Arbeider-foreningernes blad

Kilden

Mer informasjon om kilden

[Kildeutdraget er modernisert og noe forkortet.]

Arbeider-Foreningernes Blad

For arbeidsmannens opplysning og bedre fremtid.
Motto: Enighet gjør sterk!

No. 1     Lørdag 5. mai 1849           1. Årgang

[…]

Arbeidere!

Gud være med dere! Gud være med oss alle. En kamp vil begynne, en kamp må begynne. Gud leder denne kamp slik at den kun blir åndelig, og ikke legemlig. At den vil innskrenke seg til en kamp med sannhetens ord. Gud leder de mot hverandre stridende stender, slik at kanoner og bajonetter unngås, så at etterslektene vil kunne si til vår ros: «den strid, som i året 1849 oppsto i Norge mellom arbeidsstanden og de to høyere stender, ble ført med et ekte kristelig sinnelag, så at den hele strid kun var strid for å få en sann og varig Fred! […]»

Jeg innser, at jeg påtar meg et stort ansvar for Gud og mennesker, når jeg ved tale og skrift søker å sette den ene stand opp imot den andre, idet jeg opplyser de lavere klasser om de styrenes dårlige anskuelser, om lovens urettferdigheter osv., men en fast overbevisning hos meg sier meg, at jeg bør påta meg dette ansvar, og at jeg engang vil kunne utrette noe godt derved.

Arbeidernes sak skal være min sak. For arbeidernes rettigheter vil jeg kjempe. Jeg vil søke, ved skrift og tale, å få dem til selv å arbeide for deres fremtids vel, for legger arbeiderene ikke selv hånd på verket, er det­ – (etter gamle erfaringer) ikke sannsynlig, at deres stilling i samfunnet og deres forhold til de øvrige stender vil forbedres. […]

Våkn derfor opp, arbeidere! Foren dere, og bli enige om å virke selv til deres fremtids beste, for dere har nå lenge nok erfart, at det er forgjeves å vente på at andre ville gjøre noe for dere, når dere selv tier stille. Ha alltid i tankene, at ”Enighet gjør sterk”. Dann derfor Arbeider-Foreninger, for dette middel er det eneste for å få andre til å gi etter.

Arbeidere! En forandring må skje, for likesom alt gammelt med tiden blir råttent, for slitt og ubrukelig, og må erstattes med noe nytt og kraftfullt, således er også vår statsforfatning i mange stykker blitt råtten, for slitt og ubrukelig. Den var i sin begynnelse god, men nå er den for gammel og passer ikke lengere til de nåværende forhold. [...]

Og i Sannhet! Forholdene er nå ganske annerledes: den simple klasse, som før alltid hadde arbeid nok, må nå ofte lide mangel, fordi det ikke er arbeid å få, og selv mange av dem som kunne få arbeid, må lide mangel, fordi arbeidslønnen faller og man således blir nødt til ofte å arbeide på så ubillige betingelser, at man ikke kan ernære seg og sine dermed.

[...] Kildene eller årsakene til at en stor del av den simple klasse år for år går tilbake, er fornemmelig, at den Grunnlov (Statsforfatning), som vi fikk i året 1814, da vi forentes med Sverige, ikke nå lenger passer, fordi forholdene så betydelig har forandret seg. Det gjeller altså å få denne grunnlov forandret slik at den simple og fattige får større rettigheter i staten, enn han hittil har hatt, - og den fornemste rett, som man kan ha, er stemmeretten eller retten til å kunne velge hvem man vil ha til stortingsmenn, eller til formenn og representanter i kommunen.

Har man først fått Grunnloven forandret slik at alle har denne stemmerett, enten de så er fattige eller rike, fornemme eller simple, da har man vunnet alt det som vinnes kan, for har man først denne rett til å velge hvem man vil ha til stortingsmenn, så får man på den måte den samme innflytelse og makt som de høyere stender.

Man benytter nemlig sin stemmerett slik at man kun velger til stortingsmenn sådanne folk, som man er overbevist om at vil tale den simple og fattige manns sak. Da det nå ligger i stortingets magt å gi nye lover og forandre gamle lover, så kan man innse, at når arbeiderne først har stemmerett, så ville han kunne få lovene forandret til sin fordel ved hjelp av de stortingsmenn, som han har utvalgt. Altså: Stemmeretten er det fornemste vi må strebe etter å erholde.

[...]

Berettninger om foreningers stiftelse

Lenge hadde jeg hatt den tanke om å danne arbeider-foreninger, men en lang tid gikk før jeg ble enig med meg selv om hvordan jeg ville gripe saken an. Så traff det seg slik at jeg en dag kom i samtale med en fattig vedhugger. Da han klagde mye over sine trange kår begynte jeg å forklare ham adskillig om lovens urettferdigheter, og ba ham om å få med seg noen kamerater og komme til meg til en bestemt tid. Han lovet det, men kom alene uten å ha noen med seg. Slik gikk det et par ganger, for hans venner svarte ham at de ikke turte fordi det kunne være farlig, og politiet kunne gjerne komme på dem.

Da jeg hørte dette, henvendte jeg meg til et par andre arbeidere med anmodning om å få sammen endel arbeidsfolk. Endelig lykkes det således å få et snes menn til å møte hos meg søndag den 17. desember 1848. Etter at jeg hadde holdt foredrag for dem, ble de alle enige om å gjøre deres beste for å få en ordentlig stor forening i stand.

Disse første medlemmene kunngjorde da iblant sine kamerater hva de hadde besluttet å gjøre, og det ble sammenkalt til møte på en temmelig stor sal på Strømsø. Der innskrev det seg da omtrent 30 medlemmer, og disse forpliktet seg alle til hver å medbringe minst tre kamerater for å høre et foredrag på samme sted. Nå innfandt det seg en mengde mennesker, og vi kom denne gang så langt at vi fikk foreningen inndelt i roder med sine formenn. Det blev innskrevet omtrent 150 medlemmer.

Nå stanset foreningens fremgang, fordi jeg falt i nervefeber og i fulle 3 måneder ikke kunne virke for sakens videre fremme. Jeg vil ikke unnlate her å omtale den overordentlige godhet og velvilje, som en så stor mengde av Drammens innvånere viste mot meg og mine, mens jeg var syk.

Etter at jeg atter var kommet på benene, sammenkalte jeg til et møte, hvor, etter foredragets slutning, en mengde nye medlemmer innskrev seg. Alle medlemmene gikk nå sammen, for å bekoste en reise til Kristiania for også der å få en forening dannet. Beretningen om hvordan det gikk i Kristiania vil komme i neste Nummer.

[...]

Bekjentgjørelse fra redaksjonen

På min reise fra 23. til 30. April har jeg stiftet 5 nye foreninger, nemlig: 1) i Mjøndalen 2) Vestfoss 3) ved Modums Blåfargeverk 5) i Hønefoss. På ingen av disse stedene innskrev det seg mindre enn 50 medlemmer. Fra Hønefoss reiste jeg til Kristiania, hvor jeg holt en forsamling på Rusløkbakken, og fikk utnevnt 3 nye formenn. Det er nå i alt 10 Arbeider-Foreninger.

I de nye foreningene har man blitt enig om at det halve av hver forenings-kasse skal anvendes til reiseomkostninger, for hurtig å få nye foreninger dannet. […]

Utgitt av Marcus Thrane i Drammen

Trykt hos D. Steen

Les original kildetekst

Arbeider-Foreningernes Blad

For Arbeidsmandens Oplysning og bedre Fremtid.
Motto: Enighed gjør Stærk!

No. 1     Løverdag den 5te Mai 1849          1ste Aargang

Dette Blad udkommer hver Løverdag og koster 2 Skilling Nummeret, postporto iberegnet. For enkelte Nummere betales 2 ½ sk. Bladets Expedition er i H. Pays Gaard i Drammen

Arbeidere!

Gud være med Eder! Gud være med os Alle; en Kamp vil begynde; en Kamp maa begynde. Gud lede denne Kamp saaledes, at den blot bliver aandelig, og ikke legemlig; at den vil indskrænke sig til en Kamp med Sandhedenes Ord; Gud lede de mod hverandre stridende Stænder saaledes, at Kanoner og Bajonetter undgaaes, saa at Efterslægterne kunne sige til vor Ros: «den Strid, som i Aaret 1849 opstod i Norge mellem Arbeidsstanden og de tvende høiere Stænder, blev ført med et ægte kristeligt Sindelag, saa at den hele strid kun var Strid for at faa en sand og varig Fred! Der var ingen Blodsudgydelse, ingen morderiske Scener; de stridende Parter bare gjensidigen Respekt for hverandres menenskelige Rettigheter. De høiere og Mægtigere i Samfundet erkjendte, at ogsaa hos Arbeiderne fandtes Menneskeværd, og de lavere Klasser erkjendte de høiere Klassers større aandelige Fortrin i mange henseender; den hele Strid var en Strid saadan som den bør føres mellem Kristne”. Gid Efterslægterne kunde faa Grund til at dømme saaledes om vor begyndende Strid! Men desværre! de menneskelige Skrøbeligheder tilintetgjøre saa ofte de bedste Forsætter; der gives for Mange, der foretrække Vold og Magt for en fredelig Fremgangsmaade, for Mange, der blot see paa deres egne Fordele og saaledes ere ligegyldige med, om de krænke Andres Rettigheder eller ikke, kort for Mange, der forstyrre de oprindelige fredelige Hensigter.

Jeg indseer, at jeg paatager mig et stort Ansvar for Gud og Mennesker, naar jeg ved Tale og Skrift søger at sætte den ene Stand op imod den anden, idet jeg oplyser de lavere Klasser om de styrendes daarlige Anskuelser, om Lovens Uretfærdigheder osv.; men en fast Overbeviisning hos mig siger mig, at jeg bør paatage mig dette Ansvar, og at jeg engang vil kunne udrette noget Godt derved. Velan! Arbeiderenes Sag skal være min Sag; for Arbeiderenes rettigheder vil jeg kjæmpe; jeg vil søge, ved Skrift og Tale, at formaa dem til selv at arbeide til deres Fremtids Vel; thi, lægge Arbeiderene ikke selv Haand paa Værket, er det­ – (efter gamle Erfaringer) ikke sandsynligt, at deres Stilling i Samfundet og deres Forhold til de øvrige Stænder vil forbedres; thi, saalænge Arbeiderne forblive rolige og tause, ville de andre Stænder sige: ”de norske Arbeidsfolk klage ikke over Lovgiverne og Styrerne; de maa altsaa have det godt og vel; følgelig lade vi Alt blive ved det Gamle og gjøre ingen Forandringer i Loven til deres bedste”. Saaledes vile de andre Stænder tale; de ville endydermere spotte over de norske Arbeideres Dorskhed, Feighed og Ligegyldighed for deres eget Bedste.

Vaagner derfor op, Arbeidere! Forener Eder, og bliver enige om at virke selv til Eders Fremtids Bedste; thi I have nu længe nok erfaret, at det er forgjæves at vente paa at Andre ville gjøre Noget for Eder, naar I selv tie stille. Hav altid i tanke, at ”Enighed gjør stærk”. Danner derfor Arbeider-Foreninger; tji dette Middel er det eneste til at faa Andre til at give efter.

Arbeidere! En Forandring maa skee; thi ligesom alt Gammelt med Tiden bliver raaddent, forslidt og ubrugeligt, og maa erstattes med noget Nyt og Kraftfuldt, saaledes er ogsaa vor Statsforfatning i mange Stykker bleven raadden, forslidt og ubrugelig. Den var [uleselig ord]  i sin Begyndelse god; men nu er den for gammel og passer ikke længere til de nuværende Forholde. Ligesom alt Menneskelig er forgjængeligt og maa forgaa, naar dens Levealder er forbi; og man maa sige, at en Statsforfatnings Levealder er forbi, naar Forholdene saaledes have forandret sig, at de ere ganske anderledes end paa den Tid Statsforfatningen blev andtagen. Og i Sandhed! Forholdene ere nu ganske anderledes: den simple Klasse, som før altid havde Arbeide nok, maa nu ofte lide Mangel, fordi det intet Arbeide er at faa; og selv mange af dem, der kunne faa Arbeide, maa lide Mangel, fordi Arbeidslønnen falder og man saaledes bliver nødt til ofte at arbeide paa saa ubillige Betingelser, at man ikke kan ernære sig og Sine dermed. Hvis ikke Landets Arbeidere ville enigen gjøre deres Bedste for itide at stoppe Kilderne til disse Ulykker, da vil Ulykkerne naturligviis tiltage, og der vil tilsidst hertillands, lige saavel som i Udlandet, blive en saadan Nød og Elendighed, at det tilsidst næsten ikke lader sig rette paa. Kilderne eller Aarsagerne til, at en stor deel af den simple Klasse Aar for Aar går tilbage, er fornemmelig, at den Grundlov (Statsforfatning), som vi fik i Aaret 1814, da vi forenedes med Sverrige, ikke nu længere passer, fordi Forholdene saa betydelig have forandret sig. Det gjælder altsaa at faa denne Grundlov forandret saaledes, at den Simple og Fattige faar større Rettighede i Staten, end han hidtil har havt; - og den fornemste Ret, som man kan have, er Stemmeretten eller den Ret at kunne vælge hvem man vil have til storthingsmænd, eller til Formænd og Repræsentanter i kommunen. Har man først faaet Grundloven saaledes forandret at Alle have denne Stemmeret, enten de saa ere fattige eller rige, fornemme eller simple, da har man vundet Alt hvad der vindes kan; thi har man først denne Ret til at vælge, hvem man vil have til Storthingsmænd, saa faar man paa den Maade den samme Indflydelse og Magt som de høiere Stænder. Man benytter nemlig sin Stemmeret saaledes, at man kun vælger til Storthingsmænd saadanne Folk, som man er overbeviist om at vil tale den simple og fattige Mands Sag. Da det nu ligger i Storthingets Magt at give nye Love og forandre gamle Love, saa kan man indsee, at naar Arbeiderne blot havde Stemmeret, saa vilde han kunne faa Lovene forandret til sin Forddel ved Hjælp af de Storthingsmænd, som han har udvalgt. Altsaa: Stemmeretten er det Fornemste vi maa stræbe at erholde.

Men hvorledes skulle vi erholde denne Stemmeret? Mon ikke alle Mennesker af de to høiere Klasser ville modsætte sig en saadan Forandring i Grundloven?

Nei, ikke Alle. Jeg har allerede erfaret saameget at der er en stor Mængde blandt den første Klasse (d.e. de meest Dannede og oplyste) som finde det meget rigtig og billigt at den Simple og Fattige bør have den samme Magt, den samme Indflydelse paa Lovgivningen som de høiere. Under mit sidste Ophold i Kristiania (for nogle Dage siden) erfarede jeg, at vi have en stoor Deel af de meest oplyste og meest dannede Mænd paa vor Side. Jeg antager saaledes, hvis vi skal nogensinde slutte os til nogen af de øverste Klasser, at vi snarere kommer til at slutte os til den første Stand (d.e. Embetsstanden og alle oplyste i det hele taget) end til den anden Stand (d.e. de fleste Handelsmænd og haandværksmestere og især de velstaaende og rige Bønder). Men vi kan naturligvis ikke med nogen Vished vide, hvad Partie vi vil tage, førend vi faa høre hvad hvert af Partierne indrømmer os; imidlertid danne vi et Parti for os selv.

Da rige Bønder ofte leve ganske simpelt og ingen videre Oplysning have, saa skulde man tro, at Bondepartiet sto Arbeidsmanden nærmest; og det kan synes høist besynderligt, at den simple Stand skulde slutte Forbund med den fornemste og høieste Stand; men det seer virkelig ud til, at det vil gaa saaleedes. Idetmindste er det vist, at de Fornemme hidindtil have talt langt mere til Arbeidernes Forddel, end den anden Stand (Middelstanden) har gjort. Ethvert Parti har nemlig sit Blad at udtale sine Meninger i. I Kristiania udkommer saaledes to Blade, der forsvare det første Parti (d. e. Embetspartiet eller det meest oplyste Parti,) og disse to blade hedde ”Rigstidenden” og ”Christiania-Posten”, og der udkommer eet Blad, der forsvarer det andet Parti, eller som det ogsaa kaldes ”Bondepartiet”, fordi den største Delen i dette Partie bestaar af Bønder. Dette Blad hedder ”Morgenbladet”. Altsaa: Hvad der staar at læse i ”Rigstidenden” og Christiania-Posten” maa man sige er Embedspartiets Mening. Men nu har i den senere Tid baade ”Rigstidenden” og ”Christiania-Posten” talt meget til Fordeel for den simple Mands Rettigheder, hvorimod ”Morgenbladet” ikke lader til at bifalde saadant.  Saaledes har baade ”Rigstidenden” og ”Christiania-Posten” foreslaaet meget, som vilde give den Simple langt større Magt og store Fordeele. Disse Blade have nemlig givet sit Bifald til, at alle fattige skulde have Stemmere, at Tolden paa Korn og andre Nødvendighedsvarer skulde nedsættes, saa at den Fattige kunde faa sit Korn lidt Billigere.

Heraf kan I slutte, Arbeidere! At maaskee den største første Stand vil være retfærdigere imot Eder end den anden Stand, og hvis det førte Parti vedbliver saaledes at forsvare Eders Menneske-Rettigheder og indrømme eders billige Fordringer, da er det tydeligt, at I med Tiden komme til at holde Venskab med den første Parti. Jeg troer virkelig, at det er Bondepartiet, som har gjort Kornet dyrt for den Fattige; det er Bondepartiet, som vil gjøre sig selv fri for Skatter og Tyngsler, og vælte Byrderne over paa de Andre. Herom vil jeg i et senere Nummer nærmere tale. Imidlertid vil jeg kun sige saameget, at vi maa see os nøie for, og betænke os vel, inden vi slutte Venskab med noget af de to øverste Partier. I Grunden ere begge Partier os imod; og naar det første Parties Blade vil indrømme os Stemmeret og Korntoldens Nedsættelse, saa er det ikke just at stole formeget paa, at det kommer fra Hjertet. I maa nemlig vide, Arbeidere! At det første og andet Partie have ligget i evigt Klammeri med hverandre, og naar derfor det første Parties Tilhængere vil indrømme os Stemmeret og andre Goder, saa kanskje det skeer ligesaameget for at faa os til Hjælp til at knække deres Fiende ( det andet Parti), som fordi de virkelig unde os disse store Goder. Som Sagt, Arbeidere, lader os see Tiden an inden vi slutte os til noget af de første Partier; lader os for det Første danne et Parti for os selv. Men skal vi kunne danne noget Parti, da maa vi være enige, og til at blive enige er der intet bedre Middel end at danne Arbeider-Foreninger.

Beretninger om Foreningers Stiftelse

Allerede længe havde jeg havt den Tanke at danne Arbeider-foreninger; men en lang Tid gik hen, inden jeg blev enig med mig selv om, hvordan jeg vilde gribe Sagen an. Saa traff det sig, at jeg en Dag kom i Samtale med en fattig Vedhugger. Da han klagede meget over sine trange Kaar, begyndte jeg at forklare ham Adskilligt om Lovens Uretfærdigheder, og bad ham at faa med sig nogle Kamerater og komme til mig til en bestemt Tid. Han lovede det; men kom alene uden at have Nogen med sig. Saaledes gik det et Par Gange; thi hans Venner svarede ham, ”at de ikke turde; for det kunde være farligt, og Politiet kunde gjerne komme paa dem.”

Da jeg hørte dette, henvendte jeg mig til et par andre Arbeidere med Anmodning om at faa sammen endeel Arbeidsfolk. Endelig lykkedes det saaledes at faa et Snees Mand til at møde hos mig Søndag den 17de december 1848. Efter at jeg havde holdt Foredrag for dem, bleve de Alle enige om at gjøre deres Bedste for at faa en ordentlig stor Forening istand. Disse første Medlemmer kundgjorde da iblandt sine Kamerater, hvad de havde besluttet at gjøre, og der blev sammenkaldt til Møde paa en temmelig stor Sal paa Strømsøe. Der indskrev sig da omtrent 30 Medlemmer, og disse forpligtede sig Alle til hver at medbringe mindst 3 Kamerater for at høre et Foredrag paa samme Sted. Nu indfandt sig en Mængde Mennesker, og vi kom dennegang saavidt, at vi fik Foreningen inddelt i roder med sine Formænd. Der blev indskrevet omtrent 150 Medlemmer.

Nu stansede Foreningens Fremgang, fordi jeg faldt i Nervefeber og i fulde 3 Maaneder Intet kunde virke for Sagens videre Fremme. Jeg vil ikke undlade her at omtale den overordentlige Godhed og velvillie, som en saa stor Mængde af Drammens Indvaanere viste mod mig og Mine, medens jeg var syg. Efterat jeg atter var kommen paa benene, sammenkaldte jeg et Møde, hvori efter Foredragets Slutning, en Mængde nye Medlemmer indskreve sig. Alle Medlemmerne lagde nu sammen, for at bekoste en Reise til Kristiania for ogsaa der at faa en Forening dannet. Beretningen om hvordan det gik i Kristiania vil komme i næste Nummer.

[...]

Bekjendtgjørelse fra Redaksjonen

Paa min reise (fra 23de til 30te April) har jeg stiftet 5 nye Foreninger, nemlig: 1) i Mjøndalen 2) Vestfoss 3) ved Modums Blaafarveværk 5) i Hønefoss. Paa ingen af disse Steder indskrev sig mindre end 50 Medlemmer. Fra Hønefoss reiste jeg til Kristiania, hvor jeg holdt en Forsamling paa Rusløkbakken, og fik udnævnt 3 nye Formænd. Der er nu i alt 10 Arbeider-Foreninger.

I de nye Foreninger er man bleven enig om, at det halve af hver Forenings Kasse skal anvendes til Reiseomkostninger, for hurtigt at faa nye Foreninger dannede. Denne Halvddel af hver særskilt Kasse maa da snarest muligt sendes til Drammen, hvor for det Første Hovedkasssen og Hovedbestyrelsen vil være.

De, der indkassere Betalingen for Bladet, anmodes om at indsende beløbet for hver Uge, og ikke bie til Maanedens Slutning.

Udgivet af Marc. Thrane i Drammen

Trykt hos D. Steen.