Pontoppidans beskrivelse av sjøormen

Kildeintroduksjon

Fantes det havmonstere på 1700-tallet?

1 1752/1753 ga Erik Pontoppidan ut boken Forsøg paa Norges naturlige Historie. Dette var en naturvitenskapelig beskrivelse av Norge i to bind, som ga en grundig beskrivelse av landets planter, mineraler, dyr, fugler og fisker. Boken ble oversatt til engelsk nokså umiddelbart og fikk mange lesere, ikke minst på grunn av andre binds kapittel 8, som var viet grundige drøftinger av monstris marinus, det vil si havmonster.

Boken er et eksempel på hvordan opplysningstiden tok form i Danmark-Norge. De mest sentrale opplysningsmennene her var prester, og de dannet nettverk for innsamling og formidling av kunnskap på mange nivåer. Erik Pontoppidan er blant de mest kjente. Han var biskop i Bergen og en vitenskapsmann med internasjonalt ry. Hans Forsøg paa Norges naturlige Historie var et viktig bidrag til opplysningstidens topografiske litteratur.

Kildeutdraget under er hentet fra kapittel 8 der Pontoppidan beskriver de tre havmonstrene hav-mannen, sjøormen og kraken. Utdraget under omhandler sjøormen. I første del påviser Pontoppidan sjøormens eksistens. I del to blir dens utseende grundig beskrevet, før del tre tar for seg hvorvidt sjøormen er farlig for mennesker.

Kilden

Tittel: Det første Forsøg paa Norges natulige Historie bind II, Cap. VIII. Om visse monstris marinis.
Datering: 1753
Opphav: Erik Pontoppidan
Hentet fra: Erik Pontoppidan, Det første Forsøg paa Norges naturlige Historie : forestillende dette Kongeriges Luft, Grund, Fielde, Vande, Væxter, Metaller, Mineralier, Steen-Arter, Dyr, Fugle, Fiske og omsider Indbyggernes Naturel, samt Sædvaner og Levemaade. Oplyst med Kobberstykker. Den viise og almægtige Skaber til Ære, saavel som hans fornuftige Creature til videre Eftertankes Anledning. D. 2. Kongelige Wäysenhuses Bogtrykkerie, 1753
Rettigheter: CC BY-NC

Mer informasjon om kilden

[Kildeutdraget er modernisert og forkortet. Hele kilden kan leses lenger ned på siden.]


§6
Sjø-Ormen, Serpens Marinus, [...] er det andre forunderlige og derhos forskrekkelige monstrum marinum, som fortjener å tas i betragtning [...]. Her må jeg atter, ligesom i den materie om Hav-Mannen, først forsikre ormens virkelige eksistens, før jeg kommer til dens art og beskaffenhet. [...].

[Norges] kyster er i hele Europa det eneste som besøkes av dette udyr, hvilket og har kommet noen lettroende fiender til å bære desto større tvil derom, likesom jeg selv har gjort, inntil min tvil er blitt meg ganske borte ved tilstrekkelige beviser. Av våre mest erfarne sjøfolk og fiskere i denne egn er vel mange hundre, som vitner derom etter eget øyesyn, og som temmelig nøye stemmer overens i deres beskrivelser, men dog svarer mange andre, at de kjenner den alene ved rykte, og deres naboers relasjoner.

Derimot har jeg […] knapt talt med noen som var født i de Nordlandske Fogderier uten å finne straks et ferdig svar og alle slags forsikringer. Ja noen såkalte Nordfarere, som årlig innfinner seg her med deres kjøpmannskap, synes det likesom en spøk, når man alvorlig spør derom. De mener, det spørsmål er nesten likeså overflødig, som hvis man spurte dem, om det virkelig er ål eller torsk til. [...]


§7

[...] Thi skjønt det dyr vel aldri kommer under noens målestokk, så sier dog mange vitner, likesom av en munn, at sjøormen etter deres øyesyn, må være et kabeltaus lengde, det er 100 favner eller 300 alen lang [ca. 180 meter], liggende på det stille vanns overdel i mange bukter, således at alene her og der ses bak ved det oppreiste hode noen pletter av ryggen, som står opp i det den krummer seg. […]

Hodet ses på alle med en temmelig høy og bred panne, men på noen med et spisst nebb, på andre derimot med en firkantet mule, såsom på kuer eller hester, med store nesebor og ved sidene noen utstående stive hår likesom på de dyr som har skarp lukt, [...].

Øynene sies å være store og blå, til sammenligning nesten som et par blanke tinn-tallerkener. Fargen er overalt mørkebrun, dog spraglet og blandet med lyse flammer eller spillende pletter, såsom på skilpadden eller et lakkert bord [...] [Den] er så glatt som et speil, unntatt over nakken, hvor den har en hengende man, til anseende likesom tang.

Da den på landormens måte skyter sin hud eller avstreifer den gamle ham, når den derunder voksende nye er ferdig, så ville noen foregi, at i den havn Kobbervig, her på Bergens Led, skulle for noen år siden ha vært et Bord-dekke [en duk] av sådan hud. Dette gjorde meg så nysgjerrig, at jeg lot skrive derhen, for å erkyndige meg derom og få en rem av huden med, som man sier, men der var intet om, i det minste på nærværende tid, og en mann fra bemeldte sted, som kom her inn til byen, sa meg, det var ham ubekjent, men derimot stadfestet han, det var sant nok, at en sjø-orm, nå for 31 år siden, eller Anno 1720, hadde ligget en hel uke inne i en liten vik der ved stedet, hvor han med høyt vann var inngått igjennom en snever renne på 7 til 8 fot vann, og da han i 8 dager lå der, fant man etter hans utfart en orm-ham, som mannen, ved navn Thorlack Thorlacksen, bekrefter å ha sett og følt på. Denne ham syntes ikke bekvem til et Bord-dekke, uten man ville ha tørket den og beredet noe annet derav; thi den besto ikke av noe tett og hard hud, men av et bløtt og slim-aktig vesen, noe nær som den tidligere beskrevne maneten. [...]


§8

Men jeg kommer igjen til den egentlige sjø-orm eller store hav-slange, og særdeles til det mest interessante spørsmål, om den tilføyer menneskene noen skade, og hvorledes disse pleier å forholde seg mot den? […] nordfarerne beretter, det er skjedd hos dem, at sjøormen har reist seg opp og kastet seg tvers over en båt, ja over en stor jekt av noen hundre tønners drektighet og trukket den med seg i det dype. En av de nevnte nordfarerne, som sier seg å ha vært den levende nær nok, for å gripe på dens glatte skinn, beretter, at ormen undertiden med sitt oppløftede fæle hode snapper en mann ut av båten og lar resten fare, men om det bør tros, vet jeg ikke, ettersom det er uvisst om den lever av rov. [...]

Langt fra skal den, etter noens beretning, undertiden skade menneskene ved sine giftige ekskrementer, hvilke, særdeles i Nordland, ofte sees om sommeren flytende på vannet, likesom det kunne være et fett-aktig slim, og holdes enten for dens spy eller sperma eller lignende. En fisker som finner det nær ved sitt garn eller snøre, og smitter seg derpå i uforsiktighet, får straks en smertelig hevelse i hånden, hvilken ofte har været så farlig, at man har sett seg nødt å gripe til en amputasjon.

Les original kildetekst

§6

Søe- Ormen, Serpens Marinus, af nogle her til Lands kaldet Aale-Tuft, er det andet forunderlige og derhos forskrekkelige monstrum marinum, som fortiener at tages i Betragtning af dem, der med nogen Begierlighed see sig om efter Herrens store Gierninger, blant hvilke denne næst Kraaken, som siden skal følge, er at ansee for den største. Her maa jeg atter, ligesom i den Materie om Hav- Manden, først forsikre Ormens virkelige Existence, førend jeg kommer til dens Art og Beskaffenhed. Var ikke denne sidste ved Skaberens viise og omhyggelige Indretning deri særdeles, at dette havdyr bestandig holder sig i Dybet, undtagen i Julio og Augusto, saasom dens Leege-Tiid, da den i det aller stilleste havblik kommer op, men synker igjen , saa snart Vinden giør mindste Kruse paa Vandet, var ikke denne indretning, siger jeg, saaledes giort til Menniskenes Sikkerhed, da trængte Søe-Ormens Virkelighed mindre til Beviis end den giør, Gud skee Lof, endogsaa i Norge selv, hvis Kyster ere ellers i gandske Europa det eeneste, som besøges af dette Udyr, hvilket og har kommet nogle Lettroenheds Fiender til at bære desto større Tviil derom, ligesom jeg selv har gjort, indtil min Tviil er bleven mig gandske betagen ved tilstrekkelige Beviiser. Af vore befarneste Søefolk og fiskere i denne Egn ere vel mange hundrede, som vidne derom efter eget Øyesyn og temmelig nøye stemme overeens i deres Beskrivelse, men dog svare mange andre, at de kiende den allene ved Røgte, og deres Naboers Relationer. Derimod har jeg, i mine Conferencer om deslige Materier, knap talt med nogen, som var født i de Nordlandske Fogderier, foruden at finde strax et færdigt Svar og alle Slags Forsikringer. Ja nogle saa kaldte Nordfarere, som aarlig indfinde sig her med deres Kiøbmandskab, synes det ligesom en Skiemt, naar man alvorlig spørger derom. De meene, det Spørsmaal er næsten ligesaa overflødigt, som hvis man spurde dem, om der virkelig er Aal eller Torsk til. Forleden Vinter kom jeg om den Materie tilfældigviis i Samtale med den kongelige Søe- Capitaine, nu Commandeur og Oberlotz her paa Stedet Høyædle og Velbr. Hr. LORENTZ de FERRY, som sagde sig længe at have taget samme Sag i Tvivl, indtil hand An. 1746. ved egen fuldkomne Experience var bleven overbeviist derom, og skiønt jeg intet vigtig havde at erindre derimod, behagede det ham dog, til min og fleres Forsikring, at lade indkalde her for Bergens Bye-Ting tvende saadanne Søefarende Mænd, som den gang havde været med ham paa Baaden og Seet Søe-Ormen, saavel som dens Blod der farvede Vandet da Hr. de FERRY giorde Skud paa ham. Hvad bemedlte Mænd formaliter deponerede for Retten, kand sees af efterfølgende Instrumenter, mig in originali tilstillet, saa jeg agter det værd at indtrykkes in extenso.

 ”Kongelig Majts. Byefoged i Bergen ALBER CHRISTIAN DASS, Kongelig Majst. Justice- og Commerce- Raad, samt Byeskriber HANS CHRISTIAN GARTNER, tilligemed Jan Clies, Ole Simensen, Ole Brinchmand, Jørgen Kønig for Conradus de Lange, Matthias Gram for Elias Petrus Tuchsen, Claus Natler for Didrich Haslop, Jochum Gôgh for Herich Hiort og Jørgen Wiers for Hans Christian Byssing, eedsorne Borgere og tilforordnede Laug- Rettes Mænd samme steds giøre vitterligt, at Anno Christi 1751. den 22 Februarii for Bergens Byetings- Ret fremstillede sig Procurator Joh. Reutz, og indgav een ham i Dag tilkommen Missive fra Høyædle og Velbyrdig Hr. Sør- Capitaine og Ober- Lots LORENTZ de FERRY under gaar Dags dato; Og som hand derudi forlanger Comparentens Betiening udi at forhverve ham et Lovskikket Tings- Vidne, betreffende den udi samme Missive ommeldte Affaire og Tildragelighed, saa fremstillede Comparenten til den Ende 2de her i Staden boesatte Mænd, navnlig Niels Pedersen Kopper og Niels Nielsen Anglewigen, med ærbødigst Begier, at samme mænd maatte antages til eedelig Forklaring, om det sig ikke saaledes udi alt, som Missiven om formelder, den hand i denne Tingsvidne- Act begierede  inddragen, forholder. Bemeldte Missive blev for Vidnerne oplæst og saaledes lyder:

Monsieur Jan Reutz!

Da jeg i Aaret 1746, paa min Hiem-Reise fra Trundhiem sidst in Augusto, en Dag med et meget stille og varmt Veyr, vilde fare til Molde, har det tildraget sig, at da jeg med min Reise- Jagt var kommen besagde Molde 1 Miil nær, ved Jule Næss kaldet, og sad og læste i en Bog, hørde jeg en mummel blandt mine Roers-Karle, som vare 8te i Tallet, og merkede, at den mand som styrede, holdt fra Landet; Jeg spurde da, hvad det betydede, og fik til Svar, at Søe- Ormen var forud. Jeg befalede Manden ved Roeret, at holde til Landet igien, for at fare dette så omtalte Dyr i møde, og endskiønt Roers- Folket lod see nogen Frygt, maatte det dog skee. Søe-Ormen passerede mig imidlertid forover, saa jeg maatte snoe min Jagt efter ham, i Tanke at komme ham nærmere, men som Ormen svømmede stærkere end jeg kunde roe, tog jeg min Flint, som var lad med Hagel, og skiød efter samme Dyr, som strax dukkede under Vandet. Jeg lod Folkene roe paa Stedet hvor Ormen var gaaet under, (som lettelig i det stille Veyer kunde sees) og lod holde paa Aarene, i Tanke hand havde skiødt op igien, men det var forgieves: Vandet var ellers ligesom tykt og rødagtig der Ormen gik under, maaskee et Hagel eller flere paa den korte Distance har treffet. Denne Søe-Orm var ellers af Skabning i hovedet, som hand holdt meere end 1 Alen over Vandet, som et heste- hoved, graa-agtig af Couleur, og Mulen gandske sort, meget store sorte Øyen, og et langt hvidt Far, som hengede ham over Halsen i Søen, man saae ellers 7 à 8 Bugter af samme Dyrs Krop, som var meget tyk, ligesom der og efter Gisning var en favn imellem hver Bugt; Da jeg nu i et Compagnie fortællede denne hendelse, var der en vis fornemme herre tilstede, som begierde, jeg vilde meddele ham en paalidelig Underretning om denne Tildragelse; hvorfor jeg fremviser tvende af mine paa samme Tiid og Sted medhavende Roers- Karle, navnlig Niels Pedersen Kopper, og Niels Nielsen Angelwigen, som for Retten maatte fremkomme og giøre eedelig Forklaring om dette Foranførte, hvorefter jeg et Lovskikket Tingsvidne er begierende, og forbliver

Monsieur

Bergen den 21 Febr. 1751                                          Deres tienesteberedvillige Tiener

L. d. FERRY

 

Derefter begge forbemeldte Vidner ved aflagde Corperlig Eed, med oprakte Fingre efter Loven Vidnende og bekræftede, at det sig saaledes i alle Maader forholder og er passeret, som bemeldte Missive og forklaring indeholder

Procurator Reutz var derfeter et lovskikket Tings-Vidne begierede beskreven.

            Som Byefogden bevilgede.

            At saaledes for retten passeret er, tefteres med vore hænder og undertrykte Forseiglinger. Actum Bergis Anno, Die & Loco ut fupra

A.C. DASs (L.S)                    H.C. GARTNER (L.S)

(L.S) (L.S) (L.S) (L.S) (L.S) (L.S) (L.S) (L.S)

 

§ 7.

Samme Forfaring siges Hr. Commandeur BENSTRUP for nogle Aar siden at have havt, da hand endog skal have taget en Tegning af Søe-Ormen, som jeg gierne havde ønsket mig, forat meddele Publico den. Derimod giver jeg en anden Tegning, mig tilstillet ved forbemeldte Velærb. Hr. HANS STRØM, hvilken han efter eget Øyesyn har forfærdiget, og stemmer gandsge overeens med det, som tvende af hans Naboer, Hr REUTZ og TUCHSEN til Herrøe, berette, saasom de der paa deres Kirke.Reyser adskillige gange have været øyensynlige Vidner dertil, at jeg ey skal tale om en Deel andre gode Mænd af samme Stand og Troeværdighed. En annen Tegning, som synes mere efterretlig i henseende til dette eller deslige grumme Dyrs Skabning, tages af høyærv. Hr. Superintendent H. EGEDES continuerte Relationer betreffende den Grønlandske Mission, hvor det heder: p. 6: ”Den 6 Julii 1734. lod sig tilsyne et meget forskrækkelig Hav- Dyr, hvilket reyste sig saa høyt over Vandet, at dets hoved rakte over vores store Mers. Det havde en lang spids Snude, og blæste som en Hval- Fisk, havde brede store Laller, og Kroppen syntes at være begroet med Skæl, og var meget runken og ujevn paa huden, det var ellers skabt neden til som en Orm, og der det gik under vandet igien kastede det sig bag over, og reiset saa Stierten op af Vandet, en heel Skibs- Længde fra Kroppen. Om aftenen derfeter fik vi meget sterkt veyr.” Saavidt Hr. EGEDE. Den hosføyede tegning lader mig med større vished slutte det jeg ellers af andre Relationer har fundet rimeligt, nemelig at Søe- Slangernes Slægt, ligesom andre Fiskers, er adskilt i flere Species. Den, som hr. EGEDE og formodentlig alle med ham Farende have seet, havde under livet et par Lapper eller maaske et Par brede Finner, dens Hoved var længere, dens krop tykkere, men derhos meget kortere end paa de Søe- Slanger, om hvilke jeg har de fleeste Efterretninger; Thi skiønt det Dyr vel aldrig kommer under noges maalestok, saa sige dog mange Vidner, ligesom af een Mund, at Søe- Ormen efter deres Øyesyn, maa være et Kabel Tovs Længde, det er 100 favne eller 300 Alne lang, liggende paa det stille Vands Overdeel i mange Bugter, saaledes at allene her og der sees bag ved det opreiste Hoved nogle Pletter af Ryggen, som staaer op i det den krummer sig, og man langt fra kunde ansee den for en hob Tønder eller Oxehoveder, som svømede i en Linie, med noget Rum immellem hvert stykke. Forbemeldte Hr. TUCHSEN paa Herrøe er af mange Observatoribus den eeneste, som beretter mig, at hand har seet Forskiel paa Kroppens Tykhed og halen selv, saa at disse ikke, som paa Aalen eller Land- Ormen, gaae lige tilsammen efterhaanden i en spidse, men kroppen, hvis Tykhed synes at ligne et dobbelt Oxehoved, falder paa eengang kiendelig af, hvor halen begynder. Hovedet sees paa alle med en temmelig høy og breed Pande, men paa nogle med et spids Neb, paa andre derimod med en hartad firkantet Mule, saasom paa Køer eller Heste, med store Neseboer og ved Siderne nogle udstaaende stive haar ligesom paa de Dyr der have skarp Lugt, og at denne sidste findes hos Søe- Ormen merkes deraf, at den allervissest flyer for Bibergel, hvilket alle de, der drage ud paa stor- Eggen at fiske om Sommers Tiid, ikke forsømme at tage med sig. Øynene siges at være store og blaa, til anseende næsten som et Par blanke Tin-Talerkenen. Farven er overalt mørkebruun, dog spraglet og blandet med lyse Flammer eller spillende Pletter, saasom paa Skilpadde eller et laqueret Bord. Den falder mørkere omkring Øynene og Munden, hvor dens anseelse ligner næsten de hestes, hvilke man kalder Mohren- Kopffe. At den af sine næseborer skulde sprude Vand paa hvalfiskens Maade, saasom den Hr. EGEDE har seet, veed ingen anden at berette mig, men vel, at naar den kommer farende, driver den en rusende Strøm for ved sig, som en maadelig Mølle- Bek. Saa adskilles den og fra hiin under Grønlands Kyster derved, at den ikke har nogen rynket og ujevn huud, men er saa glat som et Speil, undtagen over Nakken, hvor den har en hengende Mann, til anseende ligesom Tang. Da den paa Land- Ormens Maade skyder sin huud eller afstreifer den gamle ham, naar den derunder voxende nye er færdig, saa ville nogle foregive, at i den havn Kobbervig, her paa Bergens Leed, skulle for nogle Aar siden have været et Bord-dekke af saadan Huud. Dette giorde mig saa nyskierrig, at jeg lod skrive derhen, for at erkyndige mig derom og faae en Rem af Huden med, som man siger, men der var intet om, i det mindste paa nærværende Tiid, og en Mand fra bemeldte Sted, som kom herind til Byen, sagde mig, det var ham ubekiendt, men derimot stadfæstede hand, det var sandt nok, at en Søe- Orm, nu for 31 Aar siden, eller Anno 1720. havde ligget en heel Uge inde i en liden Viig der ved Stedet, hvor hand med høyt Vand  var indgaaen igiennem en snever rende paa 7 à 8 Fod Vand, og da hand i 8 Dage laae der, fandt man efter hans Udfart en Orm-Ham, som Manden , ved navn Thorlack Thorlacksen, bekræfter at have seet og følet paa. Denne Ham laae med den eene Ende nedsunket i Vigen, og hvor lang den kunde være, vidste ingen, efterdi Vigen inden for Renden er mange Favne dyb, og den laa vidt udstrakt. Men den anden Ende af bemeldte Ham havde Strømmen drevet til Lands, hvor den laae lenge for alles Aasyn og syntes ikke beqvem til et Bord-dekke, uden man vilde have tørret den og beredet noget andet deraf; thi den besto ikke af nogen tet og haard huud, men af et bløt og slimagtig væsen, noget nær som den tilforn beskrævne manæte. Ja at kroppen selv paa denne Art bestaaer ikke af haardt Kiød, berette nogle om en liden formodentlig ung Søe-slange, som de eengang uforvarendes skulle have opdraget paa Dekket af deres Skib. Den døde strax, skiønt ingen torde røre ved den, førend de dertil saae sig tvungen ved en ulidelig Stank, som reiste sig af den bløde og seye Sliim, i hvilken den resolverte sig ved Luften, thi denne er Søe- Ormen saa ganske imod, at hand, som før ble erindret, aldrig sees uden i allerstilleset havblik, og ved mindtse Bevægelse i Luften søger til Bunds. Ved Amunds- Vaagen i Nordfiord, skal for nogle Aars Tiid, en Søe- Orm, maaskee med høyt Vand, være indkommen blant Skærene og der døet, da dens Aadsel en tiidlang ligeledes har givet stor stank. Det samme siges at være skeet ved den Øe Karmen og paa fleere Steder. Hvad jeg ønskede, var, at man ved saadan Leylighed undersøgte, om den har et sterkt Rygben, som synes fornødent til dens Sammenhold i saa lang Strekning. Haa-Arten, som ogsaa er pisis cartilagineus og uden alt andet Been har dog Ryg-Been, skiønt det samme meget subtil, endog i de største Haa-Kiæringer paa en halv Snees Alne. Søe- Ormen synes og ligesom Haaen, Aalen og Hvalfiske- Arten at være pifcis vivi- non oviparus, søgende sin Mage paa bemeldte Aarsens Tiid, da den siges at løbe i Brunst og af den Aarsag at søge efter Skibe og Baade, hvilke den formodentlig anseer for gandske andet end de ere. Dersom dette har sin Rigtighed efter vore Søefolks beretning, da sluttes ogsaa, at mange tage feil, som holde for, at Søe- Ormen Avles ikke i Søen, men paa tørt land, og oppholde sig i Fielde og Skove, indtil samme ikke kunne skiule dens Krop, da den først skulle søge en Elv, for at skyde seg deri ned mod havet, hvilke nogle foregive at have seet. I det Capitel om Land- Orme og Insecter har jeg allerede sagt, at saadan hastig Overgang til det salte Vands Element, synes mig ikke rimelig, skiønt jeg derfor ikke vil negte det, som her fortælles om Vand- Slanger i ferske Søer, af hvilke nogle her i Sundfiord og Ulland ere saa berøgtede for store Søe-Orme, at de næstboende knap tør rove sig ved at roe over dem med Baad.

§8

Men jeg kommer igien til den egentlige Søe-Orm eller store Hav- Slange, og Særdeles til det meest interesserende Spørsmaal, om den tilføyer Menniskene nogen Skade, og hvorledes sdisse pleye at forholde sig mod den? ARNDT BERNDSEN siger i sin Danmarks og Norges frugtb. Herlighed p. 308. ja til det første, og at Søe-Orme saavel som Trold-Hvale ofte nedsynke Folk og Baade. At saadent her i Egnen skulde være skeet, har jeg ikke hørt noget vist Exempel paa; men Nordfarerne berette, det er skeet hos dem, at Søe Ormen har reist sig op og kastet sig tvers over en Baad, ja over en stor Jægt af nogle hundrede Tønders Drægtighed og strækked den med sig i det Dybe. Een af bemeldte Nordfarer, som siger sig at have været den levende nær nok, for at gribe paa dens glatte Skind, beretter, at Ormen undertiden med sit opløftede fæle hoved udsnapper een Mand af Baaden og lader Retsen fare, men om det bør troes, ved jeg ikke, efterdi det er uvsit om den lever av rov. Dog kand dette saavelsom dens fiendskab mod mennisket en mindre end Land-Ormens sluttes af de ord AMOS IX v. 3. Om de skiulte dem for mine Øyen i Havsens Grund, saa vil jeg dog befale hugormen af den skal stinge dem. Undertiden siges den at slaae sig i en viid Kreds rings om Baaden, saa denne beleyres paa alle Sider, og da Ormen, som før ble meldt, aldrig ligger heel udsrragt, men i mange opstaaende og nedbøyede Bugter, saa er det merkeligt, at Fiskerne, efter en dem bekiendt Vedtægt, i det Fald ikke roe til Aabningen eller der, hvor Bugten gaaer ned ad, i hvilket Fald Ormen skal løfte sig og velte Baaden om, men de sette med Spidsen af deres Baad lige paa den ophøyede Bugt og Ormens side, da denne strax skyder sig ned og lader dem silppe af deres Angest. Naar de ellers blive den vaer langt borte, roe de af al Liv og Magt, saa de undertiden tilsette deres Hilsen, for at naae Landet, eller komme ind for en Odde, hvor han ikke kand komme efter dem. Men ere de langt fra Landet, da hjelder dem deres Arbeid intet til at kappes med dette Dyr, der skyder hastig afsted som en Piil, og søger bestandig deres KøelVand.  De udvælge heller at roe den tvers paa Soden, som sagt er, eller ogsaa holde gandske  stille og kaste noget, om det ikkun var et Øse-kar eller deslige, ud imod ham, da han gemeenlig dukker under eller tager en anden Cours. Dog de allerfleste Fiksere vide nu omstunder, i de varme Sommer-Maaneder, at forsyne sig med Bibergel, som de aldrig forsømme at tage med sig, naar de gaae noget langt fra Land, og sette deres beste Præsidium i at have det indelukt i et hul paa Bagstavnen, eller, om de endda frygte, at kaste lidet deraf over Bord, da de af megen Forfarenhed vide vist, at Ormen skuer dem. Med samme Success og Virkning siger Hr. LUCAS DEBES i sin Færos referata, p- 167, at man der paa Landet bruger Bibergeil, som den beste Rustning mod Trold-Hvalen, der ellers velter Baadene, men skyer baade Bibergeil og nogle udkastede Spaaner af Enebær-Træe. Velbemeldte Auctor erindrer tillige det ved adskillig Forfaring bestyrkede singulare Physicum, at den Mand, som har Bibergeil paa sig og kommer i Vandet, strax maa synke til Bunds, som en Steen, om han end er en god Svømmere. Han beraader sig og paa D. THOM. BARTHOLINI Vidnesbyrd in Centur. II Histor. Anatom. Hist. 17. p. 201. Imidlertid maa jeg erindre hvad een af vore Apothekere har sagt mig, nemlig, at det Bibergeil, som Fiskerne her til Lands kiøbe og forsyne sig med imod Udyr paa Havet, er intet andet end Assa fætida eller Dyvels-Drek, thi naar Lugten er ikkun stærk stinkende, giør det baade hos dem og deres Fiende den samme Virkning, ligesom de derfor faae Forlov at give samme Betaling. Langt fra skal den, efter nogles beretning , undertiden skade Menniskene ved sine forgiftige Excermenta, hvilke, særdeles i Nordland, ofte sees om sommeren flydende paa Vandet, ligesom det kunde være en feedagtig Sliim, og holdes  enten for dens Spye eller Sperma eller deslige. En Fisker som finder det nær ved sit Garn eller Snøre, og smitter sig derpaa i Uforsigtighed, faaer strax en smertelig hævelse i haanden, hvilken ofte har været saa farlig, at man har seet sig nødsaget at gribe til en Amputation.

Publisert 27. feb. 2018 14:46 - Sist endret 28. mai 2020 12:54