Kjøpstadsprivilegiene

Kildeintroduksjon

Gjennom kjøpstadprivilegiene i 1662 fikk byborgene i kjøpstedene tilnærmet enerett på all handel i inn- og utland.

Bakgrunnen for privilegiene var veksten i trelastnæringen, som hadde ført til at mange byborgere hadde blitt svært rike og mektige.

Trelastnæringen i Norge hadde vokst kraftig fra begynnelsen av 1500-tallet. Stor ut­vik­ling i skipsfart og bynæringer i Europa gjorde at etterspørselen etter trelasten var stor, og oppfinnelsen av oppgangssaga gjorde trelastproduksjonen langt mer effektiv enn tidligere. 

I begynnelsen var det bønder som sto for det meste av virksomheten, men etter hvert som skogene lenger unna kysten måtte tas i bruk, trengtes det mer kapital, blant annet for å legge til rette for fløting. Dette åpnet opp for byborgernes inntreden i trelastnæringen. 

Borgere var de som hadde borgerskap i byene, det vil si at de hadde rett til å drive med handel eller håndverk. De utgjorde en egen stand. Mange av dem var utlendinger som hadde innvandret til Norge, men også flere nordmenn fra byene eller med bakgrunn i bondeslekter etablerte seg som kjøpmenn. 

Byborgerne arbeidet for å få kanalisere trelasthandelen gjennom byene og å få lovfestet handel og eksport som sin eksklusive rett. Gjennom kjøpstadsprivilegiene i 1662 nådde de fram.

I kildeutdraget under kan du lese hvilke rettigheter byborgerne fikk og hvilke konsekvenser dette hadde for bønder og andre som bodde utenfor byene.

I 1662 var det 8 kjøpsteder i Norge: Christiania, Bergen, Trondheim, Stavanger, Tønsberg, Skien, Fredrikstad og Kristiansand. På bildet ser du Christiania havn, malt av John-William Edy på begynnelsen av 1800-tallet. Foto: Nasjonalmuseet

 

Kilden

Tittel: Privilegier for Kjøbstæderne og deres Indbyggere udi Norge, 30 juli
Datering: 1662
Opphav: Fredrik III, konge av Danmark og Norge
Hentet fra: Wessel-Berg, Fr. Aug. Kongelige Rescripter, Resolutioner og Collegial-Breve for Norge : i Tidsrummet 1660-1813. 1 : 1660-1746, s 17
Rettigheter: CC BY-NC

Mer informasjon om kilden

[Kildeutdraget er modernisert og forkortet. Les hele kilden lenger ned på siden.]

 

§1.
At håndverkere som ikke nødvendigvis på landet behøves, og Landsloven ei tillater, skal flytte til kjøpstedene. Men værtshusene på landet, som ligger et stykke fra kjøpstedene, skal forbli for reisende menns nødvendighet.

§2. 
Trelasthandelen skal forbli hos borgerskapet alene. Dog skal ingen som bor langt fra kjøpstedene være tvunget til å føre sin last dit. Borgerskapet skal kjøpe lasten på landet, og eierne så billig pris derfor gi, at ingen skal ha grunnlag for å klage. Kjøpstedene skal også forsyne de som bor på landet med alle nødvendigheter, for billig betaling, slik at de ikke mangler noe til deres opphold og andre nødvendige utgifter, så lenge de for deres lasts salg kan bringe det til veie.

§3.
Ingen som fører varer fra landet til markedet i kjøpstedene, skal la seg driste til å selge disse varene andre steder i byene, enn på torget.

§4.
Alle utenlandske kjøpmenn, som hittil i år har oppholdt seg i landet for å selge sine varer som småplukk, forbys heretter å forbli andre steder enn på det skipet de kom til landet med. De forbys også å selge sine medbragte varer på kjøpmannsvis og i stykketal.

 

Les original kildetekst

30 Juli. 1662. Privilegier for Kjøbstæderne og deres Indbyggere udi Norge

Fr. Eftersom Kjøbstædernes Indbyggere i Norge lade andrage, at dem imod Kongl. Benaadinger skee Indpas: da, paa det Borgerskabet ved denne Arve-Regjering kan komme paa Fode, har Kongen ladet efterskrevne Artikler forfatte, hvorefter alle Vedkommende sig kan have at rette:

§1.
At de Haandverksfolk, som ikke nødvendigvis paa Landet behøves, og Landsloven ei tillader, skal flytte til Kjøbstæderne; men hvad Vertshuse paa Landet er anbelangende, som ligge noget vidt fra Kjøbstæderne, skal til reisende Mænds Nødvendighed forblive.

§2. 
Trælast-Handelen skal hos Borgerskabet alene forblive; dog at ingen for vidt fra Kiøbstæderne boende skal derved være betvungen sin Last did at føre, men Borgerskabet ved deres Factorer, paa de vidt afliggende Steder, Lasten skal lade kjøbe, og Eiermændene saa billig Værd derfor give, saa Ingen i ringeste Maader derover skal have Føie at klage: og skal Kiøbstæderne providere dem, som paa Landet boe, med al Fornødenhed, for billig Betaling, saa at dem intet til deres Ophold og anden fornøden Udgift kunde mangle, saa vidt de for deres Lasts Salg kunde bringe til Veie.

§3.
Ingen, som Varer fra Landet til Marked ud til Kiøbstæderne fører, skal sig under høieste Straf tilfordriste, samme Varer, andensteds i Byerne, end paa Torvet, efter Landsloven til Enhvers Kiøb i Almindelighed at sælge.

§4.
Alle fremmede Kjøbmænd, som sig hidindtil udi Landet Aaret igiennem have opholdt, til at udprange deres Varer udi Smaapluk, skal herefter være forbudet længerer der at forblive, end de Skibe, med hvilket de til Landet ankomme, der ere, og imidlertid deres medhavendes Varer ikke at Sælge Kiøbmandsviis og udi Stykke-Tal.

§5.
Den, som noget huus udi kiøbstæderne eier og ei deri boer, bør billigen at betale den Contribution, som paa Gaardene og Husene egentlig er lagt; men den deri boer og Gaarden leiet haver, contribuerer efter sin næring;  men de, som nogen øde Pladse have i nogen By, skal være tiltænkte dem at opbygge, eller afhænde til dem, som bemeldte Pladse inden 6 Aar kjøbe ville, saafremt de ikke skal være forfaldne Kongen og Byen til lige Dele, dog hermed ikke meent de Byer, som nyligen af Ildebrand ere beskadigede, hvilke Pladse til Kongens Befalingsmænd eller næste Nabo for billig Betaling først skal tilbydes.

§6.
Kongens Byfoged i Fiscalens Sted skal tilbørligen tale paa hvis som begaaes imod ulovlig Handel og Privilegier, saa at Enhver for sine tilbørlige dommere søges, og Bøderne, som der falde, udgives efter de derom paabudne Forordninger.

§7.
Borgemesters og Raads Domme skulle inden 2 Aar efter deres Afsigt for deres Overdommer indstevnes, eller siden at blive ved Magt og upaatalte.

§8.
Naar nogen Udenbyes Borgerskabs Arve-Skifte forrettes, da skal Byfogden, Byskriveren og forordnede Middel af de Kjøbsteder, under hvis Privilegier de ere, det forrette, eftersom Borgermester og Raad skal svare for de Umyndige, som efterlades, Iligemaade skal og de Borgere, som bevilges uden Byerne at boe, udi deres levende Live svare og tiltales for Borgermester og raad der sammeteds.

§9.
Byfogden skal herefter ligesom i Danmark dømme i smaa Sager, og forsvare deres domme for Borgermester og Raad hver i sin Kiøbstæd.

§10.
Og paa det at Byerne kan have Noget vist at rette sig efter, bevilges og tillades hermed, at den danske Stads-Ret maa i byerne bruges, indtil Kongen derom anden Aordning lader giøre.

§11.
Den Forordning, som anno 1588 om Skoddere og Betlere undgangen er, skal indtil videre Anordning tilbørlig holdes. 

Dog vil Kongen Sig Selv have forbeholdet, disse foreskrevne Punkter og Artikler, efter Tidernes Leilighed at forandre, som Han selv naadigst for godt befinder.

Publisert 3. apr. 2018 11:24 - Sist endret 13. mars 2020 00:04