Morgenbladet: om språksaken

Kilden

Mer informasjon om kilden

[Kilden er forkortet og modernisert. Originalversjon av kilden kan leses lenger ned på siden.]

Christiania, den 24. november. 

I et par av de siste numrene av «Illustreret Nyhedsblad» finnes en oppsats «om språksaken» som vi ikke vil la gå upåaktet hen, vesentlig av den grunn at den bærer I. Aasens kjente, hederlige navn. For vi tilstår rent ut at oppsatsen, skjønt den som alt som kommer fra den hånd, er overmåte velskrevet og i formen så nett og pyntelig som man vel kan ønske seg, synes oss i innhold å være temmelig mager og egentlig kun et oppkok av gamle og meget kjente dels sannheter, dels dårskaper. 

Tankegangen er nemlig ingen annen enn den, som enhver vet at Aasen i lang tid har ivret for, at det språket de dannede i Norge for tiden snakker og skriver ikke er norsk, men dansk og at det ikke finnes noe annet norsk språk enn bygdemålene. En kvintessens [det vesentlige] av disse, dannet med stadig henblikk til det gammelnorske språk, som bygdemålene alle er mer eller mindre vel vedlikeholdte levninger av, må dras frem og heves til folkets alminnelige skriftspråk. 

Hva den første påstanden angår, at vårt skriftspråk er dansk og ikke norsk, da er den, kort sagt, både sann og falsk, men i ethvert tilfelle slett ikke ny. At [...] den danske språkformen, under foreningen med Danmark, trengte seg inn i de dannedes skrift og tale, at det er av dette språket, hvor utviklingens midtpunkt gjennom lange tider har vært i Danmark, vårt nåværende språk vesentlig har oppstått, hvilket altså i den forstand kan kaldes dansk: Alt dette hører til vår språkhistories A B C.[…]

Men tingen er, så sanne enn disse historiske setningene er, så inneholder de langt fra den hele sannheten. […] Har man glemt, eller anser man det for uviktig, at det språket vi nå skriver og taler i Norge, det har vi nå skrevet og talt i århundrer, slik at vi iallfall må sies å ha fått hevd på det? Med dette språket er gudsord forkynt i våre kirker, er all høyere opplysning og dannelse meddelt, våre beste tanker formet og vår tenkeevne i så mange slektsledd blitt utviklet, og dette skulle enda ikke være vårt språk? 

[...] Hva nå bondemålet angår snakker man en hel del om dets egnethet til å uttrykke hva det skal være. Men dette er i det hele en dårlig tale. [...] Om bondemålet i seg selv inneholdt den aller største rikdom og bøyelighet, ville det allikevel hjelpe lite, all den tid det faktisk ikke er det språket vi snakker og som vi har fått vår dannelse i. Videre har bondemålet i sannhet ikke, og kan ikke ha, den egnethet vi må kreve av et nåtidig kulturspråk, av den enkle grunn at det ikke har fulgt med kulturen, ikke har fått den berikelse og dyrkning som vår dannelses nåværende standpunkt forutsetter. 

Man forveksler her hva språket er, med hva det muligens kunne blitt. [Bonde]språket er i sin rot godt nok, det  tviler ingen på. Oldnorsken var til og med på sagalitteraturens tid et langt nyere og mer utdannet språk, enn det danske da var. Men dens tid er for lengst forbi, og i stedet for å ha fulgt med i tiden og fremdeles utviklet seg, har den innskrumpet og sunket sammen til et bondemål, som naturligvis nå kun inneholder uttrykk for bondelivets gjenstander eller overhode de begreper, som kunne falle i bondens snevre kreds. 

Men hva språket engang var, kan det igjen bli, mener man. Det må igjen kunne heve og utvide seg, på ny bli mottagelig for tidens dannelse. Vi ville kanskje tro det hvis de norske bønder, de som vesentlig taler språket, virkelig var en hel selvstendig nasjon. For i en slik ligger ofte en forunderlig kraft til å skape, selv av en ubekvem materie. […]

Men nå er bøndene ingen nasjon, men kun en del av en nasjon. Dette er en svært vesentlig forskjell, som ofte oversees, idet man ofte taler om Folket, som om bonden alene var Folket, og de øvrige sto utenfor dette. Man vil her ofte nedtynge oss med overvektige tall: Det klinger så stort med disse 12-1300 000 som taler bondespråket. De 200 000 som kanskje taler det dannede språk tar seg meget fattig ut. Men uten å snakke om disse talls faktiske unøyaktighet, som visstnok er meget stor, så er den hele anvendelse av tall her uten mening. 

Ja hvis disse 1 200 000 bodde for seg selv, hadde blant seg selv alle en nasjons elementer, hadde konstitusjon og regjering, øvrighet, prester o. s. v. for seg selv, så ville det kanskje ikke være noen umulighet i at de gjennom århundrers barbari etter hvert kunne utvikle en egen nasjonal kultur og et eget kulturspråk. 

Men nå står den norske bonde ikke således alene. Han utgjør en vel både aktverdig og tallrik- men dog kun en stand, som ved bånd […]er knyttet til de øvrige stender og til et helt kultursamfunn som allerede står på tidens høyde, eier er begrepsforråd og et språk, som setter det i stand til å konkurrere med Europas mest siviliserte nasjoner […].

Nei, bonden er ikke den norske nasjon, og hans språk derfor ikke heller som sådan det norske språk. Det er godt nok til sitt bruk, for den hjemlige, snevre sfære, hvortil det er bundet, men nettopp til nasjonens bruk, til å pleie de i sannhet alminnelige interesser, til den det hele samfunn som sådan sammenbindende høyere kultur- savner det nettopp frihet og allmenngyldighet. Det har hittil vist seg dertil aldeles ubrukelig og ingen har kunnet påvise noen sannsynlighet for at det engang vil bli mer brukbart. 

[...]Når man dog villet erindre, at språket og kultur-standpunktet er uatskillelig forbundet, at et språk aldri er egnet til å uttrykke andre begreper enn de som de som taler språket virkelige har arbeidet seg opp, at språket derfor ikke kan utvikle seg raskere eller overhode under andre betingelser enn den hele kultur! 

Det er kun en falsk rikdom bondespråket da kan så, ved at en Aasen eller en Vinje, som med hele sin dannelse tilhører et ganske annet sted, sitter og pønsker på hvordan det eller det for bonden egentlig fjerne begrep på en mere eller mindre analog måte kan uttrykkes i hans språk. Ethvert slikt uttrykk forstås allikevel ikke av andre enn av de som tidligere var det bekjent i en annen form. Til hvilken det ved gjetning må føres tilbake. Alt dette er kun unaturlige omveier, og på denne måten fremkommer intet språk, intet organisk levende, men kun- i beste fall- et kunstverk (som vel kan ha sin interesse, men minst kan tjene som nasjonenes alminnelige meddelelsesmiddel),[…].

Les original kildetekst

Christiania, den 24de November. 

I et par af de sidste Numere af «Illustreret Nyhedsblad» findes en Opsats «om Sprogsagen», som vi ikke ville lade upaaagtet, væsentlig af den Grund, at den bærer I. Aasens bekjendte, hæderlige Navn. Thi vi tilstaa rent ud, at Opsatsten, skjønt den som Alt, hvad der kommer fra den Haand, er overmaade velskreven og i Formen saa net og pyntelig, som man vel kan ønske sig, dog synes os i Indhold at være temmelig mager og egentlig kun et Opkok af gamle og meget bekjendte dels Sandheder, dels Daarskaber. Tankegangen er nemlig ingen anden end den, som Enhver ved, Aasen i lang Tid har ivret for, at det Sprog, de Dannede i Norge for Tiden tale og skrive, ikke er norsk men dansk, at der gives intet andet Norsk, end Bygdemaalene, hvoraf saaatsige en Kvintessents, dannet med stadigt Henblik paa det gammelnorske Sprog, hvoraf Bygdemaalene alle ere mere eller mindre vel vedligeholdte Levninger, maa fremdrages og hæves til Folkets almindelige boglige Meddelelsesmiddel. 

Hvad nu fordetførste den Paastand angaar, at vort Skriftsprog er dansk og ikke norsk, da er den, kort at fortælle, baade sand og falsk, men i ethvert Tilfælde slet ikke ny. At den gammelnorske Literatur ved Rigets Opløsning i Middelalderen efterhaanden uddøde, at under Foreningen med Danmark den danske Sprogform trængte sig ind i de Dannedes Skrift og Tale, at det er af dette Sprog, hvis Udviklings Midtpunkt fremdeles gjennem lange Tider vedblev at være i Danmark, at vort nærværende Sprog væsentlig er opstaaet, hvilket altsaa i den forstand kan kaldes dansk: Alt dette hører til vor Sproghistories A B C, og der er vel Ingen, der har indladt sig det mindste paa at have en Mening om disse Sager, som er uvidende herom. Den ”Vankundighed” som Hr. A. i denne henseende klager over, er vist kun til i hans egen Indbildning, og hvis vi synde, fordi vi alligevel ikke kunde komme til de samme Resultater, som han, saa skulle vi ialdfald ikke undskylde os med Uvidenhed. Men Tingen er, saa sande end hine historiske Sætninger ere, saa indeholde de dog langtfra den hele Sandhed, og netop den tilbagestaaende Del af Sandheden er af Nogle, blandt Andre af Hr. Aasen selv, ikke i den Grad paataget, som den burde. Har man da glemt, eller agter man det for Intet, at det Sprog, vi nu skrive og tale i Norge, det have vi nu skrevet og talt i Aarhundreder, saa at vi dog ialdfald maa siges at have faaet Hævd derpaa? I dette Sprog er Gudsord forkyndt i vore Kirker, er al høiere Oplysning og Dannelse meddelt, igjennem dette ere vore bedste Tanker formede og vor Tænkeevne selv i saamange Slegtled bleven udviklet, og dette skulde endu ikke være vort Sprog? skulde være et fremmed? Men hvad forstaar man da ved det Fremmede? Er det det, der er os oprindelig ubekjendt og som vedbliver at staae ligegyldigt udenfor os eller endog i Modsætning til vor Natur? Eller det, som i Aarhundrede har været os mere bekjendt end noget andet, som er inderligen sammenvoxet med vor Aands fineste Trevler, som vi ikke kunne løsrive os fra, uden med det Samme at bryde ned den hele Kulturudvikling, ved hvilken vi ere komne paa det Standpunkt, hvor vi nu staae?

Man skulde desuden betænke, at dette Sprog, eller rettere denne Dialekt- thi Roden har den fælleds med vort eget Ordsprog- paa den Tid, den som dansk indførtes blandt os, endnu var et meget udannet og udyrket Sprog og i mange Henseender saa forskjelligt fra vort nuværende , at der nu skal endel Øvelse og Kyndighed til fuldkommen at forstaa hine Tiders Dansk. Sin Uddannelse og Udvikling til dette Aarhundredes Standpunkt har dette Sprog faaet, efterat det ogsaa har blevet optaget af det norske Folk og ganske vist ikke uden dettes væsentlige Medvirkning. I dets Literatur have norske Mænd en forholdsviis betydelig Deel, og det er af danske Sprogmænd blevet erkjendt, ligesom det vel ogsaa flyder af Sagens Natur, at dette dansk-norske Fælledssprog nu uden tvivl vilde have seet ganske anderledes ud, og navnligen være bleven meget mere baade fortyndet og fortyndsket om ikke den norske Indflydelse hadde været. Og saa skulde ikke ogsaa vi have Ret til at kalde dette Sprog vort. 

At det alligevel fordetmeste vedblev at hede dansk, kunde der være mening i, saalænge dog Kjøbenhavn var det egentlige Middelpungt for vor Literatur som overhoved for Dannelsens Udvikling. Danmark havde jo da idethele en Overvægt, der gjorde, at Alt hvad der var fælleds for begge Riger, maatte finde sig i nærmest at hede danskt. Og dog findes der, som Steenbuch i sin bekjendte Afhandling har viist, ogsaa fra den Tid mange Spor til, at dette Sprog i Norge ogsaa kaldtes og betragtedes som norsk. Anderledes stiller Sagen sig, efterat det norske Folk i det Selvsamme Sprog har feiret sin Gjenfødelse, efterat det er blevet selvstændigt og fra nu af har Midtpunktet for sin Dannelse og alle sine aandelige Interesser i sig selv, hvor det altsaa i sproglig som i enhver anden Henseende ikke behøver at se op til nogen dansk Norm, men paa det vundne engang fælleds Grundlag har begyndt en Udvikling, der uafhængig løber jevnsides med den danske og i enhver Henseende skal kappes med denne. Fra den Tid af, at Grundloven kaldte det Sprog, hvori den var skreven, det norske, har denne Benævnelse og dette Begreb med stor Kraft og Enstemmighed udbredt sig over Landet. Og medrette. Thi Folket følte uvilkaarligt sin Berettigelse og sin Kraft til fra nu af efterhaanden at paatrykke dette Sprog sit særegne Præg og at udviklie det i en Form, hvori, med Bibeholdelsen af den fælleds Basis, dog den norske Eiendommelighed vilde gjøre sig mere og mere gjældende. Og netop i denne væsentlige sande og sunde Retning er Sagen virkeligen gaaen. Uden Jagt efter det Afstikkende og uden at fjerne sig indtil Uforsaaelighed (hvilket for begge Folk vilde være en stor Ulykke), har den norske Literatur dog efterhaanden antaget en Sprogtone, som allerede idethele kan føles som forskjelllig fra den danske, om man end ikke altid kan angive bestemte Skjelnemerker. Saaledes er det mere og mere blevet til Virkelighed, hvad der enndu paa Grundlovens Tid i mange Henseender kan betragtes som en skjøn Profeti. 

Underligt nok gaar det til, at, medens vi Nordmænd tidligere med en vis skinsyg Iver have overholdt at kalde vort Sprog det norske, og det har været de Danske forbeholdt at spotte over denne Iver ligesom overhoved over Alt, hvad der vilde ansees som eiendommelig norskt, er der netop i  de senere Aar optraadt en liden Kreds af norske Mænd som, til Bedste for en vis Kjephest, have gjort sig til Ekko af hin danske Anskuelse, paa samme Tid som denne af de fornuftigere Danske selv begynder at forlades. Vi skulle altsaa nu paa Livsmagt springe over de sidte Aarhundreder og blot huske paa, at vort Sprog var oprindeligen dansk og dansk skal det fremdeles udelukkende være. Følgen heraf bliver da ogsaa, at vi, naar vi skrive det, ikke maa raadspørge vor egen Talebrug og vore egne Skribenter- de have ingen Autoritet, de skrive jo kun et fremmed Sprog- men i Et og Alt rette os efter Molbechs Lexikon og Klassikerne hisnsides Kattegat. Konsekvent maa vi ogsaa stræbe at stave og udtale efter dansk Mønster; vort eget Talesprog er ellers kun en Udartning, en Fordærvelse, der ikke har nogen Ret i sig selv. Vil man ikke det, saa faar man skrive og tale Bondesproget, som er det eneste norske Sprog. 

Men det ene er ligesaa urimeligt, ja umuligt som det Andet. Hvad nu Bondemaalet angaar, da taler man en hel Del om dets ”Bekvemhed” til at udtrykke hvad det skal være. Men dette er idethele en daarlig Tale. For det Første allerede fordi den gaar ud fra den grundfalske Forudsætning, at et Folk med beraad Hu skulde vælge sit literære Meddelelsesmiddel, og i den Henseende spørge efter hvilket der var bekvemmest til at udtrykke Allehaande. Saadant gjælder jo kun hvad der skrives i et fremmed Sprog, men netop ikke hvad der skal have Inderlighedens, Originalitetens Præg, hvor Sprogmidlet maa være givet med indre Nødvendighed. Om Bondemaalet endog i sig selv indeholdt den allerstørste Rigdom og Bøielighed, det vilde alligevel lidet hjælpe, aldenstund det dog ikke faktisk er det Sprog, vi tale, og hvori vi have faaet vor Dannelse. Men dernæst har Bondemaalet isandhed ikke, og kan ikke have den Bekvemhed, vi maa fordre af er Nutidens Kultursprog, af den simple Grund, at det ikke har fulgt med Kulturen, ikke har faaet den Berigelse og Dyrkning, som vor Dannelses nærværende Standpunkt forudsætter. Man forvexler her hvad Sproget er, med hvad det muligens kunde blevet. Sproget er i sin Rod godt nok, derpaa tvivler Ingen, Oldnorsken var endog paa Sagaliteraturens Tid et langt nyere og mere uddannet Sprog, end det Danske da var; men dens Tid er forlængst forbi, og istedetfor at have fulgt med Tiden og fremdeles udviklet sig, er den indskrumpet og sunket sammen til et Bondemaal, der naturligvis nu kun eier Udtryk for Bondelivets Genstande eller overhoved de Begreber, som kunne falde i Bondens snevre Kreds. Men hvad Sproget engang var, kan det igjen blive, mener man; det maa igjen kunne hæve og udvide sig, paany blive modtageligt for Tidens Dannelse. Vi vilde maaske tro det, hvis de norske Bønder, de, der væsentlig tale Sproget, virkelig vare en hel, selvstændig Nation. Thi i en saadan ligger ofte en forunderlig Kraft til at skabe selv af en ubekvem, endsige af en ubekvem Materie. Den maatte da fra sit barbariske Standpunkt efterhaanden arbeide sig op og udvide sit Sprog i samme Forhold, som den udvidede sit Begreb. Men nu ere Bønderne ingen Nation, men kun en del af en Nation. Dette er en aldeles væsentlig Forskjæl, men som oftest oversees, idet man ofte taler om Folket, som om Bonden alene var Folket, og de Øvrige stode udenfor dette. Man vil her ofte nedtynge os med overvægtige Tal: det klinger saa stort med disse 12-1300,000, der tale Bondesproget og de 200,000, der kanskje tale det dannede Sprog, tage sig meget fattigt ud.  Men uden at tale disse Tals faktiske Unøiagtighed, der vistnok er meget stor, saa er den hele Anvendelse af Tal her uden Mening. Ja hvis disse 1200,000 boede for sig selv, havde blandt sig selv alle en Nations Elementer, havde Konstitution og Regjering, Øvrighed, Præster o. s. v. for sig selv, saa vilde der maaske ikke være nogen Umulighed i, at de gjennem Aarhundreders Barbari efterhaanden kunde udvikle en egen national Kultur og et eget Kultursprog. Men nu staar den norske Bonde ikke saaledes alene. Han udgjør en vel baade agtværdig og talrig- men dog blot en Stand, som ved Baand, der endog stedse blive inderligere, er knyttet til de øvrige Stender og til et helt Kultursamfund, hvilket allerede staar paa Tidens Høide, eier er Begrebsforraad og et Sprog, der sætter det i Stand til at kappes med Europas mest civiliserede Nationer, og ved hvis stedse videre forgrenede Indflydelse ogsaa Bondestanden drages mere og mere ind i Civilisationens Tryllekreds og hæves til et Standpunkt, som den sig selv overladt maaske aldrig og ialdfald kun gjennom mørke Aarhundreders Kampe vilde naa. Disse Fordele skulde man nu ville opgive? Disse tror man det muligt at opgive, selv om man vilde. 

Nei! Den norske Bonde er ikke alene den norske Nation; han er selv allerede for oplyst og for klog til at ville være det. Han finder medrette bedre sin Regning ved at være hvad han er og som saadan drage Fordel af en stedse inderligere Vexelvirkning med det hele civiliserede Samfund, hvoraf han er Medlem, at have den lettest mulig Adgang til det her allerede tilstedeværende aandelige Forrad, end ved at være alene og med Tilsidesættelse af de Kulturers skatte, der nu efter hans behov og villie saa rigeligt rækkes ham, at begynde aldeles forfra, saa at sige med tomme Hænder. Han ved, at han selv har en langt større Betydning ved at være det frie og hædrede, men dog af det Hele afhængige, i det Hele opgaaende Medlem af den frie norske Nation, end ved at ville udgjøre en Nation for sig selv. Nei, Bonden er ikke den norske Nation, og hans Sprog derfor ikke heller som saadant det norske Sprog. Det er godt nok til sit Bruk, for den hjemlige, snevre Sfære, hvortil der er bundet; men netop til Nationens Brug, til at pleie de isandhed almindelige Interesser, til den det hele Samfund som saadant sammenbindenede høiere Kultur- savner det netop Frihed og Almengyldighed; det har hidtil vist sig dertil aldeles ubugbart og Ingen har kunnet paavise nogen Sandsynlighed for at det engang vil blive brugbarere. Vi gjentage det: hvad Bondemaalet- eller rigtigere Bondemaalene, thi deres Enhed er dog et Abstraktum- mangle, er netop sand, almindelig Nationalitet. 

Naar man dog vilde erindre, at Sproget og Kultur-Standpunktet ere uadskilleligt forbundne, at et Sprog aldrig er ”bekvemt” til at udtrykke andre Begreber end de, til hvilke de, der tale Sproget, virkelige have arbeidet sig op, at Sproget derfor ikke kan udvikle sig hurtigere eller overhoved under andre Betingelser end den hele Kultur! Det er kun en løiet Rigdom, Bondesproget kan saa derved, at en Aasen eller en Vinje, der med sin hele Dannelse tilhøre et ganske andet Stade, sidde og pønske paa, hvorledes det eller det for Bonden egentlig fjerne Begreb paa en mere eller mindre analog Maade kan udtrykkes i hans Sprog; ethvert saadant Udtryk forstaaes saa alligevel ikke af Andre, end af saadanne, for hvem det er tidligere bekjendt i en anden Form. Til hvilken det ved Gjetning maa føres tilbage. Alt dette er kun unaturlige Omveie, og paa denne Maade fremkommer intet Sprog, intet organisk Levende, men kun- i bedste Fald- et Kundstverk (der vel kan have sin Interesse, men mindst kan tjene som Nationenes almindelige Meddelelsesmiddel), i Regelen endog blot en Karikatur, uden Hensigtsmessighed og Skjønhed som uden indre Kraft og Liv- en Møkkurkalf af Leer med et Hoppehjerte.