Fra Kristianias arbeiderkvartaler

Kilden

Mer informasjon om kilden

Modernisert kildetekst

Blant tidens brennende spørsmål er arbeiderspørsmålet kanskje det aller viktigste, fordi det i sin rette løsning tillike inneholder besvarelsen av så mange andre. Praktisk tatt er det visstnok ennå så lite utretta at man foreløpig må betrakte seg som stående så godt som ved begynnelsen, men allerede det at vi er kommet til full erkjennelse av arbeiderspørsmålets betydning, at det er gjenstand for de største tenkeres, statsøkonomers og politiske lederes ivrigste interesse og mest omfattende undersøkelse, tør gi grunnlag for håp om at vi går en fremtid i møte, der spørsmålets forskjellige sider etter hvert raskere vil finne sin løsning i gjennomgripende praktiske reformer.

Til å begynne med skal jeg tillate meg å føre mine lesere gjennom de kvartalene av vår by der håndens og maskinenes arbeid vesentlig er konsentrert, og der tillike hoveddelen av våre arbeidere er bosatt. Vi skal se arbeideren i hans virksomhet så vel som i hans hjemlige forhold, og forhåpentlig derav kunne hente noen nyttige erfaringer til forståelse av hvordan hans stilling i vårt samfunn virkelig er. Hvordan den bør være, derom vil ingen opplyst og virkelig human mann eller kvinne være i tvil, og reformspørsmålet blir da i den grad lettere å besvare som vi da ikke lenger behøver å spørre hva, men hvordan.

Det enorme oppsvinget Kristiania, særlig i de siste tjue år, har gjort, både hva angår folketall og økonomisk styrke, skyldes først og fremst de etter norske forhold storartede dimensjoner som den industrielle produksjonen siden omslaget i vår tollpolitikk tidlig i firettiårene etter hvert har antatt. Jeg skal, for å belyse dette for vårt tema ikke uviktige punktet, fremføre noen statistiske data som jeg her har funnet i avskriften av hr. F. Bøtzmans artikkel i Aftenposten om den her nylig avholdte industriutstillingen. Av disse fremgår det at det i 1880 i Kristiania og omegn fantes i alt 245 fabrikker med 9.850 arbeidere. I hele landet fantes der samtidig i alt 3.386 fabrikker med 41.653 arbeidere. Nær en fjerdedel av landets samlede industrielle produksjon utgår altså fra anleggene i Kristianiadalen. At virksomheten siden 1880 snarere har økt enn avtatt, kan vi – gitt manglende statistiske opplysninger om dette – ta for gitt, og både den mekaniske og tekstilindustrien arbeider stadig med en mer og mer rastløs energi.

Når vi snakker om Kristianias arbeiderkvartaler, er det derfor naturlig at vi straks kaster øyet på strøket opp langs Sagene og Akerselven; for likesom byens viktigste industrielle liv her finnes samlet som i et brennpunkt, har også hoveddelen av arbeiderbefolkningen slått seg ned her og i den nærmeste omegn.

La oss stille oss på broen oppe ved Hjula Veveri. Under oss skummer elven med fall etter fall på begge sider av broen. Det er en kald, klam vintermorgon – av dem som vi dessverre har altfor mange av her i Kristiania. Fossebrattene har skutt opp høye isvegger på begge sider, og fabrikkmurene er overalt, så langt sprøytet fra elven når, omgitt med rekker av umåtelige istapper i de mest forskjellige og fantastiske former. Men vinteren anstrenger seg forgjeves hvis den med sine islenkjer håper å kunne binde fabrikkenes travle virksomhet. De mektige turbinene arbeider med uforminsket kraft og setter med sine kjempesvinghjul drivreimene i bevegelse, som igjen på sin side får de hundrevis av maskinene derinne til hver for seg å fylle sin spesielle oppgave i den produksjonen de er satt til å virke for. Og strømmen av menn og kvinner i alle aldre – her er for øvrig den kvinnelige arbeidsstyrken den mannlige mange ganger overlegen, noe som jo også bidrar til å gi bildet dets karakter – denne strømmen som ved sekstiden i mørke og kulde har dukket frem fra de mangfoldige krinkelkrokene, smaugene og bakgårdene, hvorav arbeiderbyene på begge sider av elven, men hovedsakelig i Sagene, har en utrolig overflod, gir også kulden, vintertåken og mørket en god dag, så snart porten til fabrikbygningene har lukket seg bak den. Det tilvante, rutinepregede arbeidet sluker øyeblikkelig alle andre tanker som må ha beveget seg hos dem. Iallfall er dette det inntrykket jeg får, når jeg etter mottatt tillatelse selv et par timer senere trer inn i fabrikbygningen og vandrer gjennom de lange spinnerihallene. Kvinner fra 14-årsalderen og oppover til 30–40 år står ved spinnemaskinene og utfører sitt arbeid med en maskinmessig ensformighet i alle bevegelser, som gir dem mer likhet med automater enn med mennesker av kjøtt og blod. Denne rent mekaniske prosessen som deres virksomhet er bundet til, og som utelukker ethvert krav om tilstedeværelse av noen høyere åndelig evne, idet den aldri appellerer til deres intelligens, avspeiler seg også ufrivillig under arbeidet i disse kvinnenes ansikter. De får alle noe visst stereotypt som, til tross for ulikheten i linjer og trekk, i alder osv., likevel gir dem alle en slags innbyrdes likhet, nesten som om de var i familie med hverandre. Og er vel dette underlig, der år ut og år inn et ensartet, rent mekanisk arbeid tolv timer av dagen opptar hele oppmerksomheten deres og, dersom det skal utføres ordentlig, må oppta den slik at tanken på alt annet, på deres spesielle personlige interesser, liksom forsvinner i spolenes snurring og surring, i all den monotone, uendelige larmen og durinen rundt dem?

Hos mennene, hvis arbeid er av en mer variert karakter, er dette fellestrekket knapt å spore, og det opphører også hos kvinnene så snart aftenklokkens lyder og de igjen strømmer ut, hver til sin kant. Da er de alle som forandret med ett slag. Det stivnede ansiktsuttrykket forsvinner og viker plassen for et annet, som tydelig nok viser at disse travle, flittige arbeidsautomatene dog er som vi andre – mennesker av kjøtt og blod. De er jo i virkeligheten nærmest alle unge kvinner, og at de er det, det kan man nå til overflod både høre og se, slik som de snakker og ler og tumler og danser; det er et hulter til bulter, en larm og et hurlumhei, som i øredøvende styrke nesten kan sammenlignes med maskinenes tidligere.

Om deres arbeidsvilkår og forhold under arbeidet kan vi fatte oss i korthet. Begynnende arbeidere får gjennomsnittlig, dersom det er gutter, kr. 1,20, og er det voksne menn, kr. 2,00. Siden, om de blir stående på daglønn, gjerne kr. 2,30. Går de derimot over til akkordarbeid, kan de flinkeste tjene omkring 24 kroner i uken.

Begynnende arbeiderinner får under læretiden fra kr. 0,80 og oppover til kr. 1,00 om dagen. De går alle siden over til akkordarbeid, og er de virkelig flinke, kan de gjennomsnittlig tjene fra 10–12 kroner i uken og endatil opp til 14–15, men flertallet når dog sjelden høyere enn til 10.

Om samtlige arbeideres forhold i arbeidstiden er de uttalelsene jeg har hørt alminnelig gunstige. For dem som er på akkordarbeid – og bestrebelsene går jo overalt nå ut på å overføre så mye som mulig til dette – sier dette seg nesten selv, idet arbeidernes fortjeneste her kommer til å stå i direkte proporsjonalt forhold til deres flid og dyktighet. Men også for daglønnernes vedkommende er det jo rimelig nok at konkurransen hurtig nok ville utelukke de mindre dyktige og ordentlige arbeiderne. Vil man derfor lære arbeiderbefolkningen ordentlig å kjenne, er det bedre å oppsøke den i dens hjem og dens liv utenfor arbeidstiden.

Her lyder dommen ikke fullt så fordelaktig som rimelig kan være, men det er også her så mange forhold og omstendigheter å ta i betraktning for å komme til en upartisk og rettferdig bedømmelse, at de umulig alle kan tas med i en ukeskriftartikkel som denne.

Disse «arbeiderbyene» gir i og for seg et interessant stoff til iakttagelse. De viktigste finnes selvfølgelig rundt omkring de største fabrikkstrøkene – såleds Sagene, Akersbakken, Torshaug, Grünerløkken, Kampen, Enerhaugen, Rodeløkken osv. Det er overalt den forunderligste samling – jeg kunne gjerne si konglomerat – av hytter, den ene klint opp til den andre – hele massen buktende seg oppover en bakkeskråning, støttet opp mot en fjellknaus – så langt øyet kan nå. For våre malere må her være motiver, for for min del har jeg aldri, før jeg selv begynte å gå derutmed og studere denne arkitekturen, sett så ejendommelige former, slike byggeverk som trosser enhver antydning til rette vinkler og linjer. Et slags hus, hytte eller skur oppe i Telthusbakken inngød meg likefrem beundring ved den virtuositet hvormed hver den minste detalj var stilt i et skjevt forhold til alt rundt. Bygningsmateriellets mangfoldighet ga formenes rikdom ikke stort etter. Et stykke murverk her og et stykke bindingsverk der, så et stykke forholdsvis massivt tømmerverk og ved siden av dette, uten noen tilsynelatende motivert overgang, en vegg av tynne, sprikkende planker. At dette palasset ikke egentlig gir noen bekvem bolig for menneskelige vesener, syntes meg innlysende, men bak de skjeve, skitne vinduene, der her og der en istukket rute var stoppet til med en klut eller fille, så jeg ikke desto mindre adskillige ansikter titte frem.

Det er uten tvil ikke for høyt satt når jeg antar at det for tiden er omkring 3.000 kvinner i en gjennomsnittsalder fra 16–30 år sysselsatt i fabrikkene i og rundt Kristiania. At det i hele denne store skarens «Leben und Treiben» ved siden av mye godt og gledelig må være mange skyggesider å hefte seg ved, er så selvfølgelig at det snarere bør vekke forundring at disse dog ikke finnes i større utstrekning enn forholdene viser.

Jeg har allerede pekt på at disse fabrikpikene som oftest kommer fra dårlige hjem. Hermed henger et forhold sammen som ikke kan forbigås, nemlig den fremherskende lysten hos dem til å bo «for seg selv». Denne lysten er hos en stor del av dem meget naturlig. De har hatt det så vondt og dårlig hjemme hos foreldrene at det å få bo for seg selv, står for dem som en befrielse. Idet de nå selv tjener sitt livsopphold, slakkes allerede derved båndet mellom dem og foreldrene, idet avhengighetsforholdet opphører, og adskillelsen blir ofte en nødvendighet. Disse som på denne måten kommer til å bo for seg selv, drar igjen andre med seg, idet det er en egenhet som man ikke bare møter hos fabrikpikene, at de absolutt skal bo to og to «veninner» sammen.

At dette «ungkarlinne»-livet – eller hva jeg skal kalle det – ikke alltid leves i moralens og dydens tjeneste, er innlysende. Dårlig oppdragelse, dårlig eksempel hjemmefra og tidlig selvstendighet uten kontroll fra noen kant – sett disse faktorene i forbindelse med ungdom, livslyst og livsglede, med tidlig og stadig fristelse fra den ene og andre siden – jeg tror nok man skal være ganske selvrettferdig for å gå for strengt i rette med de unge pikene.

Her som ellers er det hovedsakelig hjemmet det kommer an på. De av fabrikpikene som kan bo, og finner seg i å bo hjemme hos foreldrene, er som oftest greie, skikkelige piker. Deres fortjeneste er i det hele tatt så god, fra 10–12 kroner i uken, at de med litt sparsomhet godt skulle kunne klare seg. Men tilbringes kvelden på dansestedene, skal man «pynte seg opp» og være «fin» for å gjøre lykke hos kavallerene, da strekker ikke lønningen til – og hvor pengene da kommer fra, er det vel knapt nødvendig å uttale seg nærmere om.

De fabrikpikene som gifter seg «utenfor fabrikken», har det som oftest så dårlig at de etter et årstids forløp – undertiden enda tidligere – vender tilbake og igjen tar opp sitt arbeid. Forlovelser innledes jo gjerne på dansehusene, og for det meste med temlig løse og dårlige personer, så forholdet er lett forklarlig.

Hva enn alt er – det er i de forholdene vi her har dvelt ved, mye som kunne være gjenstand for forbedring; spørsmålet er alene hvordan. Det er ikke ved sedelighetsforeninger, ved moralske forelesninger og andre slike tomme spilfekterier man gjør noe nyttig i denne henseende – her må en omordning fra roten av til, og denne omordningen er det såvel arbeidsherrenes som arbeidersamfunnenes, lovgivernes og de styrendes sak å ta seg av. At det kreves grundige tiltak i denne henseende, skal bli enda mer innlysende når vi i det følgende kaster et blikk også på de andre arbeiderklassene, og da hovedsakelig dveler ved de løse dagarbeiderne og de mange i den kvinnelige småindustrien sysselsatte fruentimmerne.

Jeg skulle gjerne ha dvelt lenger og mer utførlig ved disse forholdene, men jeg har dessverre allerede brukt så mye plass at jeg nødtvunget iler mot avslutningen av min artikkel.

Mest å beklage er, tror jeg, de mange yngre og eldre kvinner som skal tjene sitt livsopphold ved vask, stryking osv. – og fremfor alt sypikene. Deres gjennomsnittlige dagsfortjeneste ligger mellom 80 øre og 1 krone, og av dette skal de ikke alene leve, men i systuene der de arbeider, krever man dessuten av dem at de skal være pent og net antrukne – og det for en inntekt på omkring 24 kroner i måneden!

Og mens et slikt faktum som dette og det tidligere nevnte om fabrikpikene foreligger, holdes det menighetsmøter for å hindre prostitusjonen; man danner sedelighetsforeninger, kvinneforeninger, Magdalenahjem – og jeg vet ikke hva alt dette er for noe. Det kan jo være vakkert og velment nok, men det forekommer meg at alle disse tiltakene vis-à-vis det forholdet som samfunnet for øvrig stiller seg til det kvinnelige arbeidet, er som å anlegge en kai der alt er beregnet på at folk må og skal falle i vannet, og så sørge for redningsapparater etterpå. Bygg kaien om, og dere kan spare dere redningsapparatene.

Les original kildetekst

Fra Kristianias Arbejderkvartaler

Af H. Sinding

Norsk Ugeskrift, 1. Bind, No. 7 – Lørdag den 9de Februar 1884

Blandt Tidens brændende Spørgsmaal er Arbejderspørgsmaalet maaske det allervigtigste, fordi det i sin rette Løsning, tillige indeholder Besvarelsen af saa mange andre. Praktisk taget er der vistnok endnu saa lidet udrettet, at man foreløbig maa betragte sig staaende saagodtsom ved Begyndelsen, men allerede det, at vi er kommet til fuld Erkjendelse af Arbejderspørgsmaalets Betydning, at det er Gjenstand for de største Tænkeres, Statsekonomers og politiske Lederes ivrigste Interesse og mest omfattende Undersøgelse, tør give grundet Haab om, at vi gaa en Fremtid imøde, hvor Spørgsmaalets forskjellige Sider efterhaanden hurtigere vil finde sin Løsning i gjennemgribende praktiske Reformer.

Og man maa ikke give sig altfor god Tid; thi enkelte af disse Reformer er allerede nu saa nødvendige, at de vanskelig taaler Opsættelse. Jeg tænker herved ikke paa Udlandets socialistiske og kommunistiske Bevægelser. Som Overskriften paa min Artikel viser, er det vor egen Hovedstads Arbejderforhold, hvormed jeg her agter at sysselsætte mig, og det er ogsaa i den Forbindelse, Kravet paa Reformer, i mere end en Henseende, blir mere og mere paatrængende.

En og anden mener maaske, at Forholdene for vore Arbejderes Vedkommende i det store hele taget er saa gode, som det billigvis kan forlanges. At dette er en Fejltagelse, og at vi for vor egen Skyld bør arbejde paa, at Fejltagelsen kan blive Sandhed, haaber jeg skal blive paavist med tilsrækkelig Klarhed senerehen i min Artikel.

Til en Begyndelse skal jeg tillade mig at føre mine Læsere gjennem de Kvartaler af vor By, hvor Haandens og Maskinernes Arbejde væsentlig er koncentreret, og hvor tillige Hovedmassen af vore Arbejdere er bosat. Vi skal se Arbejderen i hans Virksomhed saavelsom i hans hjemlige Forholde og forhaabentlig deraf kunne hente nogle nyttige Erfaringer til Forstaaelse af, hvorledes hans Stilling i vort Samfund virkelig er. Hvorledes den bør være, derom vil ingen oplyst og virkelig human Mand eller Kvinde være i Tvil, og Reformspørgsmaalet blir da forsaavidt lettere at besvare, som vi da ikke mere behøver at spørge hvad, men hvorledes.

Det uhyre Opsving, som Kristiania, fornemmelig i de sidste tyve Aar, har gjort, baade hvad Indbyggerantal og ekonomisk Evne angaar, skyldes først og fremst de efter norske Forhold storartede Dimensioner, som den industrielle Produktion siden Omslaget i vor Toldpolitik i Begyndelsen af Fyrretyveaarene efterhaanden har antaget. Jeg skal, til Belysning af dette for vort Thema ikke uvigtige Punkt, fremføre nogle statistiske Data, som jeg her har fundet den afskrift af Hr. F. Bøtzmans Artikel i Aftenposten om den ijfor her afholdte Industriudstilling. Af disse fremgaar det, at der i 1880 i Kristiania og Omegn fandtes tilsammen 245 Fabrikker med 9,850 Arbejdere. I det hele Land fandtes der samtidig alt i alt 3,386 Fabrikker med 41,653 Arbejdere. Nær en Fjerdedel af Landets hele industrielle Produktion udgaar altsaa fra Anlæggene i Kristianiadalen. At Virksomheden siden 1880 snarere har tiltaget end aftaget, kan vi, saaet manglende statistiske Opgaver herom, antage for givet, og saavel den mekaniske som Textileindustrien arbejder stadig med en mere og mere rastløs Energi.

Paa Tale om Kristianias Arbejderkvartaler er det derfor naturligt, at vi strax kaster Øjet paa Strøget op langs Sagene og Akerselven; thi ligesom Byens vigtigste industrielle Liv her findes samlet som i et Brændpunkt, saaledes har ogsaa Hovedstyrken af Arbejderbefolkningen slaaet sig ned her og i den nærmeste Omegn.

En Tur opover dette Bystrøg, hvor alt er Travlhed, hvor Rækker af høje Fabrikskorstene udsender sine Røgsøjler, hvor Turbinerne skummer og bruser, og hvor der gaar en Dur og Larm ud fra de svære, røde Murstenspaladser, som af en Havbrænding mod en aaben Strand, er i og for seg interessant. Her har vi Foss Mølle, Sejdugsfabrikken, Voyen Spinderi, Hjula Væveri & Spinderi, Myrens mek. Værksted, Bentsebrug, Kristiania mek. Væveri, Kristiania Spigerværk og endelig Nydalens Spinderi, – det ene ovenfor det andet, alle store Anlæg, der sysselsætter en Mangfoldighed af mandlige og kvindelige Arbejdere. Eksempelvis: Sejldugsfabrikken 500 hvoraf 400 Kvinder; Hjula 650, hvoraf 425 Kvinder; Myrens mek. Værksted omkring 250 Mand og Nydalens Spinderi omkring 1000, hvoraf 700 Kvinder.

Lad os stille os paa Broen oppe ved Hjula Væveri. Under os skummer Elven med Fald efter Fald paa begge Sider af Broen. Det er en kold, klam Vintermorgen, – af dem, som vi desværre har altfor mange af her i Kristiania. Fossestupene har skudt op høje Isvægge paa begge Sider, og Fabrikmurene er overalt, saalangt Sprøjtet fra Elven naar, omgivne med Rækker af umaadelige Istapper i de mest forskjellige og fantastiske Former. Men Vinteren anstrænger sig forgjæves, hvis den med sine Islænker haaber at kunne binde Fabrikkernes travle Virksomhed. De mægtige Turbiner arbejder med uformindsket Kraft og sætter med sine Kjæmpe-Svinghjul de Drivremme i Bevægelse, som atter paa sin Side faar de hundreder af Maskiner derinde til hver for sig at fylde sin specielle Opgave i den Produktion, for hvilken den er sat at virke. Og den Strøm af Mænd og Kvinder i alle Aldere, – her er forøvrigt den kvindelige Arbejdsstyrke den mandlige flere Gange overlegen, hvad der jo ogsaa bidrager til at give Billedet sin Karakter, – denne Strøm, som ved Seks-Tiden i Mørke og Kulde er dukket frem fra de mangfoldige Krinkelkroge, Gyder og Baggaarde, hvoraf Arbejderbyerne paa begge Sider af Elven, men hovedsagelig i Sagene, har en utrolig Overflod, giver ogsaa Kulden, Vintertaagen og Mørket en god Dag, saasnart Porten til Fabrikbygningerne har lukket sig bag den. Det tilvante, rutinemæssige Arbejde opsluger øjeblikkeligt alle andre Tanker, som maa have bevæget sig hos dem. Ialfald er dette det Indtryk, jeg modtager, naar jeg efter erholdt Tilladelse selv etpar Timer senere træder ind i Fabrikbygningen, og gjennemvanderer de lange Spinderisale. Kvinder fra 14-Aars Alderen og opover til 30–40 Aar staar ved Spindemaskinerne og udfører sit Arbejde med en maskinmæssig Ensformighed i alle Bevægelser, der giver dem mere Lighed med Automater end med Mennesker af Kjød og Blod. Denne rent mekaniske Proces, hvortil deres Virksomhed er bundet, og som udelukker ethvert Krav paa Tilstedeværelsen af nogen højere aandelig Evne, idet den aldrig appellerer til deres Intelligents, afspejler sig ogsaa uvilkaarlig under Arbejdet i disse Kvinders Ansigter. De faar samtlige noget vist Stereotypt, som, trods Forskjelligheden i Linjer og Træk, i Alder o. s. v., dog forlener dem alle med etslags indbyrdes Lighed, næsten som var de i Familie med hinanden. Og er vel dette underligt, hvor Aar ud og Aar ind et ensartet, rent mekanisk Arbejde tolv Timer af Dagen optager deres hele Opmærksomhed og, hvis det skal udføres ordentlig, maa optage den saaledes, at Tanken paa alt andet, paa deres specielle personlige Interesser ligesom bliver borte i Snellernes Snurren og Surren, i al den monotone, umaadelige Larm og Dur omkring dem?

Hos Mændene, hvis Arbejde er af en mere forskjelligartet Karakter, er dette Fællestræk neppe at spore, og det ophører ogsaa hos Kvinderne, saasnart Aftenklokken lyder og de atter strømmer ud, hver til sin Kant. Da er de alle som med et Slag forandrede. Det stivnede Ansigtsudtryk forsvinder og viger Pladsen for et andet, der noksom viser, at disse travle, flittige Arbejdsautomater dog er som vi andre, – Mennesker med Kjød og Blod. De er jo i Virkeligheden næsten alle unge Kvinder, og at de er det, det kan man nu til Overflod baade høre og se, slig som de snakker og ler og tumler og danser; det er et Hultertilbulter, en Larm og et Hurlumhej, som i øredøvende Evne næsten kan sammenlignes med Maskinernes tidligere.

Har man aldrig gjort sig en Tur opover paa de Tider af Dagen, da denne Arbejdsstyrke af flere tusen Mennesker, hvoraf maaske en overvejede Del Kvinder, strømmer til og fra Akerselvens utallige industrielle Anlæg, gjør man sig ingen Ide om, hvilket livligt og forskjelligartet Billede dette Syn frembyder. At ikke alting i dette er saa smukt og pent, som en Rigorist maaske kunde kræve det, siger sig selv. Og vi kommer nu ved denne Ideforbindelse strax ind paa et af de Spørgsmaal, som er af størst Betydning for vort Emne: Fabrikarbejdernes og Arbejderskernes Forhold i og udenfor deres Dagværk, – deres Livsvilkaar og Livsforhold.

Om deres Arbejdsvilkaar og Forhold under Arbejdet kan vi fatte os i Korthed. Begyndende Arbejdere faar gjennemsnitlig, hvis det er Gutter, Kr. 1,20, og er det voksne Mænd, Kr. 2,00. Siden, om de blir staaende paa Daglenning, gjerne Kr. 2,30. Gaar de derimod over til Akkordarbejde, kan de flinkeste tjene omkring 24 Kroner om Ugen.

Begyndende Arbejdersker faar under Læretiden fra Kr. 0,80 opover til Kr. 1,00 om Dagen. De gaar alle siden over til Akkordarbejde, og er de rigtig flinke, kan de gjennemsnitlig tjene fra 10–12 Kroner om Ugen og endogsaa op til 14–15, men Flerheden naar dog sjelden højere end til 10.

Om samtlige Arbejderes Forhold i Arbejdstiden er de Udtalelser, jeg har hørt, almindeligvis gunstige. For dem, der er paa Akkordarbejde – og Bestræbelserne gaar jo overalt nu ud paa at overføre saameget som muligt hertil – siger dette sig næsten selv, idet Arbejdernes Fortjeneste her kommer til at staa i direkte proportionalt Forhold til deres Flid og Duelighed. Men ogsaa for Daglønnernes Vedkommende er det jo rimeligt nok, at Konkurrencen hurtig nok vilde udelukke de mindre duelige og ordentlige Arbejdere. Vil man derfor lære Arbejderbefolkningen ordentlig at kjende, er det bedre at opsøge den i dens Hjem og dens Liv udenfor Arbejdstiden.

Her lyder Dommen ikke fuldt saa fordelagtig, som rimeligt kan være, men der er ogsaa her saamange Forholde og Omstændigheder at tage i Betragtning for at komme til en uhildet og retfærdig Bedømmelse, at de umulig alle kan medtages i en Ugeskriftsartikel som denne.

Arbejderen hos os har maaske mere end i de fleste andre Lande den Skik at gifte sig meget tidlig, og uden at han derved tager de Pligter og Krav, som følger med, under nogen egentlig alvorlig Overvejelse. Denne Sædvane eller Uvane – jeg overlader til den enkelte at vælge, hvilket Udtryk han finder er det mest træffende – finder selvfølgelig i ikke mindre Grad Sted hos Fabrikarbejderen end hos enhver anden og har sine Konsekvenser. En tre, fire, fem Børn expederes taalelig hurtig til Verden, og med disse, Konen og sig selv har han da at slaa sig igjennem for den Gjennemsnitsfortjeneste af mellem to og tre Kroner Dagen, som han i heldigste Tilfælde kan opnaa. Nuvel, saa længe han er ung og stærk, saa længe Konen er frisk og begge er ordentlige, strævsomme Mennesker, saalænge er der ingen Fare paa færde. Men en liden Afvigelse heri – og Maskinerne er strax i Uorden. Drikker Manden, er det allerede galt nok; er det samme Tilfældet med Konen, da er Stillingen omtrent redningsløs. Og af slige Arbejderhjem, hvor der saaledes af en eller anden Grund og paa en eller anden Maade er et forfærdeligt Ustel, findes der desværre altformange. Men i og af dette Ustel er det, den yngre Stok af Arbejderklassen vokser op.

Man behøver bare at foretage en Vandring gjennem etpar af vore »Arbejderbyer« og se indom i et og andet af disse Arbejderhjem, for at erholde et levende Indtryk af, hvor uholdbar Stillingen, i det store hele taget, er.

Disse »Arbejderbyer« afgiver i og for sig et interessant Stof til Iagttagelse. De vigtigste findes selvfølgelig rundt omkring de største Fabrikstrøg, – saaledes Sagene, Akersbakken, Torshaug, Grünerløkken, Kampen, Enerhaugen, Rodeløkken o. s. v. Det er overalt den forunderligste Ansamling – jeg kunde gjerne sige Konglomerat – af Hytter, den ene klinet op i den anden – hele Massen bugtende sig opover en Bakkeskraaning, støttet op mod en Fjeldknaus, – som Øjet kan paa. For vore Malere maa her være Motiver, ti for mit Del har jeg aldrig, før jeg selv begyndte at gaa derude og studere denne Arkitektur, seet saa ejendommelige Former, slige enhver Antydning til rette Vinkler og Linjer trodsende Bygværker. Etslags Hus, Hytte eller Skur oppe i Telthusbakken indgjød mig ligefrem Beundring ved den Virtuositet, hvormed hver den mindste Detalj var stillet i et skjævt Forhold til alt omkring den. Bygningsmateriellets Mangfoldighed gav Formernes Rigdom ikke stort efter. Et Stykke Murvæg her og et Stykke Bindingsværk der, saa et Stykke forholdsvis massiv Tømmervæg og ved Siden af denne, uden nogen syneladende motiveret Overgang, en Væg af tynde, gispende, sprikende Planker. At dette Palads ikke egentlig afgive nogen bekvem Bolig for menneskelige Væsener, syntes mig indlysende, men bag de skjæve, skidne Vinduer, hvor her og der en ituslaaet Rude var dyttet en Klud eller Fille, saa jeg ikke destomindre adskillige Ansigter kikke frem.

Fuldt saa daarlige som dette er vel Flerheden af Huse og Hytter i disse Strøg ikke, men at det ikke er noget videre rart bevendt med dem, er desuden sikkert nok. Som oftest er de utætte og fugtige. Da de ligge i et eneste Hultertilbulter med trange Gyder og skidne, stinkende Antydninger til Gaardsrum mellem sig indbyrdes, er den Atmosfære, Beboeren indaander, hvor han saa vender sig, saa slet som vel mulig. Og at dette har større og farligere Betydning end det øjeblikkelige Uhehag, man har deraf, tør være indlysende for enhver.

Hvorledes er der saa »inden Døre« i disse Arbejderkolonier? Det kan selvfølgelig være meget forskelligt hos de Forskjellige med Hensyn til ordentligt Stel, til Renslighed og Hygge; men to Ting: daarlig Luft og en overdreven høj Temperatur, møder man dog saagodt-som overalt, selv hos de bedste. Denne Trang til stærk Varme og Frygt for alt, hvad der kan kaldes Ventilation, staar naturligvis i nøjeste indre Forbindelse med hinanden, idet det sidste er betinget af den første.

I de Strøg, hvor Fabrikarbejderne allerhelst har sit Tilhold – altsaa i Byens Udkanter – er Værelserne fordetmeste taalelig store. Men Vægge og Vinduer er som oftest saa daarlige, utætte og fugtige, at Værelserne muligvis af denne Grund alligevel ikke er at Foretrække for de lave, trange Rum, i hvilke Arbejderne i de indre Bydele pakker sig sammen.

Oppe paa Fossveien var jeg under mine Strejftog inde paa flere Steder. Jeg gjorde Bekjendtskab med Arbejderfamilier under de forskjelligste Vilkaar. Her var Mand og Kone begge ordentlige, strævsomme Mennesker; et andet Sted var Konen et slet Subjekt, hengivet til Drik og dermed følgende Lurveleven. Et tredje Sted var Forholdene saa igjen paa en lidt anden Maade. Ved et flygtigt Øjekast syntes Forskjellen i Vilkaar hos de Forskjellige dog ikke saa stor, som man efter Modsætningen i Livsforholdene skulde vedte sig. Beboelsesrummets udstyr var saa temmelig det samme overalt: et Klaffebord med Stole ved Vinduet, og et Skab eller Kommode – og selvfølgelig de velkjendte Skilderier paa Væggen. Det er først, naar man begynder at gaa i Enkeltheder, Forskjellen fremtræder. Sengene er uopredte, ækle at se til, Gulvet uvasket, Stole og Borde brøstfældige – kortsagt, alt fortæller om et mislykket Husstel, – Grunden maa nu være den ene eller anden. Og fortæller ikke dette nok om Elendigheden, saa betragt Børnene, som de halv eller helt upaakklædte, skidne og med den usunde Farve, som daarlig og usund Luft skjænker, rodet omkring paa Gulvet, – betragt Kjøkkensteldet – og tal med Konen; lad hende fortælle om, hvorledes alt, hvad der kan laanes paa, er pantsat, hvorledes Lørdagens Aflønning allerede er opbrugt i Begyndelsen af Ugen, og alle de Maader, hun da maa se at klare sig paa, for at tilfredsstille det Minimum af Føde og Maximum af Varme, som forlanges.

Dette er altsaa i de dårligste Hjem. Paa andre Steder, hvor Mand og Kone begge er brave, ordentlige Mennesker, kan det, som før bemærket, se baade pent og hyggeligt ud. Men taler man med dem om Idkommet er Beretningen der om, ved det Fremtidsperspektiv den aabner, dog alt andet end opmuntrende. Det er ikke saa, at de klager eller behøver at klage; Fortjenesten slaar ved det sparsomme Levesæt, de fører, jo nok til. Men bare en saadan Ting som det, at skaffe nye Klæder til Børnene og sig selv – og det er sandelig ikke ofte, det gaar paa – betragtes selv af de bedste som noget, de kun med den største Anstrængelse kan komme over, og da sker det gjerne paa den Maade, at Kongen tilveiebringer det Nødvendige dertil ved Arbejde, som hun paatager sig i den somoftest knappe Tid, hun kan afse fra sit Husstel. Og hvorledes tror man saa, det gaar paa de Steder, hvor Konen er et dovent, daarligt Subjekt?

Men Fremtidsperspektivet er, som sagt, herved det mest trøstesløse, idet selv den bedste og mest ordentlige Arbejder aldrig formaar at lægge noget op, – og alle har derfor som den endelige Afslutning paa sit Stræv – Fattigunderstøttelsen.

Om det, ikke mindre for Arbejderen selv, end for Samfundet idetheletaget fordærvelige i denne Tingenes Tilstand, derom mere siden. Efter nu at have dvælet en Smule ved Arbejderne og deres Forholde, skal vi først gaa over til at betragte, hvorledes disse stiller sig for Fabrikpigernes Vedkommende.

Den Hær af kvindelige Arbejdere, som nu er sysselsatte i Spinderier og andre Fabrikanlæg, isærdeleshed opover Akerselven, rekruteres som oftest med unge Piger, der kommer fra de daarligste og fattigste Hjem. I bedste Tilfælde er de selv Børn af Fabrikarbejdere, ellers sædvanligvis af løse Dagarbejdere, hvor Fattigdommen og Elendigheden i Hjemmet er størst, og hvor det altsaa er en Opgave for de unge Piger selv ikke mindre end for Forældrene, at de saa hurtig som muligt kan komme ud og fortjene sit Livsophold.

Tidligere var det derfor ikke usædvanligt at se Børn anbragte i Fabrikarbejdet. Loven har nu heri gjort en Forandring; Pigerne maa først være konfirmerede, før det er tilladt at optage dem i Fabrikkerne, men Konfirmationen sker da rigtignok ogsaa saa tidlig, som det paa nogen Maade er muligt. Derfor kan man endnu den Dag i Dag se Piger staa i Arbejdet ved Spinde- og Karemaskiner, saa lidet udviklede, saa smaa og tynde og magre, at det er vanskeligt at tænke sig, hvorledes disse Væsener skal kunne holde ud med dette trættende Arbejde fra seks om Morgenen til seks eller otte om Kvælden og med den knappe Hvil og endnu knappere Føde, som de erholder.

Det er uden Tvil ikke for højt sat, naar jeg antager, at der for Tiden er omkring 3000 Kvinder i en Gjennemsnitsalder fra 16–30 Aar sysselsatte i Fabrikkerne i og omkring Kristiania. At der i hele denne store Skares «Leben und Treiben» ved Siden af meget godt og glædeligt maa være mange Skyggesider at hæfte sig ved, er saa selvfølgeligt, at det snarere bør vække Forundring, at disse dog ikke findes i større Udstrækning, end Forholdene viser.

Jeg har allerede pegt paa, at disse Fabrikpiger som oftest kommer fra daarlige Hjem. Hermed staar et Forhold i Forbindelse, som ikke kan forbigaaes, nemlig den fremherskende Lyst hos dem til at bo »for sig selv«. Denne Lyst er hos en stor Del af dem saare naturlig. De har havt det saa ondt og daarligt hjemme hos Forældrene, at det, at faa bo for sig selv, staar for dem som en Befrielse. Idet de nu selv tjener sit Livsophold, slappes allerede derved Baandet mellem dem og Forældrene, idet Afhængighedsforholdet ophører, og Adskillelsen blir ofte en Nødvendighed. Disse, som paa denne Maade kommer til at bo for sig selv, drager atter igjen andre med sig, idet det er en Ejendommenlighed, som man ikke alene møder hos Fabrikpigerne, at de absolut skal bo to og to »Veninder« sammen.

At dette »Ungkarlinde«-Liv – eller hvad jeg skal kalde det – ikke altid leves i Moralens og Dydens Tjeneste, er indlysende. Daarlig Opdragelse, dårligt Exempel hjemmefra og tidlig Selvstændighed uden Kontrol saagodtsom fra nogen Kant, sæt disse Faktorer i Forbindelse med Ungdom, Livslyst og Livsglæde, med tidlig og stadig Fristelse baade fra den ene og anden Side, – jeg tror nok, man skal være adskillig selvretfærdig for at gaa for strængt i Rette med de unge Piger.

Her som ellers er det hovedsagelig Hjemmet, hverpaa det kommer an. De af Fabrikpigerne, som kan bo, og finder sig i at bo hjemme hos Forældrene, er som oftest brave, skikkelige Piger. Deres Fortjeneste er idetheletaget saa god, fra 10–12 Kroner om Ugen, at de med en Smule Sparsomhed godt skulde kunne slaa sig igjennem. Men tilbringes Aftenen paa Danseboderne, skal man »fjonge sig op« og være »fin«, for at gjøre Lykke hos Kavallererne, da forslaar Lønningen ikke stort, – og hvor Pengene saa kommer fra, derom er det vel neppe nødvendigt at udtale sig nærmere.

De Fabrikpiger, som gifter sig »udenfor Fabrikken«, har det som oftest saa daarlig, at de efter et Aarstids Forløb – undertiden endnu tidligere – vender tilbage og atter optager sit Arbejde. Forlovelser indledes jo gjerne paa Dansehusene, og fordetmeste med temmelig løse og daarlige Personer, saa Forholdet er let forklarligt.

Hvorom alting er, – der er i de Forholde, vi her har dvælt ved, meget, som kunde være Gjenstand for Forbedring; Spørgsmaalet er alene hvorledes. Det er ikke ved Sædelighedsforeninger, ved moralske Forelæsninger og andre slige tomme Spilfægterier, man gjør noget nyttigt i denne Henseende, – her maa en Omordning fra Roden af til, og denne Omordning er det saavel Arbejdsherrernes som Arbejdersamfundenes, Lovgivernes og de Styrendes Sag at tage sig af. At der paakræves grundige Foranstaltninger i denne Henseende, skal blive endnu mere indlysende, naar vi i det følgende kaster et Blik ogsaa paa de andre Arbejdsklasser og da hovedsagelig dvæler ved de løse Dagarbejdere og de mange i den kvindelige Smaaindustri sysselsatte Fruentimmer.

For de faste Arbejderes Vedkommende, og til dem maa foruden Fabrikarbejdere ogsaa henregnes mekaniske Arbejdere, Typografer samt de ved forskjellige kommunale og offentlige Arbejder sysselsatte Mennesker og maaske endnu endel andre – for disse faste Arbejderes Vedkommende er nemlig Lønningsforholdene og derigjennem ogsaa deres øvrige Livsforholde saa temmelig ensartede, at jeg, efterat have omtalt Fabrikarbejderne, angaaende de øvrige lidet eller intet har at tilføje. Kun etpar Bemærkninger. Saavel Flerheden af mekaniske Arbejdere som Typografer (Sættere) har paa Grund af Arten af sin Beskæftigelse gjerne mere Dannelse og bedre Kundskaber end Fabrikarbejdere ialmindelighed. Dette medfører selvfølgelig strax nogen Forskjel i Vaner og Levemaade. For de flinkere Typografer og mekaniske Arbejdere er desuden Fremtidsudsigterne ulige lysere, idet de dels kan indtræde i selvstændige Stillinger, dels har god Anledning til at avancere opover til forholdsvis godt aflønnede Poster i de Trykkerier eller Værksteder, hvor de arbejder. Herved glider de rigtignok i og med det samme udover den Linje, der danner Grændsen mellem tekniske Fagmænd og hvad der strængt taget kan henføres under Betegnelsen Arbejdere, og kan forsaavidt siges ikke mere at vedkomme os. Dette om de faktisk foreliggende Uligheder; deres Indflydelse viser sig paa mange Maader i Arbejdernes Forhold i og udenfor sit Dagværk.

Forespurgte jeg mig i Fabrikkerne om, hvad Arbejderne der viste Lyst til at udvide sine Kundskaber baade inden som udenfor sin specielle Beskjæftigelse, fik jeg et Svar, der lige gjerne kunde tages for et »aa nej« som for et »aa ja!« – Men i en Ting var Svaret bestemt nok: Arbejderne saa altid med udpræget Misnøje, at en eller anden af deres egen Kreds svang sig op over dem. Dette at en, som tidligere har været deres Kammerat, skal kunne staa og kommandere over dem, er de, langt fra at betragte det som et Bevis paa en Duelighed og Energi, der har faaet fortjent Løn for sine Anstrengelser, snarere tilbøjelige til at anse som et Hovmod, for hvilket Kammeraterne ikke var »fine nok« og Stillingen som simpel Arbejder ikke »god nok«. At lade sig »kommandere« af engelske Teknikere, der ligeledes selv har begyndt som simple Arbejdere, generer dem derimod ikke. Deres Trang til at udvide sine Kundskaber er, som sagt, tvilsom. Kan de øjne en øjeblikkelig Forøgelse i Fortjenesten ved at sætte sig ind i et eller andet »nyt«, Fabrikarbejde vedkommende, da er de ivrige nok, – men er dette ikke Tilfældet, er Tingen dem saa temmelig ligegyldig.

Om deres Lærelyst udenfor Fabrikarbejdet kun dette: Sejldugsfabrikkens Disponent har en Tid lang arrangeret fysikalske og kemiske Foredrag afholdt paa Universitetet for Fabrikkens Arbejdere, naturligvis afpasset efter deres Kundskabstrin og Opfattelsesevne. Det er Professorerne D'hrr Schjøtz og Hjortdahl, af hvem disse Foredrag vekselvis har været holdt. Saalænge Professorerne dog forlyste sine Tilhørere med alskens »morsomme« Experimenter, jo, da var man med, men ikke saasnart var disse forbi, og man kom til den alvorligere Del, til Beviserne, Sammenstillinger af Resultater, til kemiske Formler eller fysiske Beregninger, – da sovnede man ind eller var helt borte: akkurat som Gutter paa en Skole.

Det er ikke min Mening herved at ville gjøre disse Godtfolk en Bebrejdelse. Jeg finder det tvertimot med de Forudsætninger i Opdragelse og Kundskaber, som de møder frem, saa aldeles naturligt, at deres respektive Hjerner kvier sig for et den aldeles uvant Tankearbejde. Jeg fremsætter kun en Kjendsgjerning og skal nu sammenstille denne med de Erfaringer, jeg paa den anden Side har gjort med Hensyn til de mekaniske Arbejdere. Allerede det, at Avancement opover til bedre Stillinger her er lettere og hyppigere, bevirker selvfølgelig, at dette ikke i den Grad betragtes med onde Øjne. Angaaende Lærelysten, da betinger de forskjellige mekaniske Arbejders Karakter og Art allerede som sin Forudsætning adskillige Kundskaber, som Fabrikarbejderen ikke ialmindelighed behøver. Herved er den mekaniske Arbejder strax stillet et Trin højere og har tillige en Betingelse for fortsat Udvikling, som den anden ikke ejer. Dette viser sig allerbedst i den Iver, hvormed vore mekaniske Arbejdere stadig inden sin egen Forening paahøre Foredrag over mathematiske og mekaniske Emner. Et Exempel herpaa kan anføres. En af Lærerne ved den herværende tekniske Skole holdt en Aften et Foredrag over Dampmaskiner eller noget lignende for »de mekaniske Arbejderes Forening«. I Arbejdersamfundets store Sal – og de mekaniske Arbejdere havde sit Foredragsværelse lige ved Siden – holdtes samtidig et hejdundrende Folkeværbningsmøde med Skjældsord, Udkastelser, Hurraer, Trampen, Piben, Hyssen og Lattersalver. Hvem skulde ikke have Lyst til at smutte ind og være med, isærdeleshed naar han befandt sig saaledes i Nærheden? – Men de mekaniske Arbejdere holdt tappert Stand mod de syndige Lyster og paahørte i Ro det halvanden Times Foredrag, der uden Tvil var lærerigt nok, men dog vel neppe kunde henføres under Morsomhedens Kategori. Det synes mig, at dette er et ganske godt Bevis for en energisk Kundskapstrang, – ligesom det ogsaa, efter hvad Foredragsholders i deres Forening har fortalt mig, er bemærkelsesværdigt, med hvilken levende Interesse de omfatter alt, hvad der bydes dem af Foredrag og Læsning.

Hvad Typograferne angaar, da er de de Kommersamlang, at de har sit eget Presseorgan, ligesom de inden sin Forening har naaet Resultater, der er bemærkelsesværdige med Hensyn til Sammenslutnin, og til hvilke jeg i det Følgende skal komme tilbage.

Saa var det de løse Dagarbejderes og de mange i den kvindelige Smaaindustri sysselsatte Fruentimmers Livsvilkaar.

Strengt taget skulde f. Ex. Murere, Malersvende o. l. ikke kunne regnes iblandt løse Dagarbejdere; men jeg ved ikke hvor jeg ellers bedst skal placere dem. Forholdet er jo nemlig for en større Del af dem det, at de er i fast Arbejde det halve Aar eller saa omkring og uden Beskjæftigelse Resten af Aaret. Den usikre Tilværelse, de herved kommer til at føre, frembringer saa mange Ligheder i deres Livsvilkaar med de løse Dagarbejderes Livsvilkaar, at jeg som sagt for Oversigtens Skyld her faar slaa dem sammen.

Lad mig tage en Murersvend og en Bryggersjauer. Murersvennen har tjent godt hele Vaaren og Sommeren – det vil sige forholdsvis godt, thi højere end til Kr. 2,50 og Kr. 3,00 kan han ikke drive det. Saa kommer Høsten og Vinteren, og før han selv ved af det. Staaer han uden Arbejde. Han er gift og har Børn. I ni af ti Tilfælde er Fortjenesten allerede spist op, samtidig med at Arbejdet er forbi; thi for en Mand med Kone og tre Børn er den Dagløn, han kan opnaa, dog ikke stort mere end fra Haanden til Munden. Og nu uden Arbejde. Først lever man en Stund paa Borg, saa gaar alt, hvad man paa nogen Maade kan undvære, Stykke for Stykke til Pantelaaneren og saa, – ja, saa er da som ultimum refugium Fattigkassen tilbage.

Og nu Bryggesjaueren. En Tid lang kan der være nok af Arbejde for ham; han tjener udmærket og slaer stort paa i Forhold til Fortjenesten og den menneskelige Naturs Skrøbelighed. Saa kan der gaa Dage, hvor han ikke tjener en Øre, men man bare gaar og slænger.

For begge er det et evigt opp og ned, Usikkerhed i alle Forholde. Og saaledes, som det er med disse, er det i mere eller mindre udpræget Grad med de andre til Kategorien henhørende Arbejdere. Derfor er ogsaa her Fattigdommen størst, Moralen slappest og Hjemmet det daarligste og uhyggeligste.

Alle disse forskjellige Slags Arbejdere bor ikke som Fabrikarbejderne i Arbejderbyer. Ligesom de alle er beskjæftiget, den ene paa en Kant, den anden paa en anden, saaledes har de ogsaa sine Tilholdssteder spredt over den hele By. Midt i Byens Centrum, i de »fineste« Gader, finder vi dem. I Slotsgaderne, i Kongens Gade, Kirkegaden og Dronningens Gade o. s. v. er der Huse med forunderlig forviklede og labyrinthiske Baggaarde, hvor Trapper og Svalgange og atter Trapper og krogede, kulsorte, snevre Gange, og atter Trapper, men nu af en livsfarlig Brathed og Skrøbelighed, fører op og ind til Døre, for hvilke selv den stolteste Nakke bøjer sig dybt, meget dybt; – og endelig befinder man sig inde i et lidet, trangt Loftskammer, hvor alt er saa kvalmt, stygt og usundt, som det nødvendigvis maa blive, der hvor ingen alvorlige Bestræbelser i modsat Retning finder Sted.

Ved Bohave, Husstel o. s. v. skal jeg ikke her opholde mig; derom gjælder i Hovedsagen det samme, som jeg med Hensyn til Fabrikarbejderne har havt at bemærke. Kun er Elendigheden større her, hvor den moralske Slappelse, som følger med Usikkerheden i alle Forholde, viser sig paa saa mange forskjellige Maader, – mest gjennem Drukkenskab, Raahed og Sløvhed.

Jeg skulde gjerne ville dvæle længere og mere udførligt ved disse Forholde, men jeg har desværre allerede benyttet saa meget Plads, at jeg nødtvungen iler mod Afslutningen af min Artikel.

Mest at beklage, tror jeg, den Mangfoldighed af yngre og ældre Kvinder, som skal tjene sit Livsophold ved Vask, Strygning o. s. v., er, – og fremforalt Sypigerne. Deres gjennemsnitlige Dagsfortjeneste ligger mellem 80 Øre og 1 Krone, og heraf skal de ikke alene leve, men i de Syetablissementer, hvor de arbejder, kræver man ovenikjøbet af dem, at de skal være pent og net antrukne, – og det for en Indtægt af omkring 24 Kroner Maaneden!

Og medens et saadant Faktum som dette og som det tidligere med Fabrikpigerne omtalte foreligger, holdes der Menighedsmøder for at hindre Prostitutionen; man danner Sædelighedsforeninger, Kvindeforeninger, Magdalenahjem, – og jeg ved ikke, hvad det altsammen er for Stel. Det kan jo være smukt og velment nok, men det forekommer mig, at alle disse Foranstaltninger vis à vis det Forhold, hvori Samfundet forresten stiller sig til det kvindelige Arbejde, er som at gjøre et Kajanlæg, hvor alting er beregnet paa, at Godtfolk maa og skal falde i Vandet, og saa siden sørge for Redningsapparater. Byg Kajen om, og I kan spare Jer Redningsapparaterne.

Lad os nu tilsidst søge at samle nogle Resultater af de Forholde, som vi i det foregaaende har gjennemgaaet.

Vore Arbejdere har det i det store hele taget ikke godt. Aarsagerne hertil er at søge i saa mange Forholde, at det skulde være umuligt for mig her, i en kort Artikel, at paapege dem alle. Kun etpar Hovedpunkter.

Der er i de senere Aar, dels gjennem Fabrikkerne og Arbejdersamfundene, dels ogsaa paa anden Maade, søgt istandbragt Sygekasser for Arbejderne. Dette har allerede vist sig at være til stor Hjælp, men i én Henseende kan de dog ikke hjælpe. Naar Arbejderen blir gammel eller udygtig til Arbejde, har han alene Fattigkassen at holde sig til; – intet andet. Saalangt som til Foreninger for Arbejdernes Alderdomsforsørgelse er man endnu ikke kommet. Derfor er det ogsaa bemærkelsesværdigt, hvilken uhyre Procent af Arbejdere og deres Familie der hvert Aar begraves paa Fattigkassens Regning. Dette Forhold er bedrøveligt, beklagelsesværdigt og vil, om der ikke itide tages alvorlige Forholdsregler, efterhaanden blive uudholdeligt.

Idetheletaget er der vel neppe noget, som i sine Konsekventser er saa fordærveligt, som vort nuværende Fattigvæsen. Det er et Faktum, hvorom alle de, som har havt med Sagen at bestille, er enige, at har en Familie først begyndt at søge Fattigunderstøttelse, slappes dens Vilje til Arbejde og personligt Erhverv hurtigt.

Jeg fik nylig et godt Exempel herpaa. Jeg var sammen med en af Fattigforstanderne inde hos en Familie, hvor Manden var uden Arbejde. Fattigforstanderen gav ham Anvisning paa saadant; Manden kom med den ene Undskyldning efter den anden: hans Klæder var pantsatte, og han manglede Værktøj; Fattigforstanderen vidste Raad for begge Dele, og Manden maatte tage mod Arbejdet, – men tror I, han var glad derved, tror I fejl. Naturligvis var det mageligere at sidde hjemme og spise Naadensbrød end at sidde ude i Kulden og pukke Sten.

Og saa Mangelsgaarden. Man har ikke Arbejde, – man har ikke Hus, ikke Kul og Ved, ikke Mad, – og saa gaar man paa Mangelsgaarden. Fattigkassen for Familien og Mangelsgaarden for Manden. Er der ikke Stof til Demoralisaton i sligt, findes det ikke i noget.

Jeg vil nævne nogle Ting, som jeg vil anbefale Arbejdersamfundene og Myndighederne at overveje.

Oprettelsen af gjensidige Alderdomsunderstøttelseskasser for samtlige Arbejdere, af hvilken Art deres Arbejde maa være.

Offentlige, frivillige Arbejdsanstalter, hvor den Arbejder, der mangler Arbejde, kan melde sig og erholde saadant mod en, lad det være liden, men fast og sikker Løn. Slige Anstalter vil snart, naar Trykket paa Fattigkassen bliver for stærkt, blive en Nødvendighed, og de vil komme til at faa, ikke alene en stor ekonomisk men fremforalt en stor moralsk Betydning. Man siger til Arbejderen: »gaa did og did hen; der er Arbejde til dig«. Vil han saa ikke tage det Arbejde, – da er Samfundet løst fra sine Forpligtelser mod ham, – da faar han synke. Paa denne Maade ophæver man »Fattigunderstøttelsen« med hvad dermed følger for den endnu arbejdsdygtige, og beholder den alene for de virkelig hjælpeløse, – og for disses Vedkommende kun forsaavidt, som de ikke tilhører den ovenfor antydede gjensidige Alderdomsforsørgelse.

Et Spørgsmaal af stor Vigtighed er det om Boliger. Som Forholdet nu er, er Arbejderen udsat for at maatte betale daarlige, usunde Værelser i dyre Domme. Steder inde i Byen og ved enkelte Fabrikker er der nok opbygget Arbejderboliger, men deres Tal er endnu saa lidet, at det neppe kan komme i Betragtning. »Myrens mek. Værksted« er en god Foranstaltning i denne Retning, idet Værkstedet hjælper sine Arbejdere til selv at bygge sig Huse.

Det smukkeste Exempel i Retning af at sørge for sine Arbejderes Vel i denne Henseende har Nydalens Fabrikker gjort. Arbejderne bebor der dels egne, dels Firmaets hyggelige og velindrettede Boliger. Tildels bygget paa Terrasser i Nærheden af Fabrikbygningerne. Desuden har Fabrikken egen Skolesal og eget Skolevæsen.

Mange af disse Spørgsmaal vil forhaabentlig ordne sig selv i Tidens Løb. Men for at dette skal kunne ske, maa Arbejderne selv tage sig af sine Anliggender. En Begyndelse hertil er ganske vist gjort ved Oprettelse af Fagforeninger inden de forskjellige Arbejdersamfund. Jeg tror dog ikke at tage Fejl, naar jeg siger, at endnu ikke en enkelt af disse har organiseret sig paa en nogenlunde handledygtig Maade, hvor det gjelder at balancere Forholdet mellem Arbejderen og Arbejdsgiveren, undtagen Typografernes Forening. Medens andre Arbejdere er saagodtsom værnløse overfor en mulig overdreven Nedsættelse i Arbejdslønnen, har disse dannet en Strejkeassociation, der staar i Forbindelse med Udlandets typografiske Foreninger og derved giver dem en vis Styrke til Modstand i deslige Tilfælde. Ogsaa i andre Henseende, tror jeg, Typografernes Forening er bedst organiseret.

Der er forøvrigt endnu mange, mange Ting, hvorom det kunde være Umagen værd at tale. Jeg skulde eksempelvis have havt Interesse af at sammenstille Lønningsforholdene inden de forskjellige Brancher af Arbejde, undersøge Dødeligheden o. s. v., men manglende Plads og, hvad der er værre, manglende statistiske Oplysninger forbyder mig en Undersøgelse, hvoraf der utvivlsomt skulde kunne hentes interessante Resultater.

Kunde denne Artikel, i al sin Korthed og Ufuldhed, tjene til at vække forøget Interesse for det store Spørgsmaal, hvoraf den har behandlet enkelte Punkter, er Hensigten med samme opnaaet. Jeg skal tilsidst ikke undlade at bringe de Herrer, der har retledet mig med sin Erfaring og sine Oplysninger min forbindtligste Tak.

Ordforklaringer

Ord 1: forklaring

Ord 2: forklaring