tilstand som en omstøpning eller omskapelse ved å kalle det et nytt språk, et datterspråk av hva det før var, og regner det ikke lengere for det samme.
Slik fremstår latin i så forandret tilstand i italiensk og fransk, at disse regnes for andre språk enn latin, og slik betrakter mange nåværende dansk og svensk i forhold til det språket som før antas å ha hersket i Danmark og Sverige, og som de tror har vært omtrent hva vi norske kaller Oldnorsk. [...]
De særtrekkene som skiller nyere dansk fra olddansk, har altså ikke fremkommet på en gang, men på den måten at tiden først har angrepet vokalene, som har lagt for dagen minst motstandskraft, og vist seg som det bløteste og mest omskiftelige i språket, hvorpå turen har kommet til en del av konsonantene. Og slik har det også gått med vårt norske språk under påvirkning av det danske.
Graut, bløjte, fejt, lejk f.eks. kunne ikke med en gang bli til grød, bløde, fed, leg. Først måtte au og øj bli til ø, og ej til e. (Grøt, bløte, fet, lek), og på dette stadiet står uttalen i hovedsak enda i byfolkets talespråk. Dog har danskheten allerede begynt å angripe konsonantene, i det skolen og bøkene lærer den oppvoksende slekt til å si grød, bløde, fed, leg o.s.v., hvilket dog ikke ses særlig ofte [...].
Grunnen til at ren, løs, løse o.s.v. har fått overhånd over rejn, laus, løjse, på samme måte som at konsonantene p, t, og k nå holder på å bukke under for b, d og g, f. eks. i [...] gape, bøte, sak, er antagelig den, at man ikke har visst, at forholdet mellom de to uttalene var at den ene var eldre, hadde mer klang og kraft og dessuten var innenlandsk-norsk, mens den andre var dansk og manglet disse gode egenskapene. Man har ansett dem for norske og oss tilhørende begge to, kun med den forskjell at [ den ene] ble regnet for dårlig uttale, ”rått språk,” siden man gjenfant den hos allmuen, og det til og med hos den råeste allmuen; landallmuen. Hvorimot [den andre] måtte være den ekte og dannede uttale, siden danskene som var våre mønstre i så mye, og som anga tonen hos oss, talte sånn og siden bøkene, hvis språk jo måtte være det mest fullkomne, anga denne uttalen. [...]
Det må imidlertid bemerkes, at når bonde- eller folkespråket her settes så høyt, da gjelder det kun ordenes lydbestanddeler. Det gjelder altså språket fra dets materielle, eller sanselige side, nemlig som blanding av vokaler og konsonanter, ikke dets åndelige side. For i den siste sammenhengen er visstnok vårt norsk-danske skriftspråk mer fullkomment, da det så lenge har vært bearbeidet og benyttet til meddelelse av så mange slags innhold, og det i de forskjelligste stilarter, nå i en, nå i en annen tone, til dikt og prosa, til salmer og viser, til skuespill og taler, til belærende, morende og oppbyggelig foredrag, til spøk og alvor. Det har altså uttrykk for enhver tanke, enhver følelse, […].
Fornorskning av skriftspråket.
[...]Hvor vidt nå de dannede vil gå med på i språklig sammenheng å nærme seg det norske folks hovedmasse, som de har skilt seg fra i det de har gått halvveis over i det danske (språk)-rike, det vil tiden vise. Her kreves ikke noen iøynefallende forandring eller brudd med det bestående språkforholdet, kun en gradvis overgang til større og større norskhet.
Har de dannede før vist den føyelighet mot de danske å justere sin tale og skrift etter deres, så vil de forhåpentlig nå føye seg etter sine landsmenn og oppgi mere og mere av det fremmede, så kløften mellom de bynorske og de landnorske, hva språket angår, noenlunde utfylles.
Les original kildetekst
Dansk Sprog. Norsk Bysprog. Norsk Folkesprog.
Fra de ældste Tider havde Nordmændene talt det Sprog, som findes anvendt i vore Sagaer og vore Oldkvad. Dette er det gammelnorske eller saakaldte oldnordiske eller islandske Sprog. Det er ogsaa det ungnorske, da det endnu tales, mere eller mindre ægte og uforvansket, af den allerstørste Del af Nordmændene. Renest tales det blandt Almuen paa Landet, især i afsides Egne; langt mindre rent i Byerne. Mindst norsk er vort Skriftsprog, der i sin Form er væsentlig dansk, og hvad Ord og Vendinger angaar, i overvættes Grad er blandet med Tydsk samt Græsk, Latin og Fransk.[…]
Hvorledes er nu vi Norske kommen til at skrive og tildels tale Dansk? Jo, det er en Følge af Norges Forening med og senere Provinsforhold til det danske Rige. Fra 1400 til Reformasjonen maatte dog det danske Sprogs Indflydelse i Norge bli temmelig ringe; men anderledes blev det, da den danske Bibel, danske Salmer og danske Andagtsbøger begyndte at udbrede sig og trænge ind lige til de fjerneste Afkroge. Imidlertid vedblev Nordmændene næsten overalt at tale sit gamle Sprog, medens de efterhaanden lærte at forstaa de danske Bøger og at skrive Dansk, nemlig for saa vidt man overhoved lærte at skrive. […]
Al Undervisning i vore Skoler var saaledes middelbart eller umiddelbart Undervisning i Dansk, […]. Og jo mere udbred og dybtgaaende Skolernes Indflydelse blir, desto mere Indpas faar det danske Sprog hos os; ti Stat, Kommune, og Familje anvender jo aarlig flere og flere Tusinder, om ikke Hundredetusinder, paa at oplære Ungdommen i at læse Dansk, skrive Dansk og foredrage paa Dansk, medens de ingen Opmærksomhed viser Landets oprindelige Sprog og vort rette Modersmaal, nemlig Oldnorske og vort ”Folkesprog.”
Som sagt, engang talte alle Nordmænd Norsk; derpaa begyndte det vel saa smaat at bli en Modesag blandt Landets polittiske og litterære Høvdinger at efterabe dansk Tale, og de Danskendes Tal steg saaledes lidt efter lidt fra en til 100 til 1000, til 10,000 til 100,000, og kan nu med et rundt Tal sættes til 200,000, medens hele Landet tæller en 1,500,000, altsaa til omtrent 1/7, hvorimod de 6/7 mere eller mindre tro har holdt paa sine Fædres Sprog, at sige til daglig Brug.
[…]Denne Forskjel mellem Almuens og Byfolkets Tale er almindelig erkjendt og har sit karakteristiske Udtryk, idet det heder, at Almuen taler et andet Sprog end Bymanden, nemlig Bondesproget, Almuesproget eller ”Folkesproget”. [...]
Byfolkets Talesprog
[...]Da de ”Dannede” eller Byfolket aandelig talt bor paa Grænsen mellem to Sprog, nemlig mellem Dansk og Norsk, der hvert fra sin Side indvirker paa dem, er det naturligt nok, at deres Tale, baade hvad Ordene selv og de Selvlyd og Medlyd, de lægger ind i dem (udtalen), er en Blanding af Dansk udad og mod Syd, og af Norges rette Sprog indad mod Landet. [...]
Et Sprog er ligesom levende Naturting i bestandig Bevægelse, eller paa Overgang fra en Tilstand til en anden. Snart forandres Et, snart et Andet, og disse Forandringer løber i Aarhundreder op til en saa stor Sum, at man tilsidst endog betegner Sprogets nye Tilstand som en Omstøbning eller Omskabelse ved at kalde det et nyt Sprog, et Dattersprog af, hvad det før var, og regner det ikke længere for det samme.
Saaledes fremtræder Latinen i saa forandret Tilstand i Italiensk og Fransk, at disse regnes for andre Sprog end Latinen, og saaledes betragter Mange nuværende Dansk og Svensk i Forhold til det Sprog, der før antages at ha hersket i Danmark og Sverige, og som de tror at ha været omtrent, hvad vi Norske kalder Oldnorsk. [...]
De Egenheder, hvorved nyere dansk adskiller sig fra Olddansk, er altsaa ikke fremkommen paa en Gang, men saaledes, at Tiden har først angrebet Selvlydene [vokalene], der har lagt for Dagen mindst Modstandskraft, og vist sig som det Blødeste og mest Omskiftelige i Sproget, hvorpaa Raden er kommen til en Del av Medlydene [konsonantene], Og saaledes er det ogsaa gaat med vort norske Sprog under Paavirkning af det danske. Graut, bløjte, fejt, Lejk f.Eks. kunde ikke på en Gang bli til Grød, bløde, fed, Leg, men først maatte au og øj bli til [ø og ej til] e. (Grøt, bløte, fet, Lek), og paa dette Standpunkt staar Udtalen overhoved endnu i Byfolkets Talesprog; dog har Danskheden allerede begyndt at angribe Medlydene, i det Skolen og Bøgerne optugter den opvoksende Slægt til at sige Grød, bløde, fed, Leg osv, hviklet dog ikke almindelig iagttages [...].
Grunden til at ren, løs, løse o.s.v. har faat Overhaand over rejn, laus, løjse, ligesom til, at Medlydene p, t, og k nu holder paa at lide Overlast af b, d og g, f. Eks. i [...] gape, bøte, Sak, er formodeltlig den, at man ikke har vidst, at Forholdet mellem de to Udtaler var dette, at den ene var ældre, Klang- og kraftfuldere og desuden indenlandsk-norsk, medens den anden var dansk og manglende hine gode Egenskaber; men man har anset dem for norske og os tilhørende begge to, kun med den Forskjel, at rejn, laus, løjse, bøte, tape, bake regedes for slet Udtale, ”raat Sprog,” siden man gjenfandt den hos Almuen, og det endog den formentlig raaeste Almue, Landalmuen, hvorimod ren, løs, løse, bøde, tabe, bage maatte være den ægte og dannede Udtale, siden de Danske, som var vore Mønstre i saa Meget, og som angav Tonen hos os, talte saa, og siden Bøgerne, hvis Sprog jo maatte være det fuldkomneste, angav denne Udtale. [...]
Det maa imidlertid mærkes, at naar Bonde- eller Folkesproget her sættes saa højt, da gjælder det kun Ordenes Lydbestanddele, gjælder altsaa Sproget fra dets materielle, eller sandselige Side, nemlig som Blanding af Selvlyd og Medlyd, ikke dets aandelige Side; ti i den sidste Henseende er vistnok vort norsk-danske Skriftsprog fuldkomnere, da det saalænge har været bearbeidet og benyttet til Meddelelse af saa mange Slags Indhold, og det i de forskjelligste Stilarter, nu i en, nu i en anden Tone, til Digt og Prosa, til Salmer og Viser, til Skuespil og Taler, til belærende, morende og opbyggeligt Foredrag, til Spøg og Alvor. Det har altsaa Udtryk for enhver Tanke, enhver Følelse; […].
Fornorskning af Skriftsproget.
[...]Hvor vidt nu de Dannede vil gaa med i sprogelig Henseende at nærme sig det norske Folks Hovedmasse, som de har skilt sig fra, idet de er gaat halvvejs over i det danske (Sprog-)Rige, det vil Tiden vise. Her fordres ikke nogen iøjenfaldende Forandring eller Brud med det bestaaende Sprogforhold, kun en efterhaandig Overgang til større og større Norskhed.
Har de ”Dannede” før vist den Føjelighed mod de Danske at tillempe sin tale og Skrift efter deres, saa vil de forhaabentlig nu føje sig efter sine Landsmænd og opgive Mere og Mere af det Fremmede, saa Kløften mellem de Bynorske og de Landnorske, hvad Sproget angaar, nogenledes udfyldes.