Med overgangen fra katolisisme til luthersk protestantisme ble utsmykkingen i mange kirker fjernet. Lenger sør i Europa fantes eksempler på folkelig billedstorming, nemlig at vanlige folk gikk inn i kirkene og fjernet og ødela helgenbilder. I Norge ble slike handlinger kun utført av konge og adel.
I 1570 fjernet daværende biskop Jens Skjelderup noen helgenbilder fra høyalteret i domkirken i Bergen. Handlingen ble dårlig mottatt av både byrådet og borgerne i byen, samt flere prester. Konfliktene som fulgte er kjent som billedstriden i Bergen.
Biskop Jens Skjelderup skrev i 1572 En Christelig Underuisning aff den hellige Scrifft: om hvad en Christen skal holde, om Affgudiske Billeder oc Stykker udi Kirckerne, som er et av svært få eksempler på norsk reformasjonslitteratur.
Skjelderup argumenterte for et strengt, kalvinistisk syn på helgenbilder. Innenfor kalvinismen holdt man fast ved bildeforbudet i Det gamle testamentet, og forbudet ble tolket langt strengere av kalvinister enn av lutherske kristne.
I kilden, som er lagt opp som en samtale mellom en prest og en bonde, kan du lese Skjelderups argumenter mot helgenbilder og kirkekunst.
Kilden
| Tittel: | En Christelig Underuisning aff den hellige Scrifft: om hvad en Christen skal holde, om Affgudiske Billeder oc Stykker udi Kirckerne |
|---|---|
| Datering: | 1572 |
| Opphav: | Jens Skjelderup, biskop i Bergen |
Mer informasjon om kilden
[Kildeutdraget er modernisert og forkortet. Et lenger originalutdrag kan leses lenger ned på siden.]
Bonden:
Kjære sogneherre. Jeg hører at biskopen tar ned de avdøde helgenenes bilder, som i lang tid har stått og vært i stor akt og ære. Derfor ber jeg deg si meg om det er rett gjort eller ikke.
Presten:
Det er rett gjort, for de er innført i den kristne kirke, av djevelen og menneskenes blindhet, imot Gud og hans hellige ord, vår HERRE Jesu Christi til bespottelse.
Bonden:
Dette må bevises.
Presten:
Slik som djevelen, Guds og kristendommens fiende, var et opphav og begynnelse til alt avguderi, og annen synd og elendighet, så har han også vært opphav og tilskyndet den arme menneskenaturen til å finne opp slike avguders bilder, at Gud allmektigste og hans sønn Jesus Kristus, dermed skulle spottes.
Den annen sak er menneskenes blindhet og dristighet, at de tør vike fra Guds ord, som står skrevet i profetenes, evangelistenes og apostlenes skrift, som vi kaller den hellige Bibel, og finne på sine egne måter å tjene Gud på. […]
Bonden:
Jeg ser at det fortsatt står helgeners bilder i kirkene på landsbyene?
Presten:
Ja det er sant, Gud bedre det, de er alt for mange. Og fra den første dag som de ble oppsatt og til denne tid, har de stått for lenge. Og enda vi fattige landsbyprester har gjort vårt beste, for å få de bort, har vi ikke kunne gjøre det som vi burde og som vi gjerne ville på vårt embetes vegne. […] Men nå blir det lettere, med Guds hjelp, å ta slike styggdommmer bort.
Bonden:
Ah det er ille å ødelegge slike herlige bilder, som har kostet så mye.
Presten:
Jo dess herligere de er, dess mer opptar de menneskenes tanker og vilje. Djevelen er en djevel, selv om han kan skape seg om til en lysende engel, som skriften sier. En hore blir en hore, selv om hun smykker seg herlige, og dess snarere kan hun bedra sine kunder og få sin horelønn: det visste vel kunstnerne, at jo herligere de gjorde og besmykket bildene, jo fortere kunne de selge dem og dess dyrere, […]
Bonden:
De har stått så mange år for oss i våre forfedres tid, hvorfor kan de nå ikke stå lenger?
Presten:
[...] Vi ser tydelig hvor mange år det ugudelige og villfarende pavedømme var ved makt. Selv om det var imot GUD og hans hellige ord. Og vi ser tydelig hvor vanskelig det var for den salige Morthen Luther å fremføre Guds salige ord og den rette religion, imot Djevelen, tyranner, folkenes blindhet, og Pavens og hans tilhengers gjerrighet.
Sannelig, hadde våre forfedre hatt Guds salige ord, så rent og klart, som vi nå har, og den bibelske skrift hadde vært skrevet på deres språk, slik den nå er, da hadde de ikke tillatt, at Herrens hus, og besynderlige Jesu Christi bord, ble besmittet med slike avguders bilder. […]
Bonden:
Kan man ikke ha et crucifix alene?
Presten:
Skulle man ha noen lignelse, eller bilde på alteret, da måtte det helst være et crucifix, for ettersom alt der bør handle om Christo alene, så skal og maleriet eller bildet være om ham. Men her tør jeg ikke ta noen beslutting, for dette sier den hellig skrift ikke noe om, [...]
Bonden:
Skal man da ikke ha noen prydelse i kirkene?
Presten:
En kristen menighet, som hører Guds rene og salige ord, som bruker de høyverdige sakramenter, som tror og bekjenner Jesum Christum alene å være deres saliggjører, og ham påkaller og lover, er det ikke den beste prydelse?
[…]
Les original kildetekst
Prestens og bondens samtale.
Bonden:
Kjere sogneherre. Ieg hører at bispen lader nedtage de affdøde helligens billeder, som haffue i lang tid staaet oc værit i stor act oc ære. Thi beder ieg Eder at i sige mig, om det er ræt giort eller ey.
Presten:
Det er ret giort, thi de ere indførde udi den christne kircke, av Dieffuelen oc menniskens blindhed, imod Gud oc hans hellige ord, vor HERRE Jesu Christi til bespottelse.
Bonden:
Her hører beuisning til.
Presten:
Like som Dieffuelen Guds oc christendommens fiende, vaar en ophoff oc begyndere til alt affguderi, oc anden synd oc ælendighed, saa haffuer hand ocsaa værit ophoff oc tilskyndit den arme menniskens nature, at optencke saadanne affguders billeder, at Gud allmectigste oc hans søn Jesus Christus, skulde der met bespottis.
Den anden sag er menniskens blindhed oc dristighed, at de tørre vige fra Guds ord, som staar screffuit i propheternis, euangelisternis oc apostlernis scrifft, som wi kalde den hellige Bibel, oc optencke sig selff maade at tiene Gud met. Her om kant du finde i Salomons visdoms bogs 13. capit.
Vilt du vide huad Billedestytter ere, saa læss den 96. 97. oc 115 psalmer, Esaiam prophete i det 44. cap: Jeremiam i det 10. Abacuck i det 3. Baruch i det 6. huilcke steder merckelige bescriffue dennem. Oc i S[t.] Pouels sendebreff til de Corin.
I alle disse steder finder du saadanne billedestytter intet andet at være, end menniskens tanckers dict oc henders gierninger. Oc ere de indførde i christendommen oc beskermede, besynderlige ved thyranni, vrang mening oc gerighed. Thi Paffuen met sine fine mectige anhengere, beskermede dennem met vold oc mact. Folcket vaare vankundige oc bedragne, baade med mact oc helligt skin: Billedesnidere søcte deris baade: Saa giorde oc prester oc muncke, som haffde icke liden profite oc vinning der aff. Oc huor disse tre parter sla sig til sammen, oc beskerme samme affguders billeder, da er der intet andet paa færde end ilden, hoss den som saadant vil straffe oc borttage.
Bonden:
Hvor ere de forbødne udi den hellige scrifft?
Presten:
De ere strengelige forbødne, baade i det gamle oc ny testamente: læss det 20. ca: i den anden Mosi bog: Den tredie Mosi bogs 19. oc 25. cap. Den femte Mosi bogs 4. 5. oc 27. cap:
I det ny testamente. S: i Pouel i det 1. cap: til de Rom: I det første sende breff til de corinth: I det 5. 8. 10. oc 12. cap: Item i det andit sendebreffs 6. cap: I det første sendebreffs 1. capittel Til de Thes: S[t.] Hans i sit første sendebreffs 5. cap: Apostlernis gjerningers 14. 17. oc 21. cap.
Item alle propheter oc apostler predickede skarpeligen imod saadanne affguders billeder. Icke vaar der heller nogle billeder i de christnis kircke, i propheternis, apostlernis oc de hellige martyrs tid. Oc icke heller tilstedde de hellige oc retsindige lærefedre i nogle hundrit aar, efter Christi fødsel, at billeder skulde indføris i den christne kircke.
Men efter den tid, der den sande oc rene lærdom bleff formørckit, da bleff billedestytter oc stene indførde i Guds huss, aff Paffuen oc hans anhengere, imod Gud oc hans hellige ord, lande oc riger til fald, oc den sande religions store skade oc affbreck.
Bonden:
Hvad skade sige i, at der er opkommit af billeder?
Presten:
Jeg siger at der ere store synder oc slemhed effterfuldt saadanne affguders billeder, om huilcke S[t.] Pouel taler til de Rom: i det 1. capit:
Item, store forfærdelige plager, oc menig herredøme ere straffit oc forandrit for affguderi, thyranni oc utilbørlig vellyst, som propheterne giffue klarlige tilkiende, baade om Jerusalems oc andre lands oc rigers forstyrelse oc ødeleggelse.
Her om læss Jeroboams oc Salomons historie oc mange andre.
Huad trætte oc bulder der haffuer værit i verden om billeder, kand mand læse i historier, thi det bleff forlangt her at opregne.
Bonden:
Alt seer ieg at her staar end nu helligens billeder udi kirckerne paa landsbyerne?
Presten:
Ja det er sandingen, Gud bedre det, de ere alt formange. Oc fra den første dag som de bleffue opsætte oc til denne tid, haffue de staaet forlennge. Oc endog wi fattige landsby prester haffue giort vort beste, at de kunde komme bort, dog alligeuel kunde wi icke udrette det som oss burde, oc wi gierne vilde paa vort embedis vegne. Thi almuen forargrer sig fast, fordi at de billedestytter i Domkircken stode wrørt, oc mente at de maate saa vel beholde deris billeder, som de udi Domkircken, oc de derfor icke aleniste icke taage dennem bort, men mente det vaar wret faar Gud oc verden, at mand skulde mere legge deris billeder øde, end deris udi Domkircken. Men nu bliffuer det oss lættere, met Guds hielp, at tage saadan væderstyggelighed bort.
Bonden:
Ah det er ilde at forkomme saadanne herlige billeder, som haffue kaastet saa meget.
Presten:
Io diss herligere der ere, io diss mere betage de menniskens tancker oc vilie. Dieffuelen er en dieffuel, endog hand kand skabe sig til en liusens engel, som scrifften siger. En hore bliffuer en hore, endog hun smycker sig herlige, oc io diss snarere kand kun bedrage sin bolere, oc faa sin hore løn: det viste vel konstermendene som ere billedesnidere, at io herligere de giorde oc besmyckede billederne, io snarere kunde de selge dennem oc diss dyrere, som wi vide, at det er tilgaaet udi Paffuedommit.
Her om læss propheterne, oc synderlige Esaiam, Jeremiam, Abacuck oc Baruch, da maat du obenbarlige see Dieffuelens kogleri oc menniskens blindhed.
Bonden:
Ord raadet, om der vaar icke guld oc sølff paa dennem, huilcket de ansaae sig til baade, som toge dennem ned.
Presten:
Ieg meener nei, de der icke andit guld oc sølff paa dennem, end det som malere oc billedesnidere pleye at bruge paa saadanne træ met kalck. Oc der som der haffue enten værit guld eller sølff paa dennem, som kunde haffue værit nyttigt, da haffue det vel lang tid siden værit borttagit, oc ført til anden brug. Men kand ske at det gaar her til som i andre sager, at naar nogle bliffue fortørnede, da giffue de icke den rette sag faare, men ellers huad de kunde smycke deris sag met. Thi menige mands dom er offte underlig.
Der ere tu ting som tit bedrage dommere, oc forhindre retferdige domme. Det ene er, naar mand lader sig betage aff nogen løss underuisning, oc dømmer eller beskicker noget der effter, før end sagen er grandgibelige udspurt oc forfarit. Den anden forhindring er menniskens affecter.
Den første skeer udi fire besynderlige maade.
Den første maade er, naar mand lader sig betagis oc forføris aff den ene partis berætning, ueder parten whørt, oc sagen icke nock grandgibelige randsagit.
Den anden, naar mand dømmer aleniste effter enalminderlig mening eller tale oc rycte, som gaar iblant folckit, oc sagen haffuer ingen ydermere rod, beuvisning oc stadfestelse.
Den tredie, naar mand for nogen persons anseelse oc myndigheds skyld, giffuer hans ord oc berætning saa mact, at mand dømmer strax der effter, foruden videre sagens forfaring oc stadfestelse.
Lige som nogle herrer oc førster dømme nu om den christne lærdom, effter gamle folckis mening, eller effter den romerske kirckis languarende seduane, eller effter merckelige oc end ocsaa lærde mends vildfarelse: Eller oc de vrangelige fremdrage oc forførdre deris ord oc scrifft hen til affguderi oc villfarelse at beskerme.
Den fierde, naar nogen optencker hoss sig selff, oc angiber nogen mening, oc effterfølger den udi sin dom oc mening, oc haardnackelige den beskytter, endog hun er falsk.
Saa haffue de romerske paffuer, aff deris egen raad oc tycke, meget forandrit, i den christne kircke, oc innførd baade affguderi oc mange andre villfarelser, imod Gud oc hans hellige ord.
Der ere mange flere slags aarsager til wbeskedelige domme oc vrange meninger, huilcket langt vaare at opregne. Men aff disse kand mand forstaa de andre.
Disse fire forbeneffnde ting kalder man præiudicia, det er fore domme, at mand dømmer før mand skal, oc ere de skadelige i all handel oc domme, oc allermest udi religionen: Her aff bedragis offte de unge oc wforfarne regentere oc dommere.
At mand skal icke lade sig bedrage met saadanne præiudicijs, oc der effter dømme eller giøre det som er wret, atuarer oc paaminder oss S[t.] Pouel, udi sit 1. sendebreff 5. capit: til Thimotheum. Oc Gud selff siger i den 5. Mosi bog klarligen udi det 17. capit: Naar det bliffuer dig sagd, oc du hører det, da skalt du det vel udspørge, oc naar du befinder at det er visselige saa i sandhed, saa lad straffen effterfølge.
Her maa mand see øfftrighedens møde, lader hand sig betagis met saadanne præiudicijs, da henger hand i effterdom, skade, oc foractelse. Lader hand oc icke sig der met betagis, da haffuer hand offte affuind oc wuenskab imod sig, thi at huer vilde gierne see, at øffrigheden oc dommeren dømte oc giorde, effter sin mening, vilie og begering. Men huorledis dommeren kommer siden at staa, det kommer dennem intet ved, hand maa see til huad hand haffuer dømt, wret eller ret oc det forfuare, thi er det vel behoff at randsage sagen vel, oc den befeste, før end mand dømer eller straffer nogen.
Det andet som forhindrer retfærdige domme, ere menniskelige affecter som er gunst oc fryntskab, had oc affuind, vrede, fryct, gerighed, heddngerighed, ueregerighed oc andet saadant.
Disse forbiudis at ske udi dom oc ræt i geistlige oc verdslige bøger oc scrifft. Deuteron [femte Mosebok]: i det første: I skulle ingen person ansee i domme. Oc mange andre steds beuisis det samme.
Alle christnis oc Guds børns besynderlige lærdom er denne, at de allereniste døme om Guds vilie effter hans ord, oc icke effter deris mening oc gode tycke, metgang eller modgang i denne verden. Oc paa det at mand skal diss mere ansee ordit, haffuer Christus offte i den hellige scrifft visst oss en eniste oc sand regel, effter huilcken wi skulle tencke, mene, tale om Gud, oc leffue effter. Oc der for siger den hellige scrifft, psalm: 119. Dit ord er mine fødders løcte, oc it liuss paa mine veie. Math: 17. Denne er min efterlige søn, i huilcken ieg haffuer behagelighed, hannem skulle i høre.
Item Johan: 8. Jeg siger eder, huo som beuarer mine ord, hand skal icke smage døden euindelige. Luc: 11. Salige ere de, som høre Guds ord oc beuare det.
Men menniskens fornufft acter føye Herrens ord, oc hun tencker om den christne kircke, lige som om en verdslig politj, oc i alle fristelser er hun tilneyet, at søge de ting som fornuften viser.
Det faare holder Christus oss saa offte sit ord fore, thi hand vil at ordet skal være en ledsagere i vor saligheds sag, oc icke nogen person eller menniskelig fornufft.
Bonden:
De haffue staaet sa mange aar for oss i vore forfædris tid, hui maa de nu icke staa?
Presten:
En langsom tid kand ingen vildfarelse undskylde, lige som en langsom heffd som er wret, fuldgiør ingen louglig enedom.
Wi see obenbarlige huor mange aar det wgudelige oc vildfarende paffuedom vaar ved mact. Endog det vaar imod GUD oc hans hellige ord. Oc wi see obenbarlige huor suart det vaar den salige Morthen Luther, at fremføre Guds salige ord och den rette religigion, imod Dieffuelen, thyranner, folckenis blindhed, oc Paffuens oc hans anhengers gerighed.
Sandelige haffde vore forfædre haffd Guds salige ord, saa rent oc klart, som wi nu haffue, oc den bibelske scrifft haffde verit saa udsæt paa deris maal, som den nu er, da haffde de ingenledis tilstedt, at Herrens huss, oc besynderlige Jesu Christi bord, skulde haffue saa verit besmittet met saadanne affguders billeder.
Det er en euig ihukommelse verdt met all gudfryctig tacksigelse, at den salige konning Christian [III] loed met saa stor bekostning oc wmage, udsætte oc prente Bibelen paa danske maal, Gud til ære oc mange til salighed.
Item, endog vore næste forfædre, forstandere udi religionen, toge mange aff saadanne affguders billeder bort, dog alligeuel maatte de lade mange effter bliffue, thi folckit vaar icke end da saa lenge underuist udi Guds ord, som de nu ere, oc maatte de ocsaa megit efftergiffue det wlærde oc enfoldige folck. Oc skulle ocsaa alle menniskens alder haffue at giøre, enten met de gamle affguders effninger, eller oc met de ny affguders opprettelse, thi menniskens natur oc fornufft er saare tilbøyelig til affguders handel.
Bonden:
De ere dog en deilig prydelse udi kircken.
Presten:
De ere lige saadan prydelse, som en beprydet oc smycket hore er udi ith huss, naar hun sider i en danne quindis sted. Oc derfor kalder den hellige scrifft alt affguderi horeri. Thi lige som en ecte quinde forlader sin ectemand, oc henger til en anden, saa giør oc menniskene, naar de giøre sig billeder, oc sætte dennem op udi Guds sted, om mand kunde sætte hannem nogen sted.
Monne mand oc ingen anden beprydelse kunde finde i Guds huff, end nogen Dieffuels affguders billeder, som haffue aldelis ingen brug eller nytte met sig, men ere ickon leffninger aff det gamle affguderies redskab, fattige simpel folck til forargelse, oc vore effterkommere aarsage til skendeligt affguderi, som propheten Jeremias oc Baruch klarlige siger.
Bonden:
De giøre huerken ont eller gaat, der for maa de vel staa.
Presten:
De ere døde stocke. Thi kunde de i sig selff huercken giøre ont eller gaat, som propheterne sige: Oc S[t.] Pouel siger udi det 8. capittel til de corinther i det 1. sendebreff, at en affgud er intet udi verden. Men S[t] Pouel siger der strax hoss: men huermand haffuer icke denne visdom. Her see wi klarlige. At endog saadanne billedere re intet udi sig selff, andet end nogle døde træstytter, dog alligeuel ere de wlærde simpel oc enfoldige folck til forargelse, huilcket alle gudfryctige menniske bør at ansee. Tacke du GUD, at du est ræt underuist, och vær icke andre til forargelse.
Christus siger: Væ den, ved huilcken forargelse kommer. S[t.] Pouel siger: Seer til, at i icke giffue nogen steds nogen forargelse.
Wi see klarligen paa bygden, her udi scrifftet, at det fattige wlærde oc simpel folck, mener at den gantske religion oc Guds tieniste, staar udi saadanne billeder oc udvortis menniskelig optenckt kircke prydelse. Oc mene der hoss at det er stor synd oc wret, at laste eller legge deris affguders billeder øde. Effterdi de lidis udi Bergen oc besynderlige udi Domkircken.
Bonden:
HER er ingen saa wforstandig, at hand giør knæfald faar dennem, eller tilbeder dennem.
Presten:
Det er obenbare, at saa offte som baade presterneo oc folcket falde paa knæ, vende de sig til høye altere, paa huilcket saadanne affguders billeer staa. Thi kand mand icke necte at mand io falder paa knæ faar dennem.
Bonden:
Jeg haffuer mit hierte oc tancker til Gud, oc icke til billlederne.
Presten:
Efterdi dit hierte, dine tancker, din tro oc bøn er til Gud alene, oc hans sønn Jesum Christum, hui haffuer du da en udvortis paptistiske oc affgudiske confession oc bekiendelse? Hvad er det andit end en hyklerisk handel, at sige sig at tro paa Jesum Christum oc hannem paakalde oc tiene alene, oc dog alligeuel haffue affguders stocke faar øyen?
Gud almectige bil at all vor Guds tieneste, uduortis oc induortis skal til lige stemme paa hannem alene.
Vort høye altere er lige som det bord, hoss huilcket Christus sad met sine apostle i raderen. Dette bord bør at være rent oc helligt, uden affguders besmittelse, effterdi alt der som handlis i kircken, aff predickestolen, hoss funten, oc for alterit, det handlis imellem oss oc vor HERRE Jesum Christum alene. Oc alligeuel ville wi helligens billeder udi aasiun.
En retsindig Guds ords tienere, hand maa vel grue der ved udi sit hierte, naar hand saa tencker ved sig: See her staar ieg en Jesu Christi tienere. All min læsning, min lærdom, min sang oc min bøn. Item mit knæfald oc alt det her handlis, paa oc hoss dette altere, det hører Christum alene til. Oc dog alligeuel haffuer ieg her paa Christi egit ord, for mine øyne, nogle Dieffuels affguders stocke staaendis. Gud giffuet de vaare allesammen brende i aske.
Bonden:
Billedere ere wlærde oc simpel folckis bøger som Gregorius [pave Gregor den Store] siger.
Presten:
Sig mig huad lærdom oc underuisning, du kant haffue aff saadanne billeder: de icke lære eller paaminde dig, om noget som er skeet eller skal skee, men om dette lære oc paaminde de dig alene, at der haffuer værit affguderi til. Oc der er endnu affguderiis leffninger, mange fattige wlærde oc simpel folck til forargelse. Oc her effter kunde de være effterkommerne aarsage til skendeligt affguderi. Oc denne mening heffde Gregorius aff sit eget gode tycke, oc icke aff den hellige scrifft. Oc ere oc alle deris, som beskermer billeder. Argument oc beuisning, optenckt aff menniskens fornufft, oc gode tycke, oc icke aff Guds salige ord: Eller oc de falskelige hen vrie Guds ord, til affgudiske billeders beskermelse.
Den falske religion styder sig mest paa tho skrøbelige stytter, den ene er fædernis exempel, som mand vrangelige effterfølger, den anden er den daarlige mening om udvortis ting, i huilcke mand setter nogen hellighed, oc kaldis paa latine superstitio [overtro]: imod huilcke tho, mand skal sætte Guds ord oc naturen.
Bonden:
Den ære som mand giør billeder, den giør mand icke billederne, men dennem effter huilcke billederne ere giorde.
Presten:
Gud allmectigste forbiuder strengelige i sit ord, at wi skulle legge noget creatur den ære oc tienniste til, som wi ere hannem alene plictige. Oc Jesus Christus siger selff: Du skal tilbede Gud din herre, oc tiene hannem alene.
Oc huorledis skulde saadanne billeder vere giorde effter Guds hellgens skickelse, thi konstermendene som dennem haffue giort, saae end aldrig de helligene, hues effterlignelse de sige sig at haffue giort. Det er deris egen optenckte gierning, oc huad de ville de skulle hede, det hede de, oc huad de ville at de skulle vere, det ere de, oc intet andet.
Saa ere nu saadanne billedestytter døde træ oc stene, huilcke konster mendene haffue giffuit saadan form oc naffn, som de vilde, effter deris gode tycke, effter som de kunde tencke at folcket kunde diss dættere betagis der met. Oc de kunde bekomme deris baade oc profite, ved deris konst oc henders gierninger.
Saa tager en billedesnider it træ, oc ved noget aff samme træ, vermer hand sig, oc koger sin mad, oc aff det andet giør hand it smuckt deiligt billede, oc skicker det som hand vil oc kand best, saa giffuis det naffn huad hand vil, effter den skickelse som hand haffuer giort, oc selger det siden detdyreste hand kand, oc det sættis op i Guds huss, oc holdis aff menniskene for en hellig ting.
Læss det 19. cap: i Apostlernis gierninger, daa maat du see, huorledis den guldsmed Demetrius, met sit selskab stod S[t.] Pouel imod, for den vinding skyld, som de haffue aff Dianæ billede, oc andre affguders billeder i Ephefo oc Afia. Huad kand vere daarligere faar Gud, oc alle retsindige christne, end saadant Dieffuels kogleri, oc menniskens daarlighed.
Bonden:
Martinus Luther forscreff Carolostadium [Andreas Karlstadt], for hand lagde billederne øde i Wittemberg, oc hand kalder dennem billedestormere, som legge dennem øde.
Presten:
Det begaff sig saa at den tid Lutherus vaar til Ausborg, oc antuorde keyseren den bekiendelse, som man kalder den ausborgiske confession [den augsburgske bekjennelse]. I denne medler tid, nedslog Carlostadius [Andreas Karlstadt] uden undersked, alle de billeder i Wittemberg met stort bulder oc oprør. Men den tid Lutherus kom igjen, da straffede hand Carolostadium. Icke at Lutherus vaar den, der beskermede saadanne affguders billeder, men fordi at Corolostadius vaar en person for sig selff, oc haffde huercken Lutheri raad oc samtycke der til, som paa den tid, vaar den besynderligste, icke aleniste i Wittemberg, men oc udi den gantske tyske nation, som den sande religion begynte oc anheffude. Icke haffde hand heller førstens befalning, oc samtycke der paa: Item at hand giorde oprrør i den farlige tid, paa huilcken religionen begyntis første at forandris, før end folckit vaar nocksommelig underuist, om saadanne ting.
Huad ville wi tale om saadanne billeder? De haffue ingen grund i den hellige scrifft, oc alle de retsindige lærere udi den christne kircke, ingenledis tilstedde de saadanne affguders billeder at opsættis i kirckerne.
Saa ville wi nu heller bliffue hoss Guds rene oc salige ord, propheternis euangelisternis oc apostlernis scrifft, oc hoss de gudfryctige oc lærde forfædris scriffter oc mening, end hoss den wgudelige paffue, eller hans anhengere, eller vor egen gode mening oc tycke.
Bonden:
Ja Gud haffuer saa strengelige forbødit at haffue billeder i Mosi lou, thi at Guds folck paa den tid, omgicks iblant hedninger, met hues affguder, de kunde snarlige bedragis. Men i det ny testamente haffuer det sig icke saa.
Presten:
DEN ene part eller appendix aff det første budord, som liuder at mand skal ingen billeder eller lignelser giøre sig, effter det som er i himmelen, paa jorden eller vannet, vnder jorden, ginge papisterne forbi, at de kunde beholde deris affguders billeder, formedelt huilcke de haffue icke liden baade, oc endog nogle sige: Dette bud hørde aleniste til det jødiske folk, som vandrede iblant hedningene, oc icke til oss. Men dog alligeuel befinde wi klarlige, at mennisken haffue altid været tilneyede til affguderi, oc effter deris gode mening oc tycke, at optencke sig selff nogen maade, effter huilcken de kunde tienne Gud, oc derfor haffue alle propheter effter Mosen, predicket imod affguderi. Oc besynderlige predicker Esaias, Jeremias, oc Baruch strengelige imod saadanne affguders stytter.
I det ny testamente, haffuer du huercken bud eller eempel om saadanne billeder. Men Paulus siger, at affguder er intet. Item huad lignelse haffuer Guds tempel med affguder? Oc S[t.] Hans siger: kiære børn vaacter eder for affguderi, oc affguders billeder.
Haffue wi nu icke den samme ene almectige Gud, som det folck haffde paa den tid? Haffue wi icke en meglere imellem Gud oc mennisken, som er det menniske Christus Jhesus som Paulus siger? Oc Christus siger selff: Du skalt tilbede Gud din HERRE, oc tiene hannem alene.
Her see wi klarlige, at denne samme Gud som vaar paa den tid, er i dag, oc vil icke endnu dyrckis i anden maade, end hand haffuer selff lært i sit ord.
Bonden:
Gud haffuer selff i det gamle testamente befalit at giøre billeder, oc lignelser, saa som de tho cherubim i den anden Mosi bogs 23. cap: item den kaaber orm, i den fierde Mosi bogs 21. cap: Oc Salomon loed oc mange lignelser giøre, som vaar løffuer, øxen, cherubim.
Presten:
DER ere try slags billeder til.
Det første ere de stocke oc stene, som ere indførde i den christne kircke aff Dieffuelen, oc menniskens blindhed til helligens dyrckelse, de haffue nu aldelisingen brug eller nyttighed, men ere nogle leffninger aff affguders redskab, fattige simpel oc wlærde folk til forargelse huilcke Gud oc hans søn Christus Jesus bespottis.
Det andet slags vaare de, som Gud haffde selff bødit i det gamle testamente, saa som de to cherubim, den kaaber orm, oc nogle andre, at de skulde være nogle figurer, oc betyde nogen ting, fremfarit, næruerende eller tilkommende.
Saa betyder den kaaber orm først den gamle slange Dieffuelen, som saa ynckelige stack vore første forældre, Adam oc Euam, bider oc endnu alle menniske.
Der næst vaar en figur, som betyde Christum, hans død oc pine, oc menniskens gienløsning, oc befrielse ved hannem, om huilcket Christus selff taler hos Johannem i det 3. cap: Oc saadanne lignelser varede icke vden en tid lang, oc der folckit vanbrugte den kaaber orm, da slog kong Ezechias hannem sønder.
Det tredie er verdslig brug, naar mand maler eller giør nogen billeder, for nogen nytte skyld. Saadan malning eller billeder, som ere i verdslige handel, ere trende slags. It slags kaldis historiske, oc malis for en ihukommelsis skyld, synderlige om de ting som skeet ere, saadanne ere de, som staa malet udi de christnis bøger. Item controseier som mand lader giøre for en ihukommelsis skyld, oc haffuer i sine hus, hos huilcke er ingen vanbrug.
Det andet slags verdslige billedere re de som betyde noget ved en betegnelse: Saa lader en herre ov første sætte sit billede på sin mynt, at det skal være it vist tegn som giffuer tilkiende hues mynt det er. item at hand haffuer mact, oc at undersaattene, skulle være hannem hørsom oc lydige.
Det tredie slags billede ere de, som malis aleniste for en beprydelse skyld, de maa oc vel tilstedos, saa vit som der er ingen vanbrug hoss.
Bonden:
I sige, at mand skal icke lide billeder for saadan vanbrug skyld, som de vaare vdi. Saa vaar oc alterit i vanbrug vdi paffuedommit. Item, predickestolen, at mand lærde der falsk lærdom. Item kalcken oc disken, oc alt andit. Oc mand dog endnu beholder det alligeuel, oc er vdi en god brug.
Presten:
HER giør ieg en skilssmisse, der er nogen ting, som er fornøden behoff vdi den christne kircke, oc naar det vanbrugis, da tager mand vanbrugen bort, oc fører den ting til den rette nyttelige brug. Saa ere mange ting i verden, som ilde brugis, oc effterdi de ere nødtørffge ting, skal mand tage vanbrugen bort, oc beholde tingesten i sig selff: Men saadanne kircke billeder haffue ingen nyttig brug, vden til at brende.
Kant du din catechismum, det er din børne lærdom, saa veedst du vel at du skalt icke haffue saadanne affguders billeder.
Tag først for dig dine thi Guds bud, der haffuer du strax det første bud, som forbiuder dig at haffue fremmede guder, eller nogen lignelse, i himmelen eller paa jorden.
Der næst din tro, at du troer paa en euig almectigste Gud, som er Faderen, Sønnen oc den hellig aand.
For det tredie, siger du i din daglige bøn, Fader vor du som est i himmelen.
For det fierde, om daaben siger Christus, mig er giffuen all mact vdi himmelen oc paa jorden, gaar der for hen oc lærer alle folck, oc døber dennem i naffn Faders oc Søns oc den hellig aands, oc lærer dennem at holde alt det ieg haffuer befalet eder. Marcj i det sidste cap: Gaar bort i all verden oc predicker euangelium for alle creature.
Den femte, vor herre Jesus Christus i den nat der hand bleff forraadt.
Her haffuer du din børne lærdom, som indeholder en kort sum paa vore christendoms lærdom, oc er til sammen sæt, synderlige for simpel oc wlærde folck, vdi huilcken Gud lærer dig icke om nogle billeder at giøre eller beskerme, men hand forbiuder det strengelige i sit hellige ord, oc besynderlige i det første bud, oc der næst i de andre parter visis wi heden til Christum alene, effter hans egne ord oc vor troes indelse.
Der som billeder haffde nogen gudelig brug i de Christus kircker, da skulde de være nyttige, enten dem som bede, eller dem som anamme Christi testamente, eller dem som lære, eller dem som læris.
De kunde icke være dennem nyttige som lære, thi de skulle tage deris lærdom aff den hellige scrifft.
Da gaffne intet dennem som læris, thi deris forundring oc beskuelse, betager mennisken at de mindre acte lærdommen.
De gaffne intet dennem som bede, thi hjertet skal være oppløfft til himmelen, effter som wi sige: Fader vor, du som est i himmelen.
De ere wnyttige de som annamme Christi legeme oc blod: Thi oss bør at beskue vor HERRE Jesum Christum, som er død for vore synder, oc opreist for vor retfærdighed. Oc icke forluste oss met nogen forgengelige billedstytter: Der for haffue de ingen brug.
Bonden:
Hvad siger du om det gamle graaherdede Guds billede, som er malit med den krone.
Presten:
Det er intet uden menniskens tanckers dict oc daarlighed, at de vilde bemale den euige Gud i sin værelse, som er dog wsiunlig for oss oc wbegripelig, oc maa eller kand ingenlunde faa affmalis. Gud haffuer det forbødit, oc der om maat du læse Esaiæ 40. 41. 46. capit: Apostlernis gierningers 17. capittel.
Christus siger selff Johan: 4. Gud er en aand, oc de hannem tilbede, de skulle tilbede hannem i aanden oc i sandhed.
Bonden:
Wi opueckis ved en siunlig malning oc billede, at tencke och paakalde GUD.
Presten:
Der er ingen skilssmisse, huad heller du dyrcker billeder, eller Gud vdi billederne, thi Gud vil icke at mand skal tilbinde hannem til nogen ting, til huilcken hand haffuer icke tilbundet sig i sit ord. Thi Gud vil at menniskene skulle tiende oc tiene hannem, effter den maade som hand haffuer obenbarit i sit ord, oc icke effter vor mening oc gode tycke.
Bonden:
Maa mand icke haffue ith crucifix aleniste?
Presten:
Skulde mand haffue nogen lignelse, eller billede paa alteret, da maatte det heldst være it cricifix, thi effterdi alting som der handlis, bør at lyde om Christo alene, saa skulde oc bemalningen eller billedet være om hannem. Men her tør jeg intet beslutte, thi den hellig scrifft lyder intet der om, oc Christus oc apostlerne vise oss til ordet, mand skal oc befrycte at der kand opkomme met tiden saadan vanbrug der hoss, som skede vdi paffuedommit hoss kaarssit i Fane, Opdal, Rørigedal, Eustad, oc mange andre steds her i Norge.
Om billeder siger Lactantius [tidlig kristen forfatter], at der er ingen sand religion som billeder ere: Oc det er ocsaa min tro, at vdi alle de steder, som Guds salige ord predickis, at jo færre billeder der ere, io renere er der den rette oc sande religion.
Bonden:
Effterdi mand tager dennem bort, hui brender mand dennem icke strax, som i mange andre lande skeer, der som Guds ord predickis?
Presten:
GUD almectigste haffuer selff sagd dommen aff offuer saadanne affguders billeder, at de skulde brendis met ild, men at det skeer icke saa hastigt, eller saa openbarlige her, som i nogle andre lande, der til ere disse aarsager.
Først see wi klarlige, at alle oc besynderlige her i denne menighed, haffue icke saa befattet Guds ord, oc ere saa grundfeste der vdi, at der som saadant skulde obenbarlige skee, som er icke brugeligt i disse lande, da kunde de fortørnis der ved, oc giøre bulder oc wlempe. Oc kand skee at nogle ere, som mene endnu Paffuen meget gaat.
Der næst skeer det, at naar saadanne affguders billeder hentagis, da begynde de som haffue Bibelen, at opsøge flitteligen i hende, huad Guds ord der lyder der om, oc om det er ret giort eller ey. Oc naar de see sandhed, at saadanne billedere re imod Gud oc hans hellige ord, oc Guds søn Jusu Christo til bespottelse, da giffue de sig til freds, oc ynske at de vaare allesammen borte. Oc nogle hielpe oc til, at de kunde borttagis.
Naar folckit kommer i saadan forstand der om, oc besynderlige de som haffue Bibelen, saa er der ingen fare at de komme nogen tid op igjen, vden saa vaare, det Gud forbiude, at det salige euangelige liuff, bleff oss formørckit, eller fra tagit. Huo er saa haardnackit, at hand icke lader sig sige, naar hand veed sandhed?
Det er her met, lige som met en forræddere, eller en skalck, naar huer mand veed at hand er en wnyttig skalck, oc er en ophoff til synd oc last, da finder mand vel tid oc lempe, at forkomme hannem, effter dommen er hannem offuergaaen, oc hans synd oc last er kommen i liuset.
For det tredie, ere der oc mange tusinde affguders billeder nedtagne, oc opbrende, i de steder som Guds salige oc rene ord predickis, endog det menige folck haffuer icke der til lobit, oc giort en almindelig ild oc kast dennem der paa. Thi huad som kand ske met lempe, det tør mand icke giøre met wlempe.
Skulde oc huer vide faa at giøre de ting hans embede vdkreffuer, at hand icke lader sig met fryctbetagis, at han io giør det hannem bør, oc icke skal hand heller føre sig daarlige i fare.
Jeg forseer mig til, at her er ingen i denne menighed, som haffuer flitterligen hørt Guds ord, oc besynderlige de som kunde læse den hellige bibelske scrifft at de io ynske oc see det gierne, at alle saadanne billedstytter vaare paa en ild, huilcket Gud giffue det haffde værit skeet for hundrit aar siden.
Paa landsbyerne seer mand, at endog de haffue den danske Bibel, alligeuel kunde bønderne icke læse der vdi, oc nogle prester studere icke saa flittelige der vdi, som de skulde. Derfor veed den fattige simpel almue mangesteds icke huad de skulle mene oc tro, om saadanne affguders billeder.
Bonden:
Skal mand da aldelis ingen prydelse haffue vdi kirckerne?
Presten:
En christen menighed, som hører Guds rene oc salige ord, som bruger de høyuerdige sacramenter, som troer oc bekiender Jesum Christum alene at vere deris saliggiørere, oc hannem paakalder oc loffuer, er det icke den beste prydelse?
Men vil folckit io haffue nogen beprydelse i deris kircker, ydermere end som nu sagd er, da kand mand lade male herlige sentenssera ff den hellige scrifft. Icke laster ieg heller sandrue historier som malis til en ihukommelse, om saa er, at det kommer icke til vanbrug.
Oc effterdi høye altere, er vor herre Jesu Christi eget bord, oc alt det der handlis paa, det hører til hannem alene, da veed ieg intet andet som bør der at vere, end det som betyder oc betegner oss den H E R R E Jesum Christum, huilcken der haffuer alene traadit persen for oss, som propheten siger. Oc Paulus siger: Ingen kand legge en anden Grunduol, end den som lagd er Jesus Christus.
Der er en merckelig lærd ma[n]d vdi Kiøbenhaffn, doctor Niels Hemmingssøn, som haffuer screffuit for tu aar forleden, offuer S[t]. Hansis epistel, oc er prentet i Wittenberg: Oc hand sist i sin udtydning oc forklaring paa de ord, som staa i det første sendebreffs 5. capit: Oc i enden: Mine børn vocter eder for affguder: Her taler apostelen baade om affguders tieniste oc deris billeder, om huilcke doctor Niels, scriffuer sin mening oc sit raad, i saa maade.
Av vil ieg sige paa det alle kortiste, huilcke billeder som kunde lidis i de christnis kircker, endog, ieg heller vilde met de hellige fædre, Hieronimo, Epiphanio, Athansio, Agustino, Cyrillo Clemente oc Luthero, at der vaare aldelis ingen billeder i de christnis templer. Icke der for, at ieg laster alle vden beskeden, men fordi at de kunde i fremtiden, naar det hellige euangelij liuss formørckis, bliffue den gamle vildfarelsis redskab. Men effterdi seduanen er mectig, da giffuer ieg dette raad, at Guds ords tienere maa lide historiske malning och lignelser, hoss huilcke er ingen vrang mening. Oc de skulle beflitte sig saa megit som dennem mueligt er, at Guds bord bliffuer renset fra affguders billeder. Oc der som de kunde det ingenledis giøre, da maa de effter den Wittembergis exempel, tilstede, at mand maler paa en taffle, Christi raderis historie, hans fødders toelse, eller hans pinis historie, om dennem behager. Och saa lenge kunde de det tilstede, indtil de see at det vendis til vildfarelse oc misbrug.
Der som de icke met ord borttage, det er, straffe saadan wgudelig malning oc billeder, oc paaminde øffrigheden huad deris embede er, da skal GUD straffe dennem, at de haffue forsømmit deris embede.
Hand scriffuer oc, at christne maa haffue it crucifix vdi deris kircker, til it tegn om Christi seyeruinding, om saa er, at der er ingen saadan vanbrug hoss, som tilforn sagd er. Men de andre som kaldis de affguders helligens billeder, ere aldelis wnyttige vdi den christne kircke, som tilforn nocksommelig beuist er, oc bør ingenlunde at lidis der.
Bonden:
Hvorledis skulle Guds ords tienere handle sig her vdi?
Presten:
De skulle først studere flittelige i den hellige scrifft, oc baade i det gamle oc ny testamente, oplede de besynderligste steder, som lyde om affguderi oc affguders billeder, oc dennem skulle de flittelige end acsaa oplæsse for folckit aff bogen.
Oc disse steder kunde de oplæsse oc offte forkynde, først om billeders opkommelse oc begyndelse kunde de oplæsse det 13. 14. 15. capittel vdi Salomons visdoms bog.
Der næst huad saadanne affguders billeder ere, kunde de foreholde folcket, synderlige den 96. 97. 115. psalmer. Det 44. capit: Esaiæ. Hoss Jeremiam i det 10. capit: Item hoss S[t]. Pouel til de corinther i det 8. oc 10. capittel, oc mange andersteder.
At de ere forbødne, der om læss den anden Mosi bogs 20. capit: Den tredie Mosi bogs 18. oc 25. capit: Den femte Mosi bogs 4. 5. oc 27. capittel.
I det ny testamente læss S[t]. Pouels oc S[t]. Hansis epistler, synderlige som før sagd er.
For det andit, skulle Guds ords tienere, atuare oc paaminde øffrigheden, oc bede dennem at de giøre ders embede. Oc der som de befinde øffrigheden icke at være nocksommelig vnderuist vdi den sag, eller oc de kunde haffue nogen anden mening der om, end som Guds ord lyder, da skulle de underuise dennem met scrifften.
For det tredie, naar en christelig øffrighed, er saa vnderuist aff HERRENS ord, da enten lader hand vel selff saadanne affguders stytter hentage, eller hand vdi det mindste, samtycker at de kunde komme bort. Mand seer vel at mange som ere vdi verdslig øffrighed, vide vel huad ret er vdi den sag, men de acte det føye, thi de mene det kommer dennem føye ved, huad heller de staa eller icke, thi det huercken skader eller gaffner dennem.
For det fierde, naar en Guds ords tienere er saa bekrefftet med scrifften, oc hand veed sin christelige øffrigheds forstand oc vilie, saa kand hand flittelige lære, atuare oc paaminde sin almue, besynderlige kirckernis ombodsmend, at de tage saadan væderstyggelighed bort.
For det femte, naar hand fornemmer, at hand kand føye, eller intet udrette met lærdommen hoss folckit, thi mange acte ikke saa grandgibelige ordit som dennem burde. Det er ocsaa vanskeligt at slæt oc aldelis udrense den gamle surdey. Da kand hand effter Guds ords lydelse, och offrighedens vilie, faa hemmelige borttage oc forkomme saadanne affguders stytter, met den største lempe, som hand kand, som tilforn sagd er.
Wi haffue exempel i den hellige kirckis historie, huorledis at mange gudfryctige menniske, haffue icke aleniste met mundelig bekiendelse, bestaaet den hellige euangeliske lærdom, imod keysers oc kongers bud. Men de haffue end ocsaa met egne hender omkast affguders billeder.
S[t]. Peder siger: Mand skal mere lyde Gude end mennisken: Item Christus siger: Huo som mig necter for mennisken, den vil ieg necte for min himelske fader. Item, huo som elsker fader eller moder mere end mig, hand er mig icke verd.
Saadanne affguders billeder beskermis icke, vden enten ved tyrranj, eller ved denne folckens vrange mening, som heder superstitio, eller gerighed. Eller oc formedelst dennem alle tre til sammen, som mand kand obenbarlige see vdi paffuedommit. Saadant it tre strengit reb, er hart at løse.
En retsindig Guds ords tienere skal see til oc acte, at hand lærer det som sant oc vist er, effter den hellige scrifftis lydelse, oc imodstaa alt affguderi oc falsk lærdom.
Der næst skal hand elske fred oc endrectighed, det yderste skee kand, Guds ære wforkrenckit.
For det tredie, skal hand skicke sig i leffnet oc gierning, at hand icke giffuer nogen forargelse til wgudelighed oc last. Men tager nogen sig forargelse aff en ret oc sand lærdom, alle aff nogen nyttig oc retfærdig gierning, da see sig til hour hand kommer at staa hoss GUD, oc forstandige menniske.
Ordforklaringer
Avgud: Nedlatende betegnelse på såkalte «falske» og hedenske guder.