Forordning om trykkefrihetens grenser

Kildeintroduksjon

For å få slutt på 1790-tallets "skrivefrekkehet" ga kronprins Frederik i 1799 ut en forordning som satte strenge begrensninger for trykkefriheten i Danmark-Norge.

I tiåret etter den franske revolusjonen var den dansk-norske offentligheten full av debatter om temaer det egentlig var forbudt å snakke om: nye konstitusjoner, dårlig politikk og økonomiske reformer. I et forsøk på å stoppe dette ga kronprins Frederik, som regjerte i sin syke fars sted, i 1799 ut "Forordning som nærmere bestemmer Trykkefrihetens grændser".

Forordningen forbød forfattere å utgi tekster anonymt og påla trykkeriene å sende inn skriftene til politiet før distribusjon. Fant politiet noe straffbart, skulle salget straks forbys og alle eksemplarer beslaglegges, før saken eventuelt ble rettsforfulgt.

I kildeutdraget kan du lese om hvilke begrensninger som ble satt for trykkefriheten og hvilke straffer som gjaldt hvis man brøt reglene.

"Forordning som nærmere bestemmer Trykkefrihetens grændser" er publisert i Schous forordninger sammen med en rekke andre forordninger fra 16- og 1700-tallet.

Kilden

Tittel: Forordning som nærmere forklarer og bestemmer Trykkefrihedens Grændser, 27. september
Datering: 1799
Opphav:

Kronprins Fredrik (senere Fredrik VI)

Hentet fra: Schou, Jacob Henric. Chronologisk Register over de Kongelige Forordninger og aabne Breve, som fra Aar 1670 til 1775 Aars Udgang ere udkomne, tilligemed et nøiagtigt Udtog af de endnu gieldende, for saavidt samme i Almindelighed angaae Undersaatterne i Danmark og Norge: forsynet med et alphabetisk Register. 12: Som indeholder K. Christian VII Frr. fra 1797 til 1799. s 673.
Rettigheter: CC BY-NC

Mer informasjon om kilden

[Kildeutdraget er modernisert og forkortet. Original kildetekst kan leses lenger ned på siden]

Ettersom det i alminnelighet er Kongens ønske og vilje at enhver av undersåttene skal nyte all den frihet som kan bestå med orden i staten, så nyter han og især trykkefriheten, fordi han anser denne som det virksomste middel til å spre opplysning og allmennyttige kunnskaper blant alle borger-klasser.

Med hensyn til å fremme en for menneskeheten så velgjørende sak, har han, kort etter hans regjerings tiltredelse, opphevet sensuren og dermed åpnet vei for enhver opplyst og rettskaffen mann, til å kunne meddele offentlig resultatene av sine granskninger, og uhindret ytre sine tanker og meninger om hva som kunne bidra til det alminnelige beste.

Men, ved ubegrenset frihet, måtte pressen bli alle uedle lidenskapers verktøy, til skadelige følger for den offentlige rolighet og den private sikkerhet. Trykkefriheten må altså, ved lovens forskrift, ledes til allment vel, som er dens øyemerke, og den må, som en del av den offentlige undervisning, være regjeringens tilsyn undergitt. Det påligger ham derfor, som konge og lovgiver, å sette hindringer for dens misbruk slik at den ikke skal utarte til tøylesløs frekkhet og bli et middel for ondskap, til å kunne ustraffet undergrave statens grunnstøtter og forstyrre den borgerlige sikkerhet som står i uatskillelig forbindelse med sann borgerfrihet.

I overensstemmelse med foranførte grunnsetninger, befales følgende:

  • Den som, i et ved trykken utgitt skrift, tilskynder eller råder enten til forandring i den ved fedrelandets grunnlov bestemte regjeringsform, eller til oppstand mot Kongen, eller til å motsette seg Kongens befalinger, bør få sitt liv avsluttet.
  • Dersom noen i et trykt skrift, laster, håner eller søker å spre hat og misnøye mot disse rikers konstitusjon, eller mot kongens regjering, enten i alminnelighet eller i enkelte handlinger, da straffes han med landsforvisning, og dersom han etter å være ført utenfor grensene igjen innfinner seg i Kongens riker og land, uten dertil å ha erholdt tillatelse, bør han arbeide i jern på livstid.
  • Dersom noen, på lik måte, laster eller håner monarkisk regjeringsform i alminnelighet, skal han dømmes til landsforvisning fra 3 til 10 år i forhold til forseelsens større eller mindre grad.
  • Dersom noen ved trykken søker å spre beskjemmende eller fornærmende rykter mot kongens eller dronningens, eller de kongelige prinsers og prinsessers personer, da skal den skyldige dømmes til landsforvisning enten for bestandig eller fra 3 til 10 år, i forhold til forbrytelsens grad.
  • Den som utgir et skrift som sikter på å nedbryte læren om Guds tilværelse og den menneskelige sjels udødelighet, og de som i trykte skrifter laster eller håner den kristelige religions lære, som i følge Kongens rikes konstitusjon og landets lover fortrinnsvis skal beskyttes og håndheves, bør straffes med landsforvisning fra 3 til 10 år.
  • Da kongen aldeles ikke vil at redelige og opplyste menn skulle hindres fra, med frimodighet og anstendighet offentlig å tilkjennegi deres tanker, om hva som etter deres innsikt kunne bidra til å fremme det alminnelige beste; så skal det ei heller være noen forbudt å ytre sin mening, angående hva han tror som kunne være å forbedre eller rette i landets lover, anordninger og offentlige innretninger; dog følger det av seg selv at forfatteren bør uttrykke seg med beskjedenhet, og ei tilsidesette den ærbødighet han som borger og undersått er regjeringen og lovgiveren skyldig. Skulle noen forse seg herimot, ved å skumle med bitterhet over regjeringen, eller ved å kle sine anmerkninger over dens foranstaltninger i utilbørlige og usømmelige uttrykk, men dog ikke i den grad, at han kunne ansees etter 2 §, da bør han dømmes til å settes i fengsel på vann og brød, fra 4 til 14 dager.
  • Utgis noe trykt skrift, hvorved sedelighet og bluferdighet krenkes, straffes forfatteren med fengsel på vann og brød fra 4 til 14 dager

Original kildetekst

Forordning som nærmere forklarer og bestemmer Trykkefrihedens Grændser

27. september 1799

Fr. Ligesom det i Almindelighed er Kongens Ønske og Villie, at enhver af Undersaatterne skal nyde al den Frihed, som kan bestaae med Orden i Staten; saa nyder han og især Trykkefriheden, fordi han anseer denne, som det virksomste Middel, til at udbrede Oplysning og almeennyttige Kundskaber iblant alle Borger-klasser. Med hensyn til at fremme en for menneskeheden saa velgiørende Sag, har han, kort efter hans Regierings Tiltrædelse, ophævet Censuren, og derved aabnet Vei for enhver oplyst og retskaffet Mand, til at kunne meddele offentligen resultaterne af sine Grandskninger, og ubehindret yttre sine Tanker og Meninger om hvad der kunde bidrage til det almindelige Beste. Men, ved ubegrændset Frihed, maatte Pressen blive allehaande uædle Lidenskabers Verktøi, til skadelige Følger for den offentlige Rolighed og den private Sikkerhed. Trykkefriheden maae altsaa, ved Lovens Forskrift, ledes til Almeenvel, som er dens Øiemerke, og den maae, som en Deel af den offentlige Underviisning, være Regieringens Tillsyn undergiven. Det paaligger ham derfor, som Konge og Lovgiver, at sætte Skranker for dens Misbrug, saaledes, at den ei skal udarte til tøileløs frækhed, og blive et Middel for Ondskab, til at kunne, ustraffet, undergrave Statens Grundstøtter, og forstyrre den borgerlige Sikkerhed, der staaer i uadskillelig Forbindelse med sand Borgerfrihed. Imod saadanne Misbrug er der igientagne Gange advaret, især ved Rescr. 3 Dec. (bekiendgiort ved Pl. 4 Dec.) 1790. Men Kongen erfarer med yderste Mishag, at hans Lovgivninger desangaaende endnu uden Ophør overtrædes, og at nogle ildesindede Personer med strafværdig Frækhed dagligen antaste og forhaane alt hvad der, i ethvert Borgersamfund, er helligt og agtbart, samt jenvligen udbrede falske Forestillinger, og søge at forplante vrange Meninger om de, for Mennesket og Borgeren vigtigste, Gienstande; hvorved den mindre oplyste Deel af Almuen, især den uerfarne Ungdom, letteligen kan misledes og forderves. Vel forebygges saadan Udaad allersikkerest ved Skrifters Censur, førend de til Trykken maae befordres; men, da dette Middel medfører en ubehagelig Tvang for enhver god og oplyst Mand, der har Lyst til at gavne med sine Indsigter, vil Kongen ikke giøre Brug deraf; Derimod vil han forsøge, saa bestemt og nøie, som mueligt, nærmere ved Lov at fastsætte Trykkefrihedens Grændser, og at tilføie passende straffe for dem, som vove at overtræde hans landsfaderlige og velmeente Buds Forskrifter. I øvrigt har han besluttet, at formilde de straffe, der ere fastsatte i 2-21 N. 20-4, samt 6-1-7, saavelsom 6-4-1, 2 og 9, for saavidt disse kunne taale Formildelse, uden at forfeile deres Hensigt; hvorimod han, med hensyn til at værne kraftigen om den borgerlige Agtelse, som er en af de helligste Rettigheder i Borgerselskabet, har anseet det fornødent, at anvende legemlige Straffe imod grove Æreskiændere. Og, som det har viist sig, at lumsk og nedrig Ondskab i Almindelighed søger skiul under Anonymitet; men Retfæredighed fordrer, at enhver bør vedstaae ligesaa vel det, han lader offentligen trykke, som hvad han skriftligen eller mundtligen yttrer, og at han altsaa ikke mindre bør være sit Navn bekiendt i hiint, end i disse sidste, Tilfælde; saa anseer Han det tieneligt, at forbyde al Anonymitet, og at paalægge enhver, der udgiver noget trykt Skrift, den Pligt, at nævne sig. I Overensstemmelse med foranførte Grundsætninger, befales følgende:

  1. Hvo, som befindes, i noget ved Trykken udgivet Skrift, at tilskynde eller raade enten til Forandring i den, ved Fædrenelandets Grundlov bestemte, regieringsform, eller til Opstand imod Kongen, eller til at imodsætte sig Kongens Befalinger, bør have sit Liv forbrudt.
  2. Dersom nogen, i et trykt Skrift, laster, forhaaner eller søger at udbrede Had og Misnøie imod disse Rigers Constitution, eller imod Kongens regiering, enten i Almindelighed, eller i enkelte Handlinger, da straffes han med Landsforviisning; og dersom han, efterat være ført udenfor Grændserne, igien indfinder sig i Kongens Riger og Lande, uden dertil at have erholdt Tilladelse, bør arbeide i Jern i Livs Tid.
  3. Dersom nogen, paa lige Maade, laster eller forhaaner monarkisk Regieringsform i Almindelighed, skal han dømmes til Landsforviisning, fra 3 til 10 Aar, i Forhold af Forseelsens større eller mindre Grad.
  4. Omendskiøndt kongen, for Sin egen Deel, foragter personlige Fornærmelser imod ham selv, og han veed, at de Kgl. Pridser og Prindsesser tænke i denne henseende, ligesom han, saa kan han dog, som Lovgiver, ikke forbigaae, at fastsætte Straf for saadan Forbrydelse; Det befales derfor, at dersom nogen, ved trykken, søger at udbrede beskiæmmende eller fornærmende Rygter imod Kongens, eller Dronningens, eller de Kongelige Prindsers og Prindsessers Personer, da skal den skyldige dømmes til Landsforviisning, enten for bestandig, eller fra 3 til 10 Aar, i Forhold af Forbrydelsens Grad.
  5. Hvo, som udgiver noget Skrift, der sigter til at nedbryde Læren om Guds Tilværelse og den menneskelige Siæls Udødelighed, saa og de, der, i trykte Skrifter, laste eller forhaane den christelige Religions Lære, som, i Følge Kongens Rigers Constitution og Landets Love, skal fortrinligen beskyttes og haandthæves, bør straffes med Landsforviisning, fra 3 til 10 Aar. Og da Kongen vil, at ethvert andet Religions-samfund, som taales i hans Riger, ogsaa skal nyde Beskiærmelse i deres Gudsdyrkelse; saa befales, at dersom nogen søger at forarge saadanne Menigheder, ved at drive Spot med deres troesbekiendelse eller Religion, skal den Skyldige, naar det paalegges, straffes med Fængsel paa Vand og Brød, fra 4 til 14 Dage.
  6. Dersom nogen, i trykte Skrifter, udbreder løgnagtige Beretninger om nogen vigtig Deel af Statens Tilsatnd, eller om Regieringens Beslutninger og Foranstaltninger, skal han dømmes til at arbeide i Forbedringshuset, fra 2 Maaneder til 2Aar, i Forhold af den Skade eller Uleilighed, som den udspredte løgnagtige Efterrening kunde have tilsigtet, eller, efter dens Velskaffenhjed, have forvoldet.
  7. Da kongen aldeles ikke vil, at redelige og oplyste Mænd skulle hindres fra, med Frimodighed og Anstændighed offentligen at tilkiendegive deres Tanker, om hvad der, efter deres Indsigt. Kunde bidrage til at fremme det almindelige Beste; saa skal det eiheller være nogen forbudet, at yttre siin Mening, angaaende hvad han troer, der kunde være at forbedre eller rette i Landets Love, Anordninger og offentlige Indretninger; dog følger det af sig selv, at Forfatteren bør udtrykke sig med Beskedenhed, og ei tilsidesætte den Ærbødighed, han, som Borger og Undersaat, er Regieringen og Lovgiveren Skyldig. Skulde nogen forsee sig herimod, ved at skumle med Bitterhed over regieringen, eller ved at indklæde sine Anmærkninger over dens Foranstaltninger i utilbørlige og usømmelige Udtrykke, men dog ikke i den Grad, at han kunde ansees efter 2 §, da bør han dømmes til at sættes i Fængsel paa Vand og Brød, fra 4 til 14 Dage.
  8. Dersom, i Kongens Riger, noget Skift vorder trykt, der fornærmer fremmede, i venskab med ham værende, Magter, enten ved at laste og forhaane de regierende Personer, eller, uden at nævne sin Hiemmel, at tillægge saadanne Regieringer uretfærdige og skammelige handlinger, da straffes den Skyldige med at arbeide i Forbedringshuset, fra 3 Maaneder til 3 Aar, efter Fornærmelsens Grad.
  9. Udgives noget trykt skrift, hvorved sædelighed og Blufærdighed krænkes, straffes Forfatteren med Fængsel paa Vand og Brød fra 4 til 14 Dage.
  10. Fremføres der, i trukte Skrifter, Beskyldninger imod de Kgl. Collegier, Retter eller andre Embedsmænd, deres Embedsforvaltning angaaende, da skal Sagen, saafremt den er af Vigtighed, Kongen forestilles, til Overveiselse og beslutning, om den bør nærmere undersøges, paa det at enhver, som findes skyldig, kan blive draget til Ansvar og forkient Straf. I Øvrigt skal enhver Embedsmand være pligtig til, naar han beskyldes for Uretskaffenhed i hans Embedsførelse, at fralægge sig samme ved Dom (hvortil ham skal gives beneficium proceffus gratuiti), da Kongen forbeholder Sig, efter Omstændighederne, at afgiøre, om han, indtil Sagen er paakiendt, maae vedblive at forrette sit Embede, eller han, i Overensstemmelse med 3-4-4, skal afholde sig derfra imidlertid. Men, dersom Beskyldningen er i høi Grad fornærmelig, og det der hos er aabenbart eller sandsynligt, at den er falsk, da vil Kongen, især naar den angaaer Hans Collegier, Retter eller vigtigste Embedsmænd, lade Skriftets Forfatter tiltale ved General-fiskalen eller en anden dertil beskikket Actor. Det følger ellers af sig selv, at den Tiltalte, saavel i dette Tilfælde, som i enhver anden privat Injurie-Sag, bør, naar den af ham giorte Beskyldning er bestemt, være berettiget til at bevise dens Rigtighed; dersom Injurianten derimod intet vist eller individuelt Factum har opgivet, men ikkun giort ubestemte Beskyldninger imod Embedsmanden, eller en anden Medborger, kan det ei tilstædes ham, under paaskud af, at ville føre Beviser, at anstille Inqvisition over den, hvis Rygte han har angrebet.
  11. Fornærmelser, som tilføies Private personer, ved Trykkefrihedens Misbrug, overlades til de Vedkomende selv at paatale ved Lovmaal. Men, da det er magtpaaliggende for kongen og det Almindelige, at de Kgl. Embedsmænds Rygter ere ubesmittede, skal de være pligtige til, naar der endog blot giøres ærerørige Beskyldninger imod deres private Karacteer og Handlinger, at fralægge dem samme ved Dom
  12. Ligesom Æreskiænderie og uforskylte Angreb paa Medborgeres gode Navn og Rygte ere, med hensyn til Virkningen, mere krænkende for de Vedkommende, naar samme kundgiøres offentligen ved Trykken, end naar de blot mundtligen fremføres; saa er og Forbrydelsen, fra Moralitetens Side betragtet, større i det første, end i det sidste, Tilfælde, efterdi Handlingen da udføres med Overlæg; Straffen (hvis Øiemærke er: at værne om den borgerlige Agtelse) bør altsaa fastsættes i forhold dertil. Det befales derfor, at hva, som i et trykt Skrift tilægger nogen uskyldig Mand saadanne ærerørige Beskyldninger, som 6-21-2, 3 og 7 omhandle, skal, naar Beskyldningen er i høieste Grad ærekrænkende, og dertil ei er givet mindste Anledning fra den Fornærmedes Side, foruden den Straf, der foreskrives i bemeeldte Artikler, dømmes til Tugthuus-Arbeide, fra 2 Maaneder til 2 Aar, efter Sagens Beskaffenhed; og, dersom Forseelsen er af det Slags, der findes  anført i bemeldte Capitels 4 Artikel, da straffes den skyldige med tilstrækkelige Pengebøder, fra 50 Rdlr til 1000 Rdlr til Stedets Fattige, i Forhold af Fornærmelsens Grad.
  13. Dersom det strafværdige eller fornærmende i et Skrift er indklædet i Allegorie eller Ironie, hvoraf dog Meningen og den onde Hensigt er miskiendelig, da skal Forfatteren dømmes skyldig til samme Straf, som om han havde udtrukket sig ligefrem og uden Forstillelse; Men, dersom det kan ansees tvivlsomt, om Meningen deraf er strafverdig eller fornærmelig, skal Dommeren, i at frikiende Forfatteren for Straf, foreholde ham hans Uforsigtighed, i Doms Slutningen, og advare ham, at bruge herefter bedre Overlæg i hvad han maatte skrive.
  14. De bestemmelser, der indeholdes i 9 og 13 §, gielde ogsaa om usædelige og allegoriske Kobber- og Træsnit-Stykker, eller andre Billeder, som salholdes eller udgives. Paa disse skal ogsaa Kobberstikkeren sætte sit Navn, under Straf af 200 Rdlrs Bøder til Stedets fattige.
  15. Ingen Maa udøve Bogtrykker-Konsten, uden dertil at have erholdet Kgl. Privilegium, som udfærdiges igiennem det Danske Cancellie; Og de nu værende Bogtrykkere, der ei allerede ere priviligerede, kan, paa Ansøgning, vente samme gratis meddelte.
  16. Enhver, som lader trykke noget Skrift (lidet eller stort), skal paa Tittelbladet nævne sig, som forfatter, ved sit fulde Navn, Embeds eller Anden Karacteer, eller Haandtering, samt om han selv, eller hvilken anden, er Forlægger; saa skal og Stedet, hvor Skriftet er trykket, tilligemed Bogtrykkeren nævnes. I øvrigt maae intet trykkes, uden hos de priviligerede Bogtrykkere. Dersom nogen handler herimod, skal Skriftet Confiskeres, og saavel Forlæggeren, som Bogtrykkeren, dømmes til at bøde 200 Rdlr til Stedets Fattigvæsen, samt desforuden til lige Straf med Forfatteren, ifald Indholden af det udgivne Skrift befindes at være strafværdig.
  17. Forlæggeren og trykkeren af et Skrift skal ogsaa begge indestaae for, at den derpaa navngivne Forfatter er den sande, samt at han, dersom skriftet paatales, er og forbliver tilstede, saa at han ved Lovmaal og Dom kan drages til Ansvar og undgieldelse for deres Indhold. Brister saadan hiemmel dem, da skal de staae i forfatterens Sted, og dømmes til at lide den Straf, som vilde have rammet ham, ifald han havde været tilstede.
  18. Dersom nogen er sat under Justitiens Tiltale, formedelst Misbrug af Trykkefriheden, maae ingen Bogtrykker antage et Skrift fra ham til Trykking, saalænge han staaer under offentlig Anklage, med mindre en bosiddende Borger giver sin skriftelige Erklæring, at ville indestaae for Skriftets Indhold. I Mangel af saadan Borger, skal Bogtrykkeren staae til Ansvar og dømmes, ligsesom om han selv var Forfatter af Skriftet. Naar Justits-Action anlægges imod nogen, for Misbrug af Trykken, skal samme derfor strax bekiendtgiøres til Vedkommendes Efterretning, i alle indenrigske Aviser, fra den Øvrighed, som befaler Actionen.
  19. I alle Journaler og periodiske Blade skal ikke alene Forlæggeren og Bogtrykkeren, men tillige Forfatteren af hver Artikel, saavelsom Redacteuren, nænves; hvilken sidste skal staae til Ansvar, ligemed Forfatteren, for hvad der indføres i Journalen eller Bladet. I Avviser eller offentlige Tidender skal Redacteuren paa lige Maade nævnes, og være ansvarlig for Indholden, tilligemed Udgiveren. De, som forsee sig herimod, straffes efter denne Frs. 16 §.
  20. Ingen maae, efterat han ved Dom er bleven kiendt skyldig i Overtrædelse af denne Anordning, lade noget Skrift trykke, forinden Manuscriptet er blevet foreviist Stedets Politimester og af ham paategnet, at det maae trykkes; hvilken Paategning skal aftrykkes paa det første Blad. Dersom en Bogtrykker handler herimod, og trykker noget Skrift for en Forfatter, der saaledes er bleven dømt, uden at Manuscriptet findes paategnet af Politimesteren, da skal han have sit Privilegium forbrudt, og desuden, ifald Indholden er strafværdig, dømmes til lige Straf med Forfatteren. Og paa det at ingen Bogtrykker skal kunne undskylde sig med Uvidenhed, i dette Tilfælde, skal enhver ret, som dømmer nogen, enten til Straf eller Advarsel, for Misbrug af Trykken, paa den skyldiges Bekostning, uopholdeligen lade Doms Slutningen bekiendtgiøre i alle indenlandske Aviser. I øvrigt skal den Forfatter, paa hvilken foranførte Regel er anvendelig, være forbunden til at levere Politimesteren 2 Exemplarer af Manuscriptet, hvoraf denne beholder det ene (der bør være umakulert, og forsynet med Forfatterens Navn) til sin Sikkerhed, for at afværge, at ikke det af ham paategnede Exemplar skal kunne forfalskes ved Forandringer eller Tilsætninger.
  21. Naar et Skrift, formedelst dets strafværdige Indhold, paatales af Justitien, skal det være Pligt for enhver, der har samme til Forhandling eller Uddeling, efter offentlige bekiendgiort Advarsel, ufortøvet at aflevere til Stedets Politimester alle de Exemplarer deraf, som han har i sin Værge. Disse skal forblive under Politimesterens Bevaring saalænge, indtil Sagen ved endelig Dom er afgiort; og dersom da Forfatteren vorder aldeles frikiendt, tilstilles de igien vedkommende; men, i det modsatte Tilfælde, foranstalter Politimesteren dem opbrændte. Skulde nogen, efterat den offentlige Opfordring, til at aflevere et saadant Skrift, er skeet, desuagtet vedblive at uddele eller salholde det, eller at have tilbageholdt Exemplarer deraf, da skal han derfor bøde 500 Rdlr til Stedets Fattigvesen. Skeer det oftere, da bøder han dobbelt saa meget, og skal tillige, ifald han er Borger eller privilegeret Boghandler, have sit Borgerskab eller Privilegium forbrudt.
  22. Hvo, som forlægger, trykker, salholder eller uddeler noget Skrift, der ved Dom er kiendt strafværdigt, skal ansees efter denne Anordnings 17 §.
  23. Dersom nogen Kgl. Undersaat lader undenlands trykke noget Skrift, hvis Indhold er strafværdg, ifølge denne Anordning, da skal baade Forfatteren og den, der salholder eller uddeler et saadant Skrift i de Kgll. Riger og Lande, ansees med den samme Straf, som om det her i Landet var udgivet.
  24. Ingen maae i det danske Sprog oversætte noget Skrift, der indeholder Forbrydelser i mod denne Frs. 1, 2, 3, 4, 5 og 9 §. Hvo, som handler herimod, skal straffes, som om han selv havde været Forfatter. I øvrigt skal Oversætterens Navne, ligesom Forfatterens, anføres paa Skriftets titelblad.
  25. Dersom nogen salholder eller paa andre Maader uddeler Haandskrifter, hvis Indhold, i fald de vare trykte, maatte ansees stratværdig, da skal saadant paafund, til at undgaae Virkningen af denne Anordning, ikke fritage enten Forfatteren, eller dem der sælge og uddele deslige Haandskrifter, fra Straf; men de paagieldende skal ansees paa samme Maade, som om de havde kundgiort dem ved Trykken, Hvo, der opslaaer Skandskrifter, dømmes efter 6-21-8; hvilken dog formildes saaledes, at den, i Slutningen af bemeldte Artikel fastsatte, Livs straf bortfalder.
  26. Ligesom det, ved Rescr. 3 Dec (bekiendtg. v. Pl. 4 Dec.) 1790, er befalet Politimesteren i Khavn, at indsende til det Danske Cancellie alle saadanne Skrifter, der kunde vorde Gienstand for Justits-Væsenets Opmærksomhed; saa igientages herved dette Bud paa det alvorligste. Endvidere befales, at det af alle Aviser, Journaler og periodiske Blade, saavelsom af ethvert Skrift, som ei udgiør mere, end 24 Ark, skal fra Bogtrykkerne tilstilles Politimesteren et Exemplar, førend saadanne uddeles eller udsælges til andre. Denne Regel skal gielde, hvad enten Skriftet udgives, som heelt, eller som en Deel af et større; i hvilket sidste Tilfælde de Dele, der stykkevis udkomme skal sendes Politimesteren, naar hver for sig ikke indeholder over fornævnte 24 Ark. Efterlader nogen Bogtrykker denne Pligt, skal han derfor bøde 100 Rdlr til de Fattige; hvilken Mulkt fordobles, saa ofte Forseelsen igientages. Dersom Politimesteren finder noget strafværdig eller utilbørligt i et saadant Skrift, skal han strax forbyde Udsalget, og tage alle trykte Exemplarer under Forsegling, samt indsende Skriftet, med sin Betænkning, til Cancelliet; hvilken Collegium uopholdeligen skal overveie og beslutte, om Salgets Standsning skal ophøre, eller, i modsat Fald, foranstalte det videre fornødne. I Øvrigt vil Kongen beskikke Politimesteren en Medhielp, til at giennemgaae de udkommende Skrifter, paa det at Tilsynet dermed kan desto bedre overholdes, og med hurtighed udføres.
  27. De samme Regler, som i 26 § er bestemte, i henseende til Skrifter, som vorde trykte i Khavn, skal ogsaa efterleves paa ethvert andet Sted; ikkun med den Forskiel, at Politimesteren skal, naar de ansee noget Skrift at være lovstridigt, desangaaende henvende dem til den vedkommende Stiftamtmand eller Amtmand, som igien indberetter Sagen til Cancelliet.
  28. Skulde Cancelliet finde nogen Politimester eller Befalingsmand efterladen i det Tilsyn, som denne Anordning giør dem til pligt, da skal bemeldte Collegium drage den forsømmelige Embedsmand til Ansvar. I øvrigt skal Cancelliet selv med Nidkierhed og Kraft haandthæve og overholde disse Bud, saaledes, som det derfor vil staae Kongen til regnskab.

Efterat Kongen, ved denne Anordning, har bestemt Trykkefrihedens Grændser og derved omhyggeligen søgt at hemme dens Misbrug, uden at lægge hindringer i veien for gode, oplyste og retskafne Mænds frimodige Tanke-Yttring; vil han, men hensyn til at afværge al Mistydning og urigtig Fortolkning af det Ord: at laste (som i adskillige af denne Lovgivnings Paragrapher et anvendt, fordi det er generisk, og vore ældre Loves Sprog), endnu tilføie den Anmærkning, at bemeldte Udtryk betyder, at tillægge den Person eller Ting, om hvilken der handles, en saadan Ufuldkommenhed, som ei kan bestaae med dens hensigt. Saaledes (til Exempel) lastes Statens Regieringsform og den ved Landets Love beskyttede Religion, naar disse tillægges saadanne Mangler, at Borgersamfundets Formaal (borgerlig Frihed, Sikkerhed og Almennsvel) ikke derved kunde opnaaes eller bestaae.

Publisert 5. mars 2018 10:44 - Sist endret 7. mai 2020 11:58