Telegraf - et fremskritt

Kilden

Mer informasjon om kilden

[Kildeutdraget er modernisert og forkortet.]

Et fremskritt å gjøre.

Vi lever i oppfinnelsenes og fremadskridelsenes tid. Knapt nok har man ved dampens kraft på havet lært å trosse vind og bølger, før man ved dens hjelp på land kjører om kapp med stormen. Man tvinger dampen til å pløye, harve, så, bake, spinne, strikke, veve, kort gjøre den mer og mer huslig, jo mer man lærer dens tøyelighet å kjenne.

Men man savner nå en transportør for tanken, som kan svare til dampens fremdrivning av legemer, og en lynsnar transportør er funnet i elektrisiteten. Dens tråder gjennomskjærer Europa- unntatt de tre nordiske riker- på kryss og tvers. Denne oppfinnelsen er ung og har allerede vist seg uunnværlig.

Den er allerede huslig, og er den raskeste ærendsvenn mellom husbonde og tjener, passer uret, henter råd fra legen som bor hundrede mil borte, henter på få minutter svar fra venner som lever adskilt, og lar dem i samme sekund utveksle tanker, som om de sto ansikt til ansikt.

Og som den er i det huslige liv slik er den også i forretningslivet. Hvor kapitaler, eiendommer og liv står på spill, der forteller den utfallet til den lengselsfullt ventende, lenge før det på annen måte kunne bli kjent, og sparer mange tunge timer. Man gjør med den bestillinger i rett tid da man kjenner fluktuasjoner [svingninger] i priser fra dag til dag, sender ordre til skip på bekvemmere steder i stedet for å forsinke deres reise med omveier, sparer i assuranser [forsikringer], og gjør i det hele alle omsetninger lettere og hurtigere. Den blir mer og mer nødvendig i politisk henseende jo mindre stasjonære tilstandene er, og i krigstid er den aldeles uunnværlig.

Hos oss er det kun langsomt at disse fremskrittene kunne gjøre seg gjeldende. [...]. Det er vel slik at telegrafen kommer over med jernbanen, men den spiller der kun en underordnet rolle da den ikke er beregnet på korrespondanse, og vil med hensyn til dens retning være uten innflytelse, bare en stump av en linje, og dampbåtstransport og Chausseer [landeveier] er ikke noen fortsettelse for den telegrafiske linje, som den er for jernbanen.

Skal den bli hjemlig, må den tale et så tydelig språk som den nå kan [...]. Den må forgrene seg fra by til by og over bygd. Den må være tilgjengelig like så vel for den, som handler om tusener, som for bonden som vil selge et lass ved eller kjøpe en tønne rug i rett tid og ikke kjøre unødig vei, og den kan det, da de apparatene som behøves dertil, er så simple at den kan levere en slik opplysning for noen få skilling.

Man ville for 20 år siden antagelig bli holdt for ikke å være ved sine fulle fem om man hadde fortalt at man ved hjelp av en tråd kunne meddele seg til en venn i Bergen eller Trondhjem, eller at man derved i løpet av en time kunne ha etterretninger fra Paris. Nå tror man det, da man daglig er vant til å høre de forunderligste ting: pålitelige etterretninger om hvordan det ser ut på månen, under hvilke forhold beboerne lever på planetene, om når to himmellegemer som passerer hverandre på uhyre avstand kaster skygger på jorden o. s. v., og om 20 år igjen vil man forhåpentlig finne det likeså naturlig, som å sende sine brev per post.

Når man først har prøvd hvor allsidig nyttig den elektriske telegraf er, hvor simpel den er i sitt utstyr og hvor tarvelig den er i sin føde, kun for noen få daler årlig på hver stasjon til sink og kobber, dyppet i svovelsyre eller andet tarvelig traktament, så vil man erkjenne dens verdi. Den behøver kun en plass i luften over landeveiene, hvor den lar seg nøye med en ståltråd, litt tykkere enn en alminnelig klokkestreng, til å fare i gjennom, og en pæl på hver 80 til 100 Alen, som riktignok må være en 10 til 12 alen høy for at ikke ondskapsfulle eller kåte mennesker skulle kunne overskjære dens livstråd, da den så er uvirksom til den er knyttet sammen igjen. Det er ikke kostbare maskiner, fra hvis bruk vi er utelukkede. Det mest kostbare er pælene, så ståltrådene og endelig apparatene, slik at de nettopp for oss frembyr et naturlig og bekvemt middel til meddelelser, som de store naturhindringer og lange distanser nå vanskeliggjør.

[...]

Les original kildetekst

Et Fremskridt at gjøre.

Vi leve i Opfindelsernes og Fremadskridelsernes Tid; neppe har man ved Dampens Kraft paa Havet lært at trodse Vind og Bølge, før man ved dens Hjælp paa Landet kjører omkaps med Stormen; man tvinger Dampen til at pløie, harve, saa, bage, spinde, strikke, væve, kort gjør den mere og mere huuslig, jo mere man lærer dens Bøielighed at kjende. Men man savner nu en Befordrer for Tanken, som kan svare til Dampens Fremdrivning af Legemer, og en lynsnar Befordrer er funden i Electriciteten; dens Traade gjennemskjære Europa- undtagen de tre nordiske Riger- paa Kryds og Tvers. Denne Opfindelse er ung og dog har den allerede vidst at gjøre sig uundværlig; den er allerede huuslig, og er den raskeste Ærindsvend mellem Husbond og Tyende, passer Uhre, henter Raad fra Lægen som boer hundrede Mile borte, henter paa faa Minutter Svar fra Venner, som leve adskilte, og lade dem i samme Sekund udvexle Tanker, som om de stode Ansigt til Ansigt, og som den er i det huslige Liv saaledes er den ogsaa i Forretningslivet; hvor Kapitaler, Eiendomme og Liv staa paa Spil, der beretter den Udfaldet til den længselfuldt Ventende længe før det ad anden Vei kunde blive bekjendt og sparer mangen tung Time; man gjør ved den Bestillinger i rette Tid da man kjender Fluktuationer i Priser fra Dag til Dag, sender Ordres til Skibe paa bekvemmere Steder istedetfor at forsinke deres Reise ved Omveie; besparer i Assurancer, og gjør i det Hele alle Omsætninger lettere og hurtigere. Den bliver mere og mere nødvendig i politisk Henseende, jo mindre stationære Tilstandene ere, og i Krigstid er den aldeles uundværlig. Hos os er det kun langsomt at disse Fremskridt kunne gjøre sig gjældende, men man ser dog, at eftersom man bliver bekjendt med hvori Tingen stikker, vinder den Indpas naar den Ide, som holdes for Øiet, er praktisk. Man finder ikke mere at Dampskibe ere en unødvendig Luxus paa vore mennesketomme Kyster, men snarere at der ikke er nok af dem, at de ikke ere rummelige og hjurtige nok til at opfylde Tidens Fordringer; man kan ikke længere tænke sig den elendige Tranbelysning af Gaderne- der burde være lysere- som en almindelig Sommerdag- naar det skulde svare til Tiden. Man forundrer sig ikke længere over at vi skulle kjøre paa Jernbane om kort Tid; da den ikke er istand endnu, ere dog Fordringerne i dette Øieblik ikke høiere end at man snart vil afsted.

Det er imidlertid endnu et af Tidens store Fremskridt, som er os fremmed og vil vedblive at være det i lang Tid, om vi ikke tage Fat derpaa. Det er vel saa, at Telegraphen kommer over med Jernbanen, men den spiller der kun en underordnet Rolle, da den ikke er beregnet paa Correspondance, og vil med Hensyn til dens Retning være uden Indflydelse, blot en Stump af en Linie, og Dampbaadsbefordring og Chausseer er ikke nogen Fortsættelse for den telegraphiske Linie, som den er for Jernbanen.

Skal den blive hjemlig, maa den tale et saa tydelig Sprog som den nu kan, nemlig med ligesaa tydelige trykte romerske Bogstaver, som dem vi daglig læse i vores  Blades Skibs og Handels- efterretninger, der desværre endnu ikke ere komne ad den Vei; den maa forgrene sig fra By til By og over Bygd. Den maa være tilgjængelig ligesaavel for den, som habdler om Tusinder, som for Bonden, der vil sælge et Læs Ved eller kjøbe en Tønde Rug i rette Tid og ikke kjøre unødig Vei, og den kan det, da de Apparater, som behøves dertil, ere saa simple, at den kan levere en saadan Oplysning for nogle faa Skilling.

Man vilde for 20 Aar siden formodentlig være bleven holdt for ikke at være ved sine fulde Fem om man havde fortalt, at man ved Hjælp af en Traad kunde meddele sig til en Ven i Bergen eller Throndhjem; eller at man derved i Løbet af en Time kunde have Efterretninger fra Paris; nu troer man det, da man daglig er vant til at høre de forunderligste Ting: tilforladelige Efterretninger om hvordan det ser ud paa Maanen, under hvilke Forhold Beboerne leve paa Planeterne, om naar to Himmellegemer, der passere hinanden paa uhyre Afstand, kaste Skygge paa Jorden o. s. v., og om 20 Aar igjen vil man forhaabentlig finde det ligesaa naturlig, som at sende sine Breve pr. Post.

Naar man først har prøvet hvor alsidig nyttig den electriske Telegraph er, hvor simpel den er i sit Udstyr og hvor tarvelig den er i sin Føde, kun for  nogle faa Dalere aarlig paa hver Station til Zink og Kobber, dyppet i Svovelsyre eller andet tarveligt Traktament, saa vil man erkjende dens Værd. Den behøver kun en Plads i Luften over Landeveiene, hvor den lader sig nøie med en Staaltraad, lidet tykkere end en almindelig Klokkestreng, til at fare igjennem, og en Pæl paa hver 80 til 100 Alen, som rigtignok maa være en 10 à 12 Alen høi for at ikke ondskabsfulde eller kaade Mennesker skulle kunne overskjære dens Livstraad, da den saa er uvirksom til den er knyttet sammen igjen. Det er ikke kostbare Maskiner, fra hvis Brug vi ere udelukkede; det kostbareste er Pælene, saa Staaltraadende og endelig Apparaterne, saa at de netop for os frembyde et naturlig og bekvemt Middel til Meddeleleser, som de store Naturhindringer og lange Distancer nu besværliggjøre. Denne Sag, som allerede før har været paa Bane, behandles nu af den kundskabsrige og praktiske Lektor O. J. Broch i illustrert Nyhedsblad, hvor Venner af denne Sag kunne faa al Oplysning; men da der er mange , som dels ikke have Anledning, dels ikke Lyst til at sætte sig ind i alle de Detallier, som nødvendig følge enhver nok saa populær Fremstilling af en videnskabelig Materie, haabes det, at nærværende korte- maaske altfor korte og ufuldstændige- Fremstilling af en af Nutidens mest indflydelelsesrige Opfindelser, som allerede direkte forbinder Folkeslag, hvis Kommunikationer før maatte gaa over Havet, vil bidrage til at vække Interessen for den, ikke som et for os ugjørligt, men naturligt og simpelt Forbindelsesmiddel.