Jonas Reins tale på Eidsvoll

Kilden

Mer informasjon om kilden

Modernisert kildetekst

Det er beklagelig, at nå når tidspunktet nærmer seg som så mange, kanskje de fleste blant oss, hadde ønsket, men ikke ventet å se. Da Norge, løsrevet fra en forbindelse ved hvilken det aldri, uten under en sjeldent klok konge, turte vente å bli lykkelig, kan utgjøre en egen uavhengig stat, bygge opp sin falne trone, ikke glimrende, men trygg og fast, og sette på denne [tronen] en selvvalgt konge, ikke en despot med uinnskrenket makt, men en fader med evne til å gjøre sine barn lykkelige.

[Det er beklagelig] at nå, sier jeg, hindringer, som man kaller uoverstigelige, legges i veien for oss. At våre egne landsmenn roper til oss: "Det er umulig, vi kan ikke bestå som en selvstendig stat, vi må gi oss i fremmed vold." Lenge har man ropt: "Vi mangler ressurser, uten hvilke intet folk på jorden kan bestå."

[...]

Imidlertid virker det nå som om man begynner å oppfatte disse klager som ubegrunnede. Nå kommer disse Norges venner med et annet klageskrik: "Hva nytter det oss å se på en overflødighet som vi ikke kunne oppnå? Vårt forvirrede pengevesen, den uhyre masse av papirpenger som ikke noe sted i landet har kreditt, der ligger årsaken til vår avmakt og ødeleggelse". Legger man så til en urolig fremtid som venter på oss, de mange og blodige kriger som [disse landsmenn] forestiller oss, så kan, etter deres mening, bare det frykteligste resultat komme [...].

[...O]gså ville det være både fornærmende og latterlig om jeg ga meg til å fortelle denne hederlige forsamling at vårt pengevesen er i den ønskeligste tilstand, og at det ikke er noen betenkeligheter med våre finanser. Jeg spør kun etter råd, hva slags medisin vi kan bruke, uten det som må søkes hos oss selv, hentes fra vår egen vilje, egen kraft, fra vårt patriotiske sinn. Det faller vel ingen inn i fullt alvor å tro at en fremmed makt og allerminst den, til hvilken vi er solgt, er beredt til å påta seg våre byrder og befri oss fra våre sorger.

La oss sette oss tilbake 1/2 år i tid og tenke oss i samme forbindelse med Danmark nå som da. Ville vårt pengevesen da ha vært bedre, våre finanser mer blomstrende, våre utgifter mindre, vårt håp i fremtiden blidere? 

Det var dengang et vanlig ønske, at Norge måtte ha en egen nationalbank, uavhengig av den danske. Vi trodde at dette var den eneste måte vårt pengevesen kunne bli bedre på og orden bringes inn i landets finanser. Danmark nektet oss denne bank. Nå er det opp til oss selv å oppnå vårt ønske - hvilken grunn er det da nå til slett ikke å håpe på denne innretning? Den gang talte vi om at vi med glede ville gi alt vårt gull og sølv til banken, bare den måtte være i Norge og være vår. Ingen hindring står nå i veien for oss, så hvorfor ville vi nå nøle med å frembære dette offer?

Man har skremt oss med de mange millioner som ville kreves. Vi må ikke glemme at det er femskillingsmillioner det snakkes om, så denne store sum, for å forståes riktig, må omsettes til varers verdi. Den verdi som hver borger og bonde setter på sine varer. Man behøver ikke være stor finansmann eller regnemester for å skjønne at før vårt pengevesen er i orden trengs 900-1000 riksdaler i årlig avgift, skatt eller hvilket navn man skal gi det, av hver mann, [det samme som] kreves for å kjøpe 2 tønner korn. Det er det samme som om han for 8 år tilbake skulle betale 10 riksdaler, 12 riksdaler eller 15 riksdaler årlig for å frelse sitt land fra undertrykkelse og fremmed styre. Da ville neppe noen norsk mann ha vegret seg for å gjøre et slik offer for noe langt mindre, og nå vanærer man det norske folk ved å fremsette spørsmålet om vi vil kjøpe vår frihet og selvstendighet for denne sum? 

Jeg kan ikke snakke som en mann som kan dele av sin overflod. Det er alle kjent at embetsmennene og særlig kjøpstadenes embetsmenn og blant disse især de geistlige har lidd meget i disse krigens år. Blandt de siste er jeg. Men den usle rest jeg har igjen ofrer jeg med glede for Norges frihet og selvstendighet. Jeg har ikke arvelige privilegier eller særretter som [noen andre], jeg har ikke en gang så mye som gode aner å etterlate mine barn, men dette ønsker jeg, dette håper jeg å kunne fortelle dem en gang: Norge er fritt og uavhengig. Dere er dets frie borgere, også jeg har, etter fattige evne, bidratt til det. Ikke vil dere forbanne mitt støv fordi jeg ingen annen arv greide å etterlate dere. 

Og du, Norges odelsmand som nok har mer som binder deg til fødelandet, skulle du intet ville ofre, - nå vel da, velg det siste alternativet, velg svensk herredømme! Og når en gang i tiden dine etterkommere, mens de arbeider som dyr under det uverdige adelsåk, mens de plages og sukkende leser i krøniken hva Norge, hva nordmenn en gang har vært - når de på den siste side i Norges krønike leser at da man skrev år 1814 etter Kristi fødsel, da solgte Norges menn deres gamle nasjons heder, deres frihet og uavhengighet, deres barns odel for en sum som hver mann kunne kjøpt en tønne korn for. Da vil de forbannet vårt minne og bittert spotte vår usselhet.

Vår stilling er ikke glimrende, og likevel spør jeg, hvilket folk kjøpte noensinne sin frihet og uavhengighet for en så liten pris? La oss vende vårt blikk mot Europa som i de seneste år har vært herjet av krigens onde ånd, Europa hvor nesten hvert rike, etter at han fryktelige erobreren er kuet, kan anses som en ny, ung stat. "Frihet alene, frihet", jubler man. Fra den øde tomt som mannen finner igjen, istedet for det hus og buskap som han forlot, fryder han seg ved den større skatt han vant, sin selvstendighet, befrielse fra fremmed styre. Hva har vel våre lidelser vært mot hans, hvor ubetydelige er våre oppofrelser, hvor er våre avbrente byer, våre tapte festninger, hvor ligger de kornåkre hvis avling ble tråkket ned under fiendens fot? Men jeg kan tro frihetens og selvstendighetens tap vel betyr mindre for det gamle Norge enn for Tysklands sønner? 

Slik tenker ikke jeg om mine landsmenn, slik tenker den som ikke skammer seg for å se det norske folks representanter i øyenene og si: Det er da bedre å overgi seg i ro og mak og ta det som følger, enn å gjøre oppofrelser.

Spania har, så lenge dette land var kjent i Europa, ikke vunnet så stor aktelse og beundring som i disse 7 år da det kjempet med utrettelig mot med voksende kraft for frihet og uavhengighet. Å ødelegge sine eiendommer, forlate fedrelandet, jage hustru og barn ut for å drive rundt i ukjente områder uten å vite hvor de skulle finne mat, dette tok de ikke i betenkning, når det gjaldt å vinne denne skatt, frihet for fremmed undertrykkelse.

Og dere, nordmenn, dere tør man oppfordre til så skammelig feighet, til så skjendig å forråde det gjenvunnede fedreland, å gi det bort til fremmede, til en arvefiende for å spare en håndfull slitte banksedler. 

Europas øyne hviler på oss, nyhetene der ute taler med stor beundring om den edle beslutning vi har fattet. O, lat oss ikke dekke vårt navn med vanære! La oss ikke bli til spott og latter for de mange folkeslag som har lidd så mye og så skrekkelig for å få det klenodium som vi har i hendene. Her er menn blandt oss som truer med å forlate fedrelandet så fremt det blir fritt. Bort med dem! La dem reise langt fra det land hvis uekte sønner de er! Bare de ville gjøre oss den tjeneste å fortie fra hvilket land de drog. -

Jeg for min del støtter altså finanskomiteens forslag. Om jeg har eller kan bringe tilveie den sum riksdaler som måtte kreves av meg, det vet jeg ikke, men at jeg vil ofre inntil den siste rest, det vet jeg. 

Les original kildetekst

Det er beklageligt, at nu Tidspunkten nærmer sig som saa mange, maaskee de fleeste blandt os, have ønsket, men ikke haabet at see: da Norge - løsreved fra en Forbindelse ved hvilken det aldrig uden under en sjelden viis Konge turde vente at blive lykkelig - kan udgjøre en egen uafhængig Stat, opreise sin faldne Trone, ikke glimrende, men tryg og fast, og sætte paa denne en selvvalgt Konge, ikke en Despot med uindskrænket Vælde, men en Fader med Evne til at gjøre sine Børn Lykkelige - at nu, siger jeg, Hindringer, som man kalder uoverstigelige, lægges os ivejen; at vore egne Landsmænd, raabe til os: Det er umueligt, vi kunde ikke bestaae som en selvstændig Stat, vi maae give os i fremmed Vold. Længe har man raabt: Vi mangle Fødemidler, uden hvilke intet Folk paa jorden kan bestaae. Ikke taaler jeg at see Dig mit kjære Fædreneland, styrte dig selv i Elendighed; at see dig forgaae formedelst din daarlige Higen efter en Ære som ei kan opnaaes, din Drøm om Uafhængighed. -

Disse Vanskeligheder synes nu for største Deelen hævede; Korn og allehaande Fødemidler tilføres os ubehindret i Overflødighed, det samme Budskab lyder til os fra alle Norges Byer og Havne. Men hine Patrioters ømme Kjerlighed, for Fædrenelandet, Deres lidenskabelige Varme for alt, hvad der angaaer dets Vel, synes at hindre dem fra at troe dette, de kunne ikke see hvad der ligger aabenbaret for Øjnene. Hvo undres herover? thi hvo veed ikke at Venskab og Kjerlighed stedse er mistroisk og frygtsom.

Imidlertid lader det nu som man begyndte at aabne Øjnene, og at finde disse Klager ugrundede. Men nu opløfte disse Norges Venner et andet Klageskrig «Hvad nytter det os at see paa denne Overflødighed, som vi ikke kunde naae? Vort forvirrede Pengevæsen, den uhyre Masse af Papiirpenge, som ingensteds neppe i Landet selv har Credit, deri ligger Grunden til vor Afmagt og Fordærvelse». Lægger man nu hertil en uroelig Fremtid, der venter paa os; de mange og blodige Krige som den samme ømme Patriotisme, den samme frygtsomme Kjerlighed stiller os for Øine, saa kan, efter Deres Meening ikke uden det frygteligste Resultat udkomme, vor Stilling bliver da ikke mere tvivlsom, vor sørgelige Lod er kastet.

Dog, hvad siger jeg, sørgelige! - nei! langt fra, den bliver misundelsesværdig, vi foreenes med Naboriget - et Land som flyder med Melk og Honning, et sandt Schlaraffen Land, hvis Pengevæsen er i den ypperlige Tilstand, hvis Forraadskilder er uudtømmelige; et Land hvor Undertrykkelse, hvor vilkaarlig Behandling, hvor misbrugt Stormandsvælde ere ubekjendte Navne. -

Vi forbinde os med et Folk som stedse har elsket os broderligt, men hvis Kjerlighed nu er stegen til en saa ubegribelig Høide, at det endog vil frie os fra den Byrde selv at bevogte vore Fæstninger, ikke vil tillade os at bære de tunge brydsomme Vaaben, ikke tillade os i nogle Aar at betale Skatter; men tvertimod vil paatage sig at bære alle vore Byrder, at dække vor Mangel med sin saa bekjendte Overflod, og jævne for os alle Vanskeligheder. - Alvorlig - naar vore egne Landsmænd, med troskyldig barnlig Glæde, fortælle os saadant, saa anseer jeg det som det største Beviis paa at Patriotiskhed kan gaa ei alleene til Entusiasme men til Afsindighed.

Det er grov Fornærmelse, forsætligen at ville blænde et heelt Folk eller dets Representantere; jeg maae heller ikke formode at det er disse Mænds Hensigt - ogsaa vilde det være baade fornærmeligt og latterligt, om jeg gav mig af med at fortælle denne hæderlige Forsamling, at vort Pengevæsen var i den ønskeligste Tilstand, og at der ingen Betænkelighed var i Henseende til vore Finantzer. Jeg spørger kun hvad Raad er herimod, Hvad Lægemiddel kan anvendes uden det, som maae søges hos os selv, hentes fra vor egen Villie, egen Kraft, fra vort Patriotiske Sind, det falder dog vel ingen ind, for fuldt Alvor, at troe at en fremmed Magt og allermindst den, til hvilken vi ere solgte, er beredvillig til at paatage sig vore Byrder og befrie os fra vore Sorger.

Lader os sætte os tilbage kun ½ Aar i Tiden, tænke os i samme Forbindelse med Dannemark nu som da. Vilde vort Pengevæsen da have været bedre, vore Financer mere blomstrende, vore Udgivter mindre, vort Haab i Fremtiden blidere?

Det var dengang det almindelige Ønske, at Norge maatte eje en egen Nationalbank, uafhængig af den Danske. Paa denne som den eeneste Maade troede vi, at vort Pengevæsen efter haanden maatte blive bedre, og Orden bringes ind i Landets Finantzer. Dannemark nægtede os denne Bank, nu staaer det til os selv, at opnaae vort Ønske - hvad Grund er der da nu til slet intet at haabe af denne Indretning. Den gang talede vi om, at ville med Glæde give alt vort Guld og Sølv til Banken, kun at den maatte blive i Norge og blive vor. Ingen Hindring er os nu ivejen, hvorfor ville vi nu tøve med at frembære dette Offer?

Man har forskrækket os med de mange Millioner som snart ville udfordres - vi glemme dog ikke at det er Femskillings Millioner der tales om, at denne store Sum, for at sees rigtig, maae bringes tilbage til Varers Værdie. Den Værdi som hver Borger og Landmand sætter paa sine Varer. Man behøver ikke være stor Finantzier eller Regnemester for at begribe, at naar der indtil vort Pengevæsen er ordnet, fordres 900- eller 1 000 ^rd aarlig Afgift, Skat eller med hvad Navn man vil kalde det, af enkelt Mand, og denne samme Sum udfordres for at kjøbe 2 Tønd: Korn da er det aldeeles som om han for 8 Aar tilbage betalte 10 ^rd, 12 ^rd eller 15 ^rd aarlig for at frelse sit Land fra Undertrykkelse og fremmed Regimente. - da ville neppe nogen norsk Mand have vægret sig for at gjøre saadant Offer for noget langt mindre, og nu vanærer man det norske Folk ved at opkaste det Spørgsmaal: om vi ville Kjøbe vor Frihed og Selvstændighed for denne Sum?

Jeg kan ikke tale som en Mand der har at yde af sin Overflod; det er Enhver bekjendt at Embedsmændene og især Kjøbstedernes Embedsmænd og iblandt disse fornemlig de Gjeistlige have lidt saare meget i disse Krigens Aar. Blandt de sidste er jeg. Men den usle Rest jeg har tilbage, offrer jeg med Glæde for Norges Friehed og Selvstændighed. Jeg har ikke arvelige Privilegier og Forrettigheder for værdigere Mænd; jeg har ikke engang saa meget som Ahner at efterlade mine Børn; men dette ønsker jeg, dette haaber jeg at kunne sige dem engang: Norge er frit og uafhængigt: I ere dets frie Borgere; ogsaa jeg har, efter ringe Evne, bidraget dertil. Ikke ville I forbande mit Støv, fordi jeg ingen anden Arv formaaede at efterlade Eder.

Og Du Norges Odelsmand! som dog har noget Meere der binder dig til Fødelandet, skulde du intet ville opofre, nu vel da, vælg det Eeneste som staaer tilbage, vælg Svensk Herredømme! og naar da engang i Tiden dine Efterkommere, medens de arbeide som Trældyr under det uværdige Adelsaag, medens de udsues og sukkende læse i Krønnikken hvad Norge, hvad Nordmænd engang har været - naar de da paa det sidste Blad i Norges Krønnikke læse: da man skrev Aar efter Christi Byrd 1814, da solgte Norges Mænd Deres Nations gamle Hæder, Deres Frihed og Uafhængighed, Deres Børns Odel for en Sum hvor med hver Mand kunde kjøbe en Tønde Korn. Da ville De forbande vort Minde og bittert spotte med vor Usselhed.

Vor Stilling er ikke glimrende, og dog spørger jeg, hvilket Folk kjøbte nogensinde sin Frihed og Uafhængighed for saa ringe en Priis? Lad os vende vort Øje til det heele Europa som i de seeneste Aar har været herjet af Krigens onde Aand, Europa, hvori næsten hvert Rige, efter at hiin frygtelige Erobrer er undertvungen, kan ansees som en nye begyndende Stat: - Frihed alleene, Frihed jubler man imøde! Fra den øde Tomt som Manden finder igjen, istæden for Huse og Boeskab han forlod, fryder han sig ved den større Skat han vandt, sin forrige Selvstændighed, Befrielse fra fremmed Aag. Hvad have dog vore Lidelser været mod hines, hvor ubetydelige ere vore Opoffrelser, hvor ere vore afbrændte Stæder, vore sløifede Fæstninger, hvor ligge de Kornmarke hvis Sæd traadtes under Fiendens Fod. Men jeg kan troe Frieheds og Selvstændigheds Tab, betyder det vel og mindre for det gamle Norge end for Tydsklands Sønner?

Saaledes tænker - ikke jeg om mine Landsmænd; saaledes tænker hver den, som ikke blues ved at sige det Norske Folks Representantere i Øjnene: Det er dog bedre at overgive sig i god Mag og tage hvad der paafølger, end at gjøre Opoffrelser. Spanien har, saa længe dette Land var bekjendt i Europa, ikke vunden saa megen Agtelse og Beundring som i disse 7 Aar da det kjæmpede med utrætteligt Mod med stedse voxende Kraft for Frihed og Uafhængighed; At tilintetgjøre Deres Ejendomme, forlade Fædrenelandet, jage Hustru og Børn ud for at vanke om i ubekjendte Egne, uden at vide hvor de skulde finde Brød, dette toge de ikke i Betænkning for at vinde hiin Skat, Frihed for fremmed Undertrykkelse? Og Eder, Nordmænd, Eder tør man opfordre til en saa skammelig Feighed, til saa skjendigen at forraade det gjengivne Fædreneland, at bortgive det til Fremmede, til en Arvefiende, for at spare en Haand fuld forslidte Bankosedler.

Europas Øine ere Hæftede paa os, de offentlige Tidende der tale med høi Beundring om den ædle Beslutning, vi have fattet. O lader os dog ikke bedække vort Navn med Skjendsel! lader os ikke blive til Spot og Latter for de mange Folkeslag, der have lidt saa Meget og saa Skrækkeligt for at naae det Klenodie vi have i Hænde. Her gives Mænd iblandt os, der true med at forlade Fædrenelandet saa fremt det bliver frit. Bort med Dem! lad Dem længe nok flye det Land hvis uægte Sønner de ere! kun at de vilde gjøre os den Tjeneste, at fortie fra hvilket Land de uddroge. -

Jeg for min Deel antager altsaa Finantz Committeens Forslag. Om jeg ejer, eller kan tilvejebringe den Sum Rigsbanksedler som af mig maatte fordres, det veed jeg ikke; men at jeg opoffrer indtil den sidste Rest, det veed jeg.

Ordforklaringer

Offer, ofre: religiøs handling som består i å bringe en gave eller overgi noe. Her brukt i betydningen betale eller bidra økonomisk.

Kjøpstad: byer som hadde kjøpstadsprivilegier

Krønike: historisk fortelling

Klenodium: kostbar gjenstand